Seneste nyt

Transportministeren: Der er efterretninger om, at borgere er kommet fra Dubai med smitte

  • Transportministeren: Der er efterretninger om, at borgere er kommet fra Dubai med smitte

    Danmark har stoppet alle flyvninger fra Dubai de næste fem dage, fordi der er opstået tvivl om de coronatest, som bliver foretaget i ørkenstaten.

    Og faktisk har myndighederne også mistanke om, at kontrollen er har fejlet, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

    - Der er sågar efterretninger i nogle af henvendelserne på, at der er borgere, der er rejst til Danmark og efterfølgende har konstateret, at de har været smittet.

    - Det er selvfølgelig dybt alvorligt, og derfor kan vi ikke se igennem fingre med det, siger han i TV Avisen.

    Seneste Nyt

  • IOC har fået nok af doping: Truer med at fjerne vægtløftning fra OL-programmet

    IOC er "ekstremt bekymret for manglen på væsentlige forandringer med hensyn til ledelse og kultur" hos Det Internationale Vægtløftningsforbund. (Foto: Dominic Ebenbichler © Scanpix)

    Vægtløftning risikerer at blive fjernet fra det olympiske program i 2024.

    Det siger Thomas Bach, der er præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

    Truslen kan blive en realitet, hvis sportens internationale forbund fortsætter med at ignorere anmodninger om reformer i kampen mod doping, lyder det ifølge Ritzau.

    Det Internationale Vægtløftningsforbund (IWF) er de seneste år gentagne gange blevet ramt af flere dopingsager, og forbundet er flere gange blevet beskyldt for korruption.

    Nu advarer IOC om, at "hvis der ikke bliver taget hånd om disse bekymringer på en tilfredsstillende måde, så vil IOC være nødt til at revurdere vægtløftnings plads på programmet ved OL i Paris i 2024 og i fremtiden".

  • To nye mænd tiltalt for at hjælpe med journalistdrab i Malta

    To mænd blev i går tiltalt for at afskaffe den bombe, som blev brugt til at dræbe den kritiske maltesiske journalist Daphne Caruana Galizia i 2017.

    Det oplyser en domstol i Malta.

    Der er tale om to 37-årige mænd, som i forvejen er kendt af politiet for deres forbindelser til den kriminelle underverden, beretter Ritzau. De erklærer sig begge uskyldige.

    Den 57-årige graverjournalist Daphne Caruana Galizia blev dræbt af en bilbombe i oktober 2017. I tiden op til bombeangrebet skrev hun flere artikler, hvor hun anklagede folk i og tæt på regeringen for korruption.

    Anholdelserne kommer i kølvandet på, at en mand tirsdag erklærede sig skyldig i drabet og blev idømt 15 års fængsel.

  • Ukendte gerningsmænd dræber 36 mennesker i Nigeria

    Et ukendt antal bevæbnede gerningsmænd har dræbt 36 mennesker ved to angreb i det nordlige Nigeria.

    Det oplyser lokale embedsmænd ifølge Ritzau.

    De fortæller, at bevæbnede personer har angrebet to landsbyer i løbet af de seneste 48 timer, hvor 36 personer er blevet slået ihjel, og flere huse er blevet brændt ned.

    Angrebene kommer midt i en turbulent tid for Afrikas mest folkerige nation, der oplever en forværret sikkerhedssituation, hvor hundredvis af indbyggere blevet dræbt af kriminelle bander i den nordlige del af landet.

    Samtidig kæmper regeringen mod islamistiske oprør i den nordøstlige del af landet og voldelige sammenstød blandt etniske grupper i flere centrale stater.

  • Australien godkender omstridt lov og kræver betaling for it-giganters brug af mediers indhold

    Loven vil blive revideret i løbet af det første år. Det siger den australske finansminister. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

    Som det første land i verden vil Australien fremover kræve betaling fra eksempelvis Google og Facebook, hvis de bruger indhold fra landets medier på sine platforme.

    Det skriver blandt andre BBC.

    Den beslutning blev torsdag lokal tid vedtaget af landets parlament med det formål, at lokale medievirksomheder får en betaling fra it-giganterne for det indhold, de laver.

    Loven har været stærkt omdiskuteret og er blevet forhandlet i tre år.

    I løbet af forhandlingerne har Google truet med at gøre sin søgemaskine utilgængelig i Australien, og i sidste uge valgte Facebook i protest helt at blokere for nyheder fra de australske medier på platformen.

    Efter et par dage var nyhederne tilbage. Flere andre lande overvejer at lave lignende lov.

