Seneste nyt
28. maj kl. 23:52

Uefa beskylder Liverpool-fans med falske billetter for forsinket Champions League-finale

Liverpool-fans med falske billetter var skyld i den forsinkede Champions League-finale, hævder Uefa i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Finalen blev først udskudt med 15 minutter, så med yderligere 15, for endeligt at starte 36 minutter senere end planlagt. På daværende tidspunkt lød meldingen, at det var af "sikkerhedsmæssige årsager".

Ifølge Uefa blokerede fansene med falske billetter for, at fans med ægte billetter kunne komme ind på stadion. Kampen blev derfor udsat for at give dem mulighed for at finde sine pladser.

- Uefa har sympati med de, der blev påvirket af disse begivenheder, og vil undersøge sagen hurtigt sammen med det franske politi, myndigheder og det franske fodboldforbund, skriver Uefa.

Seneste nyt

  1. 53 min. siden

    Morten Messerschmidt: Dagens udmeldinger er nøje planlagt - og de er ikke de sidste

    På tre år er Dansk Folkeparti gået fra en folketingsgruppe på 16 til nu at være otte.

    Både gruppeformand Peter Skaarup og folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl har i dag valgt at tage deres gode tøj og gå - den relativ korte vej til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.

    For formand, Morten Messerschmidt, er timingen påfaldende.

    - Maskerne falder nu. Der har været nogen, der har spillet et dobbeltspil igennem lang tid, siger han.

    - Det har har været planlagt helt tydeligt efter, hvornår Inger Støjberg ville komme med sit parti. Det er bemærkelsesværdigt, at man hellere vil være medlem af et parti, hvor der ikke er nogen politik, end at være med i et parti, man har været med til at forme.

    Peter Skaarup har været med siden begyndelsen og forklarer sin afsked med manglende tillid til Messerschmidts ledelse samt den fortsatte uro i partiet.

    Messerschmidt tror ikke på, at det er den sidste udmeldelse af Dansk Folkeparti, der kommer.

    - Mon ikke det her er nøje tilrettelagt, så der også kommer en lille overraskelse i morgen eller i overmorgen.

    Messerschmidt vil ikke sætte navn på, men udtaler, at det er tydeligt, at "der er nogen, der ønsker at gøre maksimal skade på Dansk Folkeparti".

    Og han holder sig heller ikke helt fri for at nævne den tidligere formands navn.

    - Jeg bemærker, at Krisitan ikke genopstiller for Dansk Folkeparti, og i næsten samme åndedrag, så inviterer Inger Støjberg ham ind i sit parti, siger han og tilføjer hurtigt:

    - Men jeg synes næsten, Kristian selv skal have lov til at komme med den nyhed.

    En ting er i hvert fald sikkert, hvis man spørger formanden selv:

    - De kan blive ved med at slå, men jeg bliver stående.

  2. 28 min. siden

    Smitten spreder sig: 810 tilfælde af abekopper i Storbritannien

    De britiske myndigheder opfordrer ifølge AP personer, som tror, at de kan være blevet smittet med abekopper til at undgå at have tæt kontakt med andre.

    Det sker efter, at man nu har konstateret 810 bekræftede tilfælde af sygdommen i Storbritannien. Ifølge de britiske sundhedsmyndigheder spreder kopperne sig stort set kun blandt mænd, der har sex med andre mænd. Kun fem ud af 810 tilfælde er kvinder.

    - Hvis du tror, at du muligvis har fået abekopper, så lad være med at deltage i begivenheder, mødes med venner eller have nogen former for seksuel kontakt, siger Meera Chand fra Health Security Agency.

    Folk, der får uventede hududslæt eller sår, som kunne være abekopper, skal lade sig undersøge og sørge for at undgå tæt kontakt.

    Der er registreret mere end 3.300 smittetilfælde på verdensplan. Udenfor Afrika er Storbritannien det land, hvor man har konstateret flest tilfælde.

    Herhjemme er der registreret 13 tilfælde af abekopper.

  3. I dag kl. 19:45

    Biden: Afgørelse skruer tiden 150 år tilbage i USA

    Kvinders liv og sundhed er i fare, efter at USA's Højesteret har fjernet føderal ret til abort, mener Biden. (Foto: Mandel NGAN © Ritzau Scanpix)

    USA bliver "bogstaveligt talt" sat 150 år tilbage i tiden med dagens afgørelse fra Højesteret, siger den amerikanske præsident, Joe Biden.

    Han siger desuden, at Højesteretten "har taget forfatningssikrede rettigheder" fra amerikanerne.

    Nu håber han på, at midtvejsvalgene i november kan være med til at skubbe til magtbalancen i den amerikanske kongres, så man gennem føderal lovgivning kan genetablere "Roe v. Wade" som lovpraksis i USA.

    - Vælgerne bliver nødt til at lade deres stemmer blive hørt. Dette efterår må I vælge flere senatorer og repræsentanter, der vil gøre kvinders rettigheder til føderal lov igen, siger han.

    - Indtil da vil jeg gøre alt i min magt for at beskytte kvinders rettigheder i de stater, hvor de møder konsekvenserne af dagens beslutning, lyder det fra præsidenten.

  4. I dag kl. 19:34

    Klassekasse i Parken: Danmark foran 1-0 mod Brasilien

    Danmark er foran 1-0 mod Brasilien. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    De mange tilskuere i Parken - knap og nap 21.000 - til den historiske kvindefodboldlandskamp mellem Danmark og Brasilien er blevet forkælet med en dansk føring.

    Med et følt langskud henover den brasilianske keeper har Janni Thomsen bragt Danmark foran 1-0, efter en begyndelse på kampen, hvor angrebene har bølget frem og tilbage.

    Danmark har haft flere gode chancer, men gæsterne er farlige på omstillingerne.

  5. I dag kl. 19:15

    Dansk mobilspilfirma solgt for milliardbeløb

    Det kan være en genvej til voldsom rigdom, hvis man er meget glad for computerspil - og endda kan finde ud af at udvikle sine egne.

    Sybo Games, der står bag verdens mest downloadede spil, Subway Surfers, er blevet solgt for et milliardbeløb til spilfirmaet Miniclip.

