Seneste Nyt

Tivoli sætter omsætningsrekord - næsten alle gæsterne er tilbage

Sidste år vendte gæsterne stærkt tilbage i Tivoli i København efter flere års coronanedlukninger, og forlystelsesparken kan nu præsentere en rekordomsætning.

Virksomheden omsatte sidste år for mere end 1,1 milliarder kroner, skriver Ritzau. Det svarer til en vækst på 57 procent sammenlignet med året før, hvor omsætningen var 720 millioner kroner.

Resultatet polstrer pænt, men Tivoli forventer, at det de næste år vil se anderledes ud, siger direktør Susanne Mørch Koch ifølge Ritzau.

- De makroøkonomiske udfordringer skaber usikkerhed omkring forbrugeradfærden, og vi foretager samtidig bevidste investeringer i Tivolis forretning for at udvikle og ruste Tivoli til de kommende år.

- Det betyder, at der for nuværende forventes et resultat før skat i 2023, som er lavere end i 2022, lyder det.

Næsten 3,9 millioner gæster var i Tivoli i 2022. Det er fortsat en smule færre end før corona i 2019, hvor besøgstallet var på 4,6 millioner.

Nyheder

  1. Danskernes levealder stiger kraftigt

    Man fristes til råbe "Danmark, Danmark" - for vores levealder er steget mere end de fleste andres europæeres.

    Tal fra det europæiske statistikkontor Eurostat, som Sampension har analyseret, viser, at den forventede levealder for en nyfødt i Danmark de seneste to årtier er steget med 4,4 år - fra 77,1 til 81,5 år.

    Kigger vi på hele EU er den forventede levealder for en nyfødt steget med 2,5 år - fra 77,6 til 80,1 år.

    Perioden gælder fra 2002 til 2021.

    Udviklingen hænger blandt andet sammen med en forbedret folkesundhed herhjemme.

    - Samtidig har levetiden i Danmark ikke været ramt i samme grad af corona-pandemien som i det meste af Europa, siger Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension, til Ritzau.

    Blandt de 34 europæiske lande er det kun Estland, Irland, Luxembourg og Liechtenstein, som har haft en større levetidsstigning end Danmark.

  2. Shamanen fra Stormen på Kongressen på vej ud i samfundet igen

    Med pelshuen og hornene blev den selvudråbte shaman Jacob Chansley en af de mest kendte figurer fra angrebet på Kongressen i Washington 6. januar 2021.

    Chansley, som tilhørte QAnon-bevægelsen,blev idømt 41 måneders fængsel for sin medvirken i stormløbet på Kongressen.

    Men nu er shamanen på vej ud i samfundet igen.

    Ifølge CBS viser optegnelser fra fængselsvæsnet, at den dømte oprører er blevet overført til et såkaldt udslusningshjem i Phoenix, Arizona, hvorfra han står til at blive løsladt 25. maj næste år.

    Jacob Chansley skulle ellers først sættes på fri fod i juli 2024, men indsatte kan gøre sig fortjent til at få deres domme reduceret i løbet af deres fængselsophold.

    Jacob Chansley (th) blev idømt 41 måneders fængsel for sin medvirken til stormen på den amerikanske kongres den 6. januar 2021. Nu er han på vej ud i samfundet igen. (Foto: © Manuel Balce Ceneta, Associated Press)
  3. Forsvaret betalte for officerers motorcykeltransport fra USA til Danmark

    Det har kostet 245.000 kroner at få transporteret seks af Forsvarets officerers motorcykler med hjem over Atlanten.

    Det viser en aktindsigt, som TV2 har fået hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

    For eksempel kostede det 77.000 kroner, da en officer skulle have sin Harley Davidson Road King-motorcykel med hjem til Danmark.

    Det er dog ikke ulovligt, for ifølge en udetillægsordning har Forsvarets udstationerede nemlig mulighed for at få transporteret en motorcykel med hjem til Danmark.

    De forsvarsordførere som TV2 har talt med undrer sig dog over, at så mange officerer vælger at få transporteret deres private køretøjer over Atlanten.

    - Der er bedre ting at bruge penge på end at transportere motorcykler frem og tilbage fra USA, siger Anne Valentina Berthelsen, der er forsvarsordfører i SF.

    Fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), har bedt Forsvarsministeriets Personalestyrelse aflevere en redegørelse på hans skrivebord umiddelbart efter påske.

    Forsvarschef general Flemming Lentfer, som er officerernes øverste chef, har ikke ønsket at svare på spørgsmål om sagen.

  4. 100.000 kroners bøderegn til københavnske cyklister

    Det blev til 100 bøder a 1.000 kroner til københavnere, som onsdag svingede benet over jernhesten og trådte løs i pedalerne.

