Seneste nyt
24. jun kl. 06:38

Travl rejseweekend forude: Kom forberedt

I den kommende weekend vil mange pakke kufferterne for at flyve til fjerne destinationer, køre på camping eller tage en tur på båden til øhop i de danske farvande.

Ritzau melder, at både Vejdirektoratet, Københavns Lufthavn og Storebæltsbroen ser ind i den første store rejseweekend i år, og det kan betyde tæt trafik ved betalingsanlægget over broerne og lange kører til check-in og security i lufthavnen.

Derfor er det gode råd fra København Lufthavns pressechef, Lise Agerly Kürstein: Kom forberedt.

- Det er netop lang tid siden, at vi har været ude at rejse. Nogle af os kan godt glemme det, og vi skal lige ind i den der rutine igen, siger hun.

Seneste nyt

  1. I går kl. 23:48

    Egypten lukker kyststrækning ud til Det Røde Hav efter hajangreb

    En 68-årig østrigsk mistede fredag livet efter at være blevet angrebet af en makrelhaj ved badebyen Hurghada i Egypten.

    Kvinden havde både mistet et ben og en arm i angrebet, som skete ganske tæt på land, og hun døde kort efter på et privathospital.

    Myndighederne har ifølge AP valgt at lukke kyststrækningen i Det Røde Hav omkring Hurghada for alle vandaktiviteter i tre dage, ligesom området også er blevet lukket for fiskerbåde.

  2. I går kl. 22:58

    101 kriminelle udlændinge er blevet sendt ud af landet efter ny lov

    101 kriminelle udlændinge har siden 1. juni sidste år fået afbrudt deres fængselsstraf og er i stedet blevet sendt ud af Danmark.

    Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

    Det er blevet muligt takket være den hjemrejselov, som Folketinget for et års tid siden vedtog.

    Loven gør det muligt for Hjemrejsestyrelsen at afbryde straffen for en kriminel udlænding. Betingelsen er dog, at vedkommende omgående forlader Danmark, og at han eller hun højest er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf på op til fire måneder.

    Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) er begejstret for resultatet.

    - Udvisningsdømte udlændinge har ikke noget at gøre i Danmark. Hver eneste kriminelle, vi får hjemsendt, er en sejr. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu har rundet 100 straks-udsendelser, siger han i pressemeddelelsen.

  3. I går kl. 22:38

    Politiet roser Tour-tilskuerne - men seks tyske cyklister blev stoppet på broen

    En festlig, fornøjelig og folkelig cykeldag.

    Sådan lyder de rosende ord fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Fyns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi i en fælles pressemeddelelse.

    - Undervejs på ruten oplevede vi kun ganske få udfordringer, og folk opførte sig rigtig fint. Tilskuerne fortjener stor ros for deres måde at være på, siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi, der også roser alle de borgere, hvis hverdag cykelløbet har forstyrret.

    Ros var der dog ikke til seks tyske cyklister, som forsøgte at krydse Storebælt i slipstrømmen på Tour-rytterne. Tyskerne blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, fordi de cyklede ud på Storebæltsbroen fra Sjællandssiden, efter at feltet var passeret. De seks cyklister var nået et lille stykke op på højbroen, da politiet fik stoppet dem, inden de blev fulgt retur til fastlandet.

    Ifølge politiet førte lukningen af broen kun til ganske lidt kø, fordi bilisterne generelt havde fulgt anbefalingerne om at undgå at køre over broen lørdag - eller havde valgt at køre over tidligt på dagen.

  4. I går kl. 22:23

    Leder af anti-islamisk gruppe i Norge blev kørt i grøften

    En bil med Lars Thorsen, som er leder af den anti-islamiske gruppe SIAN, Stop Islamiseringen af Norge, blev tidligere i dag kørt i grøften på E6-motorvejen i Oslo-bydelen Mortensrud.

    Ifølge norske NRK mener norsk politi, at påkørslen skete med vilje.

    Den skete kort efter, at Lars Thorsen og SIAN havde foretaget koranafbrændinger flere steder i Oslo. Politiet har anholdt en kvinde, som sad bag rattet i den bil, der påkørte vognen med Lars Thorsen og fire andre personer.

    En af de fem personer måtte efterfølgende behandles på sygehuset, mens de fire andre var omkring skadestuen. Ifølge politiet var der ikke tale om alvorlige skader.

  5. I går kl. 21:47

    Op på nakken med konen og afsted: VM i koneløb afviklet i Finland

    De er skøre, de finner. I dag var byen Sonkajärvi midt i Finland igen vært for det årlige VM i koneløb, en konkurrence, hvor en mand bærer sin kone gennem en forhindringsbane på 253 meter. Siden 1994 har konkurrencen været åben for udenlandske par og har derfor fået karakter af et verdensmesterskab.

    Konkurrencen har rødder i den lokale historie, hvor en lokal røverbande hærgede tilbage i 1800-tallet, og det var normalt at stjæle kvinder fra nabolandsbyerne.

    Man kan også vælge at stille op med sin nabokone eller bare en kvindelig ven. Kvinden skal dog være fyldt 17 år og minimum veje 49 kilo. Hvis hun vejer mindre, skal hun bære en rygsæk.

    Det eneste tilladte udstyr er et bælte til manden og en hjelm til kvinden. Koneløbet afvikles i heat, hvor to par løber mod hinanden på tid. Gevinsten til det hurtigste par er konens vægt i øl samt en statuette. Der er dog også præmier til det bedste udklædte par, det mest underholdende par og den stærkeste konebærer.

    Årets verdensmestre blev det finske par Taisto Miettinen og Katja Kovanen, som var knap et halvt sekund hurtigere end litauerne Vytautas Kirkliauskas og Neringa Kirkliauskiene.

  6. I går kl. 20:12

    Scholz advarer tyskerne om økonomisk krise forude: Vi må stå sammen

    Forbundskansler Olaf Scholz (SPD) advarer nu befolkningen om, at Tyskland står foran en alvorlig økonomisk krise. Han opfordrer tyskerne til at stå sammen og hjælpe hinanden.

    Som en del af et nyt og omfattende initiativ skal arbejdsmarkedets parter, bankfolk og akademikere inddrages i en proces, hvor tidens store udfordringer skal behandles. Kampagnen minder om lignende initiativer tilbage i 1960'erne og 1970'erne.

    - Vi må forene vores kræfter og stå sammen, siger den tyske regeringschef i en videopodcast, hvor kansleren erkender, at mange tyskere har god grund til at være bekymrede over de stigende priser.

    - Det er også det, vi skal stå sammen om at løse, siger Scholz blandt andet i sit budskab til tyskerne.

