Ukendte droner set flere steder omkring Stockholm generer svensk flytrafik
Flytrafikken ved Bromma-lufthavnen nordvest for Stockholm er blevet omdirigeret, efter at der er observeret droner i området. Det skriver avisen Aftonbladet.
Svensk politi har ifølge avisen også fået meldinger om observationer af fire store droner i Nacka-området øst for Stockholm her til aften. Politiet leder også efter droner ved atomkraftværket Forsmark, som ligger omkring 140 kilometer nord for Stockholm.
- Der er flere rapporter, jeg kan ikke sige præcis hvor mange, siger Anders Bryngelsson, politiets talsmand i Stockholm-regionen ifølge avisen.
I går blev en drone set cirkulere i området omkring atomkraftværket. Desuden var politiet og kystvagten på udkig efter droner i Stockholms skærgård.
Der er de seneste dage desuden blevet observeret flere droner over tre af landets atomkraftværker.