    Ifølge Københavns Politi var det på opfordring af borgerne, at de øgede deres indsats, fortæller politikredsen til lokalmediet Københavnliv.

    - Vi har udvalgt nogle specifikke steder, hvor mange cyklister kører over for rødt, og også steder, som borgerne har meldt til os, at der ikke bliver kørt efter reglerne, siger Bjarke Alberts, leder af nærpolitiet på Amager.

    Ifølge politiet stod det værst til på Amagerbrogade og Christianshavn, hvor de uddelte 24 bøder til cyklister, der kørte overfor rødt. Det betyder en samlet bødestørrelse på 24.000 alene for den type lovovertrædelse.

  5. Ukrainsk præst beskyldt for at glorificere Rusland får husarrest

    De næste 60 dage er det ikke meget en højtstående præst får strakt benene og løbet en tur udenfor.

    Han er blevet idømt husarrest og skal samtidig bære en fodlænke, oplyser den ukrainske-ortodokse kirke.

    Præsten, som er et ledende medlem af kirkens afdeling i Ukraines hovedstad, Kyiv, er blevet beskyldt for at glorificere de russiske styrker, der har invaderet Ukraine, og for at skabe religiøs splittelse.

    Ukraine slår i øjeblikket hårdt ned på den ukrainsk-ortodokse kirke på grund af beskyldninger om, at den er prorussisk og samarbejder med den russiske regering. De beskyldninger afviser kirken.

    - Jeg har ikke gjort noget. Jeg mener, at dette er en politisk ordre, siger præsten efter afgørelsen.

    Anklagerne siger, at dommen om husarrest og fodlænke er givet ud fra et forsigtighedsprincip, og at sagen mod præsten kommer til at fortsætte.

    En højtstående præst fra den ukrainsk-ortodokse kirke blev lørdag idømt 60 dages husarrest. Han er blandt andet beskyldt for at skabe religiøs splittelse i Ukraine. (Foto: © Sergei Chuzavkov/Ritzau Scanpix)
  6. Skoler og andre offentlige institutioner får nyt portræt af kong Charles: Prisen er 68 millioner kroner

    Om en måneds tid bliver kong Charles kronet, og i hele det britiske system er portrætter af afdøde dronning Elizabeth ved at blive skiftet ud med sønnens. Eksempelvis på frimærker og mønter.

    På skoler, rådhuse og andre offentlige institutioner skal dronningens portræt også byttes ud med kongens, og disse kan anmode om at få et spritnyt portræt af kong Charles helt gratis.

    Ordningen bliver betalt af staten og var også gældende, da dronning Elizabeth var regent. Det koster skatteyderne otte millioner pund, svarende til næsten 68 millioner kroner, skriver Sky News.

    Mens royalisterne jubler over hyldesten, er modstandere af det britiske monarki ikke begejstrede for at bruge penge af statskassen på et kongeligt fotografi.

    - I en tid hvor flere kommuner hæver skatterne og skærer i de offentlige ydelser, hvor skoler og hospitaler kæmper, ville det være et pund for meget at bruge bare et pund på sådan noget vrøvl, siger Graham Smith, der er leder af foreningen Republic.

    Det officielle portræt af kongen er endnu ikke blevet offentliggjort af Buckingham Palace.

  7. To tons kokain fundet i banankasser på vej til Holland

    • Narkopolitiet havde sat alle poser med kokain op på række, så offentligheden kunne se den store fangst. (Foto: © ORLANDO BARRIA, Ritzau Scanpix)
    • Leverencen med bananer og kokain kom fra Ecuador og skulle til Holland, fortalte Carlos Devers, talsperson fra narkopolitiet. (Foto: © ORLANDO BARRIA, Ritzau Scanpix)
    • Bevæbnet politi foran de mange pose med kokain. (Foto: © ORLANDO BARRIA, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    De dominikanske myndigheder har gjort sig det største narkofund i landets historie.

    Hele to tons kokain er blevet beslaglagt. De blev fundet i nogle banankasser pakket ved Caucedo-terminalen i Boca Chica, ikke langt fra hovedstaden Santo Domingo.

    Frugtleverancen med 2188 pakker narko var på vej til Holland, oplyste de lokale myndigheder i dag på et pressemødet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Dominikansk narkopoliti fandt kokainen under en aktion, som varede i alt ti timer. Den ulovlige last blev opdaget, da man åbnede en kølecontainer.

  8. Spritnyt SAS-fly måtte vende om på vej til København: Passagerer er strandet i Paris til i morgen

    Her til aften måtte et SAS-fly fra Charles de Gaulle lufthavnen i Paris på vej til København vende om på grund af et trykfald i kabinen.