  7. I går kl. 19:31

    Lukasjenko hævder, at Belarus har afværget ukrainsk angreb

    Den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko siger nu, at Ukraine for tre dage siden har forsøgt at angribe militære faciliteter i Belarus, men at alle missillerne blev afvist.

    Det citerer Reuters det statsdrevne belarusiske nyhedsbureau Belta for.

    Lukasjenko bakkede ikke sin påstand op med nogen form for beviser.

    - De provokerer os. For tre dage siden, måske lidt længere siden, blev der gjort et forsøg fra ukrainsk territorium på at ramme militære faciliteter i Belarus, sagde Lukasjenko og tilføjede, at Belarus ikke ønsker en krig mod Ukraine, men at man er klar til at kæmpe, hvis landet bliver invaderet.

    Som Putins nære allierede har Lukasjenko givet russerne adgang til bruge landet til at sende russiske tropper ind i Ukraine, men han hævder samtidig, at der ikke er nogle belarusiske soldater, som deltager på Ruslands side.

  8. I går kl. 19:10

    Cort i prikker: En drøm, der går i opfyldelse

    Magnus Cort blev hyldet på podiet i Nyborg efter anden etape. (Foto: Thibault Camus © Associated Press)

    Der gik ikke mange meter af anden etape af Tour de France mellem Roskilde og Nyborg, så var Magnus Cort afsted i udbrud. Afsted for at hente point til den prikkede bjergtrøje, sådan som han havde sagt inden etapen.

    Og missionen lykkedes: Den bornholmske EF Education-rytter var først over stregen på alle tre kategori 4-stigninger undervejs, og dermed snuppede han alle de tre point, der var at køre om.

    - Yes, mand, jublede Cort undervejs, da han sikrede sig det afgørende point.

    Og i Nyborg ville tilskuerne ikke give slip på ham, da han stod på podiet med sin hvide trøje med de røde prikker.

    - Det er fantastisk, altså. Hele oplevelsen og selvfølgelig igen i morgen, hvor jeg skal ud og bære dem. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det kan nærmest ikke blive større. Tour de France i Danmark og så at få en af førertrøjerne. Det er kæmpestort, sagde Cort til DR Sporten efter etapen.

  9. I går kl. 18:40

    Støjberg har fundet sin næstformand

    Pernille Roth, som tidligere har været formand for Venstre i Nordjylland, bliver ifølge TV2 Nord næstformand i Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.

    - Jeg ser det ikke som om, jeg skal være politiker. Jeg har i mange år været i politiske organisationer, og det synes jeg faktisk er rigtig sjovt, siger Pernille Roth om sin nye rolle.

    Hun bor lige som Støjberg i Hadsund og var medlem af Venstre i 18 år. Hun forlod partiet i februar sidste år, kort efter Støjberg meldte sig ud.

  10. I går kl. 18:13

    Storebæltsbroen er åben igen, og trafikken kører

    Tour de France er kommet over Storebæltsbroen, og der er nu helt normal trafik igen.

    Fyns Politi takker for tålmodigheden og advarer om, at trafikanterne må forvente kødannelse.

    (© FynsPoliti@Twitter.com)
  11. I går kl. 17:48

    50 års jubilæums-Pride i London: Tilbage til de radikale rødder

    • Regnbuefarverne kan også bruges til en nydelig jakke. (Foto: Tim Ireland © Ritzau Scanpix)
    • I år fejrer den årlige Pride Parade i Londons Soho-bydel 50 års jubilæum. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Pride-paraden på vej forbi Lord Nelson-søjlen på Trafalger Square. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Feststemte deltagere i Londons Pride, som for første gang blev afholdt for 50 år siden. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Masser af regnbueparaplyer i paraden. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Med klassiske tern var der var også et skotsk islæt i Pride-paraden i Soho. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    • Mange tilskuere var på plads for at følge Priden gennem gaderne. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Eksotiske fugle med luft i udgjorde hovedparten af denne Pride-deltagers udsmykning. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Labour-leder Keir Starmer var med i det engelske arbejderpartis deltagelse i Priden i London. (Foto: NIKLAS HALLE'N © Ritzau Scanpix)
    1 / 9

    Mere politik, mindre fest. Så kort er budskabet fra en af Storbritanniens mest kendte forkæmpere for LBGT+-rettigheder, Peter Thatchell, forud for weekendens Pride i London - 50 år efter den første Pride i den engelske hovedstad.

    Han opfordrer til, at Priden vender tilbage til sine radikale, politiske rødder tilbage fra 1972:

    - Gay Liberation Front, som organiserede den første Pride, så sig selv som en del af bredere social bevægelse, som ville befri alle undertrykte folk. Vi var solidariske med kvindernes ligestilling, de sorte og de irske samfund, arbejderklassen og fagforeningerne.

    - Vores mål handlede ikke kun om lige rettighed. GLF ville ikke bare have lighed i et samfund, der ikke fungerede. Vi ville ændre samfundet, ikke bare assimileres ind i det, sagde den 70-årige Thatchell, der tidligere har været parlamentskandiat for både Labour og siden Green Party.

  12. I går kl. 17:33

    Jakobsen snød Mads Pedersen på stregen

    Fabio Jakobsen vandt etapen til Nyborg. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

    Quick-Step Alpha Vinyls hollandske sprinter Fabio Jakobsen leverede varen, da det virkelig gjaldt og sikrede det belgiske storhold den anden etapesejr i træk i Tour de France på dansk grund. Han vandt Storebælts-etapen til Nyborg, da han akkurat snød landsmanden Wout van Aert og Mads Pedersen på stregen.

    - Det var en meget hektisk finale. Fabio kommer så stærkt til sidst, så jeg vil ikke engang kalde det tæt på, sagde Mads Pedersen til TV2 umiddelbart efter etapen, hvor han også lovede, at han kører efter sejren i morgen på tredje etape med mål i Sønderborg.

    - Det er derfor jeg er her.

    Resultatet af anden etape betyder, at Wout van Aert overtager den gule førertrøje. Mads Pedersen er nummer fem i den samlede stilling, 12 sekunder efter.

    De sidste 20 kilometer, hvor feltet skulle over Storebælt, blev skæmmet af flere styrt. Men ellers bød Storebæltsbroen på fantastiske billeder, ikke mindst da Kongeskibet Dannebrog og det store containerskib Marie Mærsk passerede under broen, netop som Tour-feltet kørte ovenover i stiv modvind.

    Tidligt på etapen var Magnus Cort i udbrud, og undervejs samlede han så mange point sammen på de sjællandske kategori 4-bakker, at han sikrede sig den prikkede bjergtrøje.

