Tsunamiramte Tonga vil være afskåret fra omverdenen i en måned
Tonga, der i weekenden blev ramt af et undersøisk vulkanudbrud og en efterfølgende tsunami, vil være afskåret fra omverdenen i mindst en måned.
Det oplyser det newzealandske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP. Det skriver Ritzau.
Vulkanudbruddet har ødelagt de undersøiske kabler, der forbinder ø-riget i Stillehavet med resten af verden. Selskabet SubCom mener, at det vil tage mindst fire uger at få kablerne repareret.
Den svære forbindelse til omverdenen gør også, at det endnu er svært at vide, hvad omfanget af ødelæggelserne rent faktisk er.
I går kom en udtalelse fra Tongas regering efter katastrofen. Her fortalte de, at mindst fire er døde, og adskillige er såret. Satellitbilleder viser dog, at flere områder er hårdt ramt.