Her til aften blev drømmene om at spille med i årets Champions League slukket for FC Midtjylland.
Det står klart, efter at FC Midtjylland tirsdag tabte med 1-3 til Benfica og dermed røg ud med et samlet nederlag på 2-7.
Alligevel er der optimisme at spore i FCM-lejren, hvor man nu i stedet kan se frem til Europa League-gruppespillet.
- Vores minimummål var at komme i Europa League-gruppespillet, og det gjorde vi for andet år i træk. Så på den måde er vi bestået, hvilket vi er glade for, siger sportschef Svend Graversen til Ritzau.
Også fra klubbens vikariende cheftræner, Henrik Jensen, er der over for Ritzau rosende ord til spillerne på trods af aftenens lederlag.
- Det var en god præstation mod et top-mandskab, hvor vi havde en gameplan, vi udførte til perfektion, vil jeg næsten sige, siger han.
Det er tredje sæson i træk, at FCM er i et europæisk gruppespil.
Politiet i den amerikanske delstat New Mexico har anholdt en mand, som mistænkes for at stå bag skuddrab på fire muslimske mænd i byen Albuquerque i løbet af de sidste ni måneder.
Det oplyser politichefen for Albuquerques Politi, Harold Medina, på Twitter.
Ifølge ham har politiet fundet et køretøj, som sættes i forbindelse med det seneste drab, og anholdt føreren af bilen, der er hovedmistænkt i drabssagerne.
Det første drab fandt sted tilbage i november. De tre andre skuddrab har fundet sted i løbet af de seneste to uger, det sidste i fredags. I den forbindelse kaldte New Mexicos guvernør drabene for "målrettede".
I løbet af den seneste tid har myndighederne i Albuquerque og på delstatsniveau arbejdet for at sikre ekstra polititilstedeværelse ved moskéer under bøn.
Albuquerques Politi meddeler, at det vil komme med yderligere informationer om sagen i løbet af de kommende timer.
USA's præsident, Joe Biden, afviser at have haft foregående kendskab til, at agenter fra FBI ville ransage en bolig tilhørende den tidligere præsident Donald Trump.
- Præsidenten var ikke briefet og var ikke bekendt med ransagningen, lyder det ifølge Reuters fra Karine Jean-Pierre, der er talsperson for Det Hvide Hus.
På et pressemøde understregede hun, at det amerikanske justitsministerium foretager sin efterforskning uafhængigt, og at Det Hvide Hus derfor ikke var informeret om den forestående ransagning.
Donald Trump har efter ransagningen hentydet til, at motivet var politisk motiveret.
- De (demokraterne, red.) forsøger at stoppe det republikanske parti og mig endnu engang. Lovløsheden, den politiske forfølgelse og heksejagten skal frem i lyset og standses, skriver han ifølge Reuters i en mail til sine støtter.
Ejendommen Mar-a-Lago i Palm Beach i Florida blev ifølge flere amerikanske medierransaget grundet mistanke om, at den tidligere præsident er i besiddelse af klassificerede dokumenter, som han tog med sig, da han forlod præsidentembeddet og Det Hvide Hus i januar 2021.
Viborg FF havde ingen problemer med at forsvare den føring på 3-0, som holdet tog med til returopgøret på Færøerne mod B36 Torshavn i kvalifikationen til Conference League.
Trods en noget afdæmpet indsats vandt Viborg returkampen 2-1 og er sikkert videre.
Dermed er holdet fra domkirkebyen klar til sidste runde i kvalifikationen, hvor der for alvor venter svær modstand.
Premier League-klubben West Ham er den sidste hurdle, som står mellem Viborg og et økonomisk attraktivt gruppespil i Conference League.
Der bliver intet Champions League-gruppespil for FC Midtjylland i denne sæson. Det står klart, efter holdet tirsdag tabte med 1-3 til Benfica.
Første kamp i Champions League-kvalifikationen i Portugal var endt med en 4-1-sejr til Benfica, så før returopgøret havde FCM brug for et mirakel for at gå videre.
FCM kæmpede efter bedste evne, men opgørets samlede udfald var aldrig spændende, da gæsterne ganske enkelt var en klasse over midtjyderne.
Nederlaget betyder, at FCM nu kan se frem til et efterår i gruppespillet i Europa League, mens Benfica er to kampe fra deltagelse i Champions League.
Den danske fodboldlandsholdsspiller Katrine Veje har underskrevet en toårig kontrakt med den engelske klub Everton. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
31-årige Veje har været fast inventar på det danske landshold mere eller mindre siden 2009, og hun har været vidt omkring i karrieren.