  13. I går kl. 15:47

    Vejdirektoratet: Trafikken glider trods brolukning

    Lørdag er Storebæltsbroen lukket i adskillige timer, fordi Tour de France-feltet skal krydse broen som afslutning på anden etape.

    Indtil videre er trafikken dog forløbet uden problemer, fortæller Vejdirektoratet ifølge Ritzau.

    - Der er ikke særlig mange biler pt., så det ser meget pænt ud, sagde Rikke Viinanen, vagthavende ved Vejdirektoratet, tidligere i dag.

    - Det har været rigtig pænt. Folk har lyttet efter anbefalingerne om at lade være med at køre eller køre tidligere. Så der var kun fem minutters kø ved henholdsvis Slagelse V og Nyborg V, da broen og motorvejen blev lukket, oplyste hun.

    Motorvejene, der fører til Storebæltsbroen, blev spærret klokken 12.30, mens Storebæltsbroen blev lukket klokken 13. Den åbner igen klokken 18.

  14. I går kl. 15:05

    Ellemann: Radikale mener kun, retsstaten skal gælde, når det handler om politiske modstandere

    De Radikale kræver, at der udskrives valg, inden folketingets åbning 4. oktober - ellers vælter de regeringen. Til gengæld freder de Mette Frederiksen for en advokatundersøgelse ovenpå minkkommissionens beretning.

    Og det er ifølge Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen et udtryk for, at partiet svigter sine egne retsstatsprincipper.

    - Tilbage står, at de Radikale mener, at retsstaten skal gælde konsekvent, når det handler om politiske modstandere og embedsmænd. Men når det handler om deres røde venner og statsminister Mette Frederiksen, så kan man slippe for en juridisk afklaring og ansvaret, skriver han i en kommentar til DR Nyheder.

    - Enten har man tillid til, at statsministeren kan fortsætte med at lede landet, eller også har man ikke. Det har De Radikale åbenbart tillid til. Men kun indtil oktober, skriver han videre.

  15. I går kl. 14:53

    Korrespondent: Radikal udmelding er en ydmygelse af statsministeren

    Hvis ikke der bliver udskrevet et folketingsvalg den 4. oktober, så vil Radikale Venstre vælte regeringen.

    Den melding var vedhæftet den ellers - for Mette Frederiksen - glædelige nyhed om, at Radikale ikke stiller sig bag en advokatundersøgelse af minksagen.

    - Ingen statsminister bryder sig om at få fjernet initiativretten. Slet ikke når det gælder udskrivelse af valg.

    - Derfor er den radikale melding en ydmygelse af Mette Frederiksen, der efter Minkkommissionens sønderlemmende kritik står midt i sin største politiske krise som statsminister, lyder analysen fra DR's politiske korrespondent Christine Cordsen.

    Christine Cordsen har dog et lille 'men'.

    - Et nærliggende spørgsmål er selvfølgelig, om ikke statsminister Mette Frederiksen under alle omstændigheder ville udskrive valg i sensommeren eller det tidlige efterår.

  16. I går kl. 14:48

    Danske Magnus Cort sikrer sig tourens prikkede bjergtrøje

    Magnus Cort (højre) skal køre i den prikkede bjergtrøje i morgen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Magnus Cort vandt lørdag de to første kategori-4-stigninger på 2. etape af Tour de France fra Roskilde til Nyborg.

    Dermed sikrer han sig den prikkede bjergtrøje, selvom etapen endnu ikke er færdig. Cort kan iføre sig den prikkede trøje søndag på løbets 3. etape fra Vejle til Sønderborg.

    Den 29-årige bornholmer sikrede sig trøjen efter en ren nordisk duel, hvor han begge gange satte norske Sven Erik Bystrøm på plads.

    Ikke siden Michael Mørkøv i 2012 har en en dansker kørt i den prikkede bjergtrøje. Det er ti år siden, men nu skal Magnus Cort i prikker på podiet i Nyborg.

  17. I går kl. 14:21

    Messerschmidt om R's valgtrussel: Jeg synes mest af alt, det ligner en byttehandel

    Det ligner en byttehandel, når De Radikale "dropper retsstatsprincipperne til gengæld for ministerposter efter et Folketingsvalg".

    Sådan lyder formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidts melding, efter De Radikale i dag har meldt ud, at de freder Mette Frederiksen (S) for en advokatundersøgelse, men tilgengæld kræver, at der udskrives valg inden Folketingets åbning 4. oktober - ellers stiller de mistillidsvotum.

    - Det er ikke værdigt i min optik, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor De Radikale er gået ind på den handel, siger Messerschmidt.

    - Tilliden er i frit fald. Det gælder ikke bare regeringen, det gælder også de røde partier, som tilsyneladende har accepteret det spil, som Mette Frederiksen har planlagt, at man kan veksle retsstatsprincipper for ministerposter, tilføjer han.

  18. I går kl. 14:05

    Tyskland afleverer stjålne kunstskatte tilbage til Nigeria

    Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, og Nigerias kulturminister, Layiwola Mohammed, beundrer to bronzeskulpturer, som nu er vendt hjem. (Foto: Adam Berry © Ritzau Scanpix)

    I 1897 røvede en ekspedition fra den britiske kolonimagt over en enorm mængde kunstskatte fra kongepaladset i Kongeriget Benin.

    Kunstskattene - blandt andet hundredvis af bronzeskulpturer - blev siden spredt til museer rundt om i verden. Men fredag vendte to af bronzerne tilbage til Nigeria, som rummer det landområde, der før var Kongeriget Benin.

    Tyskland og Nigeria har underskrevet en aftale, der skal bane vejen for, at over 1.000 genstande kan komme retur. Etnografisk Museum i Berlin har alene over 500 historiske effekter fra Kongeriget Benin, skriver AP.

    Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, var taget til Nigeria for at underskrive aftalen, og hun havde taget to skulpturer med.

    Skulpturerne "er nogle af Afrikas største skatte, men de fortæller også en historie om kolonitidens vold," sagde Annalena Baerbock.

  19. I går kl. 14:00

    Mads Pedersen kører forbi sin bopæl og drømmer om etapesejr: 'Jeg får nok kuldegysninger, når vi kører ind i Holbæk'

    Den danske cykelrytter Mads Pedersen kørte en fornem enkelstart i København i går, og det indbragte ham en sjetteplads. I dag drøner feltet igennem Mads Pedersens hjemby Holbæk, og det bliver specielt for den 26-årige dansker.

    - Det er stort, at ruten nærmst går gennem min baghave, og jeg får nok kuldegysninger, når vi kører ind i Holbæk, siger Mads Pedersen til DR Sporten før dagens etape.

    Mads Pedersen er sølle 15 sekunder efter Yves Lampaert i den gule trøje. Derfor håber danskeren, at kunne køre med helt fremme, så forspringet til førstepladsen kan hentes, og den gule trøje måske kan ende på danskeren.