  • Facebook blokerer Myanmars militær

    Facebook blokerer Myanmars militær fra at benytte det sociale medies platforme.

    Det oplyser Facebook i et blogindlæg, beretter Reuters.

    Mastodonten, som også ejer Instagram, oplyser, at beslutningen har været undervejs, siden militæret tog magten i Myanmar ved et kup 1. februar.

    - Vi tror, at risiciene ved at lade Tatmadaw (Myanmars hær red.) på Facebook og Instagram er for store, lyder det fra Facebook.

    Siden militærkuppet, hvor Myanmars valgte regering blev afsat, har mindst tre demonstranter og en politimand mistet livet ved protester.

  • Nyopdaget virusvariant i New York udgør 12 procent af smittede

    Varianten, som spreder sig i New York, menes at være særligt smitsom. (Foto: JEENAH MOON © Scanpix)

    En ny coronavariant, som minder om den variant, der først blev opdaget i Sydafrika, spreder sig i New York.

    Det fortæller forskere ved Columbia University ifølge Ritzau.

    Den nye variant, der er kendt som B. 1.526, blev først opdaget i den amerikanske delstat i november. I midten af februar udgjorde den 12 procent af alle smittetilfælde i staten.

    Flere undersøgelser har antydet, at New York – varianten ligesom varianter, der først blev opdaget i Sydafrika og Brasilien, er mere smitsom og mere resistent over for de eksisterende vacciner.

    Varianten er også beskrevet i en forskningsartikel fra California Institute of Technology. Ingen af undersøgelserne er blevet fagfællebedømt endnu.

  • Politi rykker ud til flere københavnske bilbrande for anden aften i træk

    Politi har for anden aften i træk været nødt til at rykke ud til flere bilbrande i det nordvestlige København.

    Det fortæller vagtchef Henrik Stormer ved Københavns Politi til Ritzau.

    I aftes blev tre biler sat i brand tre forskellige steder i området i tidsrummet fra klokken 22.10 til 00.30. Aftenen forinden var der brand i otte biler og to affaldskure i samme mindre område inden for en kort periode.

    Politiet kan ikke udelukke, at brandene har en vis tilknytning til hinanden.

    - Nogle af brandene har nok en sammenhæng, men om det er samme gerningsmand, eller om det er en, der har ladet sig inspirere, det ved vi ikke, siger vagtchefen.

  • FN: Mindst 41 migranter frygtes omkommet på Middelhavet

    Mindst 41 migranter frygtes at være omkommet under et forlis på Middelhavet i weekenden.

    Det oplyser to FN-organisationer ifølge Ritzau.

    Den forulykkede båd sejlede fra Libyen og havde 120 mennesker ombord.

    Otte omkom, inden et handelsskib kom fartøjet til undsætning.

    - Men mange flere mistede livet under den vanskelige redningsoperation, rapporterer FN's flygtningeorgan UNHCR og migrationsorganisation IOM.

    I alt omkom 41, mens 77 overlevede, lydet det.

    Mindst tre børn var blandt de druknede ifølge rapporterne.

    FN-organisationerne opgør, at omkring 160 migranter og flygtninge er døde indtil videre i år i deres forsøg på at komme til Europa.

  • Moderna tester ny vaccine mod sydafrikansk mutation

    Medicinalselskabet Moderna er nu klar til at teste en ny vaccine, der er udviklet til at bekæmpe den sydafrikanske coronavariant. Det skriver Ritzau.

    Moderna har allerede en godkendt coronavaccine på markedet, og den nye udgave er en såkaldt booster, der vil skulle gives efter de to vaccinestik med selskabets vaccine.

    Moderna har tidligere meldt ud, at dets coronavaccine, som Danmark har bestilt millioner af, også er effektiv mod de nye og mere smitsomme varianter af coronavirus.

    Men når det gælder den sydafrikanske variant, har laboratorietest vist, at vaccinens neutraliserende effekt er seks gange lavere end over for den britiske variant, B117.

    Moderna har nu sendt den nye vaccine til USA's Nationale Institut for Sundhed (NIH) for at blive testet.

  • Real Madrid og Manchester City vinder i Champions League

    Manchester City fik et glimrende udgangspunkt i Champions Leagues 1/8-finaler, da de slog tyske Borussia Mönchengladbach med 2-0 på udebane.

    Bernardo Silva scorede før pausen, mens Gabriel Jesus lukkede opgøret i anden halvleg.

    Andetsteds fik Joakim Møhle de første 86 minutter på banen for Atalanta, der tabte 1-0 til Real Madrid.