Den alsidige forsvarsspiller har tidligere slået sin folder i engelsk fodbold, hvor hun i sæsonen 2018/19 vandt FA Women's Super League med Arsenal. I 2020 returnerede hun til Skandinavien og svenske FC Rosengård efter opholdet i Arsenal.
Katrine Veje står noteret for 140 landskampe for Danmark.
I Everton kommer hun til at spille sammen med landsholdskammeraterne Rikke Sevecke, Nicoline Sørensen og Karen Holmgaard.
Hele dagen er kenyanerne strømmet til valgstederne for at stemme til præsidentvalget.
Ved sidste valg i 2017 endte det med voldelige kampe i gaderne, fordi taberen nægtede at anerkende nederlaget.
Men indtil videre er dagen forløbet rolig, fortæller DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen.
- Det, der selvfølgelig bliver den afgørende prøve, er, når vi begynder at få nogle resultater, og ikke mindst om taberen acepterer resultatet.
Stormen på den amerikanske kongres sidste år viser, at der er al mulig grund til at holde øje med, om valget forløber, som det skal.
- Ikke mindst et sted som Kenya, som er omgivet af nabolande, der ikke har snorlige demokratier, og hvor man virkelig har brug for forbilleder, lyder det fra Søren Bendixen.
Ifølge Reuters regner landets valgkomité med, at 60 procent af de stemerettigede vil stemme.
Donald Trump og hans advokater har kæmpet med næb og kløer for at sørge for, at den tidligere amerikanske præsidents skattepapirer ikke skulle udleveres.
Men en føderal appeldomstol har i dag afgjort, at skatteoplysningerne skal udleveres til "Ways and Means Committee", der er en lovgivende komité i Repræsentanternes Hus, som håndterer monetære sager.
Komiteen gik rettens vej tilbage i 2019 med krav om at få udleveret Trumps skattepapirer, Trump og hans advokater altså har modsat sig.
- Jeg er glad for, at denne længe ventede afgørelse gør det klart, at loven er på vores side, skriver komiteens formand, Richard E. Niel, på dens hjemmeside.
Donald Trump er den første amerikanske præsident i 40 år, der ikke frivilligt har udleveret sine skatteoplysninger til gennemsyn, og han har ved flere lejligheder kaldt det for "en heksejagt", når forskellige myndigheder har bedt om at få udleveret oplysningerne.
7-Elevens i alt 176 butikker var alle lukkede i går efter et formodet hackerangreb. Fra morgenstunden var fem butikker åbne, og det er i løbet af dagen altså blevet øget til 18.
Kunder kan som normalt hente GLS-pakker i butikkerne, oplyser 7-Eleven.
Tidligere i dag annoncerede Enhedslisten, at partiets spidskandidat ved det seneste kommunalvalg i Aarhus Kommune, Laura Bryhl, har valgt at trække sig fra byrådet grundet tilbagevendende stress.
Laura Bryhl fortæller selv, at det har haft store personlige omkostninger at genoptage byrådsarbejdet. Og at det især skyldes arbejdsmiljøet i Enhedslisten.
- Jeg har været rigtig glad for arbejdet, men når man kommer tilbage, kommer man også tilbage til den hårde tone, siger Laura Bryhl til TV2 Østjylland.
Laura Bryhl var sygemeldt med stress mellem marts og august i år i kølvandet på en sexismesag, som førte til, at partifællen Viggo Jonasen blev ekskluderet.
I et skriftligt svar til TV2 Østjylland erkender Enhedslistens talsperson i Aarhus, Lone Degn, at der et et problem med kulturen i partiet.
- Laura har haft modet til at stå frem i en sag om sexisme og har desværre oplevet at blive mødt med mistænkeliggørelse. Dels af enkelte partifæller og dels af borgere, som har taget kontakt til både hende og hendes familie. Det er helt urimeligt, skriver hun og tilføjer, at Enhedslisten tager afstand fra den kultur og arbejder på at gøre op med den.
Det blev til en favoritsejr, da kvinderne åbnede etapeløbet Tour of Scandinavia på dansk grund.
Den levende hollandske cykellegende Marianne Vos var hurtigst i massespurten, og hun tog sin sejr nummer 243 i karrieren på landevej.
En uhørt succesfuld karriere for den 35-årige rytter, der blandt andet tæller tre VM-titler, OL-guld, tre samlede sejre i Giro d'Italia Femminile og 32 etapesejre i løbet samt senest to etapesejre i Tour de France.
Danske Amalie Dideriksen sad godt fremme i spurten, men måtte nøjes med sjettepladsen.
Det skandinaviske etapeløb tog sin begyndelse på Kongens Nytorv i København, hvor rytterne drog mod nord for at slutte på en rundstrækning i Helsingør.
