
Tre danske supermarkeder har solgt mundbind, der har et for højt indhold af bakterier til at være godkendt i Danmark. Det skriver Ekstra Bladet.
Det drejer sig om Meny, Føtex og SuperBrugsen. Meny og Føtex har stoppet salget af det testede produkt, mens SuperBrugsen har rettet henvendelse til deres producent.
Det er analyseinstituttet Force Technology, der har stået for at teste mundbindene. Den viste, at bakterieindholdet var højere end det maksimale bakterieindhold for, at medicinsk udstyr må sælges i Danmark.
Thomas W. Møller, enhedschef for Medicinsk Udstyr i Lægemiddelstyrelsen, skriver på Twitter, at de vil tjekke den konkrete sag.
- Vi har ikke anledning til at tro, at der generelt skulle være problemer med CE-mærkede medicinske mundbind i detailhandlen, men der skal selvfølgelig være orden i sagerne, skriver han.