Seneste Nyt

Tidligere Irma-direktør har fået 'mange henvendelser' og ser mulighed i folkeaktier

Den tidligere direktør i Irma Alfred Josefsen og den netop afgåede direktør for kæden, Jan Larsen, har intensiveret jagten på at redde supermarkedskæden.

- Siden den officielle melding om, at Coop lukker Irma som kæde, har jeg fået mange henvendelser og har dialoger, siger Alfred Josefsen, der stod i spidsen for kæden frem til 2012, til Finans.

Alfred Josefsen fortæller også, at han har også fået meldinger fra kunder, der er interesserede i folkeaktier i Irma, og det er han ikke afvisende over for.

- Det kan være godt som en del af løsningen fremadrettet, siger han til Finans.

Det skabte et ramaskrig fra Irmas kunder, at Coop tirsdag meddelte, at de ville lukke den hovedsageligt københavnsbaserede supermarkedskæde, efter den år efter år har givet underskud.

Nyheder

  1. Sverige kræver forklaring på Ungarns tøvende Nato-svar

    Sverige vil have en forklaring på, hvorfor Ungarn stadig ikke har sagt god for at optage Sverige i Nato.

    Det siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, ved et EU-topmøde i Bruxelles.

    Her har Kristersson tænkt sig at tale med Ungarns premierminister, Viktor Orbán. Det siger han ifølge Sveriges Radio.

    - Jeg kommer til at stille spørgsmål om, hvorfor de adskiller Sverige og Finland. Det sender nogle signaler, som vi ikke før har set, siger han til Sveriges Radio.

    Ungarn og Tyrkiet har begge meddelt, at de er klar til at få Finland med. Det samme gør sig dog ikke gældende for Sverige.

  2. Energibranchen efter kæmpebeløb til nøglemedarbejdere: Vil sikre loft over bonusser

    Det skal være slut med store millionbonusser i energibranchen.

    Det fastslår erhvervsorganisationen Green Power Denmark, som taler på vegne af energisektoren.

    Udmeldingen kommer, efter at det er kommet frem, at nogle få nøglemedarbejdere i energiselskaber fik bonusser uden loft, der løb op i kæmpebeløb.

    Green Power Denmark oplyser, at de hurtigst muligt vil præcisere anbefalingerne om bonusordninger.

    Det handler blandt andet om at sikre, at bonusaftaler altid er udstyret med grænser eller "caps". Det sker allerede i dag i de fleste tilfælde, siger organisationen.

    Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har også reageret på nyheden om de store bonusser og indkaldte i går branchen til en redegørelse om sagen.

  3. Thailandsk politi afslører svindlernetværk: Ældre amerikanere franarret millioner

    21 personer blev i dag anholdt i en større politiaktion fordelt over fire forskellige provinser i Thailand.

    De anholdte af både indisk og thailandsk nationalitet er mistænkt for at være en del af et internationalt svindlernetværk, som havde oprettet et call-center med det formål at ringe til ældre amerikanere for at lokke penge ud af dem. Det skriver AP.

    Amerikanske politifolk deltog også i aktionen, hvor 162 bankkonti, 61 mobiltelefoner og flere ejendomme blev beslaglagt.

    Svindelnummeret foregik ved, at svindlerne ringede til de ældre borgere i USA og udgav sig for at være politifolk, som efterforskede sager om hvidvask.

    De ældre blev derefter opfordret til at overføre penge til forskellige konti med begrundelsen, at pengene lige skulle verificeres.

    Thailandsk politi mener, at amerikanerne er blevet franarret mere end 87 millioner dollar (595 millioner danske kroner).

  4. Politiet advarer folk med gæld: Kontakt Fogedretten eller bliv anholdt

    Den 30. marts sætter Københavns Politi gang i en større aktion rettet mod skyldnere, som har et udestående med Fogedretten.