Tour of Scandinavia slutter på søndag, hvor sidste etape køres i Norge. Tirsdag køres anden etape i Sverige.
Der har de seneste timer været meldinger om eksplosioner i Krim-regionen.
- Indtil videre kan jeg kun bekræfte, at der har været flere eksplosioner i Novofedorivka-området, skriver Oleg Kryuchkov, der er rådgiver for det russisk-udpegede styre på den annekterede Krim-halvø, på beskedtjenesten Telegram.
Det russiske forsvarsministerium hævder, at eksplosionerne skyldes, at flyammunition på en militær luftbase detonerede.
Den russiske leder af administrationen i Krim-regionen, Sergej Aksyonov, oplyser, at én person er dræbt af en eksplosion nær en militær luftbase ved Saky. Det skriver Reuters.
Samtidig skulle fem være blevet såret af samme eksplosioner, oplyser lederen af sundhedsadministrationen i regionen.
Siden har Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med andre politikredse eftersøgt personerne.
Og den ene af de to mænd skal tilbage i kachotten. Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt den 27-årige mand i en lejlighed i Haderslev i aftes omkring klokken 18.30
Anholdelsen foregik roligt, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 27-årige skal nu fortsætte afsoningen, ligesom han bliver sigtet for undvigelsen. Den 26-årige er stadig på fri fod og eftersøges.
Enhedslistens spidskandidat ved det seneste kommunalvalg i Aarhus Kommune, Laura Bryhl, har valgt at trække sig fra byrådet.
Det oplyser Enhedslisten i en pressemeddelelse.
Af pressemeddelesen fremgår det, at Laura Bryhl trækker sig grundet stress. Laura Bryhl var sygemeldt med stress mellem marts og august i år, indtil hun for ni dage siden genoptog byrådsarbejdet.
- Jeg vil være ærlig og sige, at det har været betydelig sværere at komme tilbage til byrådsarbejdet, end jeg havde forestillet mig. Det har simpelthen for store personlige omkostninger for mig. Derfor har jeg efter grundig overvejelse besluttet at stoppe i byrådet, skriver Laura Bryhl i pressemeddelelsen.
Laura Bryhl udtræder formelt af byrådet efter det kommende byrådsmøde, som er næste onsdag.
Der har den seneste time været meldinger om eksplosioner i Krim-regionen.
De meldinger er nu blevet bekræftet af det pro-russiske styre i området, skriver The Guardian.
- Indtil videre kan jeg kun bekræfte, at der har været flere eksplosioner i Novofedorivka-området. Jeg opfordrer alle til at vente på flere officielle meldinger, skriver Oleg Kryuchkov, der er rådgiver for det russisk-udpegede styre på den annekterede Krim-halvø, på beskedtjenesten Telegram.
Den russiske guvernør i Krim, Sergej Aksyonov, skriver også på Telegram, at han er taget til området for at "få klarlagt omstændighederne", skriver The Guardian.
BBC rapporterer, at en pro-russisk militærkommandør ved navn Yuri Kotenok på Telegram skriver, at "vinduer gik i stykker, og bilalarmer gik af 20 kilometer fra Novofedorivka".
Ifølge det russiske forsvarsministerium skyldes eksplosionerne, at flyammunition på en militær luftbase detonerede. Det oplyser det statskontrollerede statsmedie RIA, ifølge Reuters.
Der er ifølge forsvarsministeriet ingen dræbte eller sårede, og militærudstyret er heller ikke blevet beskadiget.
Høsten er i fuld gang, og det kan give farlige situationer med mange traktorer på vejene.
19 personer er de seneste fem år døde, og 128 er kommet til skade efter sammenstød med traktorer i Danmark, viser nye tal fra Vejdirektoratet.
Det er især traktorernes fart og størrelse, der kan give problemer.
I nogle situationer overvurderer bilister ganske enkelt traktorernes fart og kører op bagi.
Andre gange bliver bilisterne snydt, fordi traktoren eller mejetærskeren foran skal dreje ind på en mark eller gårdsplads.
Et godt råd kan derfor være, at man venter med at overhale, hvis man kan se, at der kommer en sidevej eller en gård lidt længere fremme, lyder det fra pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik Jeppe Gudmandsen.
I Storbritannien skal briterne finde malerullen og solcremen frem.
Malerrullen skal ikke bruges til husfacader, men til at sørge for, at hele kroppen er dækket med et solidt lag solcreme med en høj solfaktor. For der er spået 36 grader i weekenden.
Det britiske metrologiske institut, Met Office, har udsendt varmeprognosen, og advarer briterne om risiko for hedeslag.
Det britiske nyhedskanal Sky News oplyser, at der kan opstå forsinkelser med offentlig transport, da mange med sandsynligvis vil strømme til kysten for at køle ned.
