USA vil donere yderligere 116 millioner dollar - over 811 millioner kroner - i humanitær støtte til Myanmar, Bangladesh og de omkringliggende regioner.
Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
4.467 børn i København levede under fattigdomsgrænsen i 2021, hvilket svarer til fire procent af alle børn i hovedstaden.
Det skriver Socialforvaltningen i Københavns Kommune på baggrund af en opgørelse, som er den første status på børnefattigdommen i København.
Den viser også, at antallet af børn, der lever under fattigdomsgrænsen i København, er faldet fra 2017 til 2021.
Opgørelsen er lavet efter budgetmetoden. Her fastsætter man ifølge forvaltningen et minimumsbudget, der består af nødvendige udgifter som fx udgifter til transport, mad og beklædning. Metoden tager hensyn til det københavnske huslejeniveau.
Hvis en husstand har en disponibel indkomst, der er lavere end minimumsbudgettet, vil husstanden blive anset som fattig.
Ifølge socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) er det vigtigt at være opmærksom på, at tallene er fra 2021 og altså før energikrise og rekordhøj inflation, og derfor frygter hun, at tallet vil stige over de næste år.
Sådan skriver DMI på det sociale mediet X om det vejr, vi kigger ind i dag og i nat.
Temperaturen lægger sig fra omkring 1 grads frost til 3 graders varme med let til frisk vind omkring sydøst, mens kysterne stedvis får hård vind.
I Jylland kan man opleve rimtåge, men ellers bliver det mest skyet. Derudover sne og lokalt slud fra syd og sydvest, mens man mod nord og øst måske får enkelte snebyger.
I aften og i nat bliver der også mellem 1 grads frost og 3 graders varme, mens der vil komme sne og slud nogle steder. Let til hård vind fra sydøst og øst, og ved kysterne vil der nogle steder være op til kuling.
Og så gælder det igen om at køre forsigtigt, for der er ifølge DMI også risiko for sne- og isglatte veje i hele landet.
Hos Danmarks største kyllingeproducent har en stor satsning på langsomt voksende kyllinger med bedre dyrevelfærd givet bagslag på grund af lav efterspørgsel.
I Filippinerne efterforsker politiet mindst to personer i kølvandet på den bombning, der fandt sted på et universitet i landet søndag.
Det skriver Reuters.
Under angrebet døde mindst fire personer, mens mere end 50 blev såret, har politiet i landet oplyst.
Eksplosionen skete ifølge Ritzau under en katolsk messe, og efterfølgende har Islamisk Stat taget ansvaret for det.
Politiets mistanke var også, at eksplosionen var et hævnangreb for om lørdagen, hvor det filippinske militær meldte, at de i en militæroperation dagen før havde dræbt 11 militante - herunder medlemmer af gruppen Dawlah Islamiyah, som støtter IS.
Mange steder i landet ligger der sne, og efter en, forhåbentlig god, weekend, skal mange ud i bilerne og på arbejde her til morgen.
Fra Vejdirektoratet lyder det, at de lige nu er i gang med at salte i Nordjylland og på Sjælland, ligesom de også har kørt i resten af landet de seneste timer for at gøre statsvejene klar til morgentrafikken.
- Selvom der ikke er kommet mere sne i nat, så ligger der stadig sne rundtomkring, så de sædvanligt råd gælder fortsat: Kør hjemmefra i god tid, hold rigtig god afstand og tjek gerne trafiksituationen før du kører hjemmefra, lyder det fra Jakob Riis-Petersen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.
Du kan følge trafiksituationen i radioen på P4 og ellers på trafikinfo.dk
Søndag har venezuelanerne stemt 'ja' til at kræve suverænitet over en del af nabolandet Guyana.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den noget usædvanlige folkeafstemning drejer sig om et område, Essequibo, der dækker over to tredjedele af Guyana, hvor der er fundet store reserver af olie og mineraler.
Og i nat dansk tid har den venezuelanske befolkning altså stemt ja til at annektere området.
I mere end 100 år har det været diskuteret, om området tilhørte Venezuela eller Guyana.