    - Jeg fokuserer på etapen. Hvis man kører med om etapesejren, så får du også bonussekunder og kan kravle længere op i klassementet. Så der er fuldt fokus på at vinde etapen, siger Mads Pedersen.

  20. I går kl. 13:56

    Alex Vanopslagh: Radikales melding til Mette Frederiksen er 'en gratis omgang' - der var et valg på vej alligevel

    Det mener Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance, der kalder meldingen 'til grin'.

    - Den opfordring, de er kommet med, er jo en gratis omgang, siger han.

    Reaktionen kommer, efter De Radikale har meldt ud, at de ikke ønsker en uafhængig advokatvurdering i minkskandalen. I stedet kræver partiet, at Frederiksen udskriver valg, inden Folketingets åbning 4. oktober.

    Men 'enhver på Christiansborg har kunnet fornemme, at planen fra regeringens side har været at udskrive et valg efter sommeren', lyder det fra Vanopslagh.

    - Og nu kommer Radikale så og siger, at det er sådan, det skal være. Hvis det er konsekvensen af at have en så skødesløs omgang med magten, som Minkkommissionen har slået fast, at Mette Frederiksen har haft, så synes jeg ærligt talt, at det er at holde danskerne for nar.

  21. I går kl. 13:36

    De Radikale er klar til at vælte regeringen, hvis der ikke udskrives valg inden starten af oktober

    Hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet valg inden folketingets åbning 4. oktober, så trækker De Radikale støtten til hendes et-parti-regering.

    Så klar er meldingen fra De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen i et interview med DR Nyheder.

    - Det er, hvad vi er klar på i den radikale folketingsgruppe og også med opbakning fra vores bagland og hovedbestyrelse. Vi kan ikke blive ved sådan her. Vi kommer ikke til at kunne bedrive noget fornuftigt, og derfor skal der udskrives valg, siger Sofie Carsten Nielsen.

  22. I går kl. 12:27

    De Radikale freder Mette Frederiksen i minksag

    Som det sidste støtteparti melder Radikale Venstre nu ud, at de ikke ønsker at lade uafhængige advokater vurdere, om der er grundlag for at føre en rigsretssag mod statsministeren i minkskandalen.

    Og dermed er der ikke politisk flertal for en advokatvurdering.

    Det skriver Sofie Carsten Nielsen i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

    Formiddagens udmelding kommer ovenpå et ekstraordinært møde i Radikale Venstres hovedbestyrelse.

    Sofie Carsten Nielsen supplerer sin fredning af Mette Frederiksen med en opfordring til at Mette Frederiksen hurtigt udskriver folketingsvalg inden Folketingets åbning den 4. oktober.

    - Det er tid til en ny start. Der skal bygges bro igen, og jeg tror på, at et Folketingsvalg er en forudsætning for det. Der er brug for ny luft - der er brug at høre danskerne. Der er brug for en ny regering, der breder magten ud i stedet for at centrere den om sig selv.

    - Derfor opfordrer vi i dag Mette Frederiksen til at udskrive valg i Danmark efter sommerferien - og senest inden Folketinget igen samles til oktober. Der er brug for en ny start, skriver Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:

    - Vi vil gå til valg på en bred regering bestående af både blå og røde partier.

  23. I går kl. 11:36

    Pilotstrejke hos SAS udskydes endnu engang: Forhandlinger fortsætter indtil mandag middag

    Endnu en gang er forhandlingerne mellem SAS og selskabets piloter blevet forlænget.

    Sådan lyder det fra SAS' forhandlingsleder Marianne Hernæs, der oplyser, at forhandlingerne fortsætter frem til mandag klokken 12.

    - Det går fremad, ellers havde vi ikke bare udsat og udsat. Men vi står fortsat vældig langt fra hinanden, siger hun.

    De udskudte forhandlinger betyder samtidig, at en varslet pilotstrejke også er udskudt endnu en gang.

    I en pressemeddelelse oplyser SAS, at selskabet "glæder sig over mæglernes beslutning, da det fortsat er selskabets faste ambition at nå frem til en aftale og undgå en strejke."

  24. I går kl. 11:02

    Forventningsfulde Tour-fans sitrer af spænding i Nyborg

    Thomas Østergaard har været tidligt oppe for at få en god plads langs tour-ruten. ​

    Masser af entusiastiske cykelfans har taget turen til Nyborg i det østfynske, hvor anden etape af verdens største cykelløb, Tour de France, slutter i dag.

    En af dem er Thomas Østergaard, der har siddet klar allerede siden klokken 04.30:

    - Hele familien er vilde med cykelløb. Især min datter på 14 år går op i det og er kæmpe fan. At se den her holdpræstation og individualismen, hvordan de lider, de store sejre og de store nederlag - det er superfedt at følge med i.

    Når etapen er slut, følger familien med og skal se det sidste stykke af touren fra Vejle til Sønderborg i morgen.

  25. I går kl. 10:48

    Hamburg advarer om mulig rationering af varmt vand

    Opstår der akut gasmangel, vil også almindelige borgere kunne mærke det i Tysklands næststørste by, Hamburg.

    Sådan lyder det fra Hamburgs miljøborgmester Jens Kerstan.

    Han advarer om, at der kan blive behov for at rationere varmt vand til private husholdninger, hvis der for alvor opstår en mangelsituation som konsekvens af mulige afbrydelser af den russiske gasimport.

    Det skriver Reuters på baggrund af en artikel i den tyske avis Welt am Sonntag.

    Der kan også blive behov for at sætte grænser for, hvor høj temperaturen i et rum må være, forlyder det.

  26. I går kl. 10:31

    Tour-fans forsøger at fjerne afspærringer inden 2. etape

    I dag køres 2. etape af Tour de France.

    Men fansene er tilsyneladende en smule for begejstrede. Omkring Roskilde, hvor dagens etape starter, er der nemlig set forsøg på at fjerne afspærringer.

    - Vi har allerede set folk, der forsøger at fjerne afspærringer for at kunne komme frem til ruten, skriver Midt og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Og det får politiet til at bede de cykelløbs-glade tilskuere om at respektere afspærringerne.

    Der er tale om motorvejsafkørsel 14 ved Svogerslev tæt på Roskilde, siger vagtchef Thomas Kristensen til Ritzau.

    - Det er formentlig bare nogle enkelte bilister, der vil den vej op, fordi de vil op og se Tour de France. Men vi har netop lavet afspærringerne der, fordi vi ikke ønsker at få køretøjer den vej op, siger han.

