Seneste nyt

UEFA undersøger Neuers regnbue-armbind

Overblik

  1. UEFA undersøger Neuers regnbue-armbind
    Manuel Neuers regnbuefarvede anførerarmbind er årsag til en sag, der kan resultere i en bøde til det tyske fodboldforbund. (Foto: Matthias Schrader / POOL © Ritzau Scanpix)

    Ifølge ntv.de har det europæiske fodboldforbund UEFA indledt en sag mod det tyske fodboldforbund. Det sker, fordi den tyske målmand og landsholdsanfører Manuel Neuer under slutrundens to første kampe har spillet med et regnbuefarvet anførerbind om armen.

    Ifølge det tyske medie betragter UEFA det som en politisk gestus under en kamp, og det er forbudt ifølge forbundets regler. Derfor kan Neuers opbakning til markeringen af Pride-måneden ende med at udløse en bøde til det tyske fodboldforbund.

    Münchens overborgmester Dieter Reiter vil ifølge sueddeutsche.de i morgen overbringe UEFA et forslag om at lade stadion lyse op i regnbuefarverne i forbindelse med Tysklands sidste puljekamp på onsdag. Her møder tyskerne Ungarn, hvor man i sidste uge har vedtaget en lov om at begrænse unges informationsrettigheder, når det gælder homoseksualitet og transseksualitet. På kampdagen vil rådhuset i den sydtyske metropol også flage med regnbueflaget i sympati med LGBT-samfundet.

  2. 100-årig skal i retten - han er tiltalt for 3.500 drab i kz-lejr under Anden Verdenskrig

    En 100 år gammel tysker skal til efteråret i retten, hvor han anklages for drab i kz-lejren Sachsenhausen for 76 år siden.

    I alt er han tiltalt for 3.500 drab i de tre år, hvor han var fangevogter under Anden Verdenskrig, skriver den tyske avis Welt am Sonntag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    I omegnen af 200.000 personer var indsat i koncentrationslejren, og cirka 20.000 af dem blev slået ihjel.

    Retten i forventer, at den 100-årige kan klare at være i retten i to og en halv time ad gangen.

  3. USA's flåde: Israelsk tankskib blev angrebet af drone

    Det oplyser repræsentanter for den amerikanske flåde, som er kommet om bord på tankskibet for at undersøge, hvad der er sket.

    - De første undersøgelser peger tydeligt på et droneagtigt angreb, oplyser amerikanske bombeeksperter.

    En brite og en rumæner blev dræbt i angrebet.

    Israel udenrigsminister, Yair Lapid, anklager Iran for at stå bag angrebet og efterlyser en klar international fordømmelse af angrebet.

  4. Se billederne: Skovbrande hærger feriebyer på Sicilien

    • Flammerne har nået Siciliens næststørste by Cantania. (Foto: Orietta Scardino © Ritzau Scanpix)
    • En udsigt til en brand ved Le Capannine-stranden i Catania, Sicilien. (Foto: ROBERTO VIGLIANISI © Ritzau Scanpix)
    • Varme vindpust har fået ilden til at brede sig på den italienske ø, hvor der er op mod 40 graders varme. (Foto: ROBERTO VIGLIANISI © Ritzau Scanpix)
    • Øens hovedstad, Palermo, mærker også til de skovbrande, der er opstået i regionen. Lørdag regnede aske fra brandene ned over byen, skriver italienske medier. (Foto: Vigili del Fuoco © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Italienske brandfolk kæmper fortsat med at få kontrol med skovbrandeSicilien.

    Flammerne har bredt sig til Catania, der er den næststørste by på øen.

    Flere indbyggere er tvunget på flugt fra deres hjem, og den lokale lufthavn har måttet lukke midlertidigt.

    Det er ikke kun Italien, der i øjeblikket kæmper med brandene. Andre middelhavslande som Spanien, Tyrkiet og Libanon kæmper også med flammerne.

    I Grækenland kæmper omkring 145 brandmænd mod en skovbrand nær Patras, der er landets tredjestørste by. Siden fredag har Grækenland været ramt af en varmebølge, der har sendt temperaturen op mellem 42 og 44 grader.

  5. Se video: Rindom får sin OL-guldmedalje

    Anne-Marie Rindom sejlede Danmarks første guldmedalje ved de olympiske lege i Tokyo i hus, da hun søndag triumferede i Laser Radial.

    Det var fantastiske billeder, da hun stod øverst på podiet med guld om halsen og smilte fra øre til øre.

    Se Rindom få sin guldmedalje i videoen øverst.

  6. Nu åbnes der for ansøgninger til Arne-pensionen

    I dag er regeringens store plan om en ret til tidlig pension blevet til virkelighed, da der er åbnet for ansøgninger.

    De første, der kan søge om ret til tidlig pension, er personer, der er født i andet halvår 1955 og frem til og med 1960.

    44 år på arbejdsmarkedet giver ret til tre år med tidlig pension, 43 år giver ret til to års tidligere pension, og et arbejdsliv på 42 år giver et enkelt års tidligere pension.

    Beskæftigelsesministeriet oplyser, at det er Udbetaling Danmark, der kommer til at behandle ansøgningerne.

    Dokumentationen for et langt arbejdsliv hentes primært i pensionsoplysninger fra ATP.

    Ministeriet oplyser, at ansøgere desuden kan supplere med egen dokumentation for perioder på arbejdsmarkedet, som kan tælle med i beregningen af anciennitet.

