Det amerikanske militær har udført en række luftangreb i Syrien som svar på et droneangreb, der torsdag dræbte en amerikansk leverandør til hæren og sårede fem amerikanske soldater.
Det oplyser det amerikanske militær ifølge Reuters.
I en erklæring oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at det skete nær Hasakah i det nordøstlige Syrien.
Angrebet blev ifølge USA udført af et ubemandet luftfartøj - en drone - som amerikanerne mener stammer fra Iran.
- Luftangrebene blev udført som svar på dagens angreb såvel som en række nylige angreb mod koalitionsstyrker i Syrien udført af IRGC (Irans Revolutionsgarde), fortæller USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, med henvisning til det iranske militær.
Hundredvis af amerikanske soldater er udstationeret i Syrien som en del af en koalition, der kæmper mod det, der er tilbage af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), skriver Reuters.