    Det oplyser en talsperson fra SAS' presseafdeling til NRK.

    - Flyet vendte tilbage til Paris efter trykfald i kabinen. Vi fulgte den normale procedure, og der var ingen dramatik, siger pressevagten Tina Szczyrbak.

    22 personer var ombord på flyet, der senere i aften skulle være fløjet videre til Bergen i Norge.

    - Vi tager hånd om passagererne, og de overnatter i Paris til i morgen, siger Tina Szczyrbak.

    NRK skriver, at SAS netop havde fået leveret flyet af typen Embraer E195LR for en uge siden.

  9. Titusindvis af vrede israelere er ligeglade med, om reform er sat på pause

    • Israelsk politi brugte vandkanoner mod demonstranter her til aften i Tel Aviv. (Foto: © Jack guez, Ritzau Scanpix)
    • Demonstranterne er gået på gaden gennem tre måneder for at protestere over reformen. (Foto: © Jack guez, Ritzau Scanpix)
    • Reformplanerne har ført til stor opstandelse i Israel, hvor modstanden mod planen har samlet store dele af det israelske samfund - herunder dele af landets magtfulde militær. (Foto: © Ronen Zvulun, Ritzau Scanpix)
    • Demonstranterne mener, at reformen vil omdanne Israel til et diktatur. (Foto: © OHAD ZWIGENBERG, Associated Press)
    • Benjamin Netanyahu forsvarer sine reformplaner med, at landets højesteret er blevet en afsondret og elitær enhed, der ikke repræsenterer det israelske folk og overskrider sine beføjelser. (Foto: © Jack guez, Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Titusindvis af israelere fortsætter deres protester mod regeringen og premierminister Benjamin Netanyahus stærkt kritiserede retsreform.

    Selvom Benjamin Netanyahu har sat reformen på pause i et forsøg på 'at undgå borgerkrig', er de mange israelere ikke parate til at lade debatten om den ligge.

    I dag foregik den største demonstration i Tel Aviv, men i flere andre byer i Israel har der også været demonstrationer i løbet af dagen.

    Det skriver AP.

    Netanyahu-regeringens omstridte retsreform vil blandt andet give et simpelt flertal i parlamentet mulighed for at omgå Israels højesteret og gøre det sværere at erklære en premierminister uegnet, noget som kritikere mener, at premierministeren selv kan få fordel af, fordi han er mistænkt for korruption.

    VIDEO Der blev råbt slagord og holdt taler ved aftenens protest i Tel Aviv

  10. Mindst syv stater i USA er ramt af dødbringende tornadoer

    • Et luftfoto viser ødelæggelserne i Wynne, Arkansas. (Foto: © CHENEY ORR, Ritzau Scanpix)
    • Taget på et teater kollapsede i Belvidere, Illinois, og mindst en døde, og over 20 blev kvæstet. (Foto: © Matt Marton, Ritzau Scanpix)
    • Her ses en skolebus midt i ødelæggelserne i Sullivan. (Foto: © Doug McSchooler, Associated Press)
    • Wynne, Arkansas, er en af de byer, som er hårdt ramt efter det voldsomme vejrfænomen. (Foto: © CHENEY ORR, Ritzau Scanpix)
    • Taget på et teater kollapsede i Belvidere, Illinois, og mindst en døde, og over 20 blev kvæstet. (Foto: © Matt Marton, Ritzau Scanpix)
    • Indbyggere ryder op efter tornadoen ramte Pontotoc, Mississippi. (Foto: © Thomas Wells, Associated Press)
    1 / 6

    Flere tornadoer og kraftige storme bevægede sig med altødelæggende kræfter i går gennem mindst syv stater i Midtvesten og det sydlige USA og skabte død og kaos i både mindre byer og storbyer.

    Over 20 personer er foreløbig bekræftet døde, skriver AP. Og ifølge CNN er mindst 85 millioner indbyggere berørt af uvejret.

    Lokale har mistet livet i det voldsomme vejrfænomen i blandt andet Arkansas, Indiana, Alabama, Illinois og Mississippi.

    - Jeg er ked af, at min by er blevet ramt så hårdt. Vores skole er væk, min kirke er væk. Jeg er ked af det over alle de mennesker, der har mistet deres hjem, siger indbyggeren Heidi Jenkins fra byen Wynne, der ligger i nærheden af Memphis, Tennessee.

    Myndighederne i de ramte stater har fortsat ikke det fulde overblik over skadernes omfang.

    I byen Little Rock i delstaten Arkansas siger borgmesteren, Frank Scott, at tornadoen i deres by pløjede forbi over 2.000 hjem uden at sætte antal på ødelagte huse.