    Mette Frederiksen (S) ses her på Socialdemokratiets kongres i 2019 med Arne Juhl, som blev ansigtet på den aftale, der populært kaldes Arne-pensionen.
  7. Kronprinsen sender hilsen til Anne-Marie Rindom, Pernille Blume og Viktor Axelsen

    Det har været en produktiv morgen for de danske atleter, der har været i gang i flere discipliner.

    En, som har fulgt med, er kronsprins Frederik.

    - Det har været en fantastisk OL-dag indtil videre, skriver han på i et opslag på Kongehustets Instagram.

    - Guld til Anne-Marie Rindom i Laser Radial, bronzemedalje til Pernille Blume i 50 meter fri og så er Viktor Axelsen videre til finalen i badminton!

    Sejleren Anne-Marie Rindom fik da også et opkald fra kronprinsen, efter at hun havde sikret Danmark den første guldmedalje ved OL i Tokyo.

    - Han følger også med i sejlsport og elsker det. Det er super at få den opbakning fra Danmark, siger hun ifølge Ritzau

  8. Turister evakueret fra Middelhavsstrande i Tyrkiet

    Flere turister blev i går evakueret i redningsbåde fra strande i den vestlige del af Tyrkiet, efter at naturbrande truede hoteller i havnebyen Bodrum.

    Kystvagten og flere private både samarbejdede for at bringe turisterne i sikkerhed, skriver flere tyrkiske medier ifølge The Guardian.

    Ifølge det russiske nyhedsbureau Sputnik er over 100 russiske turister blevet evakueret fra hoteller i Bodrum til andre hoteller.

    Seks mennesker er omkommet i naturbrandene, mens 500 er blevet bragt på hospitalet i tyrkiske byer ved Middelhavet.

    Grækenland og Italien er også blevet ramt af flere naturbrande.

  9. Ekstatisk Rindom efter OL-guld: 'Det er det vildeste'

    - Jeg har drømt om det lige siden, jeg blev født. Fuck, det er så fedt, undskyld jeg bander. Det er det vildeste. Det var så svært et medal race.

    Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den nyslåede olympiske mester Anne-Marie Rindom.

    Hun sikrede sig OL-guldet i en nervepirrende medaljesejlads, hvor hun på et tidspunkt havde sat guldmedaljen over styr. Heldigvis sejlede hun sig tilbage på den øverste plads på podiet, og kan nu kalde sig olympisk mester i Laser Radial.

    Anne-Marie Rindom vandt også OL-bronze ved legene i Rio.

    Se Anne-Marie Rindoms guld-reaktion i videoen:

  10. Guld til Danmark: Anne-Marie Rindom triumferer i Laser Radial

    Anne-Marie Rindom triumferede i Laser Radial-klassen efter en nervepirrende afslutning i medaljesejladsen. (Foto: Bernat Armangue © Associated Press)

    Anne-Marie Rindom gik ind til søndagens medaljesejlads på en samlet førsteplads i Laser Radial.

    Men hun blev åndet i nakken af hollandske Marit Bouwmeester og svenske Josefin Olsson.

    Rindom sejlede i mål som nummer syv i medaljesejladsen, hvilket var nok til at sikre guldmedaljen.

    Olsson vinder sølv, og Bouwmeester tager bronzen.

    Anne-Marie Rindoms triumf sikrer Danmark den første guldmedalje ved de olympiske lege i Tokyo.

    Du kan se højderpunkterne fra Rindoms medaljeræs lige her:

  11. Mange betaler for meget i husleje: Camilla klagede og fik nedsat sin leje med 1.300 kroner om måneden

    Det kan være svært at få pengene til at slå til, hvis man for eksempel er studerende, og derfor kan det være en god idé at tjekke, om man betaler for meget i husleje.

    Det gjorde Camilla Bruun fra Aarhus, som klagede til huslejenævnet. Det resulterede i, at hun fik sat sin leje ned med 1.300 kroner om måneden.

    - Det betyder, at jeg kan begynde at spare lidt op igen, siger hun.

    Lejernes Landsorganisation (LLO) får mellem 1.000 og 2.000 sager om året, men chefjurist i LLO Anders Svendsen, mener, at mange flere bliver snydt.

    - Vi ser toppen af isbjerget. Det er kun dem, der overhovedet ved, der er nogle regler, som gør noget ved det. Der er måske også nogle, der ved, de betaler en for høj leje, men som ikke er klar til at tage konflikten med udlejer.

  12. Det efterårsagtige weekendvejr fortsætter med sol og enkelte byger

    Dagen starter for de flestes tilfælde ud med lidt eller nogen sol, men der kan også være enkelte byger.

    I løbet af eftermiddagen kan der i Nordjylland komme flere af den slags.

    Temperaturen kommer op mellem 16 og 21 grader.

    I aften kan solen titte frem, men regnvejret lurer også, og især mod nord er der risiko for spredte byger, der kan være med torden.

    Skybrud er dog ikke noget DMI's vagthavende meteorolog, Mette Wagner, regner med kommer.

    - Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror, at sandsynligheden var størst i går.

    Ved skybrud skal der falde mindst 15 millimeter regn på en halv time.

  13. Krybskytteri stiger igen i Sydafrika

    I Sydafrika er antallet af næsehorn, der bliver dræbt af krybskytter, igen begyndt at stige efter et større fald under sidste års nedlukninger i landet.

