Visitationszonen i dele af Herlev og Rødovre, som blev oprettet af Københavns Vestegns Politi efter en skudepisode i Rødovre fredag nat, udvides nu.
Det sker, efter en ung mand i nat blev skudt og dræbt i Herlev - men uden for visitationszonen. Det får altså nu politiet til at udvide visitationszonen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
- En visitationszone er et godt værktøj for os, der vil gøre det sværere for de kriminelle at bevæge sig rundt med våben – og på den baggrund, har jeg i dag valgt at udvide zonen, siger Københavns Vestegns Politis politidirektør Kim Christiansen i meddelelsen.
Visitationszonen bliver udvidet i Herlev og dele af Gladsaxe Kommune fra i dag klokken 18, og gælder frem til fredag den 17. december.