19. juli blev der sat ny britisk varmerekord, da temperaturen steg til 40,3 grader i lufthavnen Heathrow uden for London. Den tidligere rekord på 38,7 grader blev sat i 2019.
- Der kan desuden være flere forurettede, men vi har hverken identificeret den unge mand på optagelsen eller eventuelle andre, siger politikommissær Poul Hansen.
Københavns Politi vil gerne i kontakt med både den forurettede og med vidner, der har overværet episoden.
Når hans børn havde besøg af andre børn i hjemmet på Sjælland, krænkede en nu pædofilitiltalt journalist børnenes blufærdighed i langt over 100 tilfælde.
Det erkendte den tiltalte journalist over for dommere og nævninger i Retten i Roskilde, men han afviser, at han har krænket sine egne tre børn.
- Det har aldrig været formålet at filme mine egne børns kønsdele. Jeg har ikke haft forsæt til at krænke deres blufærdighed, lød det fra journalisten, skriver Ritzau.
Det 25 sider lange anklageskrift omfatter 30 forhold med over 40 ofre.
Hovedsageligt blufærdighedskrænkelser, men anklagemyndigheden mener også, at der i flere tilfælde er foregået berøring af børnenes kønsdele i en grad, så det skal straffes som voldtægt.
Journalisten erkender, at også disse overgreb har fundet sted, men ifølge hans advokat, Carsten Brix, har der alene været tale om blufærdighedskrænkelse, ikke voldtægt.
Resterne af den røde maling er så småt ved at blive opløst af vand fra spulerne.
Men det var et overraskende syn, der mødte Eccos medarbejdere i butikken på Købmagergade i det indre København i morges.
En eller flere gerningsmænd har ifølge Berlingske overhældt butikkens indgangsparti med rød maling.
Hærværket blev opdaget lidt før klokken 09:00, da en medarbejder mødte ind. På det tidspunkt var malingen fortsat frisk.
Politiet har modtaget en anmeldelse om hærværket, men havde ved middagstid ikke været forbi gerningsstedet endnu.
Motivet for hærværket kendes ikke, men Ecco har været i vælten, siden skovirksomheden modsat andre danske virksomheder valgte ikke at indstille sine aktiviteter i Rusland i kølvandet på landets invasion af Ukraine.
En række af verdens bedste cykelryttere tramper til i pedalerne på dansk jord fra i dag.
Starten på første etape af løbet Tour of Scandinavia er nemlig gået i gang over middag i København, og herfra skal rytterne køre til Helsingør, hvor etapens målstreg ligger.
Det er første gang, et kvindeligt World Tour-løb, der er det højeste niveau inden for cykelløb, kommer til Danmark. Og det er glædeligt, at så stort et løb på kvindesiden nu har start i Danmark, fortæller Henrik Jess Jensen, der er formand for Dansk Cykle Union.
- Først og fremmest fejrer vi en stor cykelsommer, hvor vi nu viser verdens bedste kvindelige cykelryttere frem på en dansk arena.
- Vi får en lang række rollemodeller, vi kan vise frem for vores unge kvinder og piger, der ønsker at cykle. Går man og drømmer om at blive Cecilie Uttrup Ludwig, er det i dag, det starter.
Du kan se interviewet med formanden i videoen herunder.
Ruth Jensen fra nordjyske Hune fik sig lidt af en overraskelse, da hun med hjælp fra sin søn og bror var i færd med at fjerne en tilbygning til sit hus.
Under vægbeklædningen gemte sig nemlig et vægmaleri på godt to gange fire meter med flere farverige motiver.
Maleriet er endda ikke malet af hr. hvem som helst.
Det er lavet af den afdøde aalborgensiske kunstner Knud Erik Færgemann, hvis værker ifølge Vendsyssel Kunstmuseum er udstillet i både ind- og udland.
Ruth Jensen har dog ikke i sinde at beholde værket, da hun er ved at gøre huset klar til salg.
Derfor er det usikkert, hvad der skal ske med maleriet, og om det vil blive bevaret.
- Det må tiden vise. Jeg skal væk herfra i hvert fald, siger Ruth Jensen.
Passagerer, der skulle have været ude at sejle med krydstogtsskibet "Ocean Atlantic" i august og september, kommer ikke til at opleve de grønlandske isfjorde fra søsiden i denne omgang.
Nordmændene mener ikke, at skibet er sikkert. I alt 23 fejl optræder på en liste.
Det drejer sig blandt andet om fejl med brandalarmeringssystemet, hovedmotoren og nødudstyr, og så er der desuden konstateret et hul i skroget, som resulterede i, at skibet tog vand ind.