    Det skriver mediet Venturebeat ifølge finans.dk.

    Prisen er ikke blevet offentliggjort, men ifølge finans.dk bliver de to stiftere og ejere af selskabet, Bodie Jahn-Mulliner og Sylvester Rishøj Jensen, forgyldt med et milliardbeløb.

    Siden Subways Surfers blev lanceret tilbage i 2012, er det blevet downloadet mere end tre milliarder gange.

  6. I dag kl. 19:03

    DR's USA-korrespondent står ved Højesteret: Beslutningen vil dele USA i to

    Blandt de fremmødte er USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz.

    - Vi står med et delt land, hvor man forventer, at abort kan blive forbudt eller stærkt begrænset i halvdelen af landet, og fortsat vil være lovligt i den anden halvdel.

    - Jeg tror, mange hernede ikke er klar over, hvilket USA man kommer til at se de kommende dage, uger og år.

    Alabama, som Lillian Gjerulf Kretz fornyligt har besøgt, er en af de stater, som har haft en såkaldt "trigger law" klar, som kunne benyttes, hvis "Roe v. Wade" blev omstødt.

    - Der har man for eksempel ingen undtagelse for incest eller voldtægt, kun hvis kvindens liv er i fare.

  7. I dag kl. 18:53

    Peter Skaarup forlader Dansk Folkeparti efter 27 år og melder sig under Støjbergs fane

    I protest mod Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard dropper Peter Skaarup nu DF. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    Siden partiets begyndelse har Peter Skaarup været med ombord, men i dag har han valgt at stige af og tage afsked med Dansk Folkeparti efter 27 år.

    - Jeg har truffet den beslutning nu, at jeg melder mig ud af Dansk Folkeparti, siger Peter Skaarup til DR Nyheder.

    Det er dog ikke at farvel til dansk politik, for Skaarup melder sig i stedet under fanerne som fremtidig folketingskandidat hos Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg.

    Det er manglende tillid til Morten Messerschmidts ledelse og den fortsatte uro i Dansk Folkeparti har fået ham til smække med døren til partiet.

    Med Peter Skaarups afgang er DF nu halveret, og partiet er gået fra 16 mandater efter valget i 2019 til nu at have otte folketingsmedlemmer.

  8. I dag kl. 18:18

    Obama begræder højesteretsdom, der fjerner abortrettigheder

    Tidligere præsident Barack Obama begræder på Twitter den beslutning, som den amerikanske Højesteret i dag har truffet om at fjerne den forfatningssikrede ret til abort i USA.

    - I dag har Højesteret ikke blot omstødt næsten 50 års sædvane, begynder han tweetet.

    - Den har også henvist retten til den mest intense, personlige beslutning, som nogen kan træffe, til politikere og ideologers indfald og på den måde angrebet de grundlæggende rettigheder for millioner af amerikanere, skriver den tidligere præsident og henviser samtidig til de aktivistiske grupper, der fortsætter kampen for fri abort i USA.

    (© BarackObama@twitter)
  9. I dag kl. 17:59

    Missouri gør sig klar til at sætte en stopper for abort

    I sydstaten Missouri har delstatens justitsminister netop underskrevet en lov, som han hævder, de facto sætter en stopper for at få foretaget abort.

    - Vigtigheden af denne dag kan ikke undervurderes. Jeg er ydmyg over at være en del af det her og at være den første justitsminister i landet, der gør en ende på abort, siger den republikanske Eric Schmitt i en video på Twitter.

    Screendump af videoen, delt på republikanske Eric Schmitt's Twitter.

    Missouri er en af de 13 delstater, der har en haft såkaldt "trigger law" klar, som med det samme kunne hives op af skuffen og tages i brug, hvis Højesteret skulle omstøde afgørelsen"Roe v. Wade" fra 1973.

  10. I dag kl. 17:48

    Gråd, glæde og grin: Hobevis af demonstranter fra begge fløje er mødt op foran USA's Højesteret

    • Demonstranten her hører til "pro-life"-fløjen, som mener, at abort bør være forbudt. USA's Højesteret har omstødt den skelsættende afgørelse "Roe v. Wade" fra 1973, der sikrer retten til abort i hele USA. (Foto: OLIVIER DOULIERY © Ritzau Scanpix)
    • "Vi var aldrig de fries land", står der på skiltet, som to demonstranter, der er "pro-choice", viser til kameraet. (Foto: Anna Moneymaker © Ritzau Scanpix)
    • Andre demonstranter er mødt op for at vise deres utilfredshed. (Foto: Mary F. Calvert © Ritzau Scanpix)
    • Demonstranterne her er glade for den omstødte dom, der betyder, at amerikanske kvinders forfatningssikrede ret til abort bortfalder. I stedet bliver det op til hver enkelt delstat selv at lovgive i spørgsmålet om abort. (Foto: Mandel NGAN © Ritzau Scanpix)
    • De kvindelige demonstranter her er i chok over beslutningen. (Foto: EVELYN HOCKSTEIN © Ritzau Scanpix)
    • Andre "pro-life" demonstranter fejrer dagens afgørelse (Foto: Mandel NGAN © Ritzau Scanpix)
    1 / 6

    Fem højesteretsdommere stemte for, tre stemte imod og en undlod at stemme.

    Og hermed fik de fem konservative højesteretsdommere sikret et flertal, der fjerner retten til abort i USA.

    Der drejer sig om den skelsættende afgørelse i retssagen mellem "Roe v. Wade", der tilbage i 1973 sikrede retten til abort i hele USA.

    Flertallet af dommerne mener, at den skelsættende afgørelse var forkert, fordi USA's forfatning ikke specifikt nævner abortrettigheder.

    Afgørelsen er i dag blevet omstødt, og demonstranter på begge fløje er mødt op foran Højesteret i Washington D.C. Nogle er mødt op for at vise deres vrede, mens andre fejrer.

    "Roe v. Wade" tillader abort foretaget frem til det punkt, hvor et foster kan klare sig uden for livmoderen. Det anses for at være mellem 24. og 28. graviditetsuge.

