USA sætter 8.500 soldater i øget beredskab på grund af Rusland
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har oplyst, at USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, har sat 8.500 soldater i øget beredskab.
Det er gjort, så de er parate til at blive udsendt, hvis det bliver nødvendigt overfor Rusland, der lige nu har omkring 100.000 soldater opmarcheret langs Ruslands grænse til Ukraine.
Det skriver AP.
Pentagon pressesekretær, John Kirby, siger, at der ikke er truffet nogen endelige beslutninger om udsendelser.
- Det her handler om tryghed for vores allierede i Nato, sagde Kirby.
Rusland har i dag beskyldt USA og Nato for at optrappe spændinger, efter at den vestlige alliance har meldt ud, at den er ved at sende flere kampfly og krigsskibe til det østlige Europa.