Forud for afstemningen har den internationale domstol i Haag givet Venezuela ordre om at undgå handlinger, der vil ændre statussen for det område, som landet mener, de har krav på.
Det er også stadig uklart, hvad søndagens 'ja' kommer til at betyde praktisk og juridisk.
Ifølge de nationale valgmyndigheder har godt 10,5 millioner vælgere afgivet deres stemme.
Der bor mere end 30 millioner mennesker i Venezuela.
Det kinesiske militær beskylder USA for, at et af deres krigsskibe ulovligt har været i kinesisk farvand ved at sejle ind ved atollen Second Thomas Shoal, der ligger i Det Sydkinesiske Øhav.
En atol er resterne af en vulkanø, der ofte ligner en cirkel af land med en lavvandet lagune i midten.
Second Thomas Shoal er omstridt, da både Kina, Taiwan, Vietnam og Filippinerne mener, at atollen skal tilhøre dem.
En talsperson fra det kinesisk militær siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at "USA har alvorligt undermineret regional fred og stabilitet".
Han sagde også, at USA krænker Kinas suverænitet alvorligt ved at sejle i området, og at et kinesisk krigsskib fulgte det amerikanske skib ud.
Det er ikke kun i Danmark, at sneen ligger tykt og flot mange steder. Også store dele af Storbritannien har fået et hvidt drys.
Især den nordlige del af England har fået en del sne.
- Vi har ikke set så meget sne i 60 år. Der har været rigtig dyb sne tidligere, tilsyneladende i 60'erne, ifølge min far, der er 82 år. Men ja, det er uden fortilfælde, siger Janis Threlkeld, der bor i landsbyen Grizedale, der ligger to timers kørsel nord for Manchester.
Flere briter har også måtte overnatte i deres biler, fordi vejene har været ufremkommelige, og 2.500 husstande i området var også uden strøm søndag.
Det var planen, at der skulle holdes et rallyløb i snelandskabet i weekenden, men også det satte vejret en stopper for, og efterfølgende forsøgte kørende at hjælpe hinanden.
- Alle giver hinanden en hånd, med at skubbe og bruge slæbetove. Jeg skulle ned ad en stigning med en kilometer i timen, og det var ligesom at køre på en slæde, siger Andrew Fell, der er en af de løbsansvarlig.
Hamas har nu reageret på nyheden om, at Israel siger, at de har indledt en større landoffensiv i det sydlige Gaza.
Ifølge Al Jazeera, så mener Osama Hamdan, der en Libanon-baseret Hamas-embedsmand, at Israel forfølger en bevidst strategi for at lokke Gaza-civile sydpå for at fange og dræbe dem der.
- Det er blevet klart, at påstanden om eksistensen af sikre områder i den sydlige del af Gaza-striben og Israels konstante opfordring til borgerne om at tage dertil, var en overlagt plan og fælde for at begå flere massakrer mod ubevæbnede civile og fordrevne mennesker i syd, siger han.
Agnes Chow, som var en af de førende aktivisteter under demokratidemonstrationerne i Hongkong i 2019, er nu i Canada, hvor hun har planer om at blive. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Chow blev fængslet i 2020 og løsladt året efter, men der er stadig en sag i gang mod hende for "trusler mod den nationale sikkerhed" i Hongkong.
Løsladelsen var blandt andet betinget af overvågning og fremmøde hos politiet. I sommer fik hun tilladelse til at tage til Canada for at studere på universitetet i Toronto.
Det var dog planen, at hun senere på måneden skulle stille hos politiet i Hongkong, men i sit første opslag i to år på det sociale medie Instagram,skriver hun, at hun muligvis aldrig vil rejse tilbage igen.
Stabschef i den israelske hær, general Herzi Halevi, bekræfter i en tale til israelske soldater, at hæren nu har indledt en landoffensiv i det sydlige Gaza.
Det rapporter Times Of Israel.