    På trods af et tidligt rødt kort til italienerne scorede Real Madrid først kampens afgørende mål efter 86 minutter.

  • Heunicke er klar til at suspendere patientrettigheder igen, hvis det bliver nødvendigt

    De såkaldte patientrettigheder bliver genindført på mandag. Det fortalte regeringen på et pressemøde tidligere i dag.

    Patientrettighederne dækker blandt andet over behandlingsfrister og udredninger.

    Genindførelsen er blevet kritiseret af Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd, der ikke er glade for udsigten til både at skulle håndtere flere covidpatinter og samtidig leve op til behandlingsgarantien.

    Og nu kommer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) dem i møde. Det kan nemlig komme på tale at suspendere rettighederne igen.

    - Jeg forstår bekymringen fra Lægeforeningen og Danske Patienter, og derfor følger regeringen og myndighederne smitteudviklingen særdeles tæt, og regeringen er indstillet på at suspendere rettighederne igen for en periode, hvis der bliver behov for det, skriver han i en skriftlig kommentar til DR.

  • Amnesty lægger pres på Qatar: Undersøg 6.500 dødsfald

    Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International vil have Qatar til at få gennemført en uafhængig efterforskning af tusindvis af dødsfald blandt migrantarbejdere i landets byggesektor.

    Den britiske avis The Guardian har i denne uge skrevet, at flere end 6.500 migrantarbejdere fra Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka er døde i Qatar, siden landet i 2010 fik tilkendt værtskabet for fodbold VM 2022.

    Amnestys ekspert i Qatar, Regina Spoettl, siger ifølge Ritzau, at det er nødvendigt med obduktioner for at få fastslået årsagerne til de mange ikke forklarede dødsfald.

  • Braithwaite lavede to oplæg i Barcelona-sejr

    (Foto: ENRIC FONTCUBERTA © Scanpix)

    Danske Martin Braithwaite havde en god aften på banen, da Barcelona slog Elche 3-0 i den bedste spanske række her til aften.

    Braithwaite, der havde fundet vej til startopstillingen, lagde op til to af de tre mål.

    Ved 1-0-målet drev Lionel Messi bolden frem, og så spillede han bande med Braithwaite, der førte bolden bag om støttebenet, så den fandt argentinerens løbebane, så Messi kunne score.

    Og ved målet til 3-0 stod der også Braithwaite på den sidste aflevering inden målet, da han med hovedet lagde bolden til rette for Jordi Alba, der endegyldigt afgjorde kampen.

    Med sejren er Barcelona på tredjepladsen i ligaen.

  • Tiger Woods slipper for anklager efter trafikulykke

    Sådan så Tiger Woods' bil ud, da politiet bugserede den væk efter ulykken. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

    Golfstjernen Tiger Woods bliver ikke sigtet for hensynsløs kørsel, efter han i går var involveret i en soloulykke i sin bil.

    I ulykken pådrog han sig alvorlige skader på benene.

    - En tiltale for hensynsløs kørsel har mange elementer i sig, og det her var rent og skær en ulykke, siger sheriffen i Los Angeles County Alex Villanueva ifølge Ritzau.

    Han tilføjer, at Woods kan få en mild færdselsdom, hvis efterforskerne konkluderer, at Woods ikke var opmærksom eller kørte for hurtigt, lige inden han forulykkede.

    Woods er blevet opereret i sit højre ben, da skinnebenet og lægbenet er brækket.

  • Israels premierminister: Vi genåbner økonomien helt den 5. april

    Israel planlægger at genåbne økonomien helt den 5. april, hvor det forventes, at alle israelere over 16 år er vaccineret.

    Det siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

    Allerede i søndags åbnede Israel mange virksomheder og forretninger - visse fritidsaktiviteter, som for eksempel svømmehaller, er dog kun åbent for folk, som er blevet vaccineret.

    Netanyahu fortalte også, at regeringen er i samtaler med vaccineproducenterne Pfizer og Moderna om at åbne to fabrikker i Israel, så landet kan blive en del af den globale vaccineproduktion.

    Diskussionen omkring en genåbning kommer samtidig med det forestående parlamentsvalg i Israel den 23. marts.

  • Vaccinerede spanske plejehjemsbeboere nød teatertur

    Alle de inviterede til teaterforestillingen var vaccineret mod coronavirus. (Foto: Gabriel bouys © Scanpix)

    Dagen i dag bød på en stor oplevelse for 150 spanske plejehjemsbeboere.