    Derfor sender politikredsen på forhånd en advarsel ud, hvor gældsplagede folk bliver bedt om at få betalt gælden eller alternivt lave en betalingsordning med Fogedretten, inden politiet siger klokken er 12.22, og du er anholdt.

    - Så slipper man for at blive hentet af betjente derhjemme, på din arbejdsplads eller stoppet i lufthavnen på vej mod gaten. Man risikerer også at tilbringe en nat i Vestre Fængsel, hvis man bliver anholdt uden for Fogedrettens åbningstider, siger politikommissær Anders Alslev fra Eftersøgningssektionen i Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    I e-Boks kan man finde ud af, hvilken fogedret man skal kontakte for at få styr på gælden, skriver politiet.

  5. Israels parlament vedtager første del af kontroversiel reform

    Fremover bliver det sværere at vælte premierministeren i Israel.

    Israels parlament har stemt en ny lov igennem med 61 stemmer mod 47.

    Premierministeren kan nu kun blive afsat, hvis vedkommende selv eller tre fjerdedele af ministrene vurderer, at premierministeren er uegnet af helbredsmæssige eller psykiske årsager.

    Loven er den første af flere love i en omstridt reform af retssystemet, som Benjamin Netanyahu-regeringen står bag. Reformerne har de seneste uger affødt vrede protester i Israel.

    Kritikere af reformen mener, at Netanyahu forsøger at presse den nye lovgivning igennem for at kunne undslippe korruptionsanklager mod sig selv.

  6. Regeringen vil afsætte 32 millioner til at bekæmpe sagsbunker ved domstolene

    Blandt regeringens mange forslag til den kommende finanslov findes blandt andet 32,2 millioner, som i 2023 skal afsættes til at bekæmpe de store sagsbunker ved domstolene.

    Det skriver Ritzau.

    Samlet vil regeringen sende 185 millioner kroner i domstolenes retning. De godt 150 resterende millioner skal bruges til en "videreførelse af domstolenes eksisterende indsatser".

    Tidligere på måneden erkendte justitsminister Peter Hummelgaard (S), at det danske retsystem er i knæ, og at domstolsvæsnet står i en "meget alvorlig situation".

    Du kan læse meget mere om dagens pressemøde, hvor regeringen fremlagde en række andre ønsker til en kommende finanslov, i vores liveblog.

  7. Australsk kvinde får fem millioner kroner i erstatning på grund af pommes frites med afløbsrens i

    En australsk kvinde har fået tilkendt en erstatning på fem millioner kroner, efter hun ved en fejl fik serveret pommes frites med farlige kemikalier i.

    Det skriver det australske medie ABC News.

    Episoden fandt sted på en fastfood-restaurant i det vestlige Australien i 2013, hvor kvinden måtte hastes til hospitalet med helikopter, efter hendes pommes frites var blevet toppet med ætsnatron, der bruges som afløbsrens, i stedet for salt.

    Fejlen førte til, at kvinden pådrog sig alvorlige skader i mavetarmkanalen, og at hun nu har smertelidelser og er ramt af PTSD.

    Derfor har en australsk domstol nu vurderet, at hendes livskvalitet er så alvorligt forringet, at hun skal kompenseres med fem millioner kroner.

    Ifølge ABC News blev i alt 11 mennesker syge som følge af uheldet på fastfoodrestauranten i byen Bunbury på den australske vestkyst.

  8. Wammen: På trods af kriser er dansk økonomi bomstærk

    På pressemødet deltager finansminister Nicolai Wammen (S), fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

    Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer lige nu SVM-regeringens finanslovsforslag, og det ser bestemt ikke kulsort ud for dansk økonomi.

    - Bnp for 2022 er højere end ventet. Beskæftigelsen er høj. Ledigheden er lav. Med andre ord: På trods af at vi er blevet ramt af store kriser, corona og Putins invasion i Ukraine og en høj inflation, så står dansk økonomi bomstærkt, siger han.