    Det oplyser landets miljøminister. Det skriver Ritzau.

    Ifølge ministeren er 249 næsehorn blevet dræbt af krybskytter frem til slutningen af sidste måned.

    Det er 83 flere end i samme periode sidste år, men færre end de 318 næsehorn, der blev dræbt i de første seks måneder af 2019.

    Myndighederne har tidligere forklaret sidste års fald med, at det meste af Sydafrika var lukket ned på grund af pandemien.

    De store dyr bliver som oftest skudt af krybskytter, der udelukkende er ude efter næsehornenes horn, der kan sælges for tusindvis af kroner på det sorte marked.

  14. En række restriktioner bliver lempet i dag

    I disse sommermåneder kan det måske føles som om, at Danmark er mere eller mindre tilbage til normalen efter halvandet år med coronarestriktioner.

    Mange institutioner og brancher er dog fortsat underlagt forskellige krav.

    Men i dag bortfalder en lang række af de krav.

    For eksempel må flere fodboldfans komme på tribunerne. Nu må udeholdene nemlig også have fans til stede under kampene i de bedste danske fodboldrækker.

    Man skal heller ikke længere vise coronapas i forlystelsesparker og zoologiske haver.

  15. Den danske Nacra 17 sejler sig frem med forrygende dag på vandet

    Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck blæste i går til offensiv sejlads og angreb i dagens tre afsluttende sejladser i Nacra 17-klassen.

    Danskerne skulle bruge nogle topplaceringer, måtte man forstå.

    Og lige præcis det leverede de.

    Dagens første sejlads blev vundet, danskerbåden blev treer i den næste og endnu en førsteplads i dagens sidste, som samtidig var den 12. og afgørende sejlads i indledende. Det sender danskerne to placeringer frem i den samlede stilling.

    Danskerne går ind til tirsdagens medaljesejlads på en samlet sjetteplads. Podieplaceringerne kan danskerne dog ikke nå i medaljesejladsen.

    Du kan se et udpluk af dagens sidste sejlads herunder:

  16. Alle afgange aflyst: To raketter rammer landingsbane i lufthavn i Afghanistan

    Lufthavnen i Kandahar i det sydlige Afghanistan har i nat dansk tid været mål for et raketangreb.

    I alt to raketter slog ned på en landingsbane, skriver Ritzau, der henviser til AFP. Nyhedsbureauet har været i kontakt med lufthavnens direktør.

    - På grund af det er alle afgange fra lufthavnen aflyst, siger han til AFP.

    Ifølge Reuters har Taliban taget ansvaret for angrebet og oplyser, at det skete for at stoppe 'fjendtlige luftangreb'.

    - Lufthavnen i Kandahar blev angrebet af os, fordi fjenden bruger den som et knudepunkt til at udføre luftangreb mod os, siger en talsmand for bevægelsen til nyhedsbureauet Reuters.

    Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

  17. Viktor Axelsen spiller sig i OL-finalen

    Viktor Axelsen skal spille OL-finale.

    Det er en realitet efter en sejr i to sæt over Kevin Cordon fra Guatemala.

    Axelsen vandt første sæt 21-18 efter en tæt indledning på kampen.

    Andet sæt var knap så jævnbyrdigt, og Axelsen vandt det komfortabelt 21-11.

    Med finalepladsen sikrer Axelsen endnu en dansk medalje. Om det skal være guld eller sølv spiller han om i finalen mandag.

    Modstanderen bliver vinderen af semifinalen mellem Anthony Ginting og Chen Long.

    Se højdepunkter fra Axelsens semifinaletriumf i videoen:

  18. 35 dræbt og titusindvis hjemløse efter massiv regn i Niger

    Kraftige regnskyl og oversvømmelser har siden juni kostet 35 personer livet og gjort over 26.500 hjemløse i det afrikanske land Niger.

    Det oplyser beredskabsstyrelsen i landet lørdag. Det skriver Ritzau.

    De fleste er døde i bygningskollaps eller oversvømmelser som følge af de store mængder regn, mens i alt 26.532 er blevet tvunget til at forlade deres hjem.

    I alt er cirka 2.500 hjem blevet ødelagt af vandmasserne over hele landet. Samtidig er flere skoler, moskéer, butikker og kornlagre blevet alvorligt beskadiget.

    Der bor omkring 23 millioner mennesker i Niger, der er et af verdens fattigste lande.

  19. Se billederne: Canadiere var på gaden - de kræver en undersøgelse af skolesystem for indfødte

    • Canadiere var på gaden for at demonstrere. De vil have igangsat en uafhængig undersøgelse af landets gamle kostskolesystem for indfødte børn. (Foto: Justin Tang © The Canadian Press/PA Images)
    • Det anslås, at over 4000 indfødte børn er døde på canadiske kostskoler fra 1800-tallet og frem til 1990'erne. (Foto: Justin Tang © The Canadian Press/PA Images)
    1 / 2

    Hundredvis af demonstranter gik i går på gaden i Canadas hovedstad, Ottawa, med krav om, at der skal igangsættes en uafhængig undersøgelse af landets gamle kostskolesystem for indfødte børn.

    De seneste måneder er umarkerede gravsteder ved flere af de såkaldte 'gamle skoler' blevet fundet landet over.