  27. I går kl. 09:51

    Dansk mixdouble misser badminton-finale i Malaysia

    Mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje misser finalen ved badmintonturneringen Malaysia Open.

    Det useedede danske par taber semifinalen i Kuala Lumpur med 18-21, 8-21 til et kinesisk par, som er andenseedet i turneringen.

    I første sæt var det helt lige til stillingen 12-12, men herefter haltede det danske par efter. I andet sæt var danskerne med til 3-3, men så stak kineserne af og vandt syv point i træk. Dermed var fundamentet til sejren sikret.

    Malaysia Open rangerer som en Super 750-turnering. Altså lige under Indonesia Open, som Viktor Axelsen vandt for små to uger siden.

    /ritzau/

  28. I går kl. 09:46

    New York vil stramme våbenregler, efter Højesteret pålagde staten at lempe dem

    I sidste måned slog den amerikanske Højesteret fast, at New Yorks våbenlov er i strid med landets forfatning.

    Derfor skulle loven, der blandt andet begrænser, hvornår det er tilladt at bære håndvåben i offentligheden, lempes, lød det.

    Men de lempelser vil den lovgivende forsamling i New York gøre, hvad de kan, for at udvande med en ny lov, der blev vedtaget sent fredag aften lokal tid.

    Det skriver Reuters.

    Den nye lov, der efter planen træder i kraft 1. september, vil blandt andet gøre det forbudt at bære våben på mange offentlige steder, for eksempel på Times Square, legepladser og biblioteker.

    USA's store våbenlobby, NRA, har allerede betegnet loven som en "åbenlys overtrædelse" af Højesterets dom, skriver Reuters.

  29. I går kl. 08:55

    Flere i det radikale bagland presser på for advokatvurdering i Minksag

    Der skal laves en uvildig advokatvurdering i minksagen.

    Sådan lyder det nu fra flere partimedlemmer fra De Radikale, efter Minkkommissionen fremlagde sin beretning i torsdags.

    En af dem er Ruben Kidde, folketingskandidat for De Radikale i København og medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

    - Spørgsmålet om grov uagtsomhed mener jeg ikke, man på nuværende tidspunkt kan slå fast, og derfor mener jeg, der er grundlag for, at der er nogle advokater, der ser på det, siger han til DR.

    Også Carolina Magdalena Maier, folketingskandidat for De Radikale, har peget på behovet for en advokatundersøgelse - eller et folketingsvalg ovenpå beretningen.

    Christian Friis Bach, tidligere minister og folketingskandidat for Radikale Venstre, kalder det "forunderligt, hvis man som statsminister kan unddrage sig ansvar ved ikke at vide besked."

    Sådan skriver Christian Friis Bach på Twitter.

    I sidste ende er det De Radikales folketingsgruppe, der skal afgøre, om den vil stemme for en advokatvurdering eller ej. Foreløbig har partiet ikke meldt ud officielt, hvad det ønsker.

  30. I går kl. 07:21

    Kraftigt jordskælv ryster det sydlige Iran - flere meldes dræbt

    En kvinde sidder foran ruinerne af sit hjem i en landsby i det sydlige Iran, efter området er blevet ramt af et voldsomt jordskælv. (Foto: ABDOL HOSSEIN REZVANI © Ritzau Scanpix)

    Mindst fem mennesker er blevet dræbt i et jordskælv, der har ramt Hormozgan-provinsen i den sydlige del af Iran natten til lørdag.

    Det rapporterer Reuters baseret på meldinger fra statslige iranske medier.

    Se efterdønningerne af jordskælvet i videoen nedenfor:

    - Fem mennesker er døde i jordskælvet og indtil videre er 12 indlagt på hospitalet, sagde Mehrdad Hassanzadeh, der leder nødhjælpsindsatsen, til iransk stats-tv.

    - Der er blevet udført redningsarbejde, og vi er nu ved at levere telte som nødboliger.

    Jordskælvet, der havde en styrke på 6,1 på richterskalaen, blev fulgt af to andre kraftige jordskælv i området nær den iranske golfkyst.

  31. I går kl. 06:47

    SAS-forhandlinger har deadline klokken 11

    Klokken 11 skulle flere tusinde rejsende gerne få svar på, om deres rejse med SAS påvirkes af pilotstrejke.

    Sådan lyder den seneste deadline ifølge flere norske og svenske medier.

    Deadline er dog indtil videre blevet skubbet ad flere omgange, og derfor er det endnu uvist, om der bliver en strejke fra lørdag formiddag.

    Af SAS' hjemmeside fremgår det natten til lørdag, at en eventuel strejke vil påvirke samtlige flyafgange, der drives af SAS Scandinavia.

    Ifølge SAS er der tale om 30.000 passagerer og 200 til 250 flyafgange dagligt, der vil blive ramt af en eventuel strejke.

    - Det vil betyde, at mange mennesker ikke kommer afsted på deres ferierejser, siger Karin Nyman, der er kommunikationsdirektør i SAS til svenske SVT.

    Passagerer opfordres til at tjekke status på deres fly på SAS' hjemmeside.

  32. I går kl. 00:12

    SAS-forhandlinger fortsætter: Klokken er sat i stå

    Selvom klokken har passeret midnat, og fristen dermed er udløbet, er der ikke udbrudt pilotstrejke hos SAS endnu. DR's udsendte medarbejder ved forhandlingerne i Stockholm har få minutter efter midnat kunnete rapportere, at den norske mægler Mats Ruland, der styrer forhandlingerne, har besluttet at 'sætte klokken i stå'.

    Det betyder formentlig, at der er så meget bevægelse i forhandlingerne mellem parterne, at mægleren mener, at der er grund til at fortsætte.

    Lige nu er der pause i forhandlingerne, og det vides ikke, hvornår forhandlingerne bliver genoptaget. Det dog endnu ikke afklaret, om SAS-flyene ender med at måtte blive på jorden senere i dag.

    Ifølge VG er der nu fastsat en ny frist, der hedder klokken 5.00 lørdag morgen.

    Opdateret med detalje om ny tidsfrist for forhandlingerne.

  33. I går kl. 00:02

    Udenlandske stjerner vilde med københavner-fans: Unik atmosfære

    Høflige gæster eller reel begejstring? Det virker bestemt, som det sidste når man læser det tweets, som Tour de France-rytterne sender ud ovenpå en regnvåd 1. etape af Tour de France i København.

    Tidligere på ugen gav blandt andet den firedobbelte Tour-vinder Chris Froome efter præsentationen i Tivoli udtryk for, at han aldrig havde oplevet noget lignende, og efter enkeltstarten var flere andre cykelstjerner ude at hylde den elektriske stemning, som cykelfansene skabte i København.

