
Den tyske regerings plan om at legalisere hash bliver ikke helt så løssluppen, som mange havde håbet. Det skriver Spiegel.
Oprindeligt var der lagt op til, at salg af hash skulle foregå fra licenserede butikker over hele Tyskland, for eksempel fra apoteker. Men efter kritik fra EU-Kommissionen har regeringen nu ændret sin plan, så det bliver markant sværere at få fat i det euforiserende stof.
På et pressemøde onsdag lagde sundhedsminister Karl Lauterbach i stedet op til, at produktion og salg tillades via særlige cannabisklubber. Regeringen vil dog stadig lave et pilotforsøg med et lille antal licensbutikker i nogle få regioner for at undersøge effekten på folkesundheden og det sorte marked.
Ifølge den nye plan skal det blandt andet være lovligt at besidde op til 25 gram hash og dyrke op til tre planter selv.