    Børn af den oprindelige befolkning i landet blev indtil 1990'erne indskrevet på skolerne med det formål, at de skulle vende deres egen kultur ryggen og tilegne sig vestlig kultur.

    Det er siden kommet frem, at fysisk og seksuelt misbrug af eleverne var udbredt på skolerne.

    Mindst 130 af den slags skoler har igennem årene eksisteret i Canada, og omkring 150.000 børn af oprindelige folk har været indskrevet på en af dem.

  20. Simone Biles trækker sig fra endnu en disciplin

    Den amerikanske gymnastikstjerne Simone Biles har meldt afbud til endnu en olympisk konkurrence af mentale årsager.

    Hun kommer heller ikke til at kæmpe om olympisk metal i øvelser på gulv, oplyser Det Amerikanske Gymnastikforbund, USA Gymnastics, på Twitter.

    - Simone har trukket sig fra finalen i øvelser på gulv. Senere vil hun tage en beslutning om bomkonkurrencen.

    Finalen på gulv finder sted i morgen, mens bomkonkurrencen bliver afholdt tirsdag.

    Tidligere har hun meldt afbud til den individuelle mangekampskonkurrence, spring over hest og forskudt barre.

    Simone Biles har nu opgivet at deltage i øvelser på gulv. Hun kan fortsat nå bomkonkurrencen. (Foto: LOIC VENANCE © Ritzau Scanpix)
  21. Pernille Blume vinder bronze i 50 meter fri

    Pernille Blumes bronzemedalje er Danmarks tredje medalje under OL. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Natten til søndag dansk tid sikrede Pernille Blume en bronzemedalje i 50 meter fri, hvor hun stillede op som forsvarende olympisk mester.

    Danskeren tilbagelagde distancen på 24,21 sekunder.

    Australieren Emma McKeon vandt olympisk guld, da hun atter satte ny olympisk rekord med tiden 23,81 sekunder. Svenske Sarah Sjöström tog sig af sølvet med tiden 24,07 sekunder.

    Dermed var Blume henholdsvis 0,14 sekunder efter Sjöström og 0,40 sekunder efter McKeon.

    Danskeren havde en margin på 0,09 sekunder ned til fjerdepladsen.

    Du kan se danskeren svømme sig til en bronzemdealje i videoen lige her:

  22. Brande hærger i mange Middelhavslande

    Brandfolk forsøger lørdag at få kontrol med en skovbrand ved landsbyen Lampiri, der ligger vest for Grækenlands tredjestørste by, Patras. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)

    Middelhavslandene kæmper med flammerne i disse dage.

    For anden dag i streg kæmper italienske brandfolk med at få kontrol på skovbrandeSicilien, skriver Reuters. Flammerne har bredt sig til Catania, der er den næststørste by på øen.

    Flere indbyggere er tvunget på flugt fra deres hjem, og den lokale lufthavn måtte lukke midlertidigt lørdag.

    En af skovbrandene har nået den del af byen, der ligger ud mod havet. Billeder på sociale medier viser forkullede strandstole og parasoller.

    En helikopter flyver over en brand i Catania, Sicilien. Billedet er fra i går, men brandfolk kæmper fortsat med flammerne. (Foto: ROBERTO VIGLIANISI © Ritzau Scanpix)

    Brandende hærger også andre middelhavslande som Spanien, Tyrkiet og Libanon.

    I Grækenland kæmper omkring 145 brandmænd mod en skovbrand nær Patras, der er landets tredjestørste by.

    Grækenland har siden fredag været ramt af en varmebølge, der har sendt temperaturen op mellem 42 og 44 grader, skriver Ritzau.

  23. Vær beredt: Fra midnat skal du have styr på coronapasset for at rejse til Tyskland

    Fra i nat indfører tyskerne strengere coronaregler, der blandt andet betyder, at danskere skal have styr på coronapasset, hvis man skal rejse til Tyskland.

    Helt konkret betyder reglerne, at alle over 12 år skal kunne vise en negativ test, når de rejser ind i Tyskland. Uanset om det sker med bil, tog eller fly.

    Reglerne gælder ikke færdigvaccinerede eller personer, der har haft Covid-19.

    Man er samtidig fritaget for de nye indrejseregler, hvis man udelukkende skal passere igennem Tyskland for at komme videre på sin rejse, eller hvis man er pendler i grænselandet mellem Danmark og Tyskland, oplyser de tyske myndigheder.

    Læs mere om reglerne her.

  24. Dele af romerrigets grænser får status af verdensarv

    Lørdag sluttede verdensarvsudvalgets årlige møde i den kinesiske by Fuzhou.

    Her har blandt andet en næsten 600 kilometer lang strækning langs med floden Donau fået status af verdensarv af FN's kulturorganisation, Unesco.

    Det skriver Unesco i en pressemeddelelse.

    Strækningen, der løber gennem Tyskland, Østrig og Slovakiet, udgør Romerrigets grænse mod nord og øst.

    Den gamle grænse blev det sidste sted, Unesco i år besluttede at optage på sin verdensarvsliste.

    I forvejen var en del af det gamle romerriges grænser på listen.

    Læs mere om alle tilføjelserne på Unescos hjemmeside.

  25. RUC's lister med ansøgeres cpr-numre kunne læses af alle

    I lidt under et døgn fra mandag middag til tirsdag morgen har der været fri adgang til cpr-numre, mailadresser og kommunikation til omkring 2700 personer, der i år har søgt ind på Roskilde Universitet (RUC).