    - Fantastisk atmosfære på ruten fra de danske fans - en stor tak for støtten og for at komme ud i regnen, skrev Tour-favoritten, slovenske Tadej Pogacar således i et Instagram-opslag.

    (© tadejpogacar@instagram.com)

    Hollandske Jasper Phillipsen var også begejstret for sin tur rundt i København, selvom han som sprinter naturligt nok sparede lidt på kræfterne inden lørdagens etape, hvor han er blandt de ryttere, der kan håbe på at køre med om sejren.

    - Privilligeret med denne særlige fan ved siden af ruten. København, du var fantastisk, lyder det fra Philipsen, som har vedhæftet et billede af sig selv på vej forbi Den Lille Havfrue på Langelinie.

    (© JasperPhilipsen@Twitter.com)

    AG2R's Luxembourg-rytter Bob Jungels blev nummer 12, og han var glad den opbakning, der mødte ham i den københavnske regn.

    - Solid enkeltstart under svære betingelser. Tak for den varme velkomst, København, lød det på Twitter.

    (© BobJungels@Twitter.com)

    Tour-feltets absolutte nestor, den næste 40-årige belgier Philippe Gilbert, satte i den grad også pris på stemningen.

    - Hvilken unik atmosfære og enestående fans i dag i København!,skrev Lotto-veteranen på Twitter.

    (© PhilippeGilbert@Twitter.com)
  34. 1. jul kl. 23:24

    Danskerhold ramt: Corona hos Quick-Step

    1. etape af Tour de France overgik alle forventninger for Quick-Step-Alpha Vinyl-holdet med en etapesejr på enkeltstarten og en tilhørende gul førertrøje til belgieren Yves Lampaert. Men senere på aftenen var der dårlige nyheder fra holdet, som har tre danskere med i løbet.

    Sportsdirektør Tom Steels er blevet testet positiv for corona, meddeler holdet på Twitter. Han bliver erstattet bag rattet i ledsagerbilen af italieneren Davide Bramati.

    (© qst_aplhavinyl@twitter.com)

    Der er foreløbigt ingen af de otte ryttere, som er blevet testet positive. Quick-Step var tidligere på ugen nødt til at skifte Tim de Clerq ud, fordi den stærke belgiske hjælperytter for anden gang i år var blevet ramt af corona. Han blev erstattet af franskmanden Florian Senechal.

  35. 1. jul kl. 22:52

    Ukraine beskylder Rusland for at bruge fosforbomber i angreb på Slangeøen

    Ukraines hær har her til aften beskyldt Rusland for at brugt fosforbomber i et angreb på Slangeøen i Sortehavet.

    - I dag omkring klokken 18.00 angreb det russiske luftvåben to gange med SU-30 fly med fosforbomber mod Zmiinyi øen (Slangeøen), lyder det i en ukrainsk erklæring, som er ledsaget af en video, der viser et fly, som mindst smider mindst to bomber over øen.

    Fosforbomber indeholder hvid fosfor, der selvantænder ved kontakt med huden og brænder, så længe der er ilt. Resultatet er alvorlige kemiske forbrændinger, som kan være dødelige. Fosforbomber er ifølge FN's våbenkonvention forbudt at bruge mod civile, mens det er tilladt at bruge dem mod militære mål.

    Beskyldningen kommer, dagen efter at russerne trak deres styrker væk fra den strategisk vigtige klippeø. Russerne har hævdet, at man trak sig tilbage for at vise, at man ikke ville forhindre FN-transporter af korn ud af Ukraine, mens ukrainerne har fejret tilbageerobringen af øen som en militær sejr.

  36. 1. jul kl. 22:02

    Norsk chefmægler kort før deadline i SAS-strid: Der arbejdes intensivt på at finde en løsning

    Ved midnat falder klokken i slag, og så udbryder der en konflikt mellem luftfartsselskabet SAS og piloterne, medmindre det lykkes at nå til enighed. Det betyder så også, at de danskere, der står skal flyve med SAS i weekenden kan blive nødt til at finde en anden løsning, hvis de skal afsted på ferie - eller hjem igen.

    Forhandlingerne fortsætter i disse timer i Stockholm, og ifølge den norske mægler Mats Ruland arbejder parterne stadig intensivt på at nå hinanden.

    - Der har været bevægelser gennem mæglingen. Der er en helhed, som skal på plads, og det er den ikke endnu. Men der arbejdes hårdt på at finde en løsning, så må vi se om det lykkes, sagde Mats Ruland tidligere på aftenen til DR.

    Han vil ikke udelukke, at det kan komme på tale at forlænge forhandlingerne på den anden side af midnat, der lige nu er den fastsatte tidsfrist.

    - Der er gode, konstruktive forhandlinger, men det er vanskeligt. Lige nu har vi en deadline i aften. Så må vi se, om vi skal fortsætte, sagde Ruland.

  37. 1. jul kl. 20:41

    Sanne, Kim og Ture har spærret den bedste Tour-plads: Overnatter i et rugbrød på Kårup Strandbakke

    Udsigten til vandet er god, men udsigten til Tour de France-rytterne fra første parket er endnu bedre for Sanne og Kim. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall DR © DR)

    Cote de Kårup Strandbakke. Det er det navn en af de tre kategoriserede stigninger har på lørdagens anden etape. Og det er tilsyneladende den bedste plet overhovedet, hvis man vil se Tour-feltet pløje sig igennem det sjællandske landskab.

    Det er parret Sanne og Kim Bergsaker i hvert fald er nået frem til sammen med vennen Ture Larsen efter grundig research. Derfor har de fredag eftermiddag parkeret parrets folkevognsrugbrød ude i rabatten for at sikre sig pladsen.

    - Vi har at været ude at rekognoscere i forvejen for at finde den bedste plads, fortæller Sanne Bergsaker.

    - Vi måtte opgive etapen i København, men vi har et stort fjernsyn med, siger Kim Bergsaker, som fortæller, at de også tidligere har været i Frankrig for at se Tour-etaper på Mont Ventoux og Alpe d'Huez.

    Sanne og Kim gør klar til at overnatte. I morgen kommer rytterne forbi på anden etape, så i dag måtte de nøjes med første etape på fladskærmen. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall DR © DR)

    Nogle mennesker vil måske tænke, at det er meget tid at bruge på en hurtig fornøjelse, hvor rytterne bare suser forbi, men sådan ser de ikke på det.

    - Herfra kan vi se rytterne på flere kilometers afstand, men vi er her også for den gode stemning. Og når vi har storskærmen med, så kommer der automatisk folk herhen, som gerne vil snakke, fortæller Kim Bergsaker.

  38. 1. jul kl. 20:18

    Plejepersonale bliver igen opfordret til coronatest

    Personale i ældreplejen og på sociale tilbud kan godt udspile næseboerne på ny.