    Alligevel bliver regeringens finanslov ikke en gaveuddeling, fastslår finansministeren.

    - Vi står i usikre tider.

    - Hvis der er noget, jeg har lært af fire år som finansminister: Der kan komme ubehagelige overraskelser. Det vigtigste er ikke at puste til inflationen, men at bekæmpe den, siger Wammen.

    Her er nogle af pointerne i finanslovsforslaget:

    • - På grund af den stadig høje inflation kan vi frem til at vores fælles husholdningsbudget bliver holdt i kort snor - netop for at forsøge at holde inflationen nede.

    • - Enkelte dele er allerede forhandlet på plads af et bredt flertal af Folketinget: For eksempel en Ukraine-fond, en akutpakke til sundhedsvæsenet og inflationshjælp.

    • - Der ligger 200 millioner kroner og venter i en forhandlingsreserve. Det er markant mindre end ved tidligere finanslovsforslag.

  9. Ansatte i fængslerne får bonus for at blive i jobbet og tage overarbejde

    Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet er blevet enige om en bonus til de uniformerede medarbejdere i kriminalforsorgen for at blive i jobbet og tage overarbejde.

    Det skriver Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

    Parterne er enige om at afsætte 17 millioner kroner i første halvår af i år.

    Aftalen dækker elever, fængselsbetjente, værkmestre, transportbetjente, enhedsledere, enhedschefer og sektionschefer.

    - Landet over går fængselsbetjente på arbejde hver dag for at sikre vores allesammens tryghed og sikkerhed. Men mange steder skal der løbes stærkt - også for stærkt.

    - Vi arbejder på højtryk for at rekruttere og fastholde flere fængselsbetjente, men det kommer til at tage tid, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).

    Aftalen gælder frem til den 30. juni 2023 og med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2023.

  10. Toldstyrelsen fandt 1,5 ton narkotika i 2022: Smuglerne har brugt flæskestege, vandkander og kølecontainere

    • I februar fandt Toldstyrelsen et halvt kilo hash gemt i en flæskesteg. (Foto: © Toldstyrelsen)
    • I en container på Aarhus havn blev der i september fundet 36 kilo kokain. (© Toldstyrelsen)
    • Selv en vandkande kan bruges, når der skal smugles. I september fandt toldere 4,1 kilo hash i sådan en. (© Toldstyrelsen)
    1 / 3

    Selv om smuglerne har været særdeles kreative, så lykkedes det sidste år Toldstyrelsen at beslaglægge 1,5 ton narkotika i 2022.

    Det fremgår af en pressemeddelelse fra Toldstyrelsen.

    I alt har tolderne registeret over 3.300 narkotikasager sammenlignet med cirka 2.900 sager i 2021.

    Tolderne har blandt andet haft sager, hvor man har fundet flydende kokain i vinflasker, LSD-frimærker og flere hundrede kilo hash skjult i en kølecontainer.

    Siden 2019 er antallet af narkotikasager steget, da tolderne oftere end før finder narkotika i pakker og breve hos post- og kurervirksomheder, lyder det i pressemeddelelsen.

    Toldstyrelsen har registreret stigninger på tværs af stoffer. For eksempel blev der fundet 112 kokain i 2022 sammenlignet med syv kilo i 2021.

  11. Vrede franskmænd blokerer lufthavnsterminal, tænder ild på motorvejen og påvirker togafgangene

    • Rejsende måtte tilbagelægge de sidste meter hen til Charles de Gaulle-lufthavnens terminal 1 til fods på grund af demonstranterne. (Foto: © LUCIEN LIBERT, Ritzau Scanpix)
    • Billedet her fra Twitter viser branden på A620-motorvejen nær den franske by Toulouse. (Foto: © TWITTER @TALILYTE, Ritzau Scanpix)
    • En hjemløs mand går forbi ophobet affald, som ikke bliver samlet ind. Skraldemændene nægter nemlig også at udføre deres arbejde i protest mod pensionsreformerne. (Foto: © Alain Jocard, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    I går afviste den franske præsident, Emmanuel Macron, at bøje sig for de voldsomme protester, der har været mod en reform, der vil hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år.

