Den tidligere hærfører for den russiske Wagner-gruppe Andrej Medvedev blev i går løsladt af det norske politi.
Han blev fredag anholdt ud fra mistanke om, at han på ulovlig vis havde forsøgt at krydse grænsen til Rusland. Det skriver NRK.
Operationsleder i Finnmark Bjørn Tormod sætter ikke navn på den løsladte person, men ifølge NRK er der tale om Andrej Medvedev, skriver Ritzau.
Hans advokat Brynjulf Risnes fortæller til Reuters, at den tidligere Wagner-hærfører var i Sør-Varanger for at se, om han kunne finde det sted, hvor han krydsede grænsen til Norge i januar, skriver Ritzau.
- Han var aldrig nær grænsen. Det var aldrig hans intention at rejse over grænsen til Rusland, lyder det fra advokaten.
Andrej Medvedev flygtede til Norge fra Rusland i januar, hvor han søgte asyl, fordi han frygtede for sit liv. I maj udtalte han i en video, at han ønskede at komme tilbage til Rusland.