Over for KNR kalder Søren Rasmussen, ejer og grundlægger af rejsebureauet Albatros Travel, som har solgt sejlturene til op imod 1.000 gæster, situationen for "trist".
- Der er ikke noget, vi hellere vil, end at sende folk til Grønland, siger han, og afviser, at der skulle være andre problemer med skibet end et hul i skroget.
- Havde der kun været tale om et hul i skroget, kunne det sandsynligvis været repareret hurtigt, og skibet kunne sejle igen, men der er mange andre problemer, siger Dag Inge Aarhus, der er kommunikationsrådgiver ved det norske Sjøfartsdirektorat.
FC Københavns fans fik i første omgang ros for en kreativ Olsen Banden-tifo i forbindelse med søndagens derby mod Brøndby.
Men en detalje på det store banner sviner politiet til, og det vækker kritik fra FCK.
På tifoen var Københavns Hovedbanegård afbildet med tidspunktet 13.12. De tal betyder i bogstaver ACAB - All Cops Are Bastards - (alle betjente er svin, red.).
FCK-direktør Jacob Lauesen tager afstand fra budskabet.
- For vores eget vedkommende meget kede af nogle af de budskaber, der kom fra enkelte af vores fans side. Det ene i en ellers stor og flot tifo, hvor man uden vores viden, tilsvinede politiet.
- Det synes vi, er en helt misforstået og forkert tilgang at have til de mennesker, der er med til at gøre det muligt, at vi kan afvikle kampe som den søndag. Det tager vi, som vi også har sagt tidligere, afstand fra siger Jacob Lauesen til klubbens hjemmeside.
Sommeren er fortsat over os, men slutningen af ugen kan byde på årets sidste lokale hedebølger, når varmen strømmer ind over den sydlige del af landet, hvor sandsynligheden er størst for at nyde den sidste bid sommervejr.
- Sjælland, Lolland, Falster, Fyn og den sydlige del af Jylland kan få stedvis over 28 grader fra fredag, siger Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog ved DMI til Ritzau.
Hvis man vil ud at nyde den sidste sommervarme, så er det altså nu, siger han.
- Selvfølgelig kommer der flere højtryk senere på sensommeren og måske også i september, men de vil nok være kortere og nok heller ikke så varme.
En 44-årig ukrainsk mand har ved Retten i Kolding tilstået sin rolle i en stor sag, der handler om fremstilling af mindst 27 millioner ulovlige cigaretter.
Det oplyser politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet.
Den 44-årige straffes med 3,5 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig for at have været med til at fremstille og videredistribuere den store mængde cigaretter, som har betydet, at statskassen er gået glip af op mod 65 millioner kroner i tobaksafgifter.
Derudover fik han en såkaldt tillægsbøde på 58 millioner kroner.
Sagen mod ham og en række andre bagmænd startede i marts 2021, da politiet sammen med Europol, Skattestyrelsen, Toldstyrelsen og flere udenlandske politimyndigheder slog til og anholdt 13 udenlandske mænd for at drive en illegal cigaretfabrik på en landejendom ved Vamdrup nær Kolding.
En 57-årig mand fra Mørkøv på Sjælland blev mandag eftermiddag fløjet til behandling på Rigshospitalet, da han ved en ulykke blev ramt af en 4-500 kilo tung halmballe, der af ukendte årsager faldt af en traktorvogn.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Hændelsen fandt sted mandag klokken 13.37 på en mark ved Tornved Byvej nær Jyderup.
Da politiet ankom, havde ambulancefolk fået manden fri, og en lægehelikopter fløj kort efter den 57-årige til Rigshospitalets traumecenter med flere knoglebrud. Hans nuværende tilstand er ukendt.
Arbejdstilsynet blev underrettet for at undersøge omstændighederne ved ulykken, så man senere kan afgøre, om nogen kan drages til ansvar.
Sundhedsstyrelsens vicedirektør, Helene Probst, siger til DR Nyheder, at folk i risikogruppen for at blive smittet med abekoppevirus bør være ekstra opmærksomme på symptomer.
- Vaccination er én del af en strategi med flere elementer, men det er også vigtigt at være opmærksom på symptomer, siger Helene Probst som følge af et stigende antal konstaterede tilfælde herhjemme.
De typiske symptomer minder om dem, man får ved influenza. Andre symptomer er udslæt i skridtet, svie og smerte, blærer i munden eller på hænderne. Får man dem, skal man kontakte sin læge, blive testet og undgå seksuel kontakt med andre.
Man smitter først videre, når man udviser symptomer.
Efter en lang periode med coronarestriktioner begynder Københavns Lufthavne så småt at give overskud igen, skriver Ritzau.
