Torsdag kan blive årets første officielle sommerdag
Der er stor chance for, at vi får den første meteorologiske sommerdag på torsdag, hvor store dele af landet får op til 25 grader. I Sønderjylland kan termometeret endda ramme 27 grader.
Det fortæller vagthavende meteorolog Klaus Larsen ved DMI til Ritzau.
En meteorologisk sommerdag er kendetegnet ved temperaturer på over 25 grader.
Men selv om det bliver varmt, holder det ikke nødvendigvis tørt. Ifølge DMI bliver torsdag den dag på ugen, hvor der kan falde mest regn med 4-5 millimeter.
Og bor du på Bornholm eller i den vestlige del af Jylland, vil temperaturen ikke nå højere end omkring 15-20 grader.