Efter to års coronapause skulle koncertshowet The Voice '22 have været sparket i gang til september.
Det ville være 16. gang, at koncerten blev afholdt i Tivoli, men forlystelsesparken har valgt at aflyse arrangementet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bauer Media, som står bag radiostationen The Voice.
- Det er vildt ærgerligt, for det er et arrangement, vi har lavet i mange år. Og vi havde glædet os til at komme tilbage med et brag efter corona, siger programdirektør Mikkel Westerkam til Ritzau.
Han mener, at aflysningen skyldes, at det er et arrangement, der samler mange og har et ungt publikum.
Tivoli har i år haft problemer med tumult blandt publikum til Fredagsrock-koncerterne og har derfor aflyst flere planlagte kunstnere.