Covid-19 satte en alvorlig kæp i hjulet på lufttrafikken og dermed også Københavns Lufthavne, der i perioder har ligget helt underdrejet, men nu er selskabet på vej mod mere normale tilstande, viser regnskabet for andet kvartal i år, Her er der nemlig for første gang i lang tid overskud på driften.
Københavns Lufthavne, som driver både Kastrup og Roskilde Lufthavn, præsterede i april, maj og juni et resultat før skat på 159 millioner kroner.
Det er langt bedre end underskuddet på 171 millioner kroner i første kvartal og er med til at sørge for, at halvårsresultatet næsten går i nul.
Det skriver det japanske nyhedsbureau Kyodo ifølge Ritzau, og hans kontor bekræfter dødsfaldet over for nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Kyodo døde han af en kræftsygdom i leveren. Han blev 84 år.
Miyake blev født i Hiroshima og var syv, da atombomben blev kastet mod byen. Han blev uddannet i Tokyo og i Paris, hvor han arbejdede sammen med kendte navne som Guy Laroche og Hubert de Givenchy, skriver Reuters.
Han har været aktiv som designer i over et halvt århundrede og var blandt andet manden bag den rullekrave, som var ikonisk for Apple-grundlægger Steve Jobs, når han gik på scenen.
Han lægger også navn til en lang række parfumer. Mest kendt er yuzu-parfumen L'Eau d'Issey til mænd, som mangen en mand har brugt siden halvfemserne, hvor den kom på markedet.
Udbruddet af abekopper i Danmark og i Europa rammer især mænd, der har sex med mænd, og som har flere forskellige partnere.
Og nu skal en ny vaccinestrategi forebygge abekopper hos dem, der hører under den kategori.
- I det aktuelle udbrud er mænd, som har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere, i en særlig risiko for at blive smittet. Derfor bliver de tilbudt vaccination, lyder det fra Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Vaccination mod abekopper er indtil nu blevet tilbudt til personer, som er nær kontakt til en smittet. Det vil stadig være muligt at blive vaccineret, hvis man er nær kontakt til en person, som er smittet med abekopper.
Styrelsen understreger, at risikoen for smitte er ikke knyttet til køn eller seksualitet, men til mønster med tæt kontakt.
Ikke set før: Arktisk haj bed på krogen i Caribiens varme vand
En grønlandshaj kan veje op til halvandet ton og blive over 400 år gammel. Det er dermed det dyr i verden, der kan leve i længst tid. (Foto: Franco Banfi)
En gruppe marineforskere blev overraskede, da de pludselig stødte på en fisk, der angiveligt er en grønlandsk haj i det varme hav ved Caribien.
Den arktiske haj dukkede op under en opgave, hvor forskerne skulle mærke tigerhajer, skriver National Geographic.
Den bed simpelthen på deres krog.
- Det var både overraskende og spændende, siger én af forskerne, Devanshi Kasana fra Florida International University, til tidsskriftet.
Hun fik ikke taget en dna-prøve fra hajen, men ud fra billeder har eksperter konkluderet, at der højst sandsynligt er tale om en grønlandshaj, og det er første gang, sådan én er set på den lokation.
Grønlandshajens latinske navn er Somniosus microcephalus, som direkte oversat betyder "søvngænger med en lillebitte hjerne", og fisken er da også kendt for at være meget langsom og endda virke en anelse dum.
Transferen sker på baggrund af førstemålmand Kamil Grabaras skade, der holder ham ude på ubestemt tid.
- Vi er meget tilfredse med den løsning, vi har fundet med Maty, som både på kort og længere sigt sikrer øget konkurrence og kvalitet på den position, siger Peter Christiansen.
Mathew Ryan har spillet 73 landskampe for Australien.
Taiwans udenrigsministerium peger på, at Kinas militærøvelser nær landet bruges på at forberede en invasion af øen, der i praksis fungerer som en selvstændig republik.
- Kina har brugt øvelserne i sin militære strategibog for at forberede en invasion af Taiwan, siger Joseph Wu, Taiwans udenrigsminister, ifølge Reuters.
Taiwan har samtidig selv indledt en militærøvelse i dag, hvor øens styrker skal forsvare sig mod et simuleret angreb fra Kina, skriver nyhedsbureauet AFP, der henviser til udtalelser fra en talsmand for Taiwans militær.
Datatilsynet er i øjeblikket ved at undersøge sager omkring brud på persondatabeskyttelse i 19 kommuner foruden Helsingør, der har været i vælten på det seneste.
De potentielle brud på datasikkerheden handler om opsætningen og brugen af styresystemet i Googles bærbare computere, Chromebooks, som mange danske folkeskoler har indkøbt tusindvis af eksemplarer af og udlånt til elever og undervisere.