  11. I dag kl. 17:08

    Jens Henrik Thulesen Dahl vil tørne ud for Danmarksdemokraterne

    Hvor ser Jens Henrik Thulesen Dahl sig selv de kommende år?

    For knap en times tid siden var svaret fra ham selv:

    "Forhåbentlig ser vi ham på Christiansborg i et sprudlende parti, der indgår i alliancer og forlig, der er med til at sikre, at Danmark bliver bedre for alle. I høj grad for den helt almindelige dansker, der bor langt ude på landet."

    Og nu er vi med stor sandsynlighed blevet klogere på, hvilket parti, Jens Henrik Thulesen Dahl hentyder til.

    Det tidligere Folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti bekræfter over for Ritzau, at han melder sig ind i Inger Støjbergs nye parti "Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg".

    Jens Henrik Thulesen Dahl mener også, at der er behov for, hvad der kan blive parti nummer 15 på Borgen.

    - Det kan godt være, andre partier siger, de har den samme dagsorden, men det er ikke den, de gennemfører, og derfor håber jeg, vi kan blive dem, der får tingene igennem.

  12. I dag kl. 16:58

    Højesteretsafgørelse: Kvinder mister forfatningssikret ret til abort i USA

    USA's Højesteret har i dag omstødt en skelsættende afgørelse "Roe v. Wade" fra 1973, der sikrer retten til abort i hele USA.

    Det betyder, at amerikanske kvinders forfatningssikrede ret til abort bortfalder. I stedet bliver det op til hver enkelt delstat selv at lovgive i spørgsmålet om abort.

    Fem ud af ni højesteretsdommere stemte for at afskaffe den forfatningssikrede ret, mens tre stemte imod. En afstod fra at støtte afskaffelsen.

  13. I dag kl. 16:39

    FN: Palæstinensisk journalist blev dræbt af israelske styrker

    Det var israelske styrker, der affyrede de skud, som journalisten Shireen Abu Akleh, der arbejdede for tv-stationen Al Jazeera, blev dræbt af den 11. maj.

    Den konklusion er Sekretariatet for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) nået frem til.

    - Vi mener, at de skud, der dræbte Abu Akleh, kom fra israelske sikkerhedsstyrker, siger OHCHR-talskvinde Ravina Shamdasani og tilføjer, at det er foruroligende, at de israelske myndigheder ikke har foretaget en kriminalefterforskning.

    Konklusionen er baseret på oplysninger fra både israelsk militær og den palæstinensiske rigsadvokat.

    Den palæstinensisk-amerikanske journalist blev dræbt, da hun dækkede en israelsk militæroperation i en flygtningelejr i byen Jenin.

    Den israelske hærs egen undersøgelse har konkluderet, at journalisten ikke med overlæg blev skudt af en israelsk soldat - og at det i øvrigt ikke er muligt at afklare, om hun blev dræbt af en bevæbnet palæstinenser, der skød omkring sig, eller af uforvarende af en israelsk soldat.

  14. I dag kl. 16:30

    Skud affyret ved siden af studentervogn: Tre personer er anholdt

    En voldsom episode udspillede sig i nærheden af storcentret Waves i Hundige, da en flok nybagte studenter kørte rundt i en vogn.

    Det skriver B.T.

    Undervejs på turen er der en personbil, der kører op på siden af vognen og affyrer en pistol op i luften.

    Politiet finder en pistol til løse patroner, som man formoder er den, der blev affyret.

    - Der er ingen tilskadekomne, men det er selvfølgelig en utroligt ubehagelig oplevelse, siger Thomas Kristensen, der er kommunikationschef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

    Til TV 2 Lorry tilføjer Thomas Kristensen, at tre personer er blevet anholdt, og de er blevet sigtet med trusler samt overtrædelser af våbenloven.

  15. I dag kl. 16:07

    Lastbiler skal betale afgift efter deres CO2-udslip

    Vi skal have flere grønne biler på motorvejene, og det gælder også de lidt tungere af slagsen.

    Regeringen, De Radikale, SF og Enhedslisten har indgået en aftale, som skal øge incitamentet til at køre helt eller delvist grønt. Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

    Det gælder også vognmænd, der med den nye aftale fra 1. januar 2025 skal betale en ny type vejafgift, der vil være fastlagt efter, hvor meget CO2 en lastbil udleder.

    Vejafgiften vil tage højde for, hvor langt en lastbil kører, og hvor meget lastbilen reelt udleder af CO2.

    Partierne regner med, at vejafgiften reducerer udledningen af CO2 med cirka 0,3 millioner ton CO2 i 2025 og cirka 0,4 millioner ton CO2 i 2030. Men det er et skøn.

    Regeringen mangler fortsat at finde over fem millioner ton CO2 for at kunne nå målet om CO2-reduktion på 70 procent i 2030.

  16. I dag kl. 15:44

    Stor spansk folkefest med heste vender tilbage efter flere års coronapause

    Det er kun tilladt for mænd at deltage som rytter, og der er strenge regler for, hvem der kan stille op. (Foto: Jaime REINA © Ritzau Scanpix)

    Hvor kan man dog se en svajende folkemængde og hundredvis af sorte hingste, der stejler om kap med traditionelle spanske sange, hvis ikke det er til fiestaen for Sant Joan på Menorca?

    På øen, der er nabo-ø til den kendte feriedestination Mallorca, løber fiestaen af stablen hvert år den 23. og 24. juni, når en pandemi altså ikke præger hele verden, som den har gjort de forrige to år, hvor fiestaen måtte aflyses.

    Efter festen i byen rider alle ud til den lille kirke Sant Joan de Missa for at gå til gudstjeneste.

    Se festilighederne i byen Ciutadella i videoen nedenfor:

  17. I dag kl. 15:25

    Statsministeren vil ikke kommentere på lækket udkast af minkrapport

    Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke mange kommentarer til udkastet af Minkkommissionens rapport, der er kommet i Weekendavisens hænder.

    - Jeg tror, det er mest rigtigt at kommentere på Minkkommissionen, når rapporten ligger færdig, og det gør den i næste uge, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), som i øjeblikket befinder sig i Bruxelles til et EU-topmøde.

