Den store smittespredning med coronavirus betyder, at mange fly flyver mere eller mindre halvtomme rundt.
Det skyldes en særlig EU-regel, udnyttelseskravet, der siger, at luftfartsselskaberne skal benytte en vis del af deres start- og landingsslots i lufthavnene for at sikre sig fortrinsret til at beholde dem året efter.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil sammen med transportministrene fra Belgien, Finland og Italien have sænket kravet til, hvor mange fly, der skal på vingerne. De har derfor lavet en indsigelse til EU-Kommissionen, skriver Ritzau.
- Det er jo håbløst, hvis der skal flyve tomme fly rundt i det europæiske luftrum alene på grund af rigide regler, siger ministeren til Ritzau.
Lige nu er der krav om, at 50 procent af flyselskabernes start- og landingsslots skal udnyttes. Og det er ifølge ministeren passende.
Problemet er ifølge ham, at EU-Kommissionen vil hæve det til 64 procent fra den 26. marts.