Tilbageværende SAS-personale bliver overfuset: 'Vi har allerede set folk knække'
Mange ferieklare danskere står i en ærgerlig situation, efter 1.000 SAS-piloter har påbegyndt en strejke, der i dag har resulteret i en stribe af aflysninger.
Det er op til en masse ansatte ved check-in og ved telefonerne, der skal hjælpe folk med klager og ombookninger, at løse problemerne.
Men de bliver mødt af overfusninger og grimt sprog.
- Jeg kan sagtens forstå, at folk er frustrerede, men der er grænser for, hvad ansatte kan stå model til, siger Henrik Meiner, fællestillidsmand HK Luftfart SAS, der organiserer mange af de ansatte i frontlinjen.
- Vi har allerede set folk knække under det her pres.
- Det er ikke os, der er i strejke, men det er os, som tager imod kunder. Vi vil hjertens gerne hjælpe, men vi vil også gerne behandles ordentligt.