    Weekendavisen er i besiddelse af et udkast af Minkkommissionens rapport, der bliver offentliggjort på torsdag.

    Ifølge avisen fremgår det af udkastet til den endelige rapport, at Statsministeriet indtog en styrende rolle og handlede "meget kritisabelt", hvilket førte til grov vildledning af minkavlere og offentligheden.

    Flere kilder bekræfter over for DR Nyheder beskrivelserne i udkastet, som har været i høring hos sagens hovedpersoner.

    Du kan læse mere om det lækkede udkast her.

  18. I dag kl. 14:29

    Ny politisk aftale giver a-kasser større ansvar

    Der er for mange møder, for meget snak og for meget administration, når folk bliver ledige.

    Det mener et politisk flertal, som har indgået en aftale om at forenkle regler på beskæftigelsesområdet, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

    Det bliver blandt andet op til den enkelte, hvorvidt samtalerne med a-kassen og jobcenteret skal foregå fysisk eller digitalt.

    En del af aftalen indebærer også, at a-kasserne fra 1. januar 2024 får ansvaret for kontakten til de ledige i de første tre måneder af et ledighedsforløb.

    Regeringen har indgået aftalen sammen med SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og fem løsgængere - tidligere medlemmer af DF.

    Besparelser i det nuværende system skal medfinansiere retten til tidlig pension, fremgår det af aftalen.

  19. I dag kl. 14:16

    Endnu et folketingsmedlem forlader Dansk Folkeparti: Kigger i Inger Støjbergs retning

    Jens Henrik Thulesen Dahl melder sig ud af Dansk Folkeparti. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl trækker sig fra Dansk Folkeparti (DF).

    Den fynske politiker, der er bror til DF's eksformand Kristian Thulesen Dahl, bekræfter overfor TV 2 Fyn, at han har meldt sig ud af partiet.

    Han peger på den interne splid som en tungtvejende årsag til afskeden med partiet.

    - Jeg må desværre konstatere, at den interne uro fortsætter, siger han til TV 2 Fyn.

    Han er blot endnu en i rækken af politikere, der melder sig ud af partiet. Samtidig lægger han ikke skjul på, at Inger Støjbergs nystartede parti, Danmarksdemokraterne, kunne være et spændende sted for ham at fortsætte sit politiske liv.

    - Jeg ser frem til at kunne få nærmere drøftelser med Inger Støjberg om projektet, siger han til TV 2 Fyn.

  20. I dag kl. 13:59

    SAS varsler lockout for danske piloter

    1.000 piloter i SAS Scandinavia har varslet strejke fra næste uge, og nu svarer SAS igen med en lockoutvarsel.

    Lockoutvarslingen gælder for piloterne, men også kabinepersonalet.

    Det bekræfter SAS fredag formiddag, skriver Ritzau.

    Lockout er det omvendte af en strejke, hvor arbejdsgiveren nægter lønmodtagerne at komme på arbejde.

    I går skrev det norske medie NRK, at SAS også har varslet lockout af piloterne i Sverige.

    SAS havde ellers meddelt fredag morgen, at en lockoutvarsling ikke var udstedt til de danske piloter.

  21. I dag kl. 13:22

    Dyr bytur: Japansk embedsmand mister usb-nøgle med data på næsten en halv million mennesker

    En japansk entreprenør har fået røde ører, efter han en aften i byen mistede en meget værdifuld usb-nøgle.

    Japanske embedsmænd oplyser ifølge The Guardian, at entreprenøren arbejdede i Amagasaki i det vestlige Japan, hvor han førte tilsyn med covid-19-nødhjælpsbetalinger til lokale husstande. På vej hjem fra en restaurant, hvor han fik lidt indenbords, opdagede han, at hans taske med usb-nøglen med data på Amagasakis 460.000 indbyggere manglede.

    Oplysningerne omfattede beboernes navne, adresser og fødselsdato samt detaljer om deres boligskattebetalinger og bankkontonumre på dem, der modtager børnetilskud og andre velfærdsydelser, skriver The Guardian.

    Alle oplysninger er krypteret og adgangskodebeskyttet, og der har ikke været rapporter om datalæk.

  22. I dag kl. 12:52

    Industrien skal betale mere for at forurene

    Regering har indgået en aftale med Radikale Venstre, SF, Venstre og Konservative om at firdoble prisen for CO2-udledning i industrien. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    Danske virksomheder skal til lommen, når de forurener med drivhusgasser, der varmer kloden op.

    Det fremgår af en aftale, som regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Venstre og Konservative har lavet.

    Helt konkret bliver der indført en dansk CO2-skat, der firdobler prisen på at udlede CO2 for industrien. Det vil sige, at det i 2030 vil koste 750 kroner hver gang en virksomhed sender et ton CO2 ud i atmosfæren.

    - Det her er en kæmpe grøn aftale. Det er en motor i den grønne udvikling, som vi har talt om i årevis, der nu bliver til virkelighed, siger finansminister Nicolai Wammen.

    Men virksomheder, der allerede betaler for deres CO2-forurening i EU, skal kun betale 375 kroner og helt særlige regler gælder for en række af de største udledere, som blandt andet Aalborg Portland, der slipper med en regning på 125 kroner.

    Det er blandt andet en af grundende til, at Enhedslisten endte med at trække sig fra aftalen.

  23. I dag kl. 12:48

    Ingen tvivl hos Tauson: Stiller til start ved Wimbledon

    Tennisspilleren Clara Tauson stiller til start i årets Wimbledon efter en lang skadesperiode. (Foto: JAMES GOURLEY © Ritzau Scanpix)

    Clara Tauson har ikke spillet en tenniskamp siden april, og var derfor tvivlsom til dette års Wimbledon.

    Men hun har det godt efter bøvl med sin ryg og er blevet klar til den prestigefyldte turnering Wimbledon. Det bekræfter hendes far, Søren Tauson, i en sms til DR Sporten.

    - Clara har det godt og har således valgt at spille. Hun er som bekendt lige vendt tilbage efter en længere pause, så vi tager det point for point, skriver han.

    Clara Tauson skal møde japanske Mai Hontama i første runde.