    Og i dag fortsætter protesterne så i det franske, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Blandt andet har demonstranter blokeret vejen hen imod én af terminalerne i Charles de Gaulle-lufthavnen ved Paris.

    Desuden har utilfredse franskmænd tændt ild i byggeaffald på motorvejen, togafgange har været påvirket og flere skoler har været lukket.

    I sidste uge valgte Macron at gennemtvinge sin omstridte pensionsreform ved at bruge en særlig artikel i den franske forfatning.

  12. Atleter får permanent mulighed for at blive tømrere og malere sideløbende med elitesporten

    Folketingets partier er blevet enige om at gøre en ordning for Team Danmark-atletererhvervsuddannelser permanent.

    Det betyder, at eliteatleterne fortsat kan uddanne sig til eksempelvis elektriker, bygningsmaler eller frisør, samtidig med deres spirende karriere inden for elitesport. Det skriver Ritzau.

    Siden 2017 har ordningen kørt som et forsøg, hvor sportsfolkene har kunnet forlænge grund- og hovedforløbet på erhvervsuddannelserne med op til 50 procent.

    Det er især atleter inden for ishockey og cykling, som har været tilknyttet ordningen de seneste år. Talenter fra håndbold, svømning, ridning og kajak har også uddannet sig samtidig med at dyrke deres sport.

    Kajakroeren Magnus Sibbersen er for eksempel ved at uddanne sig til tømrer.

    - Jeg har en aftale med min mester om, at alt det, jeg skal have fri til, får jeg fri til. Når jeg så skal i skole, aftaler jeg med de enkelte vejledere, hvornår skoleforløbene passer bedst, forklarer han til Ritzau.

  13. Folketinget stemmer for, at Danmark træder ind i Det Europæiske Forsvarsagentur

    Et flertal i Folketinget har stemt for, at Danmark indtræder i Det Europæiske Forsvarsagentur. Det skriver Ritzau.

    Det betyder, at Danmark nu kan deltage i fælles EU-ammunitionskøb til Ukraine.

    - Noget af det første, vi fra dansk dansk side kan være med til at tilslutte os og deltage i, vil være det frivillige samarbejdsprojekt under Forsvarsagenturet om fælles køb af ammunition til Ukraine, hvilket netop er blevet lanceret, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i Folketingssalen ifølge Ritzau.

    Baggrunden for afstemningen er Danmarks beslutning om at skrotte forsvarsforbeholdet ved folkeafstemingen 1. juni sidste år.

    På grund af forbeholdet kunne Danmark ikke tidligere deltage i hverken Det Europæiske Forsvarsagentur eller EU’s faste samarbejde for militære projekter.

    Danmark er lige nu det eneste af de 27 EU-medlemslande, som ikke er en del af Forsvarsagenturet.

  14. I næste uge lukker Storebæltsbroen kortvarigt flere gange

    Den 27. og 28. marts vil der kortvarigt være lukket for trafik på Storebæltsbroen over to gange.

    Det sker i tidsrummet 19.00-19.45 og igen 05.00-05-45. Det skriver Storebæltsbroen på sin hjemmeside

    Forklaringen er, at der skal omlægges til dobbeltrettet trafik for at gøre plads til vedligeholdelsesarbejde.

    Trafikken er dobbeltrettet i timerne fra klokken 19.00 til klokken 05.00 i følgende perioder:

    • Mandag aften, den 27. marts og frem til tirsdag morgen, den 28. marts

    • Tirsdag aften, den 28. marts og frem til onsdag morgen, den 29. marts

    I de ovennævnte perioder må der maksimalt køres med 80 kilometer i timen.