    De 150 ældre mennesker - der alle har det til fælles, at de for nylig er blevet vaccineret - fik nemlig lov at glemme nedlukningen for en dag med en tur i teatret.

    Gran Via-teatret i Madrid havde inviteret dem og 50 plejehjemsansatte på en forestilling. En enmandsforestilling af den spanske skuespiller Santi Rodriguez.

    En af dem var 106-årige Felicisima de la Fuente, der glædede sig voldsomt.

    - Det her er en skøn dag, for jeg har ikke talt med mennesker i lang tid, sagde hun.

    Under den første bølge af coronavirus sidste år tog sygdommen ifølge Reuters livet af 43.000 spanske plejehjemsbeboere mellem marts og maj.

  • Tekniske problemer forhindrer syddanskere i at booke tid til corona-vaccination

    Syddanske borgere oplever lige nu problemer med, at de ikke kan booke tider til corona-vaccination.

    Årsagen er tekniske problemer, der betyder, at borgerne godt nok kan finde en tid til den første vaccination, men at de ikke kan finde en tid til vaccination nummer to. Og man skal vælge to ledige tider i systemet, før man kan bekræfte og gennemføre den endelige booking.

    Regionen har fået mange henvendelser fra borgere, og koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen kan godt forstå, hvis folk er irriterede:

    - Det er en virkelig frustrerende situation at stå i, når man gerne vil gøre sin borgerpligt og blive vaccineret - og måske ovenikøbet har ventet i kø for at komme til at booke en tid, siger han.

    Problemerne skulle ikke give forsinkelser i vaccineprogrammet, og alle inviterede vil få deres vacciner. Håbet er, at problemerne kan være løst i starten af næste uge.

  • Afgangselev: Samfundet skal ikke belastes af os

    Det var ikke nogen stor overraskelse for 15-årige Esben Ørum Madsen, at det ikke ringer ind for ham og hans klassekammerater på mandag.

    Han går i 9. klasse på Baggesenskolen i Korsør, hvor han også er elevrådsformand, så han er en af dem, der kan se frem til mindst nogle uger endnu med onlineundervisning hjemmefra.

    - Det havde været virkelig godt at se vennerne igen, siger han.

    Men det ville også have undret ham, hvis de ældste elever i grundskolen skulle tilbage i skole, som situationen er nu.

    - Vi lærer det, vi skal, så samfundet behøver ikke at belastes af os. Vi kan godt klare den lidt længere tid endnu, siger Esben Ørum Madsen.

  • Svenske restriktioner: Skoler holdes åbne - restauranter og barer skal lukke klokken 20.30

    I Sverige skal alle restauranter, barer og caféer fremover lukke senest klokken 20.30 - uanset om de sælger alkohol eller ej.

    De nye restriktioner skal træde i kraft fra mandag, siger statsminister Stefan Löfven ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

    Samtidig indføres der yderligere begrænsninger i antallet af personer, der må være i blandt andet butikker, fitnesscentre og på gallerier.

    Derimod skal skolerne i så stor udstrækning holdes åbne.

    - Nærundervisning er et bedste for børnene, siger den svenske undervisningsminister Anna Ekström.

  • Mette Frederiksen: Med fodboldfans på tribunerne risikerer vi, at epidemien løber løbsk

    Sportsfans i Danmark må fortsat vente på, at de igen kan se deres favorithold på tribunerne i sportshaller og på stadioner.

    - Vi er ikke nervøse for det enkelte stadion eller den enkelte restaurant. Men hvis vi åbner for meget op på en gang, så risikerer vi at miste epidemikontrollen, og det løber løbsk.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen.

    - Det er den samlede samfundsaktivitet, vi bliver nødt til at have under kontrol, ellers kan vi ikke åbne alt op, siger statsministeren.

  • Lægerne skeptiske over for behandlingsgaranti fra 1. marts: Det øger presset på slidte læger

    De danske læger er skeptiske over for genindførelse af behandlingsgarantien og retten til udredning fra 1. marts.

    Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, kalder det "forhastet og uforsigtet".

    - Når man genåbner med den ene hånd med udsigt til op til 900 indlagte med covid-19 og samtidig åbner for, at endnu flere skal behandles for tilstande, som ikke er akutte, så øger det presset på sundhedsvæsenet, siger hun.

    - Læger og andre sundhedspersoner er slidte, og formålet er jo, at vi skal passe på sundhedsvæsenets kapacitet. Det gør man ikke ved at lægge ekstra pres på hospitalerne, siger Lægeforeningens formand.

