Tredjepladsen ved det tyrkiske præsidentvalg tidligere på måneden, den nationalistiske kandidat Sinan Ogan, melder nu sin støtte til præsident Erdogan. Det skriver nyhedsbureauet AP.
På søndag skal de to præsidentkandidater med flest stemmer ved valget ud i en anden og afgørende valgrunde.
Tyrkerne skal her stemme om, om landet skal ledes af den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, eller af hans rival, oppositionsleder Kemal Kilicdaroglu, da ingen af dem fik mere end 50 procent af stemmerne ved valget tidligere på måneden.
Selv fik Ogan 5,17 procent af stemmerne, og hans støtte ved den afgørende runde kan få betydning for udfaldet. Han meldte ifølge Al Jazeera sin støtte til Erdogan ved et pressemøde i Ankara i dag.