USA begynder onsdag at fjerne ikke-vaccinerede soldater fra hæren, oplyser den amerikanske hær i en meddelelse onsdag, ifølge Ritzau.
Soldater, som nægter at blive vaccineret mod coronavirus, vil blive afskediget.
Hæren kom sidste år med ordren om, at alle i hæren skulle vaccineres. Langt størstedelen har efterfulgt ordren. Men de, som har nægtet, bliver nu fyret.
- Uvaccinerede soldater udgør en risiko for styrken og sætter paratheden på spil, siger Christine Wormuth, hærens øverste embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium.
Godt 3000 soldater har fået skriftlige reprimander, fordi de har nægtet at følge ordren om at blive vaccineret. Hvis ikke de begynder et vaccinationsforløb inden for syv dage, står de til fyring.