USA's præsident, Donald Trump, er bestemt ikke fan af den britiske komiker og skuespiller Sacha Baron Cohen.
Det lod præsidenten forstå fredag aften lokal tid, da han talte med journalister ombord på Air Force One efter et vælgermøde i delstaten Florida.
- Jeg synes, han virkede som et kryb, lyder det ifølge AFP fra Trump, der tilbage i 2003 udvandrede fra et interview i forbindelse med Sacha Baron Cohens 'Da Ali G Show' på HBO.
Trump blev bedt om sin kommentar, da hans personlige advokat Rudy Giuliani medvirker i en scene i Baron Cohens nye film om den fiktive journalist Borat fra Kasakhstan.