  15. Stor indvandring til Canada: Befolkningen er vokset med en million på et år

    39.566.248.

    Så mange mennesker bor der i Canada ifølge den seneste opgørelse fra det canadiske statistik-kontor, Statistics Canada. Det fortæller BBC.

    Det betyder, at Canadas befolkning for første gang i historien er vokset med over en million indbyggere på blot ét år, lyder det fra den canadiske regering.

    Den store befolkningstilvækst hænger i høj grad sammen med indvandring og er et resultat af den canadiske regerings bestræbelser på at tiltrække udenlandsk arbejdskraft for at imødekomme mangel herpå og en aldrende befolkning.

    Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, har som udtalt mål at sikre øget indvandring til Canada, og landet har i de seneste år taget imod titusinder af flygtninge fra blandt andet Syrien, Afghanistan og Ukraine.

  16. To meter lang narhvaltand stjålet fra nordjysk akvarium

    En lignende narhvalstand, der dog var en smule kortere, blev i 2018 solgt for 170.000 kroner på en auktion. (© Nordsøen Oceanarium)

    Natten til mandag havde Nordsøen Oceanarium i Hirtshals indbrud gennem en rude i et udstillingshus.

    Her blev stjålet en 2,25 meter lang narhvaltand og en lampe lavet af tænder fra kaskelotter.

    - De er målrettet gået efter de her emner, siger teknik- og servicechef ved Nordsøen Oceanarium Claus Drivsholm.

    Der blev også stjålet en bard, som er en hornplade fra en hvals mund, fra en blåhval og en tand fra en kaskelothval.

    - Jeg håber, at vi får det hele hjem igen. Der var spor efter blod på beslaget, hvor narhvaltanden var låst fast, så vi håber, at politiet kan finde DNA på tyven, siger Claus Drivsholm.

    Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Nordjyllands Politi på 114.

  17. 21-årig får ni års fængsel og bliver udvist af landet for narkosalg

    For cirka et år siden fandt politiet en stor mængde narko i en staldbygning syd for Aarhus.

    Nu er der faldet dom i sagen, og en 21-årig mand er blevet idømt ni års ubetinget fængsel for narkosalg. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Det var et tip, som ledte til fundet i staldbygningen.

    Ved hjælp af narkohunde fandt politiet et kilo MDMA og nogle hundrede gram kokain og hash. Derudover lå der også emballage til indpakning af en større mængde kokain i bygningen.

    Desuden fandt politiet senere 300.000 kroner i kontanter i den 21-åriges lejlighed.

    - Baseret på emballagen og kontanterne, som politiet fandt, var vurderingen, at den 21-årige har solgt mindst 13 kilo kokain og et kilo MDMA, og det var primært det, der udløste den lange fængselsstraf, siger specialanklager Dorthe Lysgaard.

    Den 21-årige mand er afghansk statsborger og er ud over fængselsstraffen også blevet dømt til udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Manden har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen.

  18. Sygemeldt dronning Margrethe vender tilbage til pligterne på sin fødselsdag

    Dronning Margrethe ventes at være raskmeldt efter sin operation i ryggen på sin 83-års fødselsdag søndag den 16. april.

    Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

    Kronprinsen og prinsesse Benedikte har siden operationen i februar varetaget opgaver som henholdsvis regent og rigsforstander, mens dronningen genoptræner ryggen.

    - Dronningens genoptræning går godt, men der vil fortsat være en række større opgaver, som Dronningen i de kommende måneder ikke kan gennemføre som planlagt. Dette informeres der om løbende, skriver kongehuset.

    På sin fødselsdag vil dronningen vise sig på balkonerne på Christian IX’s Palæ på Amalienborg klokken 12.00.

    Det bliver første gang i fem år, at København kan sige tillykke til hende, da både corona og ophold i Aarhus har sat seancen på Amalienborg på pause.

