Seneste nyt

Uefa skifter til regnbuefarvet logo og afviser kritik i sag om oplyst stadion

Overblik

  1. Uefa skifter til regnbuefarvet logo og afviser kritik i sag om oplyst stadion
    Uefas logo som det tager sig ud i dag. (Foto: UEFA © UEFA)

    - Uefa respekterer regnbuen.

    Sådan lyder overskriften på en meddelelse fra det europæiske fodboldforbund, der ved samme lejlighed har klædt sit logo i regnbuefarver.

    Forbundet italesætter samtidig den skarpe kritik, der er haglet ned over det, siden det afslog Münchens ønske om at oplyse Allianz Arena til aftenens kamp.

    Det var ikke politisk begrundet, lyder det.

    - Tværtimod var ønsket i sig selv politisk, forbundet til de ungarske holds tilstedeværelsestadion, skriver Uefa.

    München ønskede at vise utilfredshed med en nyligt vedtaget anti-homolov i Ungarn, hvilket Uefa blankt afviste.

  2. Tunesiens præsident fyrer premierminister og suspenderer parlamentet

    Tunesiens præsident, Kais Saied, har søndag aften fyret landets premierminister og suspenderet parlamentet.

    Ifølge flere nyhedsbureauer herunder Reuters har han taget skridtet efter voldelige protester i en række byer i landet.

    Saied meddeler også, at han vil blive en del af den udøvende magt sammen med en ny premierminister, der skal udpeges. Det skriver Ritzau.

    Præsident Saied advarer i sin erklæring søndag aften mod enhver form for voldelig modstand mod den beslutning, han har truffet.

    - Jeg advarer enhver, som tænker på at gribe til våben, og enhver, som måtte skyde med kugler, vil få det besvaret med kugler fra de væbnede styrker, siger han.

    Vreden har senest været stor blandt mange borgere over Tunesiens elendige økonomi og det kaos, som vaccinationer mod covid-19 har været præget af.

    • På et foto taget fra præsident Kais Saieds tv-station meddeler præsidenten, at han har fyret premierministeren og suspenderet parlamentet. (Foto: FETHI BELAID © AFP or licensors)
    • Præsidentens melding kom efter voldelig protester i Tunesien. (Foto: Hassene Dridi)
    • Vreden har været stor blandt mange borgere over Tunesiens elendige økonomi og det kaos, som vaccinationer mod covid-19 har været præget af. (Foto: AA/ABACA © AA/ABACA)
    1 / 3
  3. Otelo - manden bag Nellikerevolutionen i Portugal er død

    Otelo Saraiva de Carvalho var i Portugal bedst kendt under sit fornavn Otelo. Han er død på et militærhospital i Lissabon, oplyses det. (Foto: MIGUEL A. LOPES © Ritzau Scanpix)

    Navnet Otelo Saraiva de Carvalho får måske ikke en klokke til at ringe, men det er navnet på en officer, der var med til at knuse knap 50 års diktatur i Portugal.

    84-årige Carvalho døde søndag på et militærhospital i Lissabon, oplyser en officer, der var med til at lede Nellikerevolution i Portugal. Det skriver Ritzau.

    Carvalho ledte den gruppe officerer, som i april 1974 gennemførte det kup, der blev startskuddet til demokrati og store sociale og økonomiske reformer.

    Det hele gik stærkt den morgen den 25. april 1974, der gjorde en ende på diktaturet.

    Et diktatur som Antonio de Oliveira Salazar stod i spidsen for fra 1926. Fra 1968 frem til revolutionen, der blev symboliseret med nellikeblomster, sad premierminister Marcelo Caetano på magten.

    - Han blev med fuld ret et af symbolerne for revolutionen, som afsluttede det længste diktatur i det 20. århundrede i Europa, sagde den portugisiske premierminister, Antonio Costa, tidligere i dag.

  4. Sydafrika lemper flere coronarestriktioner efter fald i smittetal

    Den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, mener, at den tredje bølge af coronavirus i landet muligvis har toppet.

    Derfor lemper han flere restriktioner i Sydafrika. Det oplyste præsidenten i en tale, der blev vist på nationalt fjernsyn, ifølge Reuters.

    Præsidenten advarede dog om, at nogle provinser stadig oplever en stigning i antallet af smittede.

    Sydafrikanere kan nu rejse mellem provinser, og fra mandag til torsdag kan de igen købe alkohol i supermarkeder. Samtidig får restauranter lov til at servere spiritus, sagde præsidenten.

    Udgangsforbuddet starter nu en time senere, klokken 22:00, og varer til klokken 04:00 om morgenen.

    Ifølge Reuters havde Sydafrika i begyndelsen af juli omkring 26.500 nye smittetilfælde om dage. I løbet af de sidste syv dage har antallet af nye smittede ligget på gennemsnitligt 12.000.

    Arkivfoto. Den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, mener, at landet er ved at være over den tredje smittebølge. (Foto: POOL New © Ritzau Scanpix)
  5. USA vil støtte Afghanistan med luftangreb mod Taliban, lyder det fra topgeneral

    Lederen af den amerikanske hærs centralkommando, Kenneth McKenzie, siger under et besøg i den afghanske hovedstad, Kabul, at USA de seneste dage har øget luftangreb mod Taliban. (Foto: STAFF © Ritzau Scanpix)

    USA vil fortsætte med at udføre luftangreb til støtte for afghanske styrker, der bekæmper oprørere fra Taliban.

    Det siger general Kenneth McKenzie, der leder den amerikanske hærs centralkommando, til journalister under et besøg i den afghanske hovedstad, Kabul. Det skriver flere nyhedsbureauer som Reuters og AFP.

    - USA har øget luftangrebene til støtte for de afghanske styrker over de seneste adskillige dage, siger McKenzie og tilføjer:

    - Og vi er klar til at fortsætte det høje støtteberedskab i de kommende uger, hvis Taliban fortsætter med deres angreb, lover han.

    Taliban er på fremmarch over store dele af Afghanistan, efter at USA og dets allierede hen over sommeren har trukket deres styrker ud af landet.

