Ukraine: Atomkraftværk skadet efter angreb
Der er voksende bekymring for sikkerheden på Europas største atomkraftværk i det sydøstlige Ukraine.
Den statslige ukrainske atomoperatør Energoatom oplyser ifølge The Guardian, at Zaporizjzja-værket har fået alvorlige skader, efter det blev ramt af russisk antiluftskyts i går.
Nødberedskabet er blevet aktiveret, og en ud af tre fungerende strømforsyninger er blevet lukket ned, siger Energoatom. Operatøren oplyser, at ukrainske ansatte arbejder på at opretholde sikkerheden på værket, som blev indtaget af russiske styrker i marts.
Det russiske RIA Novosti har lørdag delt en video, som nyhedsbureauet siger viser røgudvikling ved atomkraftværket. Det skriver AP. Røgen stammer fra et ukrainsk bombardement, siger RIA Novosti.
De to parters vidt forskellige versioner af begivenhederne på Zaporizjzja-værket har ikke kunnet efterprøves af uafhængige medier.