    Holger Rune stiller også op, og den danske tennisspiller møder den 28-årige amerikaner Marcos Giron.

  24. I dag kl. 12:25

    Nets om NemID-nedbrud: En 'menneskelig fejl'

    Problemerne med NemID, der har stået på i flere dage, skyldes "en uheldig kombination af en menneskelig fejl og at det tager længere tid end forventet, at rette op på fejlen".

    Det skriver Nets i en pressemeddelelse.

    De oplyser endvidere, at problemerne opstod i forbindelse med opdateringen af en server. Den seneste melding på digitaliser.dk er fortsat, at 30 procent af NemID-brugere er berørt.

    - Vi har afsat alle nødvendige ressourcer i døgndrift på at løse problemet. Vi arbejder med flere alternative løsningsscenarier, siger landechef i Nets Danmark, Torsten Hagen Jørgensen, i meddelelsen.

    Nets opfordrer til, at folk bruger MitID, som fortsat fungerer.

    En række offentlige internetsider er desuden påvirket af driftsforstyrrelsen via deres digitale indgang som f.eks SKAT.dk, Virk.dk og Sundhed.dk.

  25. I dag kl. 12:23

    Tauson og Rune kender nu første modstander ved Wimbledon

    Clara Tauson fik en på papiret bedre lodtrækning til første runde end landsmand Holger Rune. (Foto: Jayne Kamin-Oncea © Ritzau Scanpix)

    De to danske tennisstjerner Clara Tauson og Holger Rune skal henholdsvis møde nummer 138 og 67 i verden ved Wimbledon.

    Det står klart efter fredagens lodtrækning til den prestigefyldte tennisturnering, som begynder på mandag. Her skal Clara Tauson møde Mai Hontama fra Japan, mens Holger Rune skal bide ketsjer med amerikanske Marcos Giron.

    Den 19-årige Clara Tauson har bøvlet med en rygskade og var sidst i aktion i april. Det har betydet, at hun er faldet fra en 33. til en 54. plads på verdensranglisten.

    På herrernes opgørelse over klodens bedste figurerer Holger Rune som nummer 29. Den 18-årige tennisspiller er tilmed seedet som nummer 25 til Wimbledon.

    Turneringen begynder den 27. juni og slutter den 10. juli.

    Opdateret: Tidligere fremgik det i artiklen, at Clara Tauson var tvivlsom på grund af sin skade. Siden har hendes far, Søren Tauson, dog skrevet til DR Sporten, at tennisdanskeren er klar.

  26. I dag kl. 11:40

    Væltet lastbil skaber lang kø ved Herning

    En lastbil er væltet et sted på strækningen mellem motorvejskryds Herning Syd og rasteplads Søby V på rute 18 Midtjyske Motorvej. Lastbilen dækker sporene i sydgående retning.

    Det har skabt en kø på cirka fire kilometer.

    Det betyder, at der i nordgående retning er ét ledigt spor, og trafikanter i kø i sydgående retning bliver ledt nordpå og hen ad rute 15 Messemotorvejen mod vest og ned ad rute 12, imens trafikanter fra rute 15 på vej mod rute 18 bliver ledt nordpå i stedet.

    Indtil videre er forventningen, at oprydningsarbejdet forventes færdigt i løbet af eftermiddagen.

    En væltet lastbil skaber kø ved Herning. (Foto: Jan Ørskov © (c) privatfoto)
  27. I dag kl. 11:36

    Økonom om skattefrit beløb til pensionister: Det skurrer lidt i ørerne

    Regeringen har samlet et politisk flertal, der vil sende skattefri engangsbeløb ud til hundredtusindvis af pressede danskere, men det er Søren Kristensen, cheføkonom hos Sydbank, ikke helt begejstret over, skriver Ritzau.

    For selvom der kan være gode grunde til at hjælpe dem, der er ramt hårdt af inflationen, så er der nogle økonomiske slagsider.

    - Med den nuværende situation med så høj inflation, hvor vi balancerer på randen af en overophedning, skurrer det lidt i ørerne, at man vil lempe og give checks og den slags.

    Med aftalen bliver et engangsbeløb udbetalt til 290.000 ældre, der modtager ældrecheck, men ifølge Søren Kristensen er risikoen, at det vil få inflationen til at stige.

  28. I dag kl. 11:29

    Afghanistan stopper redningsaktion efter katastrofalt jordskælv

    Afghanske mænd leder efter overlevende ved et ødelagt hus i Gayan. (Foto: ALI KHARA © Ritzau Scanpix)

    Afghanistan er stoppet med at lede efter overlevende efter det voldsomme jordskælv, hvor mindst 1.000 meldes dræbt.

    Det siger en højtstående embedsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Han siger videre, at man har utilstrækkelige mængder medicin og andre former for nødhjælp.

    - Redningsoperationen er afsluttet. 1.000 er døde, og antallet af kvæstede er omkring 2.000 med både alvorlige og mere overfladiske skader, siger Mohammad Nassim Haqqani, talsmand for landets katastrofeministerium.

    Han siger også, at landet har utilstrækkelige mængder medicin og andre former for nødhjælp.

    Nedenfor kan nogle af ødelæggelserne i østlige Paktika-provins ses:

  29. I dag kl. 10:46

    Danmarks EM-sang er udkommet

    Sidste sommer var de deres mange fodboldsange med til at skabe folkefest, da Danmark spillede EM.

    Og nu er Lidt Til Lægterne på banen igen.

    Fredag er sangen 'Vi (K)vinder EM', Danmarks officielle sang til europamesterskabet for kvinder, nemlig udkommet.

    Sangen er lavet med indspark fra landsholdet, sangerinden Stine Bramsen og duoens fans.

  30. I dag kl. 10:44

    Flertal kaster milliarder af kroner i klimafond

    Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at oprette en grøn fond, der skal investere i skovrejsning, udbygning af havvind og nye grønne teknologier. Fonden kommer til at lyde på 53,5 milliarder kroner.

    Finansminister Nicolai Wammen (S) siger på et pressemøde i dag, at investeringerne er en kæmpe beslutning, der skal sikre et grønnere Danmark i fremtiden.

