Tilbageholdt palæstinenser døde som følge af vold viser obduktion
En 78-årig palæstinenser, som blev fundet død efter en anholdelse på Vestbredden, mistede livet som følge af vold.
Sådan lyder det i en ny obduktionsrapport, beretter nyhedsbureauet AP.
Den konkluderer, at manden døde af et hjertetilfælde, der skyldtes vold.
Den 78-årige blev stoppet af israelske soldater natten til den 12. januar i landsbyen Jiljiliya på Vestbredden på vej hjem fra en sammenkomst. Her blev han tilbageholdt af soldaterne, som siger, at han nægtede at lade sig kontrollere, men efterfølgende blev løsladt igen.
Ifølge palæstinensiske vidner blev den 78-årige banket, inden han fik bind for øjnene og blev kørt til en forladt boligblok. Vidner, som blev tilbageholdt samme sted, siger ifølge AP, at manden var bevidstløs, da de fandt ham.
Ifølge en talsmand for den israelske hær efterforskes episoden, "og der vil være konsekvenser, hvis der bliver opdaget ulovligheder".
Den israelske menneskerettighedsgruppe B'Tselem kalder tilbageholdelsen af den 78-årige palæstinenser for "bizar".