Kendt tidligere biskop skal stå for Uffe Ellemanns bisættelse

Han var egentlig trådt af som biskop og præst for flere år siden, men nu må 81-årige Erik Norman Svendsen atter trække i den sorte kjole og hvide krave.
Uffe Ellemann-Jensen, der døde tidligere i juni efter længere tids sygdom, har selv udpeget Norman Svendsen til at stå for sin bisættelse. Det oplyser Venstre.
Erik Norman Svendsen er blandt andet kendt som biskoppen, der i 2004 viede kronprins Frederik og Mary Donaldson i Vor Frue Kirke i København.
Siden har han også viet prins Joachim og Marie, døbt flere kongelige børn og konfirmeret prins Nikolai og prins Felix. Erik Norman Svendsen sidste opgave for kongehuset var prins Henriks bisættelse i Christiansborg Slotskirke 20. februar i 2018.
Uffe Ellemann-Jensen bisættes klokken 12 i dag i Holmens Kirke. Han blev 80 år gammel.