
Tyske dykkere gjorde for nylig et overraskende fund på bunden af Østersøen, da de ledte efter et forsvundet fiskenet.

Under eftersøgningen fandt de nemlig en sjælden Enigma-kodningsmaskine, som blev brugt af de tyske nazister under Anden Verdenskrig.
Det skriver Reuters.
Man formoder, at maskinen er blevet smidt over bord fra en synkende ubåd.

Nazisterne brugte maskinerne til at sende og modtage hemmelige beskeder under Anden Verdenskrig, men britiske kryptografer fik knækket koderne, hvilket hjalp de allierede med at få kontrol over store maritime områder i Atlanterhavet.
Historien om de britiske kryptografer bliver fortalt i Hollywood-filmen "The Imitation Game" fra 2014.