  • To nye tilfælde af sydafrikansk coronavariant

    Sundhedsmyndighederne har fundet to nye smittetilfælde i Danmark med den sydafrikanske coronavariant, B1351.

    Varianten, der vurderes som mere smitsom, er fundet hos to personer, der ikke er hjemvendt fra rejse, og dermed er de sandsynligvis blevet smittet af andre borgere i Danmark, skriver Ritzau.

    - Smitten ser ud til at være sket mellem borgere. Det er dog vigtigt at sige, at det fortsat er lave tal, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

  • 200 kister fra italiensk kirkegård styrtede i havet

    Hundredvis af gravsteder forsvandt i jordskredet og et større oprydningsarbejde forestår i byen Camogli. (Foto: Vigili del Fuoco)

    En kirkegård i en af Italiens kystbyer blev ødelagt ved et jordskred i dag.

    Omkring 200 ligkister styrtede sammen med klippestykker og træer i havet i jordskredet.

    - Eftersøgningen efter de jordiske rester af mennesker fortsætter i havet neden for det sted, hvor kirkegården lå.

    Det siger Francesco Olivari, borgmesteren i den lille by Camogli på kysten i regionen Ligurien nær Genova.

    Årsagen til jordskredet er ukendt, skriver Ritzau.

  • Brostrøm: Se så få mennesker, som muligt - vi er stadig nødt til at holde fast

    Selvom der fra 1. marts sker en gradvis udfasning af corona-restriktionerne, så gælder forsamlingsloftet på fem personer stadigvæk - undtagen Bornholm, hvor det nu er 10 personer.

    Og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, kommer nu med et opråb omkring de corona-bobler, vi færdes i.

    - Vi skal holde fast i de generelle vejledninger. Særligt det med, hvor mange vi er sammen, og hvor meget afstand vi holder. Det er den magiske kugle i forhold til den her virus.

    - Husk, at det er mindst to meters afstand. Se så få som muligt. Hold en meget lille omgangskreds ud over din familie. Vi er desværre nødt til at holde fast i det, siger han.

  • Heunicke: Britisk variant giver 60 procent større risiko for indlæggelse

    Der er større risiko for at blive indlagt, hvis man bliver smittet med den britiske variant af coronavirus end med den oprindelige variant.

    Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde.

    Statens Serum Institut har undersøgt sagen og fundet ud af, at smittede med den britiske variant B1117 har omkring 60 procent større risiko for at blive indlagt.

    Det flugter med britiske undersøgelser, siger Heunicke.

  • Behandlingsgarantien og retten til udredning bliver genindført fra 1. marts

    Patientrettigheder som udredningsretten og behandlingsgarantien bliver genindført fra 1. marts.

    Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde.

    I december blev patientrettighederne igen udskudt til 1. marts 2021.

    Derfor var det ventet, at de ville blive genindført.

    - Endnu engang en opfordring fra os alle om, at hvis man har symptomer på sygdom, så kontakt lægen, for vores sundhedsvæsen har åbent, siger sundhedsministeren.

  • Regeringen inviterer alle partier til forhandling om de næste faser i genåbningen

    Regeringen vil invitere alle Folketingets partier til forhandlinger om de næste faser i udfasningen af restriktionerne.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde om den aftale om genåbning, der er faldet på plads mellem regeringen og dens støttepartier.

    - Udgangspunktet vil være eksperternes og myndighedernes indstilling til, hvad der skal lempes først, siger statsminister Mette Frederiksen.

  • Rekordstor mængde heroin på over 1,5 ton beslaglagt i Rotterdam

    Rekordstor mængde heroin på over 1,5 ton er blevet beslaglagt i Holland.

    Heroinen var gemt i en container fyldt med salt fra Himalaya og blev fundet i Rotterdams havn.

    Beslaglæggelsen kaldes den største nogensinde i forbindelse med bekæmpelse af narkotikakriminalitet i Holland, skriver AFP.

  • Politisk flertal forlænger hjælpepakkerne til 5. april

    Et bredt politisk flertal forlænger hjælpepakkerne frem til 5. april.

    Det betyder, at virksomheder og selvstændige fortsat kan benytte sig af de generelle kompensationsordninger for faste omkostninger.

    - Hjælpen skal selvfølgelig fortsætte for dem, der må vente lidt længere med at slå dørene op, og for dem, som skal bruge lidt tid på at kæmpe sig tilbage, siger erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

    Regeringen har indgået aftalen sammen med Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative og Alternativet.

  • Rejsende til og fra Bornholm skal vise negativ coronatest

    Rejsende til Bornholm både med færge og fly skal fra den 1. marts fremvise en negativ coronatest, der er mindre end 72 timer gammel.