    - Vi har frem mod 2040 mere end 50 milliarder, der sikrer et mere bæredygtigt Danmark til gavn for børn og børnebørn.

    pressemødet kalder SF-formand Pia Olsen Dyhr det for et historisk stort beløb, der nu er afsat til grønne investeringer.

  31. I dag kl. 10:24

    Ny aftale sender økonomisk håndsrækning til pressede danskere

    Repræsentanter fra regeringen og aftalepartierne præsenterer aftale om kompensation til husholdninger i Finansministeriet. (Foto: Emil Helms)

    En ny skattereform er netop blevet vedtaget og indeholder flere skattefrie checks.

    Blandt andet skal der samlet udbetales en ekstra økonomisk støtte på 5.000 kroner til de pensionister, som allerede modtager ældrecheck.

    - Det er en række initiativer for at støtte op om de mennesker, der er hårdt ramt af inflationen netop nu, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) på dagens pressemøde.

    Samtidig skæres der i el-afgiften i sidste kvartal i 2022 og i 2023. Den midlertidigt lavere el-afgift forventes samlet set at koste staten indtægter for lige under en halv milliard kroner.

    Partierne bag aftalen er Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Konservative.

  32. I dag kl. 10:21

    Største sommerhuskommune savner konkrete handlinger i ny turismestrategi

    Danmark skal være den største grønne turistdestination i Nordeuropa i 2030, hvis det står til regeringen, som i dag præsenterede deres turismestrategi.

    I Danmarks største sommerhuskommune Odsherred er direktør for Visit Odsherred Morten Egeskov enig i retningen, men ikke imponeret over regeringens plan.

    - Der er ingen tvivl om efterspørgslen, men jeg savner konkrete handlinger til, hvordan vi når derhen.

    Der skal blandt andet flere ladestandere til elbiler i sommerhusområder, men Morten Egeskov er skeptisk.

    - Vi er i en situation, hvor det danske elnet ikke kan holde til, hvis mange sommerhuse skal lade biler op, siger han til DR.

  33. I dag kl. 10:13

    Nederlag for Boris Johnsons parti - mister to pladser i parlamentet

    Det ligner et nederlag til den britiske premierminister Boris Johnson og hans konservative parti ved torsdagens suppleringsvalg i to valgkredse.

    Partiet har mistet valgkredsen Wakefield i det nordlige England til oppositionspartiet Labour.

    Torsdag stemte indbyggerne i de to ud af Storbritanniens 650 valgkredse om, hvem der skal repræsentere dem i det britiske parlament.

    Det er blot få uger siden, at Johnson overlevede en tillidsafstemning blandt parlamentsmedlemmerne i sit eget parti.

    I går afviste den britiske premierminister at trække sig, hvis hans parti tabte i de to valgkredse. Det holder han fast i fredag, men lover at "lytte til vælgerne."

    Partisekretær i det konservative parti Oliver Dowden har på bagrund af valglussingen trukket sig fra sin post, fordi “nogen må tage ansvar”, skriver han på Twitter.

  34. I dag kl. 10:00

    Tour de France giver ekstra travlhed hos Molslinjen: Tæt på udsolgt

    Når bilisterne lørdag den 2. juli må vige for Tour de France-cykelløbet på Storebæltsbroen, betyder det blandt andet travlhed på Molslinjens færger.

    Lørdagen er en stor rejsedag, og allerede nu er alle afgange tæt på at være udsolgt mellem Aarhus og Odden, fortæller Molslinjens kommunikationschef, Jesper Maack.

    - Vi kan fornemme på bookingsituationen, at det her på seneste for alvor er gået op for folk, at Storebæltsbroen rent faktisk er fuldstændig lukket det meste af dagen. Så alle afgange er enten udsolgt eller meget tæt på.

    Jesper Maack forventer, at færgerne skal transportere omkring 20.000 passagerer næste lørdag, og derfor har de også indkaldt ekstra mandskab.

  35. I dag kl. 09:48

    Fem mistede livet: Dansk-norsk mand idømmes tvungen behandling for Kongsberg-angreb

    Den dansk-norske mand, der dræbte fem personer med bue, pil og stikvåben i den norske by Kongsberg, er blevet dømt.

    Den 38-årige gerningsmand idømmes tvungen psykiatrisk behandling for angrebet, skriver NRK.

    Den dømte har erkendt sig skyldig i samtlige fem drab og elleve drabsforsøg den i oktober 2021.

    Retspsykiatere har tidligere konkluderet, at han havde en stærkt afvigende sindstilstand, da han gik til angreb sidste år.

    Både anklagemyndigheden og forsvarere har argumenteret for, at den 38-årige burde idømmes tvungen psykiatrisk behandling, skriver Ritzau.

  36. I dag kl. 09:33

    Inger Støjberg har over 40.000 igangsatte vælgererklæringer

    Inger Støjbergs nye parti har allerede 40.321 igangsatte vælgererklæringer.

    Det oplyser Indenrigs- og Boligministeriet til DR Nyheder.

    Når man underskriver en vælgererklæring, skal man godkende den igen efter syv dage, før den gælder. Derfor er det ikke sikkert, at alle igangsatte vælgererklæringer i sidste ende bliver gyldige.

    Man skal i øjeblikket bruge 20.182 gyldige vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

  37. I dag kl. 09:30

    Passager greb fat i rattet: Bus blev spiddet på autoværn

    Klokken 01.12 natten til fredag bragte en 20-årig mand ifølge politiets sigtelse flere menneskeliv i fare, da han som passager på en bus, der kørte på Øresundsmotorvejen, greb fat i rattet på bussen.

    Det oplyser Københavns Politi til DR Nyheder

    - Han stillede sig op ved siden af chaufføren, hvor han laver et hårdt ryk i rattet. Bussen ramte ind i autoværnet, siger Espen Godiksen, vagtchef hos Københavns Politi.

    - Bussen kurede i første omgang langs autoværnet, som knækkede, hvorefter det spiddede bussen på langs og gik ind i midtergangen.

    Han oplyser, at der er ingen alvorlig tilskadekomst. Der var seks passagerer ombord på bussen, inklusiv den 20-årig mand.

