Det var lidt af et syn, der i dag mødte Naturstyrelsen, som igen i år må rydde op efter omkring 6.000 unge, som festede til såkaldt puttefest i går aftes i Dyrehaven i Nordsjælland.
Der blev under dagens store oprydning samlet glasskår, efterladt tøj, dåser, tuscher, plastikaffald og nikotinposer, som lå spredt ud over græsset.
Det siger Stella Blichfeldt, der er naturvejleder i Naturstyrelsen.
- Det der er det fantastiske, det er, at omkring 30 til 40 frivillige kom og hjalp. Vi har fået ryddet rigtig fint op i løbet af et par timer, siger hun til Ritzau.
Men kun er en lille håndfuld af de frivillige var enten elever eller forældre.
I løbet af den næste uge vil styrelsen fortsætte med at rydde "forbandede glasskår, nikotinposer og cigaretskod" op, siger Stella Blichfeldt.
Inden festen i Dyrehaven havde flere frarådet unge at møde op til festerne.
- Puttefesten er ikke et arrangement, vi har givet tilladelse til. Og det efterlader en uønsket opgave for styrelsen, som skal rydde op, siger Stella Blichfeldt.