Tilsyn: SAS' annullering af billetter var ikke en fejl
Det er "intenderede handlinger" fra flyselskabet SAS' side, der har gjort, at kunder har oplevet at blive smidt af direkte fly, selvom der stadig var billetter til salg.
Det skriver Datatilsynet i en pressemeddelelse.
- SAS har 27. juni 2022 oplyst Datatilsynet, at alle afbookinger er sket som intenderede handlinger og i tråd med SAS’ ordinære arbejdsprocesser, og at der ikke er udtryk for en fejl i selskabets systemer eller brugen af dem, skriver tilsynet.
SAS har ellers selv tidligere forklaret, at kundernes oplevelser skyldes en teknisk fejl.
DR Nyheder fortalte for to uger siden om SAS-kunderne Sanne Koblauch og Henrik Esbensen, som begge har oplevet, at deres direkte fly blev lavet om til afgange med mellemlandinger.
I begge tilfælde kunne DR efterfølgende finde dyrere billetter til salg på SAS' hjemmeside.
Det var på baggrund af DR's dækning, at Datatilsynet gik ind i sagen for at undersøge, om GDPR-regler er blevet brudt.
Men Datatilsynet gør nu ikke mere ved sagen, fordi tilsynet ifølge pressemeddelelsen ikke har kompetencerne til at løfte den.