Venstre vil rulle flere restriktioner tilbage
Står det til Venstre, skal mange af de nuværende restriktioner rulles tilbage.
Og det må gerne gå hurtigt.
Det siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, efter statsminister Mette Frederiksen (S) i går i et interview til Ekstra Bladet sagde, at det er tid til at genoverveje restriktionerne.
- Hvis der ligger i det, statsministeren siger, at vi skal tilbage til det Danmark, vi kender, og til en normal tilværelse, så er jeg helt enig, siger Geertsen til Ritzau.
Venstres sundhedsordfører vil gerne af med mundbind og coronapas.
- Sundhedsvæsnet er ikke presset af corona, så jeg synes, vi skal tilbage til en normal tilværelse, gentager han.
I Enhedslisten er de lidt mere tilbageholdende. Partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund, mener, at man skal vente til udgangen af måneden, før restriktionerne tages til revision.