    I en pressemeddelelse i går lovede den amerikanske præsident, Joe Biden, at USA fortsat ville give støtte til Afghanistan, også efter at de amerikanske soldater har forladt landet.

  6. Tusindvis af dem basker rundt på Anholt: 'Det var et konfettirør af sommerfugle'

    - Det var et konfettirør af sommerfugle!

    Begejstringen er overvældende hos museumsformidler på Naturhistorisk Museum i Aarhus, Jens Thorving Andersen, efter et besøg på den østjyske ø, Anholt.

    Tusindvis af den orange-brune sommerfugleart, sandrandøje, flakser rundt ved øens fyr, og Jens Thorving Andersen har aldrig tidligere oplevet så mange sommerfugle samlet på ét sted:

    - Det er fuldstændig ligesom at tage over på den anden side af Atlanten og opleve monark-sommerfugle i Mexico eller USA. Tænk, at vi kan opleve det i Danmark. Det er vanvittigt og livsbekræftende at stå der midt i en BBC-dokumentar.

  7. Den britiske sundhedsminister undskylder ordvalg i tweet, der udløste kritik

    Den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, undskylder sit ordvalg i et nu slettet tweet, han skrev på sin profil i går.

    - Jeg beder dig om, hvis du ikke har gjort det endnu, få din dosis, mens vi lærer at leve med, snarere end at dukke os, for virusset, skrev Sajid Javid i tweetet, der nu er blevet slettet.

    Det er ordene 'at dukke sig for', der har bragt blodet i kog hos flere briter.

    Ifølge BBC beskyder partiet Labour ham for at tale ned til dem, der har fulgt coronareglerne. Kritikken går også på, at ministerens formulering er ufølsom over for pårørende, der har mistet deres kære til covid-19.

    Tweetet kom efter, den relativt nye sundhedsminister i sidste uge blev testet positiv for coronavirus og måtte gå i isolation.

    Sajid har i dag på Twitter undskyldt for ordvalget.

    - Jeg udtrykte taknemmelighed for, at vaccinerne hjælper os med at kæmpe imod som samfund, men det var et dårligt ordvalg, og jeg undskylder dybt. Som mange andre har jeg mistet kære til denne forfærdelige virus, og jeg ville aldrig nedtone dens påvirkning, skriver Javid.

  8. Viborg sikrer et enkelt point mod de danske mestre i Brøndby

    Viborg sikrede sig søndag aften sæsonens fjerde point, da midtjyderne på udebane spillede 1-1 mod Brøndby i 3F Superligaen.

    Efter godt 20 minutter kom Brøndby foran efter et frispark, hvor Josip Radosevic sendte bolden forbi Viborg-keeper Lucas Pedersen. Et skud, som målmanden burde have gjort mere ved.

    Viborgs Lars Kramer, der scorede i sæsonåbneren i sidste weekend, kunne med 20 minutter tilbage af kampen udligne for Viborg til 1-1.

    Det blev også kampens slutresultat, og dermed har de danske mestre kun to point efter de første to kampe i sæsonen.

    Du kan se et sammendrag af kampen øverst.

    Viborgs Lars Kramer scorede Viborgs mål til 1-1. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)
  9. 150.000 krydsvaccinerede danskere kommer i klemme i udlandet: Nu får de tilbudt et tredje stik

    Flere lande kræver, at man har fået to stik med den samme vaccine, før man som turist kan rejse ind over landegrænsen.

    Men det bliver svært for omkring 150.000 danskere, som både er vaccineret med AstraZeneca og vaccinen fra enten Pfizer/BioNtech eller Moderna.

    Sundhedsministeriet oplyser til DR Nyheder, at de krydsvaccinerede vil blive tilbudt et tredje stik efter vaccineudrulningen er gennemført.

    - Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsfagligt bedst at tilbyde endnu en dosis mRNA-vaccine til personer, der har fået første stik med AstraZeneca vaccinen og andet stik med en mRNA-vaccine.

    Sundhedsministeriet oplyser, at den praktiske tilrettelæggelse og implementering af det tredje stik til krydsvaccinerede nu skal aftales nærmere mellem Sundhedsstyrelsen og regionerne.

    Udmeldingen kommer efter pres fra flere af Folketingets partier.

  10. Virusekspert i USA advarer efter stigende antal smittede: 'Vi er på vej i den gale retning'

    Det gik ellers så godt i USA.

    Men nu advarer landets fremmeste ekspert i infektionssygdomme, Anthony Fauci, om, at landet igen er på vej i den gale retning, efter antallet af smittede med coronavirus bliver ved med at stige i hele landet.

    - Hvis du kigger på kurven af nye smittetilfælde, er stigningen blandt dem, der ikke er vaccinerede. Og eftersom vi har 50 procent af landets befolkning, der ikke er færdigvaccinerede, er det et problem, siger Fauci i dag til tv-stationen CNN.

    Anthony Fauci (Foto: J. Scott Applewhite © Ritzau Scanpix)

    Ifølge den amerikanske sundhedsstyrelse, CDC, er 162 millioner amerikanere færdigvaccinerede, men i den forgangne uge har eksempelvis flere amter i Californien registreret det højeste antal smittetilfælde i over næsten et halvt år.

    Derfor genovervejer regeringen i USA i øjeblikket også retningslinjerne for blandt andet at bære mundbind, siger Fauci. Noget, der ellers har været helt uaktuelt siden foråret.

    Så sent som i går tweetede præsident Joe Biden også en opfordring ud til folk om at blive vaccineret, hvor han blandt andet skrev, at 'Delta-varianten ikke er noget, man skal joke med':

  11. Se billederne: Dele af London oversvømmet efter voldsomt regnvejr

    Busser, biler og cyklister kører gennem vandmasser i dele af den britiske hovedstad, London, efter et voldsomt tordenvejr har ramt byen og skabt oversvømmelser mange steder.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Ifølge AFP har det britiske meteorologiske institut, The Met Office, advaret om, at der nogen steder kan falde op til 100 millimeter regn, som svarer til næsten det dobbelte af, hvad der gennemsnitteligt falder af regn i juli måned.