    USA's præsident, Joe Biden, besøgte blot timer forinden uvejret Rolling Fock i Mississippi, som i sidste uge blev ramt af tornadoer, der også i det tilfælde kostede flere personer livet.

  11. Taliban lukker Afghanistans eneste kvindedrevne radio: Anklages for at spille musik under ramadanen

    En radiostation for kvinder i det nordlige Afghanistan er i dag blevet lukket af Taliban.

    Det oplyser Najia Sorosh, som har ledet radiostationen Sadai Banowan ifølge AP.

    - Repræsentanter for det afghanske kultur- og dydighedsdepartement troppede op på stationens redaktioner torsdag formiddag og lukkede radioen ned, siger Sorosh.

    Sadai Banowan betyder kvinders stemme og er Afghanistans eneste kvindedrevne radiostation. Kanalen gik i luften for ti år siden og seks af otte ansatte er kvinder.

    Sadai Banowan kalder lukningen for en "unødvendig konspiration" fra Taliban-styrets side, og at alle 'love og regler er blevet overholdt'.

    – De siger, at vi har udsendt musik. Vi har ikke udsendt noget musik, siger Najia Sorosh til nyhedsbureauet AP.

    Taliban-styret hævder, at radiostationen har brudt gældende love ved at spille sange og musik i den muslimske højtidsmåned ramadan.

    - Derfor er radiostationen blevet lukket, siger Moezuddin Ahmadi, direktør for information og kultur i den nordlige provins.

    Måske kan radiostationen genåbnes, hvis stationen efterlever retningslinjerne, siger han.

  12. Pakistanske soldater dræbt i angreb på militærbase

    Pakistans militær anklager en iransk milits for at stå bag et angreb på en militærbase, hvor mindst fire pakistanske regeringssoldater er blevet dræbt.

    - En gruppe terrorister, der opererer fra den iranske side, angreb en patrulje, som var på patrulje langs den pakistans-iranske grænse, siger hæren i en erklæring ifølge Ritzau.

    Angrebet fandt angiveligt sted, mens soldaterne patruljerede på grænsen til Iran i Baluchistan-provinsen.

    Baluchistan-provinsen oplever med jævne mellemrum angreb både på den iranske og den pakistanske side af grænsen fra forskellige væbnede grupper - blandt andet fra islamister og separatister.

    Iran og Pakistan deler en grænse på over 900 kilometer.

  13. Norsk borgmester frygter nye sneskred og dødsfald: Efterlyser sms-varsel til skiløbere

    To udenlandske skiturister mistede i går livet i henholdsvis Lyngen og Nordreisa, da sneskred ramte de to norske kommuner.

    To andre døde i sneskred i regionen Troms i det nordlige Norge, og det får nu borgmesteren i Lyngen, Dan-Håvard Johnsen, til at råbe vagt i gevær.

    Han føler sig magtesløs, fordi det norske Datatilsyn har afvist, at kommunen kan sende varsels-sms'er ud til skiløbere om fare for sneskred.

    Det er derimod statslige myndigheder som for eksempel politiet, som skal gøre dette.

    - Justits- og Beredskabsministeriet må tage det overordnede ansvar for at give ordentlig information ogunderrette alle, der besøger Troms, siger han til norske NRK.

    Vejret i går var noget af det værste, fortæller han.

    - Sigtbarheden var 10 meter, og der er stadig hundredvis af turister ude i bjergene. Det indikerer, at vi ikke gør et godt nok arbejde med forebyggelse. Jeg føler mig lidt magtesløs, men vi oplyser folk, hvor vi har mulighed for at gøre det, siger Dan-Håvard Johnsen.

    Det norske datatilsyn oplyser til NRK, at man har bedt ministeriet om at se på, om ikke kommuner og andre offentlige myndigheder også kan sende varsels-sms ud til skiløberne.

    I Nordreisa, hvor et andet sneskred kostede en turist livet i går, har man alligevel valgt at sende sms-beskeder ud for at advare skiløbere, fordi sikkerheden på skibakkerne er nødt til at blive prioriteret, siger borgmesteren Hilde Nyvoll til NRK.

  14. Statsminister Sanna Marin står midt i hvad der ligner en finsk valggyser

    • Der føres valgkamp lige til det sidste for Finlands statsminister, Sanna Marin, som i dag var på gaden i Helsinki. (Foto: © SERGEI GRITS, Associated Press)
    • Her er det Petteri Orpo, der er Samlingspartiets leder til valgarrangement i Espoo. Hans parti fører snævert i målingerne. (Foto: © SERGEI GRITS, Associated Press)
    • Formand for De Sande Finner er Riikka Purra, der her er til vælgermøde i Tikkurila, Vantaa tidligere i dag. (Foto: © Antti Aimo-Koivisto, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    I morgen skal finnerne til parlamentsvalg, og der er lagt op til en intens valgdag.

