Fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), vil bede om redegørelse af forløbet, da Jakob Ellemann-Jensen (V) i januar gav Folketinget kort tid til at godkende et våbenindkøb.
Det skriver Ritzau.
Våbenindkøbet lød på 1,7 milliarder kroner, og det var forsvarsminister Ellemann-Jensen, som tidligere på året bad Finansudvalget om at godkende købet hurtigst muligt - senest i udgangen af januar.
På baggrund af en aktindsigt skrev mediet Altinget i sidste uge, at tidsfristen for våbenkøbet ikke var så kort, som Ellemann gav indtryk af.
Tilbuddet, der kommer fra den israelske våbenfabrikant Elbit, var reelt gældende til udgangen af juni 2023, skriver mediet.
- Jeg ser med største alvor på sagen, siger Troels Lund Poulsen på et pressemøde i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens udspil til det kommende forsvarsforlig.
Artillerisystemet fra israelske Elbit skal erstatte det Caesar-artillerisystem, som Danmark har doneret til Ukraine, skriver Ritzau.