Undersøgelserne sker af frygt for at personlige data kan være blevet givet videre til brug i eksempelvis markedsføring eller til at videreudvikle Googles produkter i strid med reglerne, hvilket er ulovligt.
- Børnene har ikke andet valg end at bruge de værktøjer, skolerne stiller til rådighed. Derfor skal kommunerne også have styr på - og de skal kunne dokumentere - at deres data ikke bliver givet videre, siger Allan Frank, der er jurist og it-sikkerhedsspecialist i Datatilsynet.
Ifølge mediet har blandt andre politimester Bjørn Tegner Bay kritiseret landets færdselslovgivning for at være forældet, og en del af kritikken går på det faktum, at der ikke er synet biler i 23 år.
Transportminister Trine Bramsen (S) har for nylig været på besøg i Grønland, hvor hun mødtes med Erik Jensen (Siumut), der er minister for boliger og infrastruktur i Naalakkersuisut, den grønlandske regering.
De to blev enige om at arbejde videre på en lovændring, så biler - ligesom i Danmark - skal synes med passende intervaller.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) rejser i dag til Grønland for at drøfte den såkaldte spiralsag med sin grønlandske ministerkollega, Mimi Karlsen, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
De skal blive enige om "det videre forløb for afdækningen af spiralsagen", der handler om en spiralkampagne i Grønland fra 1966 og mange år frem.
Her blev opsat spiraler - et præventionsmiddel - på omkring 4.500 grønlandske kvinder og piger helt ned til 13 år - mange uden samtykke.
- Jeg ser med stor alvor på spiralsagen, som er et ulykkeligt kapitel i vores fælles historie, siger Magnus Heunicke.
I juni blev det annonceret, at en uvildig udredning af sagen blev iværksat.
Ministeren skal på sit besøg også mødes med kvinder, der er personligt berørt af sagen.
Her til morgen får politikerne i økonomiudvalget i Nyborg Kommune præsenteret en rapport fra det eksterne konsulentfirma Komponent, som har undersøgt ledelses- og organisationskulturen i kommunen.
Senere i dag får også byrådet indblik i undersøgelsens konklusioner.
Hele sagen begyndte med en julefrokost, hvor vicekommunaldirektør Søren Møllegaard opførte sig upassende og herefter blev fyret. Hans opførsel var blevet afsløret i en stribe mails fra en anonymwhistleblower, der beskyldte kulturen i Nyborg for at være "syg". Det fik byrådet til at bestille den eksterne undersøgelse.
Senere blev også sundheds- og ældrechef Mette Bill Ladegaard fyret.
Efter flere måneder er rapporten nu klar, og SF's gruppeformand i Nyborg, Suzette Frovin, lægger ikke skjul på, at det har været et hårdt forløb for kommunens ansatte.
Hun håber, at rapporten nu giver anledning til en ny start, siger hun til DR.
Ingen russiske statsborgere burde kunne få indrejsetilladelse i et vestligt land.
Sådan lyder opfordringen fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som i et interview med Washington Post beder vestlige lande om at skærpe sanktionerne over for Rusland ved at lukke grænserne for russiske statsborgere.
- Den vigtigste sanktion er at lukke grænserne - fordi russerne tager nogen andres land.
Russerne bør "leve i deres egen verden, indtil de ændrer deres filosofi", mener præsidenten.
Han afviser samtidig, at sådanne sanktioner er uretfærdige, fordi de primært vil ramme netop de russere, der har forladt Rusland på grund af uenighed med landets styre.
- Uanset hvilke russere, der er tale om - få dem til at tage tilbage til Rusland.
- Så vil de forstå det. De vil sige "Denne krig har ikke noget med os at gøre. Hele befolkningen kan da ikke holdes ansvarlig?". Men det kan den. Befolkningen har valgt denne regering.
Sagen kører ved Retten i Roskilde, hvor den tiltalte er beskyttet af et navneforbud.
Derfor er medierne afskåret fra at beskrive den tiltaltes baggrund i detaljer, men det står klart, at der er tale om en mand, der har været ansat som journalist på et større dansk medie.
Det 25 sider lange anklageskrift mod ham omfatter 30 forhold med over 40 ofre, som han menes at have krænket over en periode på ti år. Han erkender flere af forholdene, oplyser hans forsvarsadvokat, Carsten Brix.
Der er afsat cirka 20 retsdage til behandling af sagen, som ventes afsluttet i løbet af efteråret.
Mange 7-Eleven butikker i Danmark er her til morgen fortsat lukket.
Men fem ud af 176 genåbner efter at være ramt af et formodet hackerangreb. Det skriver butikskæden på sin facebookside. Der kan dog kun betales med Mobile Pay og kontanter.
