Tour de France-hold sender støtte til Danmark efter skyderi

Flere Tour de France-hold udtrykker støtte og sympati til danskerne efter gårsdagens skyderi i shoppingcenteret Field's i København.
- Vores hjerter går til det danske folk denne aften. Alle på Team DSM sender deres tanker og kondolencer til dem, der er blevet ramt af de tragiske begivenheder i København, skriver DSM.
Fra Lotto Soudal er der fokus på kontrasten mellem det første Tour de France på dansk grund og så søndagens tragiske begivenheder i København. Rytterne kørte 1. etape netop i København.
- Frygtelige nyheder efter sådan en fantastisk weekend med en hyldest til cykling i Danmark. Vores tanker går til ofrene og deres nærmeste, skriver Lotto.
Quick-Step er også ude med en melding.
- Vi har nydt en smuk Grand Depart i Danmark, og vi er meget kede af at høre nyheden om den forfærdelige hændelse i København.
- Vores kærlighed går til alle involverede og dette vidunderlige land som en helhed, skriver Quick-Step.