    Det bekræfter RUC over for TV 2.

    - Vi tager det meget alvorligt, og vi er utroligt kede af sagen, siger RUC's universitetsdirektør, Peter Lauritzen, til TV 2.

    Det var en studerende, der ved et tilfælde opdagede problemet.

    Det er den portal, RUC blandt andet bruger til at kommunikere med kommende studerende.

    Det betød, at alle kunne tilgå hjemmesiden uden login. Her kunne man blandt andet finde lister med fuldt navn og cpr-nummer på folk, der har søgt om optagelse på RUC det seneste halve år.

  26. Boris Johnson skal være far igen

    (Foto: Andrew Parsons © Ritzau Scanpix)

    Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og hans hustru, Carrie Johnson, venter deres andet fælles barn.

    Det skriver Carrie Johnson på Instagram ifølge BBC.

    I forvejen er parret forældre til en dreng, Wilfred, der fyldte et år i april.

    Efter planen kommer det yngste medlem af Johnson-familien til verden i december.

    Den 57-årige Boris Johnson giftede sig med 33-årige Carrie - som på det tidspunkt hed Symonds til efternavn - i maj måned i år.

    Det er Boris Johnsons tredje ægteskab.

    Den konservative premierminister blev sidste år skilt fra Marina Wheeler, som han havde været gift med siden 1993. Parret har fire børn sammen.

    Det er også offentligt kendt, at han har en datter uden for ægteskab med kunstkonsulenten Helen Macintyre. Der er vedholdende rygter om, at Johnson har flere børn - men selv afviser han at svare på, hvor mange han har, skriver Ritzau.

  27. Kalundborgvej åben igen efter stort trafikuheld: To har alvorlige skader

    Kalundborgvej er åben igen efter et alvorligt frontaltuheld mellem to biler, hvor den ene part faldt i søvn under kørslen.

    To personer har alvorlige skader efter ulykken, der fandt sted ved Svebølle på det vestlige Sjælland.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Pårørende er underrettet, og anklagemyndigheden vil senere tage stilling til skyldsspørgsmålet, oplyser politikredsen.

  28. Fire-årig dreng slipper med brækket ben efter fald fra 4. sal

    (Opdateret 21:25)

    Her til aften er en fire-årig dreng faldet ned fra fjerde sals højde på Amager.

    Han er heldigvis sluppet fra det med begrænsede skader.

    - Han er sluppet heldigt fra det med et brækket ben, har vi fået oplyst af Rigshospitalets TraumeCenter, oplyser Henrik Stormer, vagthavende ved Københavns Politi, til DR Nyheder.

    Der er ikke tale om en forbrydelse, men et uheld, hvor drengen endte med at falde ned fra altanen i farens lejlighed, fortæller Københavns Politi til DR Nyheder.

    Efter faldet blev drengen hurtigt bragt til Rigshospitalets TraumeCenter, hvor han er blevet behandlet.

  29. OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

    Herunder kan du se dagens danske resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 11
  30. Fem personer i kritisk tilstand efter trafikulykke i Svebølle

    Fem personer er lørdag aften i kritisk tilstand efter en større trafikulykke ved Kalundborgvej ved Svebølle på det vestlige Sjælland.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Tre eller fire biler har været involveret, og de tilskadekomne er i øjeblikket ved at blive vurderet. Lægehelikopter og seks ambulancer er på stedet.

    - Det er sket ved kilometermærke 33 på Kalundborgvej lige ud for Svebølle. Der er fem, som bliver betegnet som i kritisk tilstand, siger vagtchef Lars Galasz til Ritzau.

    - Man arbejder på stedet derude og laver det, der hedder triage, hvor man går ind og vurderer dem. Helikopteren er på stedet med lægen og akutbilen, og så tager man dem derhen, hvor man mener, det er bedst at tage dem hen, siger vagtchefen.

    Politiet oplyser, at vejen vil være lukket i flere timer.

  31. FC Midtjylland slår Viborg i midtjysk lokalopgør

    Med en Superliga-sejr på 2-0 over lokalrivalerne Viborg FF fik FC Midtjylland en glimrende optakt til tirsdagens opgør i Champions League-kvalifikationen mod hollandske PSV.

    Begge kampens mål blev scoret efter pausen. Evander og Anders Dreyer havde sidste støvle på boldene, før de gik i nettet.

    Med sejren har FC Midtjylland nu seks point efter tre kampe i Superligaen, mens Viborg FF har fire.

    Du kan se højdepunkterne fra kampen herunder.

  32. Menneskerettighedsorganisation: Myanmars militær begår forbrydelser mod menneskeheden

    Militæret i Myanmar har begået forbrydelser mod menneskeheden i form af drab på modstandere af militærkuppet for et halvt år siden og med anholdelser af tusindvis af politikere, journalister og aktivister.

    Soldater og politi i det sydøstasiatiske land har i det halve år, militærstyret har været ved magten, begået drab, tortur og flere andre alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne.

    Over 100 politikere, valgtilforordnede, journalister og aktivister er blevet anholdt og er derpå "forsvundet", skriver organisationen. Styret har nægtet at oplyse, hvor de befinder sig.

    - Angrebene på befolkningen udgør forbrydelser mod menneskeheden, som de ansvarlige skal stilles til regnskab for, siger Brad Adams, der er direktør for HRW's Asien-kontor, til Reuters.