    Met Office har udsendt et varsel om uvejr hen over London og omegn frem til klokken 20 dansk tid.

    • Biler kører gennem dybt vand på en oversvømmet vej i The Nine Elms-distriktet i London (Foto: Justin Tallis © Ritzau Scanpix)
    • Mange bilister kører igennem vandmasserne. Det kraftige regnvejr bør ifølge det britiske meteorologiske institut aftage l løbet af natten. (Foto: Justin Tallis © Ritzau Scanpix)
    • En cyklist kæmper sig gennem vandmasserne. (Foto: Justin Tallis © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  12. Ti personer er døde i kroatisk busulykke på vej hjem fra ferie

    Mindst ti personer er døde og 45 er kommet til skade i en busulykke i Kroatien.

    Det oplyser det lokale politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Bussen var på vej fra Frankfurt til hovedstaden i Kosovo, Pristina.

    Kosovos ambassadør i Kroatien, Gezim Kasapolli, oplyser, at passagererne var statsborgere fra Kosovo, der var på vej hjem fra ferie.

    Årsagen til ulykken er ikke fastslået, men den ene af to chauffører er anholdt under mistanke for at have forårsaget ulykken.

    Chaufføren siger ifølge anklager Slavko Pranjic, at han kortvarigt faldt i søvn.

    Der var angiveligt 69 personer om bord inklusiv de to chauffører, den anden chauffør omkom i ulykken.

    En bus er søndag forulykket på motorvejen i det østlige Kroatien. Om bord var kosovoere på hjem fra ferie. (Foto: Ivica Galovic/PIXSELL © Pixsell/PA Images)
  13. To point efter to hjemmekampe: FC København får uafgjort mod oprykkerne Silkeborg

    I sidste weekend blev det til 2-2 mod AaB i Parken, og søndag spillede FC København så uafgjort med oprykkerne Silkeborg i 3F Superligaen.

    To point efter to hjemmekampe er status efter FCK's to første kampe i Superliga-sæsonen.

    Chancerne var ligeligt fordelt mellem de to mandskaber, og Silkeborg lignede et hold, som sagtens kan begå sig i landets bedste række.

    I kampens afslutning pressede hjemmeholdet på for en scoring, men brændte store chancer. I samme periode kunne FCK heller ikke holde Silkeborg fra store chancer.

    Men det blev ikke til mere end det, og kampen endte 0-0.

    Du kan se et sammendrag af kampen øverst.

    Zeca og FC København måtte nøjes med et enkelt point mod SIlkeborg. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
  14. 11 kurbyer i Europa er røget på Unescos verdensarvsliste

    Baden-Baden, Bath og Spa.

    Det leder tankerne hen på mineralholdigt vand, mild luft, romerske søjlegange og tidløst velvære.

    I alt er 11 kurbyer i Europa nu blevet tildelt den prestigefulde status som verdensarv af FN-organisationen Unesco på grund af den rolle, de spillede for mere end 100 år siden.

    - Kurindustrien udviklede sig i løbet af 1800-tallet. Mange af de anlæg, man kan se rundt om i Europa i dag, er opført i anden halvdel af århundredet og inspireret af de antikke romerske badeanlæg, siger forfatter og historiker Thomas Harder.

  15. Danskere flyver hjem fra ferie vel vidende om, at de er smittede med corona

    Hvis man bliver smittet på ferien i udlandet skal man isolere sig og følge lokale myndigheders anbefalinger.

    Men der er flere eksempler på, at danskere er kommet hjem med corona i bagagen, og har sat sig ind i flyet - vel vidende at de er blevet smittet på ferien.

    Det fortæller Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice.

    - Der er nogen, der af forskellige årsager, er kede af, at de skal blive på deres destination fremfor at komme hjem. Nogle af dem har sagt: 'Vi er altså ligeglade med, hvad I siger, nu tager vi hjem.

    Udenrigsministeriets Borgerservice kan ikke oplyse, hvor mange danskere det drejer sig om, men tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at næsten hver femte smittede i Danmark regner med, at de er blevet smittet, mens de var i udlandet.

  16. USA's basketherrer taber for første gang ved OL siden 2004

    Noget af det bedste ved OL er overraskelserne. Og det er netop sket.

    NBA-stjernerne på USA's såkaldte "Dream Team" i basketball har tabt til Frankrig i deres første kamp i turneringen. Deres første OL-nederlag i 25 kampe - eller siden 2004.

    Kampen forløb ellers nogenlunde planmæssigt for Kevin Durant og de andre superstjerner fra USA, og de var endda foran med få minutter tilbage med 74-67.

    Men derfra gik de fuldstændig i stå, mens franskmændene blev uhyre effektive, og kampen sluttede 83-76 til Frankrig.

  17. To uafgjorte opgør i Farum og Randers sparker Superliga-søndagen i gang

    Søndagens to tidlige 3F Superliga-opgør endte begge uafgjort med kun to mål på tværs af de to kampe.

    Randers havde besøg af OB i en kamp, som var ganske livlig og startede med to scoringer i første halvleg. Efter et kvarter var det OB's anfører Jens Jakob Thomasen, der bragte fynboerne i front.

    Efter en god halv time udlignede Randers' Alhaji Kamara til kampens slutresultat 1-1.

    I den anden kamp havde AGF taget turen til Farum, hvor FC Nordsjælland skulle forsøge at revanchere 2-1-nederlaget til oprykkerne fra Viborg i første runde. Men det lykkedes kun nordsjællænderne at hente et enkelt point, da kampen endte 0-0.

    Du kan se et sammendrag af Randers-OB øverst, mens sammendraget af FC Nordsjælland- AGF kan findes herunder:

  18. Uheldig dansk cykelstjerne har ingen brud efter styrt

    Emma Norsgaard var søndag i asfalten, da kvindernes landevejsløb ved de olympiske lege i Tokyo blev kørt.

    Efterfølgende blev hun fragtet til hospitalet for at blive undersøgt yderligere efter styrtet. Der er dog ingen brud, fortæller Morten Bennekou, elitechef i Danmarks Cykle Union til Ritzau.

