Varmt vand lukker for lystfiskeri i Danmarks næstlængste å
Fra i dag er det ikke muligt at kaste snøren ud efter laks eller havørred i Danmarks næstlængste å, Storå.
De seneste dages varme sommervejr har sendt temperaturen i Storåen over 18 grader, hvilket øger risikoen for, at fiskene dør, hvis de bliver fanget og genudsat, oplyser Sammenslutningen ved Storå, som er en kreds af sportsfiskerforeninger, lodsejere og konsortier, som har fiskeret langs Storå.
Derfor lukkes der midlertidigt for lystfiskeri nedstrøms fra Vandkraftssøen i Holstebro og ud til Nissum Fjord for at beskytte fiskene.
Skjern Å blev af samme grund varmelukket allerede i sidste uge, mens det stadig er muligt at fiske laks i Gudenåen.