  19. Indisk politiker får to års fængsel for kommentar om premierministerens efternavn

    Rahul Gandhi er søn af Rajiv Gandhi, der blev dræbt i et selvmordsangreb i 1991. (Foto: © ANUSHREE FADNAVIS, Ritzau Scanpix)

    Hvorfor er det, at alle tyve tilsyneladende har efternavnet Modi?

    Sådan sagde den indiske oppositionsleder Rahul Gandhi ved et vælgermøde tilbage i 2019, og den kommentar har nu kostet politikeren to år i fængsel.

    Ifølge BBC refererede Gandhi til to andre personer med efternavnet Modi. Men nok så vigtigt bærer landets premierminister, Narendra Modi, også efternavnet.

    Kommentaren fik politikeren Purnesh Modi, der repræsenterer samme parti som landets leder, til at reagere og anklage Rahul Gandhi for at krænke alle Modi'er.

    Gandhi blev fundet skyldig i ærekrænkelse ved retten i staten Gujarat. Han har valgt at appellere dommen.

  20. I nat blev verdens første 3D-printede rumraket sendt afsted

    Sådan så det ud, da der blev talt ned fra 10 og raketten blev sendt afsted i nat.

    Alt så ud til at gå som planlagt, da verdens første 3D-printede rumraket, Terran 1, blev sendt afsted fra Cape Canaveral Space Force Station i den amerikanske stat Florida.

    Men raketten fra firmaet Relativity Space nåede ikke i kredsløb som planlagt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Raketten klarede ellers turen opad i fin form, og første og anden del af raketten adskilte sig, som de skulle. Men noget gik galt tre minutter inde i flyveturen, som betød, at den tiltænkte del af raketten, som skulle gå i kredsløb, ikke gjorde det.

    - Selvom vi ikke nåede hele vejen i dag, indsamlede vi nok data til at vise, at det er muligt at flyve 3D-printede raketter, sagde Relativity Spaces test program manager, Arwa Tizani Kelly efter affyringen

  21. Blixen-museum reddes i finanslovsudspil

    Karen Blixen døde 77 år gammel på Rungstedlund den 7. september 1962. Her er der i dag museum. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    Der er gode nyheder for det ellers lukningstruede Karen Blixen Museum i det nordsjællandske.

    Som en del af regeringens nye finanslovsudspil er der nemlig afsat 3,1 millioner hvert år de næste fire år til museet.

    Der var ellers lagt op til at stoppe den midlertidige bevilling, som museet har fået de sidste år, så museumsdirektør Elisabeth Nøjgaard er både glad og lettet.

    - Det betyder alt. Det er hele forudsætningen for, at der findes et Karen Blixen Museum, siger hun.

    Regeringen præsenterer det fulde finanslovsudspil i dag klokken 12.

  22. Nordkorea affyrede onsdag fire missiler

    Onsdag affyrede Nordkorea fire krydsermissiler ud for dets østlige kyst. Det fortæller militæret i Sydkorea ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Affyringen sker, mens Sydkorea og USA i øjeblikket afholder fælles militære øvelser i området.

    Den fælles militære øvelse har tilsyneladende vakt stor vrede i Nordkorea, som også i weekenden affyrede et missil.

    Den sydkoreanske forsvarsminister, Lee Jong-sup, bekræftede over for parlamentet, at der var tale om fire affyrede missiler onsdag.

    Desuden fortalte han, at nordkoreanerne tilsyneladende har gjort "væsentlige fremskridt" i at gøre atomsprænghoveder mindre, så de passer til taktisk styrede våbensystemer.

