Ukraine får status som EU-kandidatland
Ukraine er rykket et betydeligt skridt nærmere EU, efter at lederne af de 27 nuværende medlemslande har besluttet at give det status af såkaldt kandidatland.
Det bekræfter rådsformand Charles Michel på Twitter.
Det betyder, at der nu er givet grønt lys til, at optagelsesforhandlingerne mellem EU og det krigshærgede land på sigt kan gå i gang. Og det er det første, vigtige skridt på den fortsat lange og noget usikre vej mod det EU-medlemskab, som den ukrainske regering længe har drømt om.
Det er dog en både omfattende og langsommelig proces at blive EU-medlem, og der er ingen garanti for, at ukrainerne også ender med at blive optaget i unionen.
Udover Ukraine har Moldova også fået tildelt kandidatstatus.