Kampene mellem regeringsstyrker og bevæbnede grupper har indtil videre fået borgere i hundredtusindvis til at flygte fra konfliktramte områder i Den Demokratiske Republik Congo.
Sådan lyder det fra FN's flygtningeorganisation, UNHCR, ifølge Al Jazeera.
Matthew Saltmarsh, der er talsperson for organisationen, oplyser i dag, at knap 300.000 personer er flygtet fra områderne Rutshuru og Masisi i løbet af februar.
- Civile fortsætter med at betale den tunge og blodige pris for konflikter, inklusive kvinder og børn, der med nød og næppe undslap volden og nu sover ude i det fri. De er udmattede og traumatiserede, siger han.
Saltmarsh påpegede samtidig, at UNHCR og dets partnere vil opskalere deres humanitære bistand, men at det på grund af konflikterne er svært at få adgang til de fordrevne mennesker.