    Det kan ende med at blive en valggyser mellem den finske statsminister, socialdemokraten Sanna Marin, og de konservative i Samlingspartiet.

    De tre største partier ligger næsten lige i målingerne, skriver Ritzau.

    Ifølge den seneste meningsmåling fra tv-stationen Yle, som er Finlands pendant til DR, står Samlingspartiet til 19,8 procent af stemmerne, mens det EU-skeptiske nationalistiske parti De Sande Finner ligger på 19,5 procent.

    Sanna Marin og Socialdemokratiet (SDP) har i målingen en opbakning på 18,7 procent.

    Det parti med flest stemmer får typisk regeringsmagten i Finland, men der er tradition for, at regeringen bliver skabt ud fra et bredt flertal med både partier fra højre og venstre.

    Denne gang er et scenarie med en regering inden for blokene dog i spil, skriver Ritzau.

    Samlingspartiet har ifølge Ritzau større mulighed for at lave en regering end Socialdemokratiet, fordi partiet kan bejle til både partiet SDP og De Sande Finner.

    Sanna Marin derimod ønsker ingen alliance med med De Sande Finner.

  15. Ukraine raser over Ruslands formandskab i FN's Sikkerhedsråd

    Rusland har overtaget formandskabet i det mest magtfulde FN-organ, Sikkerhedsrådet.

    Samtidig buldrer krigen videre i Ukraine.

    Og det mix har gjort ukrainerne rasende, skriver BBC.

    Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, kalder det russiske formandskab for 'den værste aprilsnar nogensinde på en 1. april'.

    Han siger samtidig, at det er en stærk påmindelse om, hvad den internationale sikkerhed bliver bygget på med henvisning til, at FN oprindelig er grundlagt for at arbejde for fred og sikkerhed i verden.

    En af præsident Volodymyr Zelenskyjs rådgivere, Mykhailo Podolyak, skriver på Twitter, at det bare er endnu et overgreb på international lov og ret.

    - Et land der fører en aggressiv krig, forbryder sig mod menneskerettigheder og strafferet, ødelægger FN-charteret, og negligerer atomsikkerhed, kan ikke lede verdens nøgleorgan for sikkerhed, lyder det.

    Præsident Volodymyr Zelenskyj opfordrede sidste år til, at FN's Sikkerhedsråd blev reformeret eller helt opløst. Han mente ikke, at FN gjorde nok for at forhindre Ruslands invasion for lidt over et år siden.

  16. Rasmus Højlund assisterer i Atalanta-sejr

    Den danske målmager Rasmus Højlund kom ind fra bænken og fik en afgørende rolle i Atalantas sejr på 3-1 over Cremonese i Serie A.

    Efter knap en times spil ved stillingen 1-1 blev danskeren skiftet ind og kort efter assisterede han til holdkammeraten Jeremie Boga. Danskeren modtog en lang bold fra egen forsvarskæde, tog et skarpt træk mod baglinjen og lagde bolden hårdt på tværs med højrebenet til Boga, der prikkede bolden i mål.

    I tillægstiden scorede Ademola Lookman til slutresultatet.

    Med sejren rykker Atalanta op på en midlertidig femteplads i tabellen. Bergamo-klubben kan dog blive overhalet af Roma, der søndag tager imod Sampdoria på hjemmebane.

    Joakim Mæhle startede også på bænken for Atalanta og blev skiftet ind midtvejs i anden halvleg.

  17. Margrete Auken genopstiller ikke ved næste års valg til EU-Parlamentet

    78-årige Margrethe Auken (SF) genopstiller ikke ved det kommende valg til EU-Parlamentet, der skal finde sted næste år.

    Det siger hun under en tale på SF’s landsmøde, som finder sted i Kolding i denne weekend.

    - Nej, jeg tager ikke en valgkamp til – og det er vist også på tide, at jeg finder ud af, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor.

    Margrethe Auken har været med helt fra starten i SF og har siddet i Europa-Parlamentet siden 2004. I 2019 blev hun valgt med næsten 200.000 personlige stemmer.

    Pia Olsen Dyhr, formand for SF, benyttede lejligheden til at takke Margrete Auken.

    - Nogle synes, du er rædselsfuld, andre elsker dig, og det gør jeg, siger Pia Olsen Dyhr.

    Margrete Auken har siddet i Folketinget for SF fra 1979-1990 og igen fra 1994-2004.

  18. 37-årig kvinde død efter fald fra Møns Klint

    En 37-årig kvindelig turist, der tidligere i dag faldt ud over Møns Klint, er afgået ved døden.

    Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til DR Nyheder.

    Politiet mangler fortsat at klarlægge de præcise omstændigheder omkring ulykken. Kvinden faldt angiveligt ned, da hun ville tage nogle billeder. Det har et øjenvidne fortalt politiet.

    En redningshelikopter blev rekvireret for at redde hende op, og hun blev fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand.

    Året rundt kan man gå tur ved Møns Klint, men klinten påvirkes af vejr og vind. Store regnmængder kan skylle mudder, ler og kridt i havet, ligesom vejret også kan få kridt til at løsne sig og skabe skred, skriver Ritzau.

  19. Nordkorea: Ukraine vil have atomvåben

    Kim Yo Jong, som er søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, beskylder nu Ukraine for at ville forsøge på at få atomvåben, som skal anvendes i krigen mod Rusland.

    Ifølge Reuters citerer det statslige nordkoreanske medie KCNA Kim Yo Jong for, at 'Zelenskyj sætter sit land på spil' og at den ukrainaske præsident er 'politisk ambitiøs', når han vil have atomvåben.

    Den 35-årige Kim Yo Jong er udover at være præsidentens lillesøster også viceafdelingschef i det nordkoreanske arbejderpartis PR- og informationsafdeling.

    Hun baserer sin påstand om, at Ukraine vil have atomvåben på en online underskriftsindsamling i landet, som foreløbig har fået under 1.000 underskrifter. Hun mener ifølge KCNA, at underskriftindsamlingen kan være en del af plan, som det ukrainske præsidentkontor har udtænkt.

    USA har tidligere beskyldt Nordkorea for at sælge våben til den russiske gruppe af lejesoldater, Wagner-gruppen.

  20. Haaland-løse City straffer sløje Liverpool

    Manchester City fortsætter med at lægge pres på Arsenal i toppen af Premier League, da holdet lørdag eftermiddag vandt 4-1 hjemme over Liverpool.

    Gæsterne fik ellers en forrygende åbning på kampen, da Mohammed Salah efter knap 20 minutter gjorde det til 1-0 for gæsterne.

    Blot ti minutter senere bragte skadede Erling Haalands afløser Julian Alvarez balance i regnskabet, og efter pausen faldt det helt sammen for Liverpool.

    Kevin de Bruyne, Ilkay Gündogan og Jack Grealish kom alle på tavlen, hvilket betyder, at Manchester City holder snor i Arsenal, der spiller hjemme mod Leeds søndag.

    Arsenal har fem point ned til Manchester City.

  21. Amerikansk topgeneral: Ukraine besejrer næppe Rusland i år

    Den amerikanske generalstabschef Mark Miley forventer, at Ukraine får svært ved at befri landet for russiske tropper i løbet af i år.

    - Zelenskyj har mange gange offentligt udtalt, at det ukrainske mål er at smide alle russere ud af det russiskbesatte Ukraine. Det er en betydelig militær opgave - en meget, meget svær opgave. Der er et par hundredetusind russere, som stadig befinder sig i det russiskbesatte Ukraine.

    - Jeg tror ikke på, at det er sandsynligt, at det sker i løbet af i år, siger den amerikanske topgeneral i interviewet, der også har vakt opsigt i Ukraine, hvor det er blevet citeret i Kyiv Independent.

  22. Odense Håndbold buldrer i pokalfinale med storsejr

    Der var ikke meget at rafle om, da Odense Håndbold og Silkeborg-Voel lørdag eftermiddag dystede om en finaleplads ved kvindernes Final4 i pokalturneringen.

    Silkeborg-Voel fulgte med indtil stillingen 7-7, men derefter så Odense Håndbold sig aldrig tilbage.

    Weekendens Final 4-stævne afvikles på Silkeborg-Voels normale hjemmebane, Jysk Arena i Silkeborg, men lige lidt hjalp det jyderne, der fysisk blev trykket helt i bund mod det danske mesterhold, der endte med en sejr på hele 38-21.

    Opdatering: Team Esbjerg slog lørdag eftermiddag Nykøbing F. Håndboldklub 38-27 og er derfor klar til finalen, som spilles klokken 16.00 søndag. NFH og Silkeborg Voel mødes i bronzekampen klokken 13.30.

  23. 37-årig kvinde kvæstet efter fald ved Møns Klint

    En 37-årig kvindelig turist er blevet fløjet med redninghelikopter til Rigshospitalet, efter at hun faldt ud over Møns Klint.

    Politiiet oplyste kort før klokken 13 i dag, at man var til stede i område sammen med redningsberedskabet. Klokken 13.27 kunne man så fortælle, at den kvæstede turist nu var på vej til Rigshospitalet for behandling.