  23. Prins William på overraskelsesvisit hos soldater tæt på Ukraines grænse

    • Her ses prins William sammen med Polens forsvarsminister, Mariusz Blaszczak, på militærbasen i byen Rzeszow. (Foto: © pool, Ritzau Scanpix)
    • Prinsen besøgte også et flygtningecenter i Warszawa, hvor det blev til en omgang bordtennis med ukrainske flygtninge. (Foto: © RADEK PIETRUSZKA, Ritzau Scanpix)
    • De ukrainske flygtningebørn fortalte om deres hverdag i Polen. (Foto: © Radek Pietruszka, Ritzau Scanpix)
    • Prinsen hilste på soldaterne, hvor han blev oplyst om, hvordan de britiske soldater samarbejder med deres polske kollegaer i kampen for Ukraines frihed, og han så også på militærudstyr. (Foto: © ANDREW PARSONS/KENSINGTON PALACE, Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Storbritanniens prins William har besøgt polske og britiske soldater i den polske by Rzeszów ikke langt fra grænsen til Ukraine.

    Besøget var ikke annonceret på forhånd, og prinsen blev vist rundt af Polens forsvarsminister, Mariusz Blaszczak, skriver CNN.

    - Jeg er her, fordi jeg personligt vil takke de polske og britiske tropper, der arbejder sammen i et tæt og afgørende partnerskab. Jeg vil også gerne hylde det polske folks inspirerende medmenneskelighed. I har åbnet jeres hjerter lige så meget som jeres hjem, sagde prinsen.

    Han besøgte også et flygtningecenter for ukrainere og talte med nogle af de fordrevne personer, der bor i centret.

    Mere end otte millioner ukrainere er flygtet til nabolandene siden krigens start. Ifølge den polske regerings skøn er der mindst 1,5 millioner ukrainske flygtninge tilbage i Polen, skriver CNN.

  24. Københavnske skraldemænd strejker for fjerde dag i træk

    Heller ikke i dag bliver der hentet skrald i store dele af København, Dragør og Tårnby.

    For fjerde dag i træk strejker flere hundrede skraldemænd i protest over deres arbejdstider hos Amager Ressourcecenter. Det bekræfter repræsentant for skraldemændene over for DR.

    Arbejdsretten har ellers pålagt skraldemændene at vende tilbage til arbejdet i dag - ellers kan der vanke bøder, skriver Fagbladet 3F.

    Amager Ressourcecenter har tidligere meldt ud, at de gerne vil i dialog med skraldemændene, men ikke så længe de strejker.

  25. Knap en milliard kroner skal bruges på at udbygge vej mellem Herning og Ringkøbing

    Det skal både være lettere og hurtigere at køre bil mellem Herning og Ringkøbing.

    Derfor skal der de kommende år bruges knap en milliard kroner på at udbygge Rute 15 mellem de to byer. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

    En forligskreds af partier har besluttet, at Vejdirektoratet nu kan sætte gang i arbejdet, som forventes afsluttet i 2028.

    Projektet har en ramme på i alt 992 millioner kroner.

    Når arbejdet på Rute 15 er færdiggjort, får den en generel hastighedsgrænse på 90 kilometer i timen. Nogle steder vil det dog være 70 kilometer i timen af hensyn til trafiksikkerheden.

  26. Færre tog og længere rejsetid mellem landsdelene

    Opdateret 10.40 med seneste nyt om, at Banedanmark fortsat arbejder på at reparere kablerne.

    Pendlere, der skal rejse med tog her til morgen, må forberede sig på en smule ventetid.

    Det skriver DSB på sin hjemmeside. Der vil nemlig være forsinkelser og enkelte aflysninger mellem landsdelene.

    Ifølge DSB forventes forsinkelserne at blive mellem 15 og 20 minutter. Dog kan de første tog være mere forsinkede end det.

    Årsagen er et overgravet lyslederkabel på Østfyn, som betyder, at DSB ikke kan køre alle tog frem til omkring klokken 09.

    P4 Trafik oplyser, at Banedanmarks teknikere stadig arbejder med at reparere det et overgravede kabel. Det betyder, at rejsende fortsat kan opleve forsinkelser. Ifølge de sidste meldinger skulle togene køre normalt igen omkring klokken 11.30.

