Tre mænd er i dag blevet idømt op til halvandet års fængsel for at have begået et røveri i Ishøj, mens de var forklædt som politifolk.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Mændene blev dømt for at have røvet en gruppe på fem østeuropæiske mænd og kvinder.
De havde udstyret deres bil med blå blink og var iklædt politiuniforms-lignende beklædning, da de med en pistollignende genstand tvang gruppen af østeuropæere til at udlevere deres bil og et større kontantbeløb.
- Røveriet her er særdeles groft – ikke mindst fordi gerningsmændene har været forklædt som politifolk. Straffene skal ses i det lys, siger anklager Mads Strandberg Pedersen.
Mændene er også dømt for at være i besiddelse af en mindre mængde narko, dopingmidler og ulovlige våben.
Tidligere er en fjerde mand i sagen idømt et år og otte måneder for røveriet og for at have påkørt et af ofrene for røveriet.