    - Skanningen viste heldigvis ingen brud eller blødninger. Cykeldelegationen og hun skal holde øje med symptomer på hjernerystelse, men det er helt klart planen, at hun kører enkeltstarten om tre dage, siger Morten Bennekou.

    Emma Norsgaard stiller op for Danmark i enkeltstarten, der køres onsdag.

  19. Se video: Belgien står overfor stort oprydningsarbejde efter oversvømmelser

    Belgien står overfor massivt oprydningsarbejde efter voldsomme oversvømmelser i landet.

    Efter kraftig regn lørdag er især et større område i den belgiske by Dinant ved floden Mass i Vallonien ramt af oversvømmelser. Regnvejret lørdag kommer efter, at landet også i sidste uge var plaget af voldsomme oversvømmelser forårsaget af regn.

    Ifølge nyhedsbureauet AP kostede det 36 mennesker livet.

    Ingen er savnet efter lørdagens voldsomme regnskyl, siger Dinants viceborgmester til nyhedsbureauet, men vandet fosser gennem gaderne.

    - Jeg har boet her hele mit liv, men jeg har aldrig set noget lignende, siger viceborgmester Robert Closset til AP.

  20. Tyske gymnaster sender et signal efter norsk 'bikini-problematik'

    (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)

    I sidste uge kom der en stor debat, da det kvindelige norske strandhåndboldlandshold under EM blev tvunget til at spille i bikinitrusser af det internationale håndboldforbund, selvom de havde tøjsæt, der dækkede mere for kroppen.

    Debatten er nået helt til Tyskland og OL i Tokyo. De kvindelige tyske gymnaster har nemlig fået specialdesignet deres beklædning til OL, så den dækker mere af kroppen end normalt.

    I den normale beklædning har de bare ben, men det er ikke tilfældet med den nye dragt.

    - Vi håber, at gymnaster, der føler sig utilpasse i det sædvanlige tøj, vil føle sig opmuntrede til at følge vores eksempel, siger tyske Sarah Voss.

  21. Både holdet og alle tre ryttere går videre til finalerne i dressur

    Det var en glad Cathrine Dufour, der red ud af banen i går. Det var også en super flot præstation - så flot, at den danske landstræner Nathalie Zu Sayn Wittgenstein var i tårer, da Dufour hilste af. (Foto: CAROLYN KASTER © Associated Press)

    De danske dressurryttere er kommet forrygende fra start ved OL.

    Alle tre ryttere på holdet har kvalificeret sig til den individuelle finale onsdag, og samtidig er det samlede hold gået videre til holdfinalen tirsdag.

    Det står klart nu, hvor to dage med de indledende dressurkonkurrencer så småt er ved at være afsluttet.

    Med to imponerende resultater var de to ryttere Cathrine Dufour og Carina Cassøe Krüth komfortabelt videre til den individuelle finale, mens det var mere spændende, om Nanna Merralds resultat på 73,168 procent var tilstrækkeligt til en billet videre.

    Men nu er det blevet afgjort, at også hun skal ride kür på onsdag. Ved kür-afgørelsen skal rytterne ride et program, de selv har sat sammen akkompagneret af selvvalgt musik.

    Med to ryttere tilbage er det danske hold placeret som nummer to i den foreløbige holdstilling, så selvom intet er afgjort lover det godt frem mod finalen.

  22. 644 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    Siden i går er 644 registreret smittet med coronavirus i Danmark.

    Ingen coronasmittede er afgået ved døden.

    Antallt af indlagte stiger med tre, og der er nu 59 indlagte på de danske hospitaler.

    Ti af dem ligger på en intensivafdeling, og seks patienter har brug for hjælp fra en respirator til at trække vejret.

    Der er i alt foretaget 64.947 PCR-prøver det seneste døgn, hvilket vil sige, at positivprocenten 0,99.

  23. Dansk badmintonstjerne debuterer ved OL med suveræn sejr

    Anders Antonsen er i gang ved OL.

    Og den danske badmintonstjerne gav sig selv en glimrende indledning på sine første olympiske lege.

    I to sæt slog han vietnamesiske Tien Minh Nguyen. 21-13, 21-13.

    Anders Antonsen så generelt meget skarp ud, og var gennem hele kampen i fuld kontrol mod sin vietnamesiske modstander.

    Mod slutningen af andet sæt, hvor Antonsen havde en komfortabel føring, begyndte han også at lege lidt og lave lidt frækkere slag.

    - Det gik lige, som jeg havde håbet på. Første kamp til et OL er specielt i sig selv, så der var lidt ekstra nerver på inden kampen i dag, men jeg er rigtig glad for måden, jeg håndterede det hele på i dag, siger Anders Antonsen.

  24. Kraftigt lys og buldren: Meteor set i Norge i nat

    I store dele af Norge kunne man søndag omkring klokken 01 se en lysende kugle på nattehimlen.

    Det skriver norske medier - blandt andet NRK.

    Morten Bilet, der er med i Norsk Meteornetværk, så selv meteoren og er overbevist om, at der er tale om en stor en af slagsen.

    - Det er unikt at kunne opleve meteorer som denne. Når der er buldren og to kraftige lysglimt, taler vi om store sten, der lander på jorden et eller andet sted, siger han til NRK.

    Hvor meteoren præcist landede er stadig uvist, men alt tyder på, at det er mellem Modum og Lier i det sydøstlige Norge, skriver VG.

    Se en video af meteoren fra i nat her:

  25. Dansk cykelstjerne skal undersøges på hospitalet efter styrt

    Emma Norsgaard var en tur i asfalten, da der tidligere søndag blev kørt landevejsløb.

    Og nu viser det sig, at hun muligvis har en hjernerystelse. Det fortæller landstræner Tayeb Braikia til DR.

    Norsgaard er blevet kørt på hospitalet, hvor hun skal undersøges yderligere, så det kan fastslås, om hun er klar til at køre enkeltstart på onsdag.

    Den 21-årige dansker deltog efter landevejsløbets afslutning i presseseancen, men blev ramt af et ildebefindende og måtte sætte sig for at komme til sig selv.