    Og ifølge Transportministeriet, så bliver det færgernes ansvar at tjekke, at passagererne er testet.

    De nye krav gælder også på ruten fra Køge til Rønne.

    Bornholm er det sted i Danmark, der bliver allermest genåbnet.

    Fra 1. marts åbner skoler, butikker og liberale erhverv på Bornholm.

  • Ghana første land, der modtager vaccine gennem WHO-uddeling: 600.000 vacciner sendt af sted

    Sendingen af vaccinen fra AstraZeneca bliver tjekket efter ankomst til Accra i Ghana. (Foto: FRANCIS KOKOROKO)

    Ghana er det første land, som modtager corona-vacciner gennem WHO's Covax-program.

    En sending med 600.000 doser AstraZeneca-vaccine ankom i dag til Ghanas hovedstad Accra.

    Covax-programmet forsøger at reducere kløften mellem rige lande, der hamstrer vacciner, og fattigere nationer, der ikke har råd til at købe coronavaccine, skriver BBC.

  • Håndbold- og karateklubber er klar til at udnytte lempelser og rykker udendørs fra næste uge

    Med dagens lempelser af coronarestriktionerne hæves forsamlingsforbuddet til 25 personer i forbindelse med udendørs idræts- og foreningsaktiviteter.

    Det får flere indendørs sportsgrene til at bide kulden i sig og rykke udendørs.

    - Vi satser på, at mange af vores klubber går i gang med den udendørs træning allerede fra mandag, siger Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndboldforbund.

    Også hos Dansk Karateforbund er man klar til at udveksle slag og spark udendørs - og altså i lidt varmere tøj end den klassiske Gi, man normalt træner i.

  • 60 procent af coronasmittede i sidste uge havde den britiske virus-variant

    60 procent af de coronasmittede personer i sidste uge var smittet med den britiske variant B117.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    - Det vil efter al sandsynlighed føre til flere positive i den kommende tid, når andelen stiger yderligere, skriver Statens Serum Institut i et tweet.

  • 23 ton kokain beslaglagt i Hamburg og Antwerpen

    Tyskland og Belgien har beslaglagt 23 ton kokain, og det er ifølge de tyske toldmyndigheder en rekordstor narkofangst i Europa.

    Den beslaglagte kokain kunne på gaden have indbragt et større tocifret milliardbeløb i kroner.

    16 ton af kokainen blev fundet skjult i en container fra Paraguay i Hamburgs havn den 12. februar.

    Efterforskning sammen med hollandske toldere førte på sporet af endnu en ladning med kokain i den belgiske havneby Antwerpen. Her fandt man 7,2 ton kokain.

    Hollandsk politi oplyser, at de i dag har anholdt en 28-årig mand, som har relation kokainen.

  • 12 års fængsel og udvisning for at dræbe sin mand med kanyle eller nål

    En 74-årig russisk kvinde er i Københavns Byret idømt 12 års fængsel og udvisning for at have dræbt sin 66-årige mand med en kanyle eller nål i februar 2017, så hans lunge kollapsede.

    Efterfølgende lå manden måske i lejligheden i over en uge, før politiet 23. februar bankede på, fordi de undrede sig over, at manden ikke deltog i parrets voksne datters begravelse.

    Kvinden er også kendt skyldig i at have forsøgt at dræbe manden med et østeuropæisk lægemiddel, og for at have lavet et falsk testamente i sin afdøde datters navn.

  • Amnesty vil ikke anerkende russiske Navalnyj som en samvittighedsfange

    Amnesty International vil ikke længere anerkende den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj som en samvittighedsfange.

    Årsagen er, at han tidligere har gjort sig til "fortaler for had", skriver BBC.

    Men Amnesty vil stadig presse på for at få Navalnyj løsladt.

    - Nogle af disse kommentarer, som Navalnyj ikke offentligt har taget afstand fra, overstiger tærsklen for hadtale. Det er i modstrid med Amnestys definition på en samvittighedsfange, lyder det.

    Navalnyj blev fængslet, da han i januar vendte tilbage til Rusland efter flere måneder på et hospital i Berlin, hvor han blev behandlet for et angreb med nervegiften Novitjok.

  • 523 nye coronasmittede - positivprocenten er 0,37.

    523 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. To personer er døde.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    Dagens smittetal er baseret på 143.149 prøver.

    Det svarer til, at 0,37 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 238 personer indlagt med covid-19, det er ni færre end i går.

