Trumps ønske om blokering af dokumenter om stormløb afvist
USA's højesteret har afvist den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at bremse frigivelsen af dokumenter om stormløbet mod Kongressen 6. januar sidste år.
Det skriver Ritzau.
Det handler om centrale dokumenter, som et demokratisk ledet udvalg fra Repræsentanternes Hus har efterspurgt.
Og de dokumenter skal nu offentliggøres efter Højesterets afvisning.
Udvalget forsøger at komme til bunds i, hvad der skete ved stormen mod Kongressen, herunder hvad Trump gjorde og sagde og hans forsøg på at ændre på resultatet af præsidentvalget.
Den tidligere præsident og hans allierede har ført en løbende juridisk kamp mod kongresudvalget. De forsøger at blokere adgangen til dokumenter og vidner.