  26. Tyskland skærper indrejserestriktioner for danskere

    Hvis du har planer om en tur til Tyskland i nærmeste fremtid, skal du have en negativ coronatest med, eller et bevis på, at du er fuldt vaccineret eller tidligere smittet.

    Samtidig skal rejser ind i Tyskland registreres digitalt på hjemmesiden www.einreiseanmeldung.de før indrejse. Hvis rejsen ind i Tyskland foregår til lands eller vands, kan den digitale registrering vente 48 timer, hvis man går i selvisolation.

    Der gælder dog undtagelser for danskere, der eksempelvis bare kører gennem Tyskland eller skal en tur over grænsen for at handle. Hvis man er i transit, gælder test- og registreringspligten ikke, ligesom man er undtaget, hvis ens ophold i Tyskland er under 24 timer.

    Ændringerne i restriktionerne sker på grund af den seneste tids smittestigning i Danmark.

  27. Halvdelen af danskerne er nu færdigvaccinerede

    Ind, ned at sidde, stik, vent 15 minutter, tak for i dag.

    Turen ind og ud af de danske vaccinationssteder kender de fleste efterhånden.

    Således er intet mindre end halvdelen af den danske befolkning nu færdigvaccineret.

    - Vi runder i dag endnu en vaccinemilepæl, nemlig færdigvaccination af 50 procent af de danske borgere. Helt præcist er 2.939.901 nu færdige med covid-vaccination, skriver Sundhedsministeriet på Twitter.

    For gruppen på 16 år eller derover er 60,78 procent færdigvaccinerede, oplyser ministeriet.

    De 12-15-årige er først blevet inviteret til vaccination den 14. juli.

  28. Lige før afrejse: Spansk verdensetter i golf testes positiv og misser OL

    Med den positive coronatest kommer Jon Rahm ikke til at svinge golfkøllen i Tokyo, som han gør her til British Open Golf Championship for blot ni dage siden. (Foto: Andy Buchanan © Ritzau Scanpix)

    Golfspilleren Jon Rahm blev testet positiv i den sidste coronatest inden afrejse til OL og må blive hjemme.

    Verdensetteren i golf, spanieren Jon Rahm, er testet positiv for coronavirus og misser OL i Tokyo.

    Det meddeler Det Internationale Golfforbund (IGF) søndag på Twitter.

    Han vandt i juni US Open og strøg med sejren til tops på verdensranglisten, skriver Ritzau.

  29. Uttrup Ludwig kalder løbet 'noget lort': Dårlig fremstilling af kvindecykling

    Landevejsløbet for kvinderne blev ikke den oplevelse, som Cecilie Uttrup Ludwig havde håbet på. Og der tænker hun ikke så meget på sin egen præstation, der gav en 10. plads.

    Hun har arbejdet meget for mere ligestilling i cykling, så kvinderne kan få mere opmærksomhed, og derfor er hun utrolig skuffet over konkurrenternes passive håndtering.

    - Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det noget lort. Det var en ret dårlig fremstilling af kvindecykling. Jeg aner ikke, hvad de store hold laver. Det var helt tosset. Jeg sidder bare der alene og tænker, hvad fanden de store hold har gang i, siger hun til DR efter løbet.

    - Jeg bliver ked af det, fordi det bare er noget pis. Generelt er kvindecykling virkelig godt. Og så har vi et OL, der kommer så langt ud til alle verdensdele, hvor vi virkelig kan vise, hvor fedt det er. Og så laver vi sådan noget rod. Der må jeg tage mig til hovedet.

    Anna Kiesenhofer tog en sensationel guldmedalje, og det viste sig efterfølgende, at de hollandske forhåndsfavoritter ikke vidste, at hun lå foran.

  30. 'Vildt godt' ridt af dansk OL-debutant giver udsigt til dansk plads i dressurfinale

    (Foto: CHRISTIAN BRUNA © Ritzau Scanpix)

    OL-debutanten Carina Cassøe Krüth har netop afsluttet et flot dressurprogram ved OL i Tokyo på hesten Heiline's Danciera.

    - Vildt, vildt godt det her, lød det fra DR's ekspertkommentator Bjarne Nielsen undervejs.

    76,677 procent blev det honoreret med fra dommerne, og det placerer hende i toppen af dagens konkurrence, som er anden halvleg af de indledende dressurkonkurrencer.

    I går red de to andre ryttere på det danske hold.

    Cathrine Dufour og hesten Bohemian red et imponerende program til 81,065 procent, hvilket placerer danskeren på en foreløbig samlet andenplads her i den indledende runde. Danske Nanna Merrald scorede 73,168 procent for sit ridt i går.

    Og det bør være nok til at sende det danske dressurhold videre som et af de otte bedste hold til holdfinalen tirsdag, lød det fra DR's kommentatorboks.

    Se Carina Cassøe Krüths ridt i videoen herunder:

  31. Tyfon har ramt Kinas østkyst

    Tyfonen med navnet In-Fas har ramt Kinas østkyst syd for Shanghai.

    Millionbyen og de omkringliggende kystregioner har aflyst alle flyvninger allerede fra morgenstunden, indstillet al togtrafik og barrikaderet forretninger.

    Da Tyfonen tidligere ramte Taiwan var det med vindstyrke på 155 kilometer i timen og vindstød på op til 191 kilometer i timen, skriver nyhedsbureauet AP.

  32. Med et år til Tour de France-start i Danmark er forberedelserne allerede i gang i kommunerne

    Mens OL er i fuld gang, er man rundt omkring i de danske kommuner allerede i gang med forberedelserne til en anden stor sportsbegivenhed - nemlig Tour de France 2022.

    Her skal de tre første etaper køres i Danmark, og det kræver en del forarbejde. Det er der allerede blevet taget hul på i Odsherred Kommune i Nordvestsjælland, som rytterne skal forbi på anden etape.

    Buske, træer og græs langs ruten skal stå knivskarpt langs ruten, og derfor bliver de allerede nu efterset.

    Også i Slagelse Kommune arbejdes der på at blive klar til at byde cykelrytterne velkommen på vejene, fortæller Jan Lund fra vejmyndigheden i kommunen.