    Møns Klint er et populært udflugtsmål, men ifølge Naturstyrelsen sker der hvert år skred i området på grund af vind og vejr. Årsagen til den aktuelle faldulykke kendes ikke.

  24. Togforsinkelser mellem Odense og Slagelse efter signalfejl

    En signalfejl ved Storebælt tidligere i dag har medført forsinkelser for passagerne på strækningen mellem Odense og Slagelse.

    - Vi er oppe at køre igen, men der er stadig forsinkelser på 30-35 minutter, fordi der er tog, som har holdt og ventet, fortæller DSB's pressemedarbejder Gregers Lohse.

    DSB forventer, at driften vil være normal igen i løbet af de næste par timer.

  25. Københavns Vestegns Politi undersøger 'mistænkeligt dødsfald' i Albertslund

    Københavns Vestegns Politi har siden klokken 05 i morges været til stede i boligområdet Bryggerlængen i Albertslund.

    - Vi undersøger omstændighederne omkring et mistænkeligt dødsfald, oplyser vagtchef Brian Holm.

    På Twitter deler politikredsen ligeledes informationerne og tilføjer, at politiet for nuværende ikke har yderligere oplysninger i sagen.

    De pårørende er blevet underrettet.

    Screendump fra Twitter.
  26. Russisk forsvarsminister lover flere ammunitionsforsyninger

    Der er nye ammunitionsforsyninger på vej til de russiske tropper i Ukraine.

    Det lover den russiske forsvarsminister Sergej Sjojgu ifølge Reuters i en video, der er lagt ud på beskedtjenesten Telegram.

    Det er det russiske forsvarsministerium, der er afsender på videoen, hvor Sjojgu mødes med generalstaben, heriblandt general Valerij Gerasimov, der udover at være Ruslands forsvarschef også har stået i spidsen for styrkerne i Ukraine siden januar.

    - Forsyningernes omfang i forhold til de mest krævede forsyninger er blevet afklaret. De nødvendige forholdsregler bliver taget for at forøge dem, siger Sjojgu i klippet.

    Den russiske forsvarsminister er gennem mange måneder blevet kritiseret heftigt på grund af de manglende forsyninger til tropperne i Ukraine - især af lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigosjin.

  27. Olsen Dyhr lover: SF kommer ikke til at stemme for topskattelettelser

    Det største bifald fra de fremmødte SF'ere ved dagens landsmøde opstod, da Pia Olsen Dyhr kritiserede regeringens planer om at lette på skatten i toppen. Direkte adspurgt af DR fastslog partiformanden, at SF ikke kommer til lægge stemmer til skattelettelser for de højest tjenende:

    Betyder det, at SF ikke vil stemme for en skattereform, som indebærer topskattelettelser?

    - Ja.

    Ikke en eneste topskattelettelse, så er I uden for i en skattereform?

    - Ja.

    Hvilken form for skattereform kan I så gå med til?

    - Det vil hele tiden har sagt er, at vi godt kan kigge på skattelettelser for dem, der tjener mindst i vores samfund. Det er vi sådan set åbne overfor.

    - Hvis vi kan finde finansieringen solidarisk, så vil vi gerne være med til at lette skatten i bunden, siger hun.

  28. Flere OB-fans anholdt efter nederlag

    Tab og vind med samme sind har tilsyneladende en anden betydning i Odense, hvor politiet fredag måtte skride ind, da flere OB-fans gik voldeligt til værks efter nederlaget til FC Midtjylland på 1-3.

    Således måtte politiet skride til anholdelse i fire tilfælde, skriver fyens.dk.

    Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede til fyens.dk.

    De fire anholdte skabte alle problemer på deres egen tribune, og en 30-årig mand blev anholdt for vold mod en kontrollør, da han ifølge vagtchefen sendte et par knytnæveslag mod kontrollørens ansigt.

    Alle anholdte blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

    - Deres opførsel var helt, helt ud over det forventelige, selv om man har et vist følelsesmæssigt engagement i en fodboldkamp, siger Lars Thede.

    - Det har været nødvendigt at frihedsberøve de pågældende for at genoprette roen og sikre, at det ikke eskalerede yderligere derude.

    Alle fire anholdte er løsladt igen, men sigtelserne opretholdes.

  29. Dommer blokerer lov om forbud mod dragshows i amerikansk delstat

    I dag skulle en lov, der forbyder dragshows i offentligheden og foran børn i Tennessee, være trådt i kraft, men en dommer har blokeret loven. Søndag i sidste uge var der i Memphis et dragshow, hvor drags markerede deres utilfredshed med loven (Foto: © Karen Pulfer Focht/Reuters)

    Loven er "for vag og alt for bred" i den måde, som den begrænser ytringsfriheden.

