Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj håber, at landet sammen med FN kan lave en ny aftale om at eksportere korn ud gennem Sortehavet.
Mandag trak Rusland sig ud af kornaftalen med en række strenge krav om genoptagelse.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har præsidenten talt i telefon med FN's generalsekretær Antonio Guterres.
- Vi blev enige med hr. Guterres om at arbejde sammen, også med andre lande, for at forny fødevaresikkerhed og fødevaretransporten gennem Sortehavet, skriver Volodymyr Zelenskyj på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.