Udsætter afgørende møde om mink-kritik
Granskningsudvalget i Folketinget kommer alligevel ikke til at tage næste skridt i minksagen i dag.
Udvalget skulle være trådt sammen i eftermiddag, men mødet er udsat til i morgen klokken 9. Det skyldes skyderiet i Field's i går.
Minkkommissionen kom i sidste uge med sin rapport om, hvad der skete, da regeringen besluttede at aflive alle mink. Rapporten rettede en sønderlemmende kritik og konkluderede, at det var 'groft vildledende' og en 'klart ulovlig instruks', da Mette Frederiksen på et pressemøde den 4. november 2020 sagde, at alle mink skulle aflives.
Et flertal i Folketinget har afvist en advokatvurdering, der ville være næste skridt mod en rigsretssag.
En kritik af Mette Frederiksen for forløbet vil skulle laves som en beretning i Granskningsudvalget.