    - Der, hvor der er nogle smalle steder, har vi fokus på at få rettet asfalten og så lige få nogle bedre kanter på, så de (cykelrytterne, red.) ikke kan ryge ud i kanterne.

  33. Kun én procent af anmeldelserne til Patienterstatningen kommer fra det kommunale sundhedsvæsen

    Ligesom hvis man kommer til skade på et hospital, kan man få erstatning, hvis der sker fejl i det kommunale sundhedsvæsen.

    Men det er der ikke særlig mange, der søger om.

    Kun én procent af anmeldelserne til Patienterstatningen kommer efter skader i det kommunale sundhedsvæsen.

    De sundhedsansatte er ellers forpligtet til at informere om muligheden om at søge erstatning.

    Men når Patienterstatningen er ude at tale med de kommunalt ansatte, oplever de, at der mangler kendskab.

    - Det (det lave tal, red) er efter vores opfattelse primært et udtryk for, at de mennesker, som har ret til erstatning, ikke får den oplysning, de skal have, siger Martin Erichsen, vicedirektør i Patienterstatningen.

  34. Olympisk cykelsensation: Østrigsk kvinde snyder verdensstjernerne

    (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Anna Kiesenhofer er næppe et navn selv de største cykelfanatikere kender, men den østrigske cykelrytter kan nu kalde sig olympisk mester efter en enestående præstation.

    Kiesenhofer angreb fra den første kilometer, og verdensstjernerne så hende ikke igen. De kunne ikke blive enige om et samarbejde for at køre hende ind igen.

    Hollandske Annemiek van Vleuten tog sølvmedaljen, mens italienske Elisa Longo Borghini tog bronze.

    Danske Cecilie Uttrup Ludwig var med i favoritgruppen og blev nummer 10.

  35. Hvert år dør mellem 80 og 100 mennesker i drukneulykker i Danmark: Mærkedag skal forebygge det

    For første gang nogensinde bliver der afholdt international Drukneforebyggelsesdag.

    Det er WHO, der står står bag dagen, som ikke overraskende ud fra navnet skal sætte fokus på at undgå drukneulykker.

    I Danmark bliver dagen markeret af blandt andre Rådet for Større Badesikkerhed på Hornbæk strand i Nordsjælland, fortæller Erik Bech, som er formand for organisationen.

    - Det er nogle gange lidt svært for os at få ørenlyd, så vi håber at den her dag kan være med til at skabe mere bevidsthed omkring vandsikkerhed i Danmark, siger han.

    Hvert år mister mellem 80 og 100 mennesker hvert år livet i drukneulykker.

  36. Vejret skaber store ændringer i danskernes program i roning

    Der kommer uvejr til Tokyo i de kommende dage, og det påvirker virkelig roernes program ved OL. Det betyder, at der tidligst vil være roning på programmet igen onsdag.

    Det oplyser både det internationale og det danske roforbund. Det får stor betydning for de danske roere:

    W2-: Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussens semifinale er rykket fra tirsdag (27. juli) til onsdag (28. juli).

    M2-: Frederic Vystavel og Joachim Suttons semifinale er rykket fra tirsdag (27. juli) til onsdag (28. juli)

    M1x: Sverri Nielsens semifinale er blevet rykket fra onsdag (28. juli) til torsdag (29. juli).

  37. Flot dansk start i windsurfing: Lærke Buhl-Hansen er med helt fremme

    Efter to heats kan danske Lærke Buhl-Hansen have smilet på i windsurfing.

    Hun fik en 9. plads i den første sejlads, men her i anden sejlads surfede hun ind på en 4. plads, der bringer hende ind på en samlet 7. plads med en enkelt sejlads tilbage i dag.

    Det er polske Zofia Noceti Klepacka, som ligger i spidsen samlet efter en sejr i anden sejlads. Den tredje og sidste sejlads i dag kan ses på DR2.

    Windsurfing-konkurrencen foregår i en smuk kulisse. (Foto: Cj Gunther © Ritzau Scanpix)
  38. Unesco giver 11 kurbyer i Europa status som verdensarv

    Kurbyen Karlovy Vary i Tjekkiet er blot én af de 11 byer, som Unesco har udpeget. (Foto: MARTIN DIVISEK © Ritzau Scanpix)

    11 såkaldte kurbyer i syv europæiske lande er blevet tildelt den prestigefulde status som verdensarv af Unesco.

    Det sker ifølge FN-organisationens verdensarvsudvalg som en anerkendelse af den vigtige rolle, kurbyerne spillede i det europæiske samfund for mere end 100 år siden.

    Byerne er:

    Tyskland: Baden-Baden, Bad Ems og Bad Kissingen

    Tjekkiet: Karlovy Vary, Františkovy Lázně og Mariánské Lázně

    Belgien: Spa

    Frankrig: Vichy

    Storbritannien: Bath

    Italien: Montecatini Terme

    Østrig: Baden bei Wien

    Kursteder blomstrede og fra slutningen af det 18. århundrede og havde deres storhedstid til begyndelsen af det 20. århundrede.

    Der blev bygget imposante anlæg omkring kildevæld med mineralholdigt vand. Udover bygningerne med plads til forskellige typer bade dukkede der også alt fra casinoer til hoteller op i tilknytning til de gigantiske kuranstalter.

  39. Risiko for skybrud eller kraftig regn i en stor del af landet

    Det solrige sommervejr er på tilbagetog i dag og bliver afløst af risikoen for skybrud og kraftig regn.

    Det skriver DMI.

    Risikoen for store mængder regn er størst i Jylland, på Fyn og i den vestlige del af Sjælland. For den sydvestlige del af Jylland melder DMI om risiko for torden og skybrudsvarsel.

    Det potentielt meget våde vejr skyldes et lavtryk, der er på vej ud i Norsøen fra Holland. Det sender ustabil luft op over Danmark sydfra.

  40. Belgien igen ramt af store oversvømmelser

    I Belgien er byen Dinant ved floden Mass i Vallonien ramt af oversvømmelser efter kraftig regn hele lørdagen.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Ingen er dog savnet, siger byens viceborgmester, men vandet fosser gennem gaderne og omkring 25 biler er blevet flyttet rundt af vandmasserne.