    Fra og med i dag bliver de nemlig opfordret til at tage to selvtest for covid-19 om ugen.

    Det skriver Social- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

    Ministeriet har indgået en aftale med kommunerne og regionerne om, at testindsatsen på social- og ældreområdet genoptages.

    Og fra 15. august bliver det faste personale i stedet opfordret til at tage en PCR-test hver 14. dag.

    Aftalen er indgået baggrund af en vurdering fra de danske sundhedsmyndigheder.

  39. 1. jul kl. 19:39

    Skovbrand nær Machu Picchu under kontrol

    Machu Picchu har ifølge myndighederne ikke taget skade af naturbranden. (Foto: Ministry of Culture of Peru © Ritzau Scanpix)

    Peruvianske myndigheder meddeler, at man har fået kontrol med en naturbrand, der de seneste tre dage har hærget området omkring den verdensberømte Inka-ruin Machu Picchu i Peru. Det skriver the Guardian.

    Siden tirsdag har flammerne bredt sig i de skovklædte bjerge i Peru, hvor ilden har ødelagt et område på størrelse med 50 fodboldbaner.

    Ifølge borgmesteren i området har brandfolk og politifolk fået branden under 90 procent kontrol, mens der fortsat er mindre brande i bjergene.

    Machu Picchu, der er på Unescos verdensarvsliste, blev fundet i 1911. Hvert år valfarter turister til den afsidesliggende landsbyruin. I 2017 besøgt 1,4 millioner mennesker angiveligt Machu Picchu.

    Ifølge kulturministeriet i landet har ruinen ikke taget skade af branden.

  40. 1. jul kl. 19:19

    Lynhurtig belgier vinder 1. etape af Tour de France

    (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)

    Han var ikke blandt favoritterne på forhånd, men belgiske Yves Lampaert overraskede alt og alle på første etape af årets Tour de France, da verdens største cykelløb blev skudt i gang med en enkeltstart i København.

    Belgieren satte en fantomtid og ender derfor med at tage etapesejren og løbets første gule trøje på dansk jord. Landsmanden Wout van Aert bliver nummer to, mens storfavoritten til at vinde hele løbet, Tadej Pogacar, ender som nummer tre.

    Danskerne Mads Pedersen og Jonas Vingegaard kører begge en flot enkeltstart og ender som henholdsvis nummer seks og syv. De var begge 15 sekunder langsommere end belgieren.

  41. 1. jul kl. 18:42

    Nu må folk af samme køn blive gift i Schweiz

    De første par har sagt ja til hinanden i Genève. (Foto: FAbrice Coffrini © Ritzau Scanpix)

    Det er så yndigt at følges ad, og nu kan man få lov til det i Schweiz - uden at kønskombinationen behøver at være lige efter Mads Skjerns hoved.

    Dermed bliver Schweiz et af de sidste lande i Vesteuropa, der legaliserer ægteskab for folk af samme køn, skriver Reuters.

    Par har siden 2007 kunnet indgå i et registreret partnerskab i Schweiz, men indtil nu har de altså ikke kunnet blive gift.

    Sidste år stemte Schweiz' borgere så "ja" til det såkaldte Ægteskab-for-alle-tiltag.

    Og det blev så til virkelighed i dag, hvor flere par sagde ja til hinanden.

    • Xavier (venstre) og Daniel (højre) skærer i deres bryllupskage efter brylluppet i Genève. (Foto: FAbrice Coffrini © Ritzau Scanpix)
    • Laure (vestre) and Aline (højre) sagde også ja til hinanden i dag. Efter 21 år. (Foto: FAbrice Coffrini © Ritzau Scanpix)
    • Alois på 57 (venstre) og Peter på 67 (højre) kunne endelig sige "helhjertet, ja" til hinanden. (Foto: Arnd Wiegmann © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  42. 1. jul kl. 18:31

    Transparency International: Kritisabelt, at Bertelsen ikke er sendt hjem

    Kan man godt fortsætte på en af landets tungeste og mest indflydelsesrige poster samtidig med, at en offentlig styrelse skal beslutte om man har begået så alvorlige tjenesteforseelse, at det måske skal føre til en afskedigelse?

    Nej, mener Transparency International Danmark, den danske afdeling af den internationale ngo, der bekæmper korruption og bestikkelse overalt i verden.

    Derfor rejser Jesper Olsen, som er formand for Transparency International Danmark, nu kritik af, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, ikke er blevet hjemsendt, mens hendes sag afgøres i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

    - Det er uhørt, at hun ikke er blevet suspenderet, siger Jesper Olsen, der også er også ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet, til Ritzau.

    Han henviser til, at Barbara Bertelsen som øverste embedsmand i regeringen er overordnet dem, der skal rådgive om et eventuelt ansvar.

  43. 1. jul kl. 18:04

    Vingegaard efter hurtig enkeltstart på de våde veje: Godt jeg ikke tog nogle chancer

    Jonas Vingegaard leverede en stærk enkeltstart. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

    Jonas Vingegaard leverede en særdeles imponerende præstation på 1. etape af Tour de France i de københavnske gader. Sidste års Tour-toer var i mål i en tid mindre end et halvt sekund efter Mads Pedersen - og en lille smule hurtigere end holdkammerat Primoz Roglic.

    Danskeren var da også selv særdeles tilfreds med sin enkeltstart - ikke mindst fordi det lykkedes ham at forblive på cyklen hele vejen.

    - Et par gange var mit baghjul ved at skride ud, så jeg er glad for, at jeg ikke tog nogle chancer, sagde Vingegaard efterfølgende til TV2.

    Og det havde været en stor oplevelse at mærke opbakningen fra alle tilskuerne ude på ruten.

    - Det var helt fantastisk, det var 13 kilometer, hvor der blev skreget og heppet hele vejen. Det har helt sikkert været nogle fantastiske dage her i København, sagde den danske rytter, efter han var kommet i mål.