Stabschefen siger, at operationen i syd vil være lige så voldsom og succesfuld som landoffensiven i det nordlige Gaza
- Vi er i stand til at gennemføre det lige så grundigt, som vi gjorde det i det nordlige Gaza. Vi gør det lige nu i det sydlige Gaza, og vi fortsætter også med at forstærke indsatsen i den nordlige del af Gaza-striben, siger han.
Ubekræftede videoer online har i dag tydet på, at israelske kampvogne er i aktion nord for Khan Younis i det sydlige Gaza.
Søndagens sene kamp i Superligaen blev samtidig dagens største overraskelse, da AGF med en 2-1-sejr løb med alle tre point mod et FC København-hold, der aldrig fandt melodien.
De Hviie' bragte sig foran med 2-0 i første halvleg på mål af Nicolai Poulsen og Frederik Tingager.
Derefter stod den på overlevelse resten af kampen, og FCK kom da også ud til anden halvleg med et noget større tryk på den aarhusianske defensiv. Trykket slog hul efter knap en time, da Elias Achouri fik reduceret til 2-1.
Københavnerne formåede dog kun at få netmaskerne i sving en enkelt gang, og AGF kunne derfor rejse hjem på juleferie med tre lune point i sækken.
AGF kravler dermed op på fjerdepladsen i Superligaen med 27 point, mens FCK aktuelt ligger nummer to med 33 point. De kan dog stadig nå at blive overhalet af FC Midtjylland, som i morgen møder Viborg.
Minører fra Forsvaret har sprængt en 130 kilo tung dybvandsbombe, som en fisker fik i nettet syd for Langeland, skriver Forsvaret på det sociale medie X.
Pressevagten Aein Amripour fra Forsvarskommandoen siger til Ritzau, at fiskeren kontaktede Forsvaret i morges klokken 7.
- Fiskere ved typisk godt, hvad de skal gøre, når de får ammunition i nettet. De kontakter myndighederne, og så kommer Søværnets Minørtjeneste og kigger på den, siger han.
Bortsprængningen fandt sted 3,2 kilometer fra kysten i en dybde af 12,5 meter. På X viser en video fra Forsvaret, at detonationen forårsager en kæmpe vandsøjle.
Selv om det kan lyde opsigtsvækkende, kan hændelsen dog ikke kaldes sensationel. Det sker jævnligt, at fiskere får rester af Anden Verdenskrig med op til overfladen, siger Aein Amipour.
Kraftig regn har forårsaget oversvømmelser og jordskred i Manyara regionen i det nordlige Tanzania, skriver Reuters.
Landets sundhedsministerium siger, at mindst 20 mennesker er omkommet i landsbyen Katesh.
Lokale medier skriver ifølge Reuters, at regnen også har betydet, at husdyrbesætninger er blevet skyllet bort.
Den seneste måned har vejrfænomenet El Niño kostet mange menneskeliv i de østafrikanske landet Kenya og Somalia. Desuden er mange veje blevet ødelagt af regn og folk er blevet fordrevet fra oversvømmede landsbyer.
Seks kilometer adskiller Brøndby IF og Hvidovre IF. I 3F Superligaen er afstanden målt på kvalitet væsentlig større mellem de to fodboldklubber.
Søndag aften vandt hjemmeholdet klædt i gult og blåt med 4-0 over oprykkerne, og der var aldrig rigtig tvivl om udfaldet på Vestegnsduellen.
Efter ni minutter bragte Nicolai Vallys Brøndby i front på en flot, flad afslutning. Kort før pausen kom hjemmeholdet både på 2-0 og 3-0 ved Ohi Omoijuanfo og Frederik Alves.
Anden halvleg var en kende mindre hektisk, men Brøndbys fans fik lidt ekstra at fejre mod slutningen, da Mathias Greve med ydersiden af støvlen skruede bolden ind bag Filip Djukic i Hvidovre-målet.
Brøndby og Hvidovre kan nu gå på vinterpause i hver sin ende af tabellen, der er 27 point mellem dem, og Superligaen starter først op igen i februar 2024.
Et amerikansk krigsskib og flere handelsskibe er blevet angrebet i Det Røde Hav.
Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
- Vi er opmærksomme på meldinger om angreb på USS Carney og handelsskibe i Det Røde Hav og vil give mere information senere, lyder det fra Pentagon ifølge nyhedsbureauet AP.
USS Carney er et krigsskib af destroyer-klassen. Det oplyses ikke, hvor alvorligt angrebet har været.
Det britiske forsvar oplyste tidligere i dag, at der har været formodede droneangreb og eksplosioner i området.
Yemens houthi-rebeller har på det seneste lavet flere angreb på skibe i Det Røde Hav og sendt missiler mod Israel, som følge af Gaza-konflikten.
På et iskoldt Odense Stadion spillede OB søndag eftermiddag 1-1 mod FC Nordsjælland i en affære, der mest vil blive husket for antallet af huer og vanter på lægterne.
Seks hjemmebanenederlag på stribe er mønstret, som OB bakser med for tiden, så da der ved slutningen af første halvleg stod 0-0 på måltavlen, må det betegnet som en succes - alt efter øjnene der ser.
Et minut før pause gik den dog ikke længere. Benjamin Nygren fik via lidt klumpspil afsluttet et angreb og bragte gæsterne foran.
Efter en time meldte VAR sin ankomst i Odense, da anfører Bashkim Kadrii blev nedlagt i feltet. Hurtigt gennemsyn og en finger mod 11-meterpletten.
Kadrii tog selv ansvaret på sig og udplacerede Andreas Gülstorff Pedersen i Nordsjælland-målet. 1-1.
Mere blev det ikke til, og det uafgjorte resultat efterlader FC Nordsjælland på en fjerdeplads med 27 point, mens OB fortsat kæmper i den nedre halvdel med 17 point og en niendeplads.
Kampen mellem Lyngby og Silkeborg sluttede 2-0 på mål af Frederik Gytkjær og Kolbeinn Finnsson. Det flytter Lyngby op på en foreløbig syvendeplads, mens Silkeborg ligger nummer fem.
Fire personer med dansk statsborgerskab er søndag blevet evakueret fra Gazastriben, hvor kamphandlingerne igen er begyndt.
Det bekræfter Udenrigsministeriet over for DR søndag aften.
- Det er lykkedes at få yderligere fire personer fra den danske evakueringsliste ud af Gaza. De er blevet modtaget af den danske ambassade og transporteres videre til Kairo. Her vil der være psykosocial og sundhedsfaglig ekspertise til stede, lyder det fra Udenrigsministeriet.
- Ambassaden vil tilbyde de evakuerede assistance til at rejse videre til Danmark, hvor de forventes at ankomme inden for de næste par dage, tilføjer de.
Med dagens evakueringer er 19 personer fra den danske evakueringsliste blevet evakueret. Udenrigsministeriet siger til DR, at de fortsat arbejder på at få afklaret ønske om og mulighed for udrejse for få yderligere personer
Landstræner Jesper Jensen havde ikke regnet med at udtage Julie Scaglione til VM, men den 19-årige bagspiller bragte sig for alvor ind i billedet under landsholdssamlingen i oktober.
I nat åbner en ekstra grænseovergang mellem Ukraine og Polen, det oplyser de ukrainske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En grænseovergang, der ellers kun er åben for personbiler og busser, bliver åben for tomme lastbiler med en vægt over 7,5 ton.
Siden den 6. november har en række grænseovergange været blokeret af polske lastvognschauffører, som mener, at ukrainske lastvognschauffører giver dem unfair konkurrence.
Efter den russiske invasion af Ukraine har ukrainske lastbiler frit kunnet køre ind i EU.
Det er syv år siden Line Kjærsfeldt sidst har kastet ketsjeren fra sig, smidt armene i vejret og jublet over en finalesejr i en international turnering.
Og det er fortsat tilfældet, selvom den danske badmintonspiller søndag eftermiddag havde mulighed for at bryde den statistik.
Her tabte Line Kjærsfeldt nemlig finalen i den indiske turnering Syed Modi International.