De genåbnede butikker ligger alle i hovedstadsområdet eller Nordsjælland. Flere forventes at blive åbnet i løbet af dagen.
Alle butikkerne lukkede i går, fordi medarbejderne som følge af et systemnedbrud ikke kunne benytte kasserne eller tage imod betaling.
DR Nyheder har her til morgen talt med Christian Spohr fra sikkerhedsfirmaet Eagle Shark Group, som fortæller, at der kan være tale om et såkaldt ransomware-angreb:
08:30: Opdateret, fordi nogle butikker meldes at åbne.
I dag skal 22,1 millioner vælgere i Kenya stemme til parlaments- og præsidentvalg.
Mange i det østafrikanske land har dog ringe tillid til, at en ny regering vil være i stand til at rette op på en situation med høje fødevarepriser og stigende ulighed i samfundet, skriver Reuters.
- Der ser ud til at være voksende apati. Valgdeltagelsen bliver måske ikke så høj, som den burde være, på grund af desillusion, siger professor Macharia Munene fra United States International University Africa i Nairobi til Reuters.
Nedenfor kan I se optagelser fra stemmestederne, der er åbnet her til morgen:
Serena Williams kunne ånde lettet op efter sin første sejr i 2022, da den tidligere verdensetter havde vundet i første runde i WTA-turneringen Toronto Open.
Det blev mandag aften dansk tid til en sejr på 6-3, 6-4 over spanieren Nuria Parrizas Diaz efter to timers spil.
Det var samtidig den første sejr for den 40-årige amerikaner i over 14 måneder. Seneste sejr kom tilbage ved French Open sidste år.
- Der er lys for enden af tunnellen. Jeg er nået tættere på det lys. Jeg kan ikke vente med at nå det lys, siger Serena Williams ifølge AFP.
Serena Williams har vundet 23 grand slam-titler i karrieren.
En tunnelfabrik til en pris på fem milliarder kroner får muligvis lov at blive stående.
Fabrikken, der ligger på Lolland og er verdens største af sin slags, blev bygget for at kunne være stedet, hvor dele af tunnellen til den 18 kilometer lange Femern-forbindelse mellem Danmark og Tyskland skulle støbes.
Det var planen, at dens tre store produktionshaller på samlet halvanden kvadratkilometer skulle rives ned, når arbejdet med at støbe tunnellen var færdigt, skriver Børsen.
Nu overvejer regeringen at lade den stå, så den også kan bruges til andre projekter. Eventuelt af udenlandske virksomheder.
Ifølge transportminister Trine Bramsen (S) vil den blandt andet kunne bruges til at skabe elementer til en tredje Limfjordsforbindelse eller til en ny københavnsk tunnel.
Indkøbere fra ind- og udland flokkes i København for at se de nyeste kreationer fra den danske modebranche.
Modeugen i København løber nemlig af stablen fra i dag og frem til og med fredag.
Men branchen holder vejret for tiden.
- Branchen er nervøs for den nuværende, økonomiske situation, forklarer international chef Michael Hillmose fra brancheorganisationen Dansk Mode & Textil til Ritzau.
Krigen i Ukraine har sendt forbrugerpriserne på himmelflugt, og samtidig er forbrugertilliden styrtdykket.
Det vil præge tøjsalget herhjemme, som ellers har haft flere år med markant vækst.
Danske modevirksomheder nåede sidste år en rekordhøj omsætning på 45,1 milliarder kroner, mens også eksporten satte rekord, skriver Ritzau.
- Vi regner med en opbremsning i salget, og at væksten går i nul, når året er omme, siger Michael Hillmose.
Mindst syv personer er døde efter massive mængder nedbør i den sydkoreanske hovedstad, Seoul.
Sent mandag lokal tid blev der registreret 100 millimeter regn i timen - og i nogle områder mere end 140 millimeter, skriver nyhedsbureauet Reuters. Regnen fortsætter angiveligt i hvert fald til onsdag ifølge landets meteorologiske institut.
Regnen har forårsaget strømafbrud og efterladt veje og undergrundsstationer under vand.
En 27-årig mand ved navn Lee Dongha fortæller, at han var i nærheden af Gangnam-stationen, da nedbøren tog til med torden og lyn, der slog ned hvert 30. sekund.
- Pludselig stod busser, metrostationer og gader under vand, siger han.
Mindst fem mistede livet i Seoul, mens to døde i naboprovinsen Gyeonggi, oplyser lokale katastrofemyndigheder.
Fire døde, da de blev fanget i oversvømmede bygninger, én menes at være blevet dræbt ved elektrisk stød, én blev fundet under et sammenstyrtet busstoppested og én døde i et jordskred. Derudover er ni kvæstet, mens seks savnes.