    - Jeg har boet her hele mit liv, men jeg har aldrig set noget lignende, siger viceborgmester Robert Closset ifølge nyhedsbureauet.

    Belgien har allerede været hårdt ramt af oversvømmelser de seneste dage, hvor 36 personer er døde og syv er meldt savnede, skriver AP.

  41. Overvældet Ottesen: Havde ikke turdet drømme om en finale

    Jeanette Ottesen tog badehætten på for sidste gang, da hun i nat dansk tid sammen med Pernille Blume, Julie Kepp Jensen og Signe Bro svømmede 4 x 100 meter fri-finale.

    Det blev sidste bedrift i en karriere, der tæller 53 internationale medaljer og deltagelse ved fem olympiske lege for Ottesen.

    - Jeg har været klar til det her i nu et års tid. Jeg er virkelig overvældet og virkelig glad og stolt. Det kommer på det perfekte tidspunkt, siger den danske svømmer om de sidste svømmetag i bassinet.

    Danskerne sluttede sidste i finalen, hvor Australien vandt guld og satte verdensrekord.

    Du kan se interviewet med Jeanette Ottesen i videoen herunder:

  42. Jeanette Ottesen satte punktum for karrieren med 8.-plads i OL-finale

    4 x 100 meter fri, finale: Pernille Blume, Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen, Signe Bro, søndag den 25 juli 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Det blev ikke til en dansk overraskelse i 4 x 100 meter fri-finalen for Pernille Blume, Julie Kepp Jensen, Signe Bro og Jeanette Ottesen. da de danske svømmekvinder kom ind som nummer otte og sidst.

    For Jeanette Ottesen, en af dansk svømnings største profiler de seneste mange år, var finalen samtidig den sidste konkurrence i karrieren.

    - Jeg har været klar til at indstille karrieren i et år, og nu kom det på den bedst tænkelige måde, som jeg aldrig havde turde drømme om - at jeg skulle afslutte min karriere i en OL-finale, sagde 33-årige Ottesen efterfølgende.

    Hun nåede at vinde 53 internationale titler og deltage ved fem OL.

  43. Redningsfolk søger efter overlevende i Indien efter oversvømmelser

    I Indien søger redningsfolk efter overlevende efter de voldsomme oversvømmelser og jordskred, der har ramt dele af det vestlige Indien, hvor mindst 136 personer er omkommet.

    Titusindvis af mennesker er blevet flyttet ud af de berørte områder, mens mange nær storbyen Mumbai savnes.

    Der er regntid hvert år i Indien fra juni til september. Men delstatslederen i Goa kalder dette års oversvømmelser for de værste i årtier.

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev området ramt af op mod 600 millimeter regn på et døgn. I Danmark falder der til sammenligning omkring 750 millimeter regn om året.

  44. Dødsdømt seriemorder, der var med i et dating-program, er død af naturlige årsager

    • Rodney Alcala blev 77 år og døde af naturlige årsager på et hopsital nær Californiens Corcoran state prison. (Foto: David Handschuh)
    • Alcala arbejde som fotograf. Han blev Alcala blev dømt til døden i Orange County i 1980 for kidnapningen og mordet på en 12-årige pige Dommen blev omvendt i 1984 af Californiens højesteret, og Alcala fik en ny retssag. Billedet her er fra 1979. (Foto: Anonymous)
    • Billedet her er frigivet i 2018. (Foto: Uncredited)
    1 / 3

    En mand, der er dømt til døden i Californien for at have myrdet en 12-årig pige og fire andre kvinder, er død af naturlige årsager.

    Rodney Alcala blev 77 år og døde på et hospital nær Californiens Corcoran-statsfængsel klokken 01:43 lokal tid.

    I 1980 blev han dømt til døden for at have kidnappet og dræbt en 12-årige pige.

    Hans dom blev dog omstødt af Californiens højesteret, og han fik en ny retssag.

    Hans DNA matchede bevismaterialer i fire andre mordsager, der havde fundet sted mellem 1977 og 1979, og han blev senere igen dømt til døden.

    Rodney Alcala fik tilnavnet 'Dating Game Killer', da han i 1978 var deltager i et populært datingshow ved navn 'The Dating Game'.

  45. Den engelske landstræner sender hilsen til unge, uvaccinerede briter: Bliv vaccineret og få jeres frihed tilbage

    Det nationale sundhedsvæsen i Storbritannien, National Health Service (NHS), har hevet fat i en af nationens helt store stjerner i øjeblikket.

    Nemlig den engelske landstræner, Gareth Southgate.

    I en video som blandt andet premierminister Boris Johnson og den officielle profil for den britiske premierminister har delt på Twitter, opfordrer landstræneren den yngre del af befolkningen at blive vaccineret. Hvis de altså ikke allerede har fået et stik.

    - Jeg ved, at gamle mænd og kvinder som mig har fået begge stik, så vi kan mase videre med vores liv, men især for de yngre er det chancen for, at alting åbner op, siger Southgate og fortsætter:

    - Så udsæt det ikke længere, få det gjort, så vi kan åbne alt, vi kan beskytte de mennesker, vi har brug for at beskytte, og I får jeres frihed tilbage.

  46. Politi og demonstranter stødte sammen i Athen til protester mod vaccinekrav

    Politiet i Grækenland har i dag brugt tåregas og vandkanoner til at sprede folk, der var samlet i det centrale Athen for at protestere mod vaccinekrav.

    Ifølge nyhedsbureauet var mere 4.000 mennesker for tredje gang i denne måned samlet uden for det græske parlament for at vise deres utilfredshed.

    Den græske regering har meddelt, at vaccination er obligatorisk for alt sundhedspersonale i landet. Kravet gælder fra begyndelsen af september, men for personale på landets plejehjem vil der blive stillet krav om vaccination med det samme, skriver Ritzau.