    Vagtchefen anslår, at bussen kørte med omkring 70 kilometer i timen, da passageren greb fat i rattet.

    Manden flygtede efterfølgende fra stedet, men politiet fik ham hurtigt anholdt.

    - Han bliver fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, fortæller Espen Godiksen.

    Paragraffen handler om at udsætte andres liv for fare i grov kådhed eller på anden hensynsløs måde.

  38. I dag kl. 09:25

    Nedbruddet fortsætter: 30 procent oplever fortsat problemer med at bruge NemID

    Ligesom det var tilfældet i går, så oplever 30 procent fortsat problemer med at bruge NemID.

    Det bekræfter driftleverandøren i en status.

    Her peges på at bruge MitID istedet.

    Det er nu på tredje dag, at tjenesten ikke er stabil. Problemerne startede onsdag og er hidtil blevet forklaret som en intern it-fejl.

  39. I dag kl. 09:16

    Tilskuerrekord og gåsehud: Danmarks fodboldkvinder glæder sig til 'milepælen' mod Brasilien

    Pernille Harder og Danmarks fodboldkvinder sætter tilskuerrekord, når holdet fredag spiller sin første kamp nogensinde i Parken. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Pernille Harder har svært ved at skjule sin begejstring.

    I aften møder den danske angriber og resten af landsholdet Brasilien i Parken. Mindst 21.700 tilskuere tager plads til kampen, hvilket er ny tilskuerrekord for Danmarks bedste kvinder, og Harder glæder sig "sindssygt meget".

    - Det er en milepæl for kvindefodbold, siger Pernille Harder til DR Sporten.

    - Det er et bevis på den udvikling, kvindefodbolden har været igennem, at vi står herinde i Parken, som er kendt som Danmarks nationalarena. Nu spiller vi her faktisk også.

    Alene tankerne om det, der skal ske, får hårene til at rejse sig, giver flere landsholdsspillere udtryk for.

    De er mere end klar til at lade sig bære på hænder og fødder af Parkens feststemte fans. Det understreger Sofie Junge.

    - Jeg fik gåsehud ti gange, da vi kom kørende herind (til Parken, red.), siger hun og griner.

    Du kan læse mere om kampen mod Brasilien her.

  40. I dag kl. 09:15

    Corona-lukninger halverede næsten biografsalget igen i 2021

    2021 blev for andet år i træk 'A Nightmare on Elm Street' for danske biografers billetsalg. En sand gyser, hvor coronanedlukningerne igen spillede rollen som skrækindjagende antagonist.

    Corona-epidemiens andet år blev hårdere for biograferne, der måtte holde lukket i 138 dage.

    Biograferne kunne faktisk først slå dørene op i maj. Samtidig lå nedlukningerne i ferie- og vinterperioderne.

    Det samlede billetsalg blev derfor i 2021 kun lidt over halvdelen af billetsalget i 2019 med 6,6 millioner solgte billetter.

    Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    Danske film klarede sig godt, men ingen af dem kunne toppe det nye kapitel om den britiske efterretningstjenestes farligste våben. Den nyeste James Bond-film "No Time to Die" blev den mest sælgende film med over en million solgte billetter.

  41. I dag kl. 08:41

    Banksy-tyve kendt skyldige i tyveri af maleri til minde om terrorofre

    Vægmaleriet "Trist pige" er malet af Banksy på en dør på spillestedet Bataclan i Paris. Her ses den afsavede dør, tyvene stak af med i 2019. (Photo by Filippo MONTEFORTE / AFP) (Foto: Filippo MONTEFORTE © Ritzau Scanpix)

    Torsdag er otte mænd blevet kendt skyldige i tyveriet af en dør fra spillestedet Bataclan i Paris, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

    Døren havde streetartkunstneren Banksy prydet med et maleri af en pige for at mindes de omkomne under det massive terrorangreb i byen i 2015.

    Døren besluttede de otte mænd at save af og stikke af med i en varevogn i 2019.

    AFP skriver, at anklageren pegede på, at gerningsmændene ikke havde til hensigt at krænke mindet af de dræbte, men at de "vel vidende om dørens uvurderlige værdi havde forsøgt at tjene penge".

  42. I dag kl. 08:33

    Danmark forlænger Nato-bidrag i Letland med nyt hold soldater

    Forsvarsminister Morten Bødskov (S) meddelte om Danmarks forlængede bidrag under et besøg på Livgardens Kaserne i København her til morgen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Danmark vil fortsat hjælpe Nato med at afskrække potentielle trusler i den østlige del af Europa på grænsen til Rusland og sender til vinter et nyt hold på i alt cirka 800 soldater til Letland.

    De bliver efter planen udsendt til november og seks måneder frem.

    - Vi står skulder ved skulder med vores allierede i Nato, og er klar til at påtage os et ansvar for vores fælles sikkerhed, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) i meddelelsen.

    - Et signal til Rusland om, at vi er parate til at forsvare hver en centimeter af alliancens territorium.

    Soldaterne afløser den nuværende danske kampbataljon, som er udstationeret i Letland.

  43. I dag kl. 08:21

    Guvernør: Ukrainske styrker bliver nødt til at forlade Sjevjerodonetsk

    Guvernøren i Luhansk, Serhiy Gaidai, opfordrer nu de ukrainske styrke til at trække sig fra Sjevjerodonetsk, der ligger i den vestlige del af regionen. Det melder nyhedsbureauet Reuters.

    I Sjevjerodonetsk kæmper ukrainerne hårde kampe mod de russiske styrker, men ifølge Serhiy Gaidai er der ikke grund til at kæmpe videre i byen.

    - At prøve at holde positioner, som er blevet smadret i stykker over mange måneder, bare i et forsøg på at blive der giver ikke nogen mening, siger guvernøren ifølge Reuters på ukrainsk tv.

  44. I dag kl. 08:08

    Regeringen præsenterer ny turismestrategi i dag

    Danmark skal være den grønneste turistdestination i Nordeuropa i 2030.

    Det er visionen fra Erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en ny turismestrategi, regeringen præsenterer i dag klokken 9.

