Flere store internetudbydere i Tyrkiet har begrænset det sociale medie Twitter.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der henviser til NetBlocks, som overvåger internetnedlukninger over hele verden.
- Data viser, at Twitter er blevet begrænset i Tyrkiet. Filtreringen anvendes på større internetudbydere og kommer midt i, at offentligheden er afhængige af tjenesten i kølvandet på en række dødelige jordskælv, skriver Netblocks i et opslag på Twitter.
Det vides endnu ikke, hvorfor Twitter er blevet begrænset.
Restriktionen kommer i kølvandet på, at Twitter er blevet flittigt brugt i forbindelse med jordskælvet.
For to dage siden ramte et kraftigt jordskælv Tyrkiet og Syrien, der har kostet over 11.000 mennesker livet.