I finalen tabte den 29-årige danske badmintonspiller i to sæt med cifrene 21-19 og 21-16 mod japanske Nozomi Okuhara.
Turneringen i Indien er en Super 300-turnering, hvilket er det fjerdehøjeste niveau på BWF World Tour.
Det er anden gang på en måned, at Kjærsfeldt når en finale på BWF World Tour. I november tabte hun finalen i Hylo Open i Tyskland.
Når Forsvaret fra forventeligt næste uge skal assistere politiet med vagttjanser ved jødiske og israelske lokaliteter i København, risikerer man at presse soldaterne yderligere.
Sådan lyder kritikken fra fagforeningen Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF).
- Vi har ikke fået løst vores fastholdelsesudfordringer endnu. Vi mangler mere end hver fjerde kollega. Vi har enorme overarbejdspukler, der skal håndteres, siger formand Tom Block til Ritzau.
Regeringens planer om assistance fra Forsvaret kommer, fordi politiet er pressede for tiden. Ifølge Ritzau stilles der 90 personer fra Forsvaret til rådighed.
- Det er jo 90 færre til at løse alle andre opgaver, siger Tom Block.
En fan af den franske fodboldklub FC Nantes måtte lørdag lade livet inden klubbens opgør mod OGC Nice i den franske Ligue 1.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Hændelsen skete i forbindelse med, at to fangrupperinger stødte sammen på vej til stadion i Nantes.
Ifølge anklageren i sagen, Renaud Gaudeul, havde offereret sår i ryggen, der kunne stamme fra et knivvåben, og derfor betragtes det som et muligt knivdrab.
- Under disse begivenheder og under omstændigheder, vi endnu ikke kender, døde en 31-årig Nantes-fan på trods af hurtig indblanding fra beredskabet på stedet, siger offentlig anklager i Nantes Renaud Gaudeul, ifølge AFP.
Det franske medie Ouest France oplyser, at en mand meldte sig til det franske politi efter hændelsen senere lørdag aften.
Fodboldklubben FC Nantes er efterfølgende kommet med en udtalelse, hvor klubben udtrykker sin medfølelse med de pårørende efter den voldsomme hændelse.
- FC Nantes ønsker at udtrykke sine dybeste kondolencer til offerets familie og pårørende, skriver klubben.
Venezuelanerne har i dag mulighed for at deltage i en lidt usædvanlig folkeafstemning.
Her skal borgerne blandt andet skal beslutte sig for, om Venezuela skal annektere to tredjedele af nabolandet Guyana, skriver BBC.
I over 100 år har det været diskuteret, om det berørte land tilhører Venezuela eller Guyana.
Carlos Salas Lind er ekstern lektor på CBS og har et indgående kendskab til sydamerikanske forhold.
Han sammenligner situationen med Ruslands forsøg på at annektere Ukraine.
Men i modsætning til Rusland har Venezuela ikke de samme militære kræfter at trække på.
- Så det bliver ikke så nemt for Venezuela at gøre det samme, siger han.
En af årsagerne til, at Venezuela er interesseret i dele af Guyana, er, at der er fundet oliereserver i området.
Den internationale domstol i Haag har givet Venezuela ordre om at undgå handlinger, der vil ændre statussen for det område, som landet mener, de har krav på.
Afstemningens resultat ventes at komme i nat dansk tid.
Store mængder sne har lagt sig som en dyne over store dele af landet. Alligevel er der "helt roligt", når det kommer til den trafikale situation.
Det er meldingen fra Vejdirektoratet, skriver Ritzau.
- Som det kører lige nu, tænker jeg ikke, at vi kommer til at opleve noget ekstraordinært med ulykker og kødannelser, siger vagthavende Karina Svendsen.
Vejdirektoratet opfordrer dog til forsigtig kørsel, og fra Midt- og Vestjylland Politi er meldingen, at borgere bør overveje, om det er nødvendigt at køre ud i dag.
Ved Thorsminde i det nordlige Vestjylland er der faldet 11,1 centimeter sne. Det er indtil videre den højeste måling i dag, oplyser DMI.