  33. Hyballa om situationen i Esbjerg: 'Alt det her udenfor banen er for mig bullshit'

    (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Esbjerg fB spillede i dag den første kamp efter en hektisk uge, hvor 21 spillere i et åbent brev til ledelsen udtrykte mistillid til cheftræneren.

    Spillerne mener, at cheftræner Peter Hyballa hverken har 'de fornødne faglige eller menneskelige egenskaber til at lede spillertruppen'.

    Cheftræneren har dog ikke meget til overs for den megen uro og rygter om, at han blandt andet har været voldelig mod spillerne.

    - Alt det her udenfor banen er for mig bullshit.

    - Spillerne taler kun med aviserne og med spillerogranisatione. Hvis jeg spørger spillerne, hvad der er sket, så siger de: Ikke noget, coach. Men måske er det sådan i Danmark. I mit land taler vi ansigt-til-ansigt, og efter min mening er det også bedre, siger Peter Hyballa.

    Cheftræneren mener, han har været fair, og at beskyldningerne er 'bullshit'.

    - Jeg slår ikke, jeg har ikke gjort noget.

    Så spillerne lyver?

    - Ja, hvis de siger, at jeg har slået nogen, siger han.

  34. Uheldige Kristoffer Hari: Skade sætter en stopper for OL

    (Foto: liselotte sabroe © Scanpix Denmark)

    Danmarks mandlige stafethold ved OL i Tokyo er blevet en løber mindre. Kristoffer Hari er således blevet tvunget til et afbud på grund af en skade.

    Haris afbud får dog ikke større konsekvenser for Danmarks stafethold, som han skulle deltage for. De har nemlig taget to reserver med til Tokyo. Men skuffelsen er selvfølgelig stor.

    - Det er rigtig synd for Kristoffer, som sammen med de andre drenge på holdet har set meget frem til OL. Vores fokus lige nu er at tage os godt af ham, inden han rejser hjem til Danmark, siger Bo Overgaard, der er elitechef i Dansk Atletik Forbund, til Ritzau.

    De fem tilbageværende løbere er Tazana Kamanga-Dyrbak, Frederik Schou-Nielsen, Simon Hansen, Emil Mader Kjær og Kojo Musah.

  35. Hamilton tager pole position i jagten på sejr nummer 100

    Lewis Hamilton har optimale betingelser for søndag at tage sin 100. sejr i Formel 1.

    Briten starter nemlig forrest i sin Mercedes, når startskuddet til Ungarns grandprix lyder.

    Hamilton var hurtigst i lørdagens kvalifikation. Hans holdkammerat, Valtteri Bottas, blev nummer to, mens Hamiltons store rival i kampen om verdensmesterskabet, Max Verstappen, sluttede som treer.

    Lewis Hamilton har i forvejen rekorden for flest løbssejre i Formel 1's historie og kan altså søndag udbygge den yderligere og runde et skarpt hjørne, 14 år efter den første sejr, som kom i Canada i juni 2007.

    I 2020 er det allerede blevet til fire sejre for Hamilton, der i VM-stillingen har otte point op til Max Verstappen på førstepladsen.

    /ritzau/

  36. Esbjerg taber til Helsingør efter tumultarisk uge

    Der blev gået hårdt til den, da Esbjerg tabte 1-3 på hjemmebane til Helsingør. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Esbjerg fB tabte lørdag 1-3 til FC Helsingør på hjemmebane i 1. division i fodbold efter en tumultarisk uge i klubben.

    Holdet har dermed ét point efter to kampe i sæsonen, efter det blev 1-1 mod Vendsyssel i første runde.

    Kun 5 af de 21 spillere, der tidligere på ugen udsendte et åbent brev, hvor de udtrykte 'stærk mistillid' til cheftræner Peter Hyballa, var med i hjemmeholdets trup, skriver Ritzau.

    Helsingør tog føringen efter bare fem minutters spil. Angriberen Peter Christiansen fik en lang bold i dybden og sparkede upresset udeholdet på 1-0.

    Blot tre minutter senere udlignede Esbjergs angriber Elias Sørensen.

    Herefter bølgede det godt frem og tilbage, inden Helsingør kom foran 2-1 på et straffespark efter 70 minutter, som Liam Jordan både skaffede og scorede på for Helsingør.

    Udeholdets kun 16-årige indskifter Alexander Lyng lukkede kampen til 3-1 i overtiden.

  37. Hedebølge i USA: Fisk bliver kogt levende i floderne

    Blot at kalde sommeren i store dele af USA og Canada for varm er noget af en underdrivelse.

    Denne sommer har faktisk været den varmeste nogensinde i store dele af USA og Canada.

    Mere en 100 steder er der i løbet af juni og juli blevet sat nye varmerekorder, og på de hårdest ramte egne har termometeret vist tæt på 50 grader celcius.

    - Temperaturen i floden er steget så meget, at laksene praktisk talt bliver kogt levende. Deres organer kan simpelthen ikke klare den type varme, og derfor bliver de afkræftede og til sidst dør de. I takt med at deres krop langsomt står af, ryger deres immunforsvar helt i bund, og det er derfor de i så høj grad bliver angrebet af svamp, siger Lars Skou Olsen, chef for dyr og anlæg hos Den Blå Planet.

    Læs mere om varmeproblemet her.