    Derfor har en føderal dommer i Memphis i den amerikanske delstat Tennessee i går midlertidigt blokeret for, at en lov, der forbyder dragshows i offentligheden, kan træde i kraft.

    Tilbage i februar underskrev delstatens republikanske guvernør Bill Lee en lov, der var blevet stemt igennem af delstatens lovgivende forsamling, og som skulle have trådt i kraft i dag.

    Loven skulle begrænse dragshows i offentligheden og foran børn.

    Ifølge dommeren har staten ikke på overbevisende vis retfærdiggjort de restriktioner, som loven skal indføre.

    Loven er en del af de seneste måneders tendens, hvor republikanske magthavere i amerikanske delstater har forsøgt at regulere homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes adfærd.

  30. DR's politiske korrespondent: SF's landsmøde er i gang med opbakning fra bagland og vælgerne

    At dømme efter klapsalverne fra de 500 SF'ere, som er troppet op til partiets årsmøde i Kolding, har SF-formand Pia Olsen Dyhr baglandets opbakning til den linje, hun har lagt i oppositionen.

    En linje, hun indledte sin landsmødetale med at forklare og forsvare.

    - SF skal være kritisk, men konstruktiv opposition. Og det kommer der resultater ud af, erklærede Pia Olsen Dyhr, som fremhævede flere aftaler om SF's mærkesager, som er indgået med SVM-flertalsregeringen - efter store bededagskonflikten.

    I talen fastslog formanden, at SF med hende i spidsen ikke vil bruge sin oppositionsrolle til "bare at holde de knaldrøde faner højt" og skyde med skarpt mod alt, hvad der kommer fra regeringen.

    Det skal uden tvivl ses som et svar til dem i SF’s bagland, som ønsker en endnu hårdere linje fra SF overfor regeringen i almindelighed og Socialdemokratiet i særdeleshed.

    Pia Olsen Dyhr vil stå fast på den balance, der betyder, at SF går langt mere kritisk til Socialdemokratiet end de seneste mange år.

    Men at SF samtidig holder en linje, der betyder, at SF stadig opfattes som et parti, der er klar til at gå i regering igen.

  31. Trofast Trump-støtte opfordrer til MAGA-protest mod retssag

    Den højreekstreme republikaner Marjorie Taylor Greene, som tidligere har markeret sig med beskyldninger om, at flere skoleskyderier og angrebet på World Trade Center var iscenesat, opfordrer til en protestmarch.

    Marchen er mod retssagen mod den tidligere præsident Donald Trump.

    - Jeg tager til New York på tirsdag. Vi må protestere mod den forfatningsstridige heksejagt, skriver hun på Twitter.

    Hun opfordrer også ligesindede til at deltage i protesten:

    - New York, tag jeres MAGA (Make America Great Again, red.)-hatte på. I henhold til vores forfatningsmæssige rettigheder, vil vi støtte præsident Trump og protestere mod tyrannerne, skriver Marjorie Taylor Greene, der er valgt til Repræsentanternes Hus i Georgia.

    Trump er blevet tiltalt af distriktsanklageren på Manhattan. Sagen handler om bogføring af et beløb på 130.000 dollar - knap 900.000 kroner - som pornoskuespilleren Stormy Daniels hævder at have fået få dage før præsidentvalget i 2016.

    Pengene fik hun for at tie om en affære, hun påstår at have haft med Trump.

    Screendump fra Twitter.
  32. 'Jeg er stadig i live' joker pave Frans, da han forlader hospitalet

    • Pave Frans smilede og lavede sjov med nogle af de mennesker, der var samlet ved Gemelli-hospitalet i Rom, da han lørdag formiddag blev udskrevet efter tre dages behandling for bronkitis. (Foto: © REMO CASILLI, Ritzau Scanpix)
    • Der blev også tid til at skrive en autograf eller to, da paven forlod hospitalet. (Foto: © Filippo MONTEFORTE, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Pave Frans er igen på benene og i et godt humør, efter han tidligere på ugen blev indlagt på et hospital i Rom.

    Ifølge BBC jokede paven med, at han "stadig var i live", da han blev modtaget af en velkomstkomité af journalister og borgere ude foran hospitalet.

    Den katolske kirkes overhoved har været indlagt i tre dage, efter at han klagede over åndedrætsbesvær.

    Ifølge flere nyhedsmedier er den 86-årige pave blevet behandlet for bronkitis, og paven kom hurtigt i bedring, efter at lægerne behandlede ham med antibiotika.

    Efter udskrivelsen blev han kørt videre til Vatikanet, hvor han skal i gang med forberedelserne til påskeugen, der er den vigtigste højtid i den kristne kalender.

Mere fra dr.dk