    • Ifølge Reuters er det tredje gang i denne måned, at demonstranter har samlet sig uden for det græske parlament. De er utilfredse med, at vaccination bliver et krav for landets sundhedspersonale. (Foto: COSTAS BALTAS © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant bliver ramt med vand fra en vandkanon. (Foto: COSTAS BALTAS © Ritzau Scanpix)
    • Mange var mødt op for at vise deres utilfredshed. (Foto: COSTAS BALTAS © Ritzau Scanpix)
    • Ifølge Reuters er det en benzinbombe, der sprang nær politiet, da de stødte sammen med demonstranter. (Foto: COSTAS BALTAS © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  47. Risiko for kraftig regn og torden i morgen eftermiddag

    Husk regntøjet, hvis du skal ud i morgen eftermiddag, for der er risiko for kraftig regn eller stedvis skybrud.

    Det oplyser DMI i en pressemeddelelse.

    Ifølge DMI tyder meget på, at risikoen er størst i Jylland, på Fyn og i den vestlige samt sydlige del af Sjælland.

    Lokalt kan der falde mellem 25 og 35 millimeter på 6 timer. Regnen kan være ledsaget af torden, oplyser DMI.

    Ved skybrud skal der falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, og ved kraftig regn skal der komme mere 24 millimeter på 6 timer.

  48. Et enstemmigt parlament i Sierra Leone har stemt for at afskaffe dødsstraf

    Alle 146 medlemmer i parlamentet i Sierra Leone har stemt for at afskaffe dødsstraffen i det vestafrikanske land.

    Det skriver Reuters.

    Før ændringen kan træde i kraft, skal den godkendes af landets præsident.

    Præsident Julius Maada Bio forventer ifølge Reuters at underskrive lovforslaget snart, hvilket vil gøre Sierra Leone til det 23. afrikanske land, der afskaffer dødsstraf.

    Dødsstraf vil blive erstattet med livsvarigt fængsel eller mindst 30 års fængsel for forbrydelser som drab, groft røveri og forræderi.

    Der er ikke blevet udført nogen henrettelser i Sierra Leone siden 1998.

  49. SSI har flyttet fokus fra indlæggelser til smittede: Professor mener ikke, at der er noget nyt i det

    Det vakte opsigt, da direktør for Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum for nyligt meldte ud, at SSI vil holde mere øje med smittetal end indlæggelsestal den kommende tid.

    Det skyldes, at risikoen for at overbelaste sundhedsvæsen er meget lille.

    Den melding bekymrer dog flere partier, da de frygter, det kan stå i vejen for at komme af med de sidste coronarestriktioner.

    Ifølge professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, Hans Jørn Kolmos, er der dog ikke noget nyt i SSI's udmelding.

    - Det, der er fokus på nu, er smitteudbredelsen, for vi skal huske på, at pandemien er langt fra overstået. Derfor er det nu et spørgsmål om at sørge for at holde smitten nede og holde smitten i skak.

  50. Tusinder protesterede mod coronarestriktioner i Sydney

    Demonstranter har været på gaden i Sydney for at protestere mod coronarestriktioner.

    Det er fire uger siden, at store dele af den australske delstat New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, lukkede ned som følge af et smitteudbrud med deltavarianten.

    Til trods for at delstatens 8,2 millioner indbyggere har været underlagt strenge restriktioner i en måned, går det fortsat den forkerte vej med smittetallene.

    På flere af plakaterne, som demonstranterne havde med sig, stod der blandt andet 'frihed' 'sandhed' og 'dette handler ikke om virussen, men om regeringens samlede kontrol over mennesker', rapporterer nyhedsbureauet AP.

    • Demonstranterne og politiet stødte sammen ved dagens demonstration. (Foto: MIck Tsikas © Ritzau Scanpix)
    • Politiet var mødt talstærke op. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    • Hundredevis af demonstranter, der er imod nedlukning, var mødt op. Delstaten New South Wales har været lukket ned de seneste fire uger grundet høje smittetal. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    • Delstatslederen i New South Wales, Gladys Berejiklian, kaldte fredag coronasituationen i Sydney en 'national krise'. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  51. Se billederne: Demonstranter er igen på gaden for at protestere mod Macrons vaccinekrav

    • En demonstrant gestikulerer med sine langefingre for at vise, hvordan han har det med de varslede restriktioner og vaccinekrav. (Foto: Sameer al-Doumy © Ritzau Scanpix)
    • De fremtidige restriktioner vil ramme folk, som ikke har et coronapas, som enten viser, at man er vaccineret eller for nylig testet negativ. (Foto: Alain Jocard © Ritzau Scanpix)
    • Det er blevet obligatorisk for sundhedspersonalet at blive vaccineret. De næste på listen er sundhedspersonale på klinikker, plejehjem, institutioner for mennesker med handicap og alle fagfolk eller frivillige, der arbejder i kontakt med ældre eller svage personer. (Foto: Sameer al-Doumy © Ritzau Scanpix)
    • Macron har luftet idéen om at indføre obligatorisk vaccination af alle franskmænd over 12 år. Tusindvis af franskmænd, blandt andet fra De Gule Veste, deltager til demonstrationer i dag i Frankrigs hovedstad, Paris. (Foto: Alain Jocard © Ritzau Scanpix)
    • En fransk aktivist holder et skilt op, hvor han beskylder den franske præsident, premierminister og sundhedsminister for at dræbe franskmændenes frihed. (Foto: Sameer al-Doumy © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    'Den franske præsident, premierminister og sundhedsminister dræber vores frihed'.

    Det er blot et af budskaberne, der står på skilte som demonstranter vifter rundt med i Paris.

    Demonstranter fra blandt andet De Gule Veste protesterer over de restriktioner og vaccinekrav som præsident Emmanuel Macron har varslet.

    Også sidste weekend og i løbet af ugen har vaccinemodstandere samlet sig for at vise deres utilfredshed med de nye regler, som træder i kraft i begyndelsen af august.

    Flere medier melder om, at demontranter er stødt sammen med politiet, og at politiet blandt andet skyder med tåregas i Paris's bymidte. Demonstranter skulle også have bygget barrikader i gaderne.

    En fransk journalist har filmet nogle af optøjerne i Paris.

Mere fra dr.dk