    I år ser det sort ud for laksenes chancer for at yngle og videreføre arten, fordi vandtemperaturerne tager livet af dem med både iltmangel, svampeinfektioner og organer som står af. (Foto: Conrad Gowell © All rights reserved)
  38. DMI varsler om lokale skybrud og torden på Fyn og i Nordvestsjælland

    Weekendhyggen kan blive afbrudt af lokale skybrud og torden.

    Det varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i hvert fald, hvis du befinder dig i områderne Nordvestsjælland, Sydfyn, Assens, Kerteminde, Nyborg, Odense eller Nordfyn.

    Det melder DMI på Twitter.

    Et skybrud indbefatter, at der falder mere end 15 millimeter nedbør på en halv time.

  39. Jamaica dominerer totalt i kvindernes 100 meter-finale

    Klodens hurtigste kvinde skulle findes.

    OL-finale i 100 meter.

    Finalen blev afviklet med et stort og pompøst show på forhånd, inden de otte finalister satte skoene i startblokken.

    Elaine Thompson-Herah sprintede sig til sejren foran Shelly-Ann Fraser-Pryce og Shericka Jackson på anden- og tredjepladsen. Alle tre er jamaicanere.

    Thompson-Herah satte endda olympisk rekord i tiden 10,61 sekunder.

  40. Dansk båd var ude af OL: Pointstraf sender dem tilbage i konkurrencen

    Ida Marie Baad og Marie Thusgaard har fået en lille gave.

    Danskerne sluttede ellers på en samlet 11.-plads efter de 12 indledende sejladser.

    Men den amerikanske båd har fået tildelt en straf efterfølgende. Det gør, at danskerne overhaler amerikanerne og tager den adgangsgivende tiendeplads til medaljesejladsen.

    Medaljerne er ikke inden for den danske båds rækkevidde. Medaljesejladsen er mandag morgen.

  41. 739 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    739 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. En person er død det seneste døgn.

    Det fremgår af dagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

    I går var der 1.085 bekræftede tilfælde.

    Dagens smittetal er baseret på 69.397 pcr-test. Det svarer til, at 1,06 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er samtidig foretaget 146.798 hurtigtest de sidste 24 timer. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

    Der er nu 54 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er to færre end i går. Af de indlagte er otte på intensiv afdeling og otte er i respirator.

  42. Danmarks første mandlige 100 meter-løber ved et OL i 93 år løber sig ikke videre

    Kojo Musah er den første danske mandlige sprinter, der stiller op i 100 meter ved et OL i 93 år.

    Lørdag eftermiddag skulle han så i aktion.

    Musah løb i tiden 10,20 sekunder, hvilket rækker til en femteplads i heatet. Tiden er seks hundrededele af et sekund langsommere, end Musahs personlige rekord.

    Det er ikke nok til en plads i semifinalen. Avancement til semifinalen krævede en placering i top-3 eller en af de øvrige tre hurtigste tider.

  43. Britisk domstol redder Stonehenge fra kontroversiel biltunnel

    Planen var, at en biltunnel på omkring 3,3 kilometer skulle ligge nær de ikoniske stenformationer Stonehenge.

    Men det har en britisk domstol sat en stopper for. Den har omstødt regeringens godkendelse af den kontroversielle tunnel, skriver BBC.

    Afgørelsen kom i går efter kritik fra historikere, arkæologer og pres fra FN-organisationen Unesco.

    Unesco, der står bag Verdensarvslisten, har tidligere advaret om, at Stonehenge ville blive kategoriseret som værende 'i fare' for at blive strøget fra listen, hvis tunnelplanerne fortsatte uændret.

    Tunnelbyggeri fik i sidste uge godkendelse til at fortsætte, men de planer har domstolen altså sat en stopper for.

    Planlagt tunnel kunne potentielt koste Stonehenge plads på verdensarvslisten. Domstol blokerer nu for planen. Byggeriet står til en pris på knap 15 milliarder danske kroner. (Foto: ENGLISH HERITAGE © Ritzau Scanpix)
  44. Landsby kæmper for skole, der risikerer at lukke

    Hvad gør beboerne i en landsby, når kommunen overvejer at lukke den lokale skole?

    I den sydjyske by Vandel i Vejle Kommune tager de sagen i egen hånd og går på charmeoffensiv.

    Borgerne har sat gang i kampagnen 'Flyt til Vandel' på både Facebook og Instagram for at overtale flere børnefamilier til at vælge Vandel.

    For lokalsamfundet kunne ikke bare sidde på hænderne, siger en af ildsjælene bag kampagnen, Randi Hauge Hansen.

    Kommunen har regnet på tre scenarier. At fortsætte som i dag, eller køre videre kun med 0-3 klasse, eller at lukke skolen helt.

    Og de lokales kamp har indtil videre båret frugt.

    - Vi har fået lov til at have skole de næste to år, og så i efteråret 2022 kigger kommunen på det igen, siger Randi Hauge Larsen.

  45. Sprinter afleverer positiv dopingprøve ved OL i Tokyo

    I nat blev den nigerianske sprinter Blessing Okagbare smidt ud af OL, da hun blev testet positiv for brug af væksthormon.

    Nu er den så gal igen.

    Denne gang er det kenyaneren Mark Odhiambo, der har vist spor af brug af anabole steroider.

    Det oplyser Det Internationale Testagentur (ITA) på sin hjemmeside.

