Ukrainsk minerydder-hund modtager hæder i Cannes

En af fredagens helt store vindere ved filmfestivallen i Cannes kunne desværre ikke være til stede for at modtage sin hæderspris.
Han er nemlig på arbejde i Ukraine, hvor han er blevet et symbol på selve den ukrainske modstand mod Rusland.
Men selvom det var en anden Jack Russel-terrier ved navn Opium, der måtte modtage prisen på hans vegne, så vandt minerydder-hunden Patron alligevel den prestigefulde humanitærpris "The dogmatarian" ved årets Palm Dog Awards.
Den to år gamle Patron får prisen for sin indsats i krigen, hvor han har hjulpet med at finde flere end 200 miner og andre sprængfarlige våben.
Patron modtog desuden i starten af maj en hæderspris af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, for sit arbejde.
Palm Dog Award'en uddeles hvert år under filmfestivallen i Cannes til den bedste filmpræstation af et eller flere dyr. Hovedprisen gik i år til puddelhunden Beast i filmen "War Pony".