    - Vi har brug for at få turisterne tilbage til Danmark og få skabt en grønnere og mere bæredygtig turisme, som skaber stor indtjening for vores land, siger ministeren til DR Sjælland.

    Turismen skal være grøn og bæredygtig, for det står ifølge ministeren højest på turisternes liste i fremtiden.

    Et mål i strategien er, at 70 procent af alle overnatningssteder skal være bæredygtighedscertificeret i 2030. Et andet mål er, at der skal være flere ladestandere til elbiler i sommerhusområder.

  45. I dag kl. 07:57

    Wimbledon står fast: Russiske- og belarusiske tennisspillere er ikke velkomne

    Verdensetteren Daniil Medvedev er en af flere profiler, som ikke kan stille op ved Wimbledon. (Foto: Dylan Martinez © Ritzau Scanpix)

    Beslutningen har vakt undren, men Wimbledon rokker sig ikke: russiske og belarusiske tennisspillere kan ikke stille op ved den prestigefyldte græsturnering i London.

    - Vi er virkelig kede af konsekvenserne for de enkelte spillere, men det forbliver den rigtige beslutning for os i år, siger tennisturneringens administrerende direktør, Sally Bolton, til BBC.

    Udelukkelsen går blandt andet ud over verdensetteren Daniil Medvedev samt profiler som Andrey Rublev, Aryna Sabalenka og Victoria Azarenka.

    Fraværet af ovenstående spillere har fået arrangørerne af kvinderne og herrernes tennistour, WTA og ATP, til at droppe uddelingen af ranglistepoint ved dette års Wimbledon.

    Det har de tidligere verdensettere Naomi Osaka og Novak Djokovic blandt andet udtalt sig kritisk om.

    - Vi snakker fortsat med tourerne, ligesom vi gør med grand slam-turneringerne og andre kolleger rundt om i sporten. Så der er altid en chance for, at tourerne ændrer mening, siger Sally Bolton til BBC Sport.

  46. I dag kl. 07:56

    Vikingeskibe får millionstøtte til at komme i sikker havn

    Vikingeskibene i Roskilde er truet af stormfloder i fremtiden. Nu skal de flyttes til en ny udstillingsbygning. (Foto: Werner Karrasch)

    Fem skibe på Vikingeskibsmuseet i Roskilde vidner om, at de danske vikinger drog til søs.

    Men et af museets største udfordringer er faktisk at holde skibene fra vandet. Her er Roskilde fjords tendens til forøget vandstand og stormflod et tilbagevendende problem.

    Nu skal skibene flyttes til en ny udstillingsbygning for at beskytte dem. Og den finansieres af donationer på 135 millioner kroner.

    Det er en kæmpe lettelse, siger museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen til Ritzau.

    - Hvert eneste år, når risikoen for stormflod sætter ind, går vi med skuldrene op over ørerne og er ekstremt bekymrende for, om der skal komme en stormflod og gøre skade på skibene.

  47. I dag kl. 06:59

    To meter lang slange løs på Bornholm

    En to meter lang slange kryber rundt på Bornholm i disse timer.

    Bornholms Politi har torsdag aften modtaget en anmeldelse om slangen, der er sluppet løs fra en adresse på Møllegade i Rønne.

    Det skriver politiet på Twitter.

    Hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er tale om den rigtige to meter lange slange, når man støder på den, så oplyser politiet videre, at den er sort og grå.

    Opfordringen lyder, at man skal kontakte politiet på telefon 1-1-4, hvis man støder på krybdyret.

    (Foto: (Skærmbillede))
  48. I dag kl. 06:55

    Fredagen byder på sol og masser af varme

    Var du glad for varmen i går eftermiddags, så kan du godt glæde dig til i dag.

    Fredagens vejr byder nemlig på en solrig dag, hvor temperaturerne kommer op og rammer 27 grader, så der er rigelig grund til at smøre en klat solcreme i nakken og på næsen.

    I starten af dagen ligger der dog lidt dis og tåge i særligt Nordjylland, men resten af dagen kan du med solbriller på kigge op på en skyfri himmel.

    Skyerne dukker nemlig først op i aften, hvor de langs Vestkysten også kan have enkelte byger med sig.

    Temperaturen i eftermiddag vil svinge fra 22 grader og op til førnævnte 27. Vinden er svag til jævn og kommer fra sydøst.

    Flotte skyformationer over Bornholm, dem bliver der dog ikke noget af i dag, hvor solen vil brage igennem indtil i aften.
  49. I dag kl. 06:38

    Travl rejseweekend forude: Kom forberedt

    I den kommende weekend vil mange pakke kufferterne for at flyve til fjerne destinationer, køre på camping eller tage en tur på båden til øhop i de danske farvande.

    Ritzau melder, at både Vejdirektoratet, Københavns Lufthavn og Storebæltsbroen ser ind i den første store rejseweekend i år, og det kan betyde tæt trafik ved betalingsanlægget over broerne og lange kører til check-in og security i lufthavnen.

    Derfor er det gode råd fra København Lufthavns pressechef, Lise Agerly Kürstein: Kom forberedt.

    - Det er netop lang tid siden, at vi har været ude at rejse. Nogle af os kan godt glemme det, og vi skal lige ind i den der rutine igen, siger hun.

  50. I dag kl. 06:24

    Danske virksomheder kan ikke få penge fra russiske kunder

    Inden Ruslands invasion af Ukraine udførte flere danske virksomheder opgaver for russiske kunder, men da bankerne har lukket for overførsler fra Rusland, kan de ikke få deres penge. Heller ikke fra russiske banker, der ikke er sanktioneret.

    Erhvervsmediet Finans melder, at Dansk Industri kimes ned af virksomheder, der ikke kan få pengene hjem. Blandt andet det danske rederi Lauritzen Bulkers, der mangler 1,7 millioner kroner fra en russisk kunde.

    Sanktionerne rammer de russiske banker, der er helt eller delvist statsejet. Mange private banker er derfor ikke sanktioneret.

    Men blandt andet banken Nordea afviser alle transaktioner med Rusland ud fra en risikobetragtning, skriver Finans.

Mere fra dr.dk