USA's og Ruslands forsvarsministre har talt sammen i telefonen for første gang siden angrebet på Ukraine
USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, og Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har for første gang siden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar talt sammen i telefon.
Der er ikke mange oplysninger om, hvad de talte om, skriver Ritzau.
Austin opfordrede til våbenhvile i Ukraine og understregede vigtigheden af at holde kommunikationslinjerne åbne, siger John Kirby, talsmand for USA's forsvarsministerium Pentagon.
Det russisk statskontrollerede nyhedsbureau Tass skriver, at det var Austin, der tog initiativet til samtalen.
Ifølge Tass var det første gang siden den 18. februar, at de talte sammen.