    Af de indlagte er 47 på intensiv afdeling og 28 er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 348.333 personer, hvilket svarer til 6 procent af befolkningen. 178.433 personer er færdigvaccinerede.

  • Opposition savner mere fokus på børn og unge i genåbningsplan

    Både V, K og DF savner mere fokus på trivslen blandt børn og unge i den genåbningsplan, som regeringen er blevet enig med SF, Radikale og Enhedslisten om.

    Partierne mener også, at flere butikker skulle have lov til at åbne igen.

    - Børn og unge mistrives. Virksomheder og små selvstændige er på randen af konkurs. Lad os gribe genåbningen mere fleksibelt an og vise danskerne mere tillid, siger V-formand Jacob Ellemann-Jensen.

    K-formand Søren Pape Poulsen efterlyser en mere langsigtet plan for genåbning.

    - Vi ser forskelligt på tingene. Vi tør nok tage en lille ekstra chance for, at vi får et mere normalt liv tilbage, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl, formand for DF.

  • Virolog kalder genåbning en god balance mellem risiko og chance

    Virolog og professor på Aarhus Universitetshospital Søren Riis Paludan vurderer, at genåbningen af samfundet kommer på et godt tidspunkt.

    - Der skal åbnes i nogen grad, når smitten er så lav, selv om den britiske variant spreder sig, men selvfølgelig på en kontrolleret måde, siger han.

    Regeringens eksperter har anbefalet en model, som har en god balance, mener Søren Riis Paludan.

    -Modellen forudsiger en 600 til 900 indlagte med corona. Det tror jeg godt, at vi kan håndtere. Det er en ganske flot balancen mellem risikoen og chancen ved genåbningen, siger han.

  • R-leder ærgrer sig over politisk splittelse

    Dagens aftale om genåbning blev uden deltagelse af blå blok, og den politiske splittelse ærgrer R-leder Sofie Carsten Nielsen.

    - Det er vigtigt, at der er samling i Folketinget. Det er dybt ærgerligt, at det splitter på den her måde. Det tror jeg både oppositionen og regeringen har et ansvar for, siger hun.

    - Jeg synes ikke, at regeringen har kørt nogen imponerende proces. Det er for lukket og alt for lidt inddragende. Omvendt kan vi ikke sidde det brede ekspertarbejde overhørig

    Sofie Carsten Nielsen frygter, at det politiske slagsmål kommer til at resultere i en svagere efterlevelse af myndighedernes coronaanbefalinger blandt borgerne.

  • Rejserestriktioner forlænges, så de gælder hen over påsken

    De rejserestriktioner, der blev indført 8. januar, er nu forlænget, så de gælder hen over påsken - til 5. april.

    Det oplyser Udenrigsministeriet i et notat til Det Udenrigspolitiske Nævn.

    Det byder blandt andet, at alle rejser til hele verden fortsat frarådes, og at man skal gå i isolation ved ankomst til Danmark.

    - Det er umiddelbart vurderingen, at forlængelsen af tiltagene ikke vil få store udenrigspolitiske konsekvenser. Det bemærkes dog, at Kommissionen den 22. februar har sendt et brev til blandt andre Danmark, hvor man rejser kritik af de danske indrejseregler, står der i notatet.

  • Skoleelever ønsker at sende flere elever i skole frem for at åbne butikker

    Esther Vyff, formand for Danske Skoleelever, mener, at flere elever burde være omfattet af genåbningen 1. marts frem for butikker.

    - Det har store konsekvenser for elevernes trivsel, at mange fortsat kan se ind i at skulle modtage fjernundervisning i endnu længere tid.

    - Jeg tror, der er mange flere elever, som kommer i trivsel ved at kunne komme i skole igen, end der er voksne mennesker, der får det fedt ved at kunne gå ned i Imerco og bytte den vase, de fik i julegave.

    Fra mandag kan afgangselever i grundskolen, på ungdoms- og voksenuddannelser samt efterskoler i Vest- og Nordjylland igen komme i skole.

    Bornholm gælder det hele alle elever.

  • Døde mink skal være gravet op og brændt i juli måned

    Fødevarestyrelsen har sendt opgravning og afbrænding af millioner af døde mink i udbud, og interesserede firmaer kan byde på opgaven senest 23. marts.

    Minkene ligger i lange massegrave på militære områder i Karup og Holstebro, hvor de blev anbragt i november 2020.

    Planen er, at arbejdet skal gå i gang i slutningen af maj og tage omkring halvanden måned.

    Den virksomhed, der vinder udbuddet, skal samtidig genetablere områderne efterfølgende, fremgår det.