    ITA skriver videre, at prøven blev foretaget 28. juli. Odhiambo er nu suspenderet. Han har appelleret sagen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

  46. Nye ulveunger født i Danmark

    I nyere tid er det kun sket tre gange. Første gang var i 2017, så i 2019 og nu har endnu et ulvepar så få et kuld hvalpe på dansk jord.

    Det konstaterer forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen. Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

    Ulveparret, som består af den danskfødte hanulv GW1469m og den tyskfødt hunulv GW1700f, er etableret i Hovborgreviret i Sydjylland og har nu fået hvalpe i Klelund Plantage.

    Vildtkameraer, opsat til at overvåge ulvene, har vist, at der mindst er tre hvalpe i kuldet. Det kan dog ikke udelukkes at kuldet kan være større. Hvalpene vurderes til at være født i begyndelse af maj.

    Miljøstyrelsen anbefaler, at man ikke går ud og leder aktivt efter ulvehvalpene.

  47. Den danske 49er sejler sig videre til finalen

    Den danske 49er med Jakob Precht og Jonas Warrer har efter de 12 indledende sejladser kvalificeret sig til medal race på en samlet femteplads efter dagens tre sejladser.

    Her sluttede de som nummer 15, 5 og 8. Specielt den første sejlads gør en lille smule ondt, fordi det gør medaljemulighederne sværere.

    De to herrer er 10 point fra bronzemedaljen, så det bliver svært. Men i medal race tæller point dobbelt, så det er langt fra umuligt. Der venter en spændende finale.

    Der er medal race på mandag.

  48. Israel anklager Iran for at stå bag angreb på olietanker, der kostede to personer livet

    De israelske myndigheder føler sig overbeviste om, at det var Iran, der stod bag et angreb på et israelsk-britisk tankskib i torsdags. To personer ombord - en brite og en rumæner - omkom.

    Skibet MV Mercer Street, der drives af et London-baseret selskab, lå ud for Omans kyst i Det Arabiske Hav, da hændelsen skete i torsdags.

    Det vides ikke, hvad der præcist skete under det, som Israel kategoriserer som "iransk terror".

    - Iran er ikke bare et israelsk problem. Resten af verden må ikke forblive stille, siger landets udenrigsminister Yair Lapid ifølge BBC.

    Iran har endnu ikke kommenteret anklagerne. En talsperson for den britiske regering oplyser ifølge BBC, at den også forsøger at finde ud af, hvad der skete.

  49. Studiestart er højsæson for snyd med udlejningsboliger: Hold øje med faresignalerne

    Studiestart er ikke kun lig med forventningsfulde nye studerende på videregående uddannelser. Det er også jagten på en bolig og tag over hovedet.

    Men særligt på denne tid af året risikerer nogle af dem at falde i hænderne på falske udlejere, så de unge mister pengene uden at få en lejlighed, siger Nini Kristensen, lokalformand for Lejernes Retshjælp i Aarhus.

    Ifølge Nini Kristensen er der flere forskellige faresignaler, man skal holde øje med, og spørgsmål, man skal stille sig selv.

    - Har du set lejemålet? Har du fået fremvist det? Er der penge under bordet?

    Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det højst sandsynligt også, advarer Nini Kristensen.

    - Vi ved jo, at udlejerne ikke har svært at leje deres boliger ud, så hvis de har meget travlt, bør alarmklokkerne ringe.

  50. Fra i morgen er det slut med pladskrav i regionaltog

    De fleste, der har skullet med regionaltoget den seneste tid, kender til besværet.

    Kravet om pladsbillet. Fra i morgen frafalder det dog, hvorfor rejsende ikke længere skal ind i DSB-app'en og reservere et sæde på regionaltoget.

    Det har været et krav under store dele af coronaepidemien, for at undgå for tætpakkede tog med større risiko for at sprede coronavirus.

    At kravet bliver ophævet, gør det nemmere for passagererne, mener Tony Bispeskov, som er informationschef hos DSB. Det siger han til Ritzau.

    - Det betyder først og fremmest, at det bliver nemmere for kunder, der hidtil har skullet ind og finde en pladsbillet på hjemmeside eller app eller lignende, fordi de ikke skal gøre det længere, hvis de skal rejse med regionaltog.

    Kravet om en pladsbillet gælder fortsat, hvis man rejser med intercity- eller intercitylyntog.

  51. Vejret: Det bliver skyet og regnfuldt - nogle steder er der risiko for skybrud

    Det er nok ikke i dag, du skal pakke strandtasken, for det bliver køligere, og der kommer til at falde en del regn.

    Det starter vest på, men bevæger sig i løbet af dagen først til Fyn og senere hen når regnvejret også Sjælland.

    Regnvejret især i Jylland kan godt være kraftigt med torden og måske hagl. Lokalt er der også risiko for skybrud.

    - Det er utroligt svært at sige om skybruddet virkelig kommer, men der kommer kraftige byger. Jeg tror, der i løbet af dagen lokalt vil komme op mellem 20 til 30, måske helt op 40 millimeter regn, men om det betyder skybrud, det er en anden sag, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Martin Lindberg.

    Definitionen på skybrud er mere end 15 millimeter nedbør på 30 minutter.

    Martin Lindberg tror, at risikoen for skybrud på Fyn og Sjælland er lav.

    Temperaturen sniger sig op mellem 16 og 21 grader.

Mere fra dr.dk