  27. Torsdag starter med regn, men giver senere sol

    Dagen starter med skyer, men senere venter en del sol. Opklaringen kommer fra vest, så der er mest tid med solen i Jylland. Her er det ved Årøsund. Foto: Viggo Hjort Kohberg

    Nattens regnvejr hænger over store dele af landet her til morgen, men i løbet af formiddagen fortsætter det kursen mod øst, og det giver plads til en opklaring, der kan giver os nogen eller en del sol resten af dagen.

    Temperaturen ligger allerede ret højt fra morgenstunden, og den stiger til et niveau mellem 8 og 11 grader - lokalt måske lidt varmere.

    Vinden er jævn til hård igen i dag fra sydvest, men senere aftager den i styrke.

  28. Kinas militær beskylder amerikansk krigsskib for at sejle ind i kinesisk farvand

    Det var angiveligt destroyeren USS Milius, som sejlede ind i kinesisk farvand. Ombord kan skibet blandt andet have guidede missiler. (Foto: © Nóel Celis, Scanpix Denmark)

    Ifølge det kinesiske militær har man monitoreret og jaget et amerikansk krigsskib ud af kinesisk farvand.

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters skulle det amerikanske skib ifølge kinesiske kilder have sejlet ulovligt ind i kinesisk farvand omkring Paraceløerne i det sydkinesiske hav.

    - Styrkerne vil konstant opretholde et højt beredskab og træffe alle nødvendige foranstaltninger for resolut at beskytte national suverænitet og sikkerhed og stabilitet i det sydkinesiske hav, siger Tian Junli, talsmand for den kinesiske kommando i området.

    Ifølge kineserne var det den amerikanske destroyer USS Milius, som sejlede ind i området, der har været præget af spændinger mellem de to lande, uden godkendelse fra Kina.

    Hos den amerikanske flåde afviser man, at det kinesiske militær skulle have jaget krigsskibet ud af området. Ifølge Reuters kalder amerikanerne meldingerne for falske.

    Opdateret kl. 06.24: Tilføjet udmeldingen fra den amerikanske flåde.

  29. Taiwan bekræfter planer om møde mellem præsident og amerikansk toppolitiker

    Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, rejser efter planerne til Mellemamerika. Men det har været rygter om et planlagt stop i USA, der har vakt størst opsigt.

    Tidligere på måneden bekræftede formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, at han skulle mødes med Tsai Ing-wen. Men indtil nu har der ikke været nogen officiel bekræftelse af mødet fra Taiwans side.

    Som svar på et spørgsmål i Taiwans parlament, fortæller landets udenrigsminister nu, at Tsai Ing-wen og Kevin McCarthys møde stadig er i gang med at blive planlagt. Det skriver Ritzau.

    Møder mellem de to landes politikere har tidligere vakt stor vrede i Kina, som anser Taiwan som en del af landet.

    Sidste år besøgte den daværende formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, Taiwan. Besøget blev startskuddet på Kinas langvarige militære øvelser omkring Taiwan, skriver Ritzau.

  30. EU-undersøgelser finder flest ketaminrester i spildevandet i danske byer

    I en uge mellem marts og april sidste år, indsamlede Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA) prøver af spildevandet i 104 europæiske byer.

    Undersøgelserne viste blandt andet, at den største mængde af ketaminrester er fundet i spildevandet i byer i Danmark, Italien, Portugal og Spanien, skriver Reuters.

    Desuden viser undersøgelsen, at kokainforbruget tilsyneladende er stigende.

    De højeste værdier af kokainrester blev fundet i spildevand i Belgien, Spanien, Portugal og Holland.

    Ketamin er oprindeligt et bedøvelsesmiddel til større dyr, men bruges som rusmiddel, da det kan give en hallucinogen effekt.

    Det er første gang, ketamin er inkluderet i undersøgelsen fra EMCDDA.

Mere fra dr.dk