    At arbejdet skal vente til slutningen af maj skyldes, at minkene her vurderes at være fri for eventuel coronasmitte.

  • Aalborg Zoo efterlyser retningslinjer før genåbning

    Aalborg Zoo er klar til at åbne for gæster i udendørsarealerne allerede i næste uge, men man afventer retningslinjer for genåbningen, siger direktør Henrik Johansen.

    - Vi er også meget spændt på de tests, som det lyder til, at vi skal i gang med. Hvad er konditionerne for det, og hvad kommer det til at betyde for antallet af gæster, siger han.

    Direktøren forventer desuden, at mange af de impulsive gæster vil falde fra, fordi et besøg skal planlægges op til tre dage før.

    Frilandsmuseet nord for København plejer først at åbne til påske, men her overvejer man, om det eventuelt skal ske tidligere, fordi der her er mulighed for et coronasikkert kulturbesøg.

  • Pensionister modregnes ikke i pension for indtægt ved ekstra corona-arbejde

    Modregningen vil heller ikke ske, hvis pensionistens ægtefælle eller samlever har fået højere indtægt på grund af ekstra arbejde relateret til pandemien.

    Normalt får modtagere af folkepension, førtidspension eller seniorpension mindre udbetalt, hvis de selv eller deres ægtefælle eller samlever har en indtægt, der overstiger visse beløbsgrænser.

    Aftalen gælder indtægter fra coronarbejde fra marts 2020 og i hele 2021, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

  • 100-året for fundet af Egtvedpigen: Håb om nyt oplevelsescenter

    (Foto: Foto: Thomas Gammeltoft-Pedersen)

    I dag er det præcis 100 år siden, at Egtvedpigens kiste dukkede op af jorden, da gårdejer Peter Platz begyndte at jævne en jordhøj.

    Egtvedpigens tøj og gravgaver var i usædvanlig god stand, og derfor har fundet fortalt meget om bronzealderens mennesker, liv, tro og mad.

    100-årsdagen skulle have været fejret med fakkeloptog og taler, men det har corona sat en stopper for.

    Der er endnu intet konkret nyt, om et nyt oplevelsescenter ved Egtvedpigens grav, men der er en dialog med især en fond, siger formanden for kulturudvalget i Vejle Kommune, Dan Arnløv Jørgensen (K).

  • Genåbning vil bidrage med over to milliarder til dansk økonomi

    En genåbning af flere butikker fra mandag vil være med til at styrke dansk økonomi, lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S).

    Samlet ventes genåbningen at bidrage med mere end to milliarder kroner om måneden til den danske økonomi målt på bruttonationalproduktet (bnp).

    - Genåbningen af detailhandlen er et vigtigt bidrag til at få gang i økonomien igen. Vi ved, at mange små butikker rundt om i landet er hårdt ramte.

    Wammen skønner, at cirka 37.000 danskere vil kunne vende tilbage på arbejde som følge af genåbningen.

  • Statsministeriet indkalder til pressemøde klokken 17:30

    Statsminister Mette Frederiksen (S) indkalder til pressemøde klokken 17.30 om coronasituationen i Danmark.

    Pressemødet bliver modsat det mini-pressemøde, vi så tidligere, som vi kender det, når Mette Frederiksen er med. Det bliver i Spejlsalen i Statsministeriet. Det er ikke meldt ud, hvem der ellers deltager.

    Vi sender selvfølgelig pressemødet her på dr.dk og på DR1.

  • Flere afgangs- og efterskoleelever kan måske vende tilbage 15. marts

    I første omgang får afgangselever og efterskoleelever i Nord- og Vestjylland og alle elever på Bornholm lov til at vende tilbage 1.marts, og flere ventes at få lov fra 15. marts og igen 6. april, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

    - Der er lagt en plan for afgangseleverne frem mod 6. april, som vi håber holder vand. Det betyder, at der vil blive åbnet for afgangselever og efterskoler i andre dele af landet, hvis tallene ikke ændre sig.

    Aftalen for eleverne i Vest- og Nordjylland betyder, at de kan møde op hver anden uge, og de skal lade sig teste to gange om ugen.

  • Flere butikker under 5000 kvadratmeter kan åbne 1. marts

    Udvalgsvarebutikker under 5.000 m2 kan åbne igen 1. marts med skærpede kvadratmeterkrav. Undtaget er butikker, der ligger i storcentre.

    Det fremgår af aftalen for den gradvise genåbning af samfundet. Aftalen er indgået mellem regeringen og Radikale, SF og Enhedslisten.

Mere fra dr.dk