
En færdselsulykke på Herningmotorvejen ved Harlev vest for Aarhus sent i aftes har kostet to mænd livet.
Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup natten til onsdag til Ritzau.
Ulykken, der blev anmeldt i aftes klokken 22.02, blev udløst af en spøgelsesbilist, der kørte i vestgående retning i det østgående spor.
- Vedkommende kolliderer frontalt med en modkørende, siger Peter Tholstrup.
De to dræbte mænd sad i de to biler, der kørte frontalt sammen.
I alt var fire personer i fire forskellige biler impliceret i ulykken. De to andre bilister slap uden skader.