  44. 1. jul kl. 17:45

    Touren er i gang i regnvåde København: Kronprins og statsminister i forreste række

    • Så er Tour de France 2022 i gang. Statsminister Mette Frederiksen har sendt Jeremy Lecroq fra Team B&B Hotels ned ad startrampen udenfor Ørstedsparken. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Selvom det regner, er der fantastisk stemning ude blandt tilskuerne på ruten. (Foto: MARCO BERTORELLO © Ritzau Scanpix)
    • Tour de France-bossen Christian Prudhomme snupper en selfie i København. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Ministermøde ved Tour-starten: Jeppe Kofod, Ane Halsboe-Jørgensen, Lea Wermelin, Trine Bramsen og Simon Kollerup er Tour-fans. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Der også franske gendarmer på de københavnske gader i forbindelse med Tour-starten. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Haribo er som altid en del af reklamekaravanen, som kører rundt på ruten før Tour-starten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • EF Education-Easypost-rytteren Stefan Bissegger havde det svært på de regnvåde veje. Således røg han af cyklen to gange i de glatte sving. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)
    • Michael Mørkøv på vej rundt på enkeltstarten. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Danske Magnus Cort er kommet ned af rampen på sin meget farverige cykel. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Den tredobbelte verdensmester Peter Sagan med særlig aerodynamisk hjelm ved starten. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Tour-favoritten Tadej Pogacar kørte en forrygende enkeltstart. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
    • Kronprins Frederik har pakket sig ind i den gule regnjakke og følger med fra Amalienborg Slotsplads. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Primoz Roglic på vej forbi Den Lille Havfrue på Langelinie. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)
    • Hollandske Mathieu van der Poel så længe ud til at ville vinde enkeltstarten. (Foto: THOMAS SAMSON © Ritzau Scanpix)
    1 / 14

    Endelig. Efter lang tids venten og opsparede forventninger er Tour de France i gang. Desværre med et København, hvor regnen siler ned, og giver rytterne rytterne svære forhold. Således måtte en af forhåndsfavoritterne på enkeltstarten, schweizeren Stefan Bisegger, to gange i asfalten undervejs.

  45. 1. jul kl. 17:32

    Mindst 19 døde efter stort mudderskred i Indien

    Redningsfolk kæmper for at finde overlevende, efter et stort mudderskred har dræbt mindst 19 personer i Indien. 50 personer meldes fortsat savnet.

    Det skriver nyhedsbureauet AP med henvisning til udtalelser fra lokale myndigheder i delstaten Manipur i det nordøstlige Indien.

    Mudderskredet kom som følge af kraftig regn.

    Flere af de døde var arbejdere på et jernbanebyggeri i området, men ti af personerne meldes at være fra det lokale militær, der beskyttede arbejderne i forbindelse med byggeriet.

  46. 1. jul kl. 17:20

    Norge vil sende yderligere syv milliarder til Ukraine

    Den norske regering vil øge støtten til Ukraine med 7,2 milliarder kroner over de næste to år, skriver regeringen i en pressemeddelelse.

    Pengene skal gå til humanitær bistand, genopbygning af landet, våben og driftsstøtte til Ukraines myndigheder.

    - Krigen har dramatiske konsekvenser både humanitært og økonomisk. Vi vil bistå den ukrainske stat med midler, så den kan tjene det ukrainske folk. Det kan bidrage til stabilitet og forhindre, at endnu flere tvinges på flugt, siger statsminister Jonas Gahr Støre.

    Norge har i år hidtil bidraget med omkring halvanden milliarder kroner til Ukraine og nabolandene som følge af Ruslands invasion.

  47. 1. jul kl. 17:09

    Mads Pedersen kører sig inden for gul trøje-rækkevidde

    Danske Mads Pedersen gav den alt, hvad den kunne trække på den regnfulde første etape af Tour de France. (Foto: THOMAS SAMSON © Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Mads Pedersen har længe proklameret, at han vil gå efter den gule trøje, mens Tour de France-feltet er på dansk grund på de tre første etaper.

    Og eksverdensmesteren gav sig selv gode muligheder for at realisere den drøm med en fremragende enkeltstart her til eftermiddag.

    Trek-rytteren ligger aktuelt kun to sekunder efter den førende hollænder, Mathieu van der Poel.

    Mange store ryttere mangler endnu at komme i mål, men regnen siler ned, og betingelserne bliver nok kun sværere. Derfor bliver det også sværere at sætte gode tider.

  48. 1. jul kl. 16:20

    Ukrainsk rødbedesuppe er kommet på verdensarvslisten

    Borsjtj stammer oprindeligt fra Ukraine, men nydes i mange lande. (Foto: SERGEY DOLZHENKO © Ritzau Scanpix)

    FN-organisationen Unesco har i dag tilføjet et nyt navn på sin liste over verdensarv, der har brug for kritisk beskyttelse.

    Den rødbedebaserede suppe, borsjtj, er ifølge Unesco en vigtig del af familielivet og samfundet i Ukraine, og nu får suppen så en plads på Unescos Verdensarvsliste på grund af krigen og dens negative effekter.

    - Fordrivelsen af mennesker er en trussel mod suppen, da folk ikke er i stand til at tilberede den eller dyrke lokale grønsager til borsjtj, skriver Unesco i en pressemeddelelse.

    Borsjtj stammer oprindeligt fra Ukraine, men nydes i mange afskygninger i flere østeuropæiske lande – også i Rusland.

  49. 1. jul kl. 15:51

    Mægler i SAS-forhandlinger: De nærmer sig hinanden

    Der er fremskridt i forhandlingerne mellem SAS og piloterne.

    Normalt sidder parterne hver for sig i en mæglingssituation - og har sjældent kontakt - men piloterne og SAS sidder nu direkte overfor hinanden og forhandler.

    Ifølge den svenske mægler Jan Sjölin tyder det på fremskridt, skriver Ritzau.

    - Vi mæglere forsøger at få parterne til at blive enige om de komplicerede spørgsmål. Hvis vi opfatter, at de kan håndtere diskussionen bedre selv, så opfordrer vi parterne til at gøre det og forsøge at nå til enighed, siger Jan Sjölin til det svenske nyhedsbureau TT.

    Derfor er mæglerne trådt tilbage og står til rådighed, hvis det bliver nødvendigt.

    - Men vi er ikke i mål, skriver den norske mægler Mats Ruland til mediet NTB.

  50. 1. jul kl. 15:39

    Mænd bag østjysk narkofabrik får lange fængselsstraffe

    To østjyske mænd er ved Retten i Aarhus idømt henholdsvis 18 og 16 års fængsel.

    De to mænd er fundet skyldige i at have fremstillet og videresolgt 223 kilo amfetamin og haft remedier til at producere yderligere 93 kilo på en ejendom ved Odder.

    Ejendommen var efter politiets opfattelse en regulær narkofabrik, skriver Ritzau.

    Her fandt politiet dunke med blandt andet amfetaminolie.

    Otte andre mænd og en kvinde var ligeledes tiltalt i sagen. Flere af dem var efter politiets opfattelse mellemhandlere, der videredistribuerede narkoen.

    De er idømt fængselsstraffe på mellem to et halvt og 16 år.

    De to hovedmænd erkendte besiddelse af 71 kilo amfetamin, men nægtede sig skyldige i de øvrige anklager.

    De øvrige nægtede sig skyldige.

Mere fra dr.dk