Seneste nyt

Vildt vejr til kitesurfens Champions League: 'Vi ved, at vi kan'

Overblik

  1. I går kl. 08:30
    Jordskælv rammer Taiwan
  1. Vildt vejr til kitesurfens Champions League: 'Vi ved, at vi kan'

    Der er udsigt til vildt vejr i morgen, når Big Air, der minder om kitesurfings Champions League, afholdes.

    Og selvom DMI siger, at vi skal sikre havemøbler og trampoliner, så glæder Sports Director i Big Air, Mads Bloch, sig over vejrudsigten.

    - Hvis vi skulle skrive i en drejebog, hvad vi ønsker os, så er det præcis det her vejr.

    Eventet bliver afholdt i Thy, og deltagerne surfer ud for den nordjyske by Vorupør.

    18 af verdens bedste kite-surfere deltager, og arrangørerne er klar:

    - Vi ved, at vi kan. Nu må vi bare se, hvordan vejret er i morgen, når vi står op, siger Mads Bloch.

  2. Regeringen vil sikre flere billigere boliger til hjemløse med nyt udspil

    Regeringen foreslår med et nyt udspil at bygge flere nye, billige boliger, som er til at betale for hjemløse.

    Initiativet skal sammen med en række andre være med til, at flere kommer ud af hjemløshed og ind i egen bolig.

    - Vi skal have antallet af hjemløse bragt markant ned, og jeg mener også, vi helt skal have afskaffet langvarig hjemløshed, siger Astrid Krag (S), social- og ældreminister.

    Ud over 1.700 nye almene boliger vil regeringen også afsætte 100 millioner kroner til midlertidigt at nedsætte huslejen i 1.200 eksisterende almene boliger. Her må huslejen ikke være højere end 3.500 kroner om måneden.

    Udspillet skal afhjælpe det stigende problem med hjemløshed i Danmark. Gennem de seneste ti år er antallet af hjemløse steget, og i 2019 levede knap 6.500 mennesker i hjemløshed.

  3. 29-årig mand dør i soloulykke

    En 29-årig mand er mandag morgen død efter en trafikulykke nord for Kjellerup i Midtjylland.

    Det oplyser indsatsleder Allan Baltzer-Aaes fra Midt- og Vestjyllands Politi til Midtjyllands Avis ifølge Ritzau.

    Ifølge politiet skete uheldet kort efter klokken 06 på Kjellerupvej.

    Her kørte manden "af uforklarlige årsager" over i modsatte side af vejen. Der stod der en del træer, som han angiveligt påkørte.

    Den 29-årige mand var alene i varevognen.

  4. Jeppe Kofod vil diskutere migration under besøg i Rwanda

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er i dag og i morgen i Rwanda, hvor han både skal mødes med rwandiske ministre og deltage i et møde mellem EU og Den Afrikanske Union i Rwanda.

    Mødet handler egentlig om Afrika og EU's fælles udfordringer, men Kofod vil også diskutere det samarbejde mellem Danmark og Rwanda, der blev indgået i april, og som kan ende med modtagecentre for asylansøgere i landet.

    - Jeg kommer til at mødes med udenrigsministeren, der er vært for mødet, og vi har jo et godt samarbejde inden for klima, migration og andre ting, siger Jeppe Kofod til Ritzau.

  5. Smitteudbrud får Kina til at vaccinere børn ned til treårsalderen

    I Kina vil man vaccinere børn helt ned til treårsalderen.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    I fem provinser vil det sågar være påkrævet, at børn mellem 3 og 11 år bliver vaccineret.

    Skridtet skal tages for at undgå, at der opstår yderligere smitteudbrud.

    Samlet er 76 procent af kineserne færdigvaccinerede. Det er nogenlunde på samme niveau som herhjemme. I faktiske tal betyder det, at 1,07 milliarder ud af 1,4 milliarder er blevet vaccineret.

    Tilbage i juni fik to vacciner godkendelse i Kina til at vaccinere børn mellen 3 og 17 år, men de kinesiske myndigheder har indtil videre nøjedes med at vaccinere børn over 12 år.

  6. Digital Post fra det offentlige lukker i fire dage i november

    Fra 26. til 29. november sender det offentlige ikke beskeder i Digital Post. Dermed får man i de dage ikke besked med det samme, hvis man eksempelvis er indkaldt til en aftale på hospitalet.

    Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.

    Årsagen er, at der skal flyttes data fra den nuværende udgave af Digital Post til den nye udgave, der lanceres sidst i november.

    Man vil stadig kunne logge ind og læse gamle beskeder, og private virksomheder kan også sende beskeder i de fire dage. Det er kun det offentlige, der stopper beskederne.

  7. Politiet efterforsker knivdrab i Tisvildeleje

    Nordsjællands Politi efterforsker her til formiddag et dødsfald på Pyramidestien i Tisvildeleje, hvor en 55-årig kvinde er død efter at være blevet stukket med en kniv.

    Politiet fik en anmeldelse om sagen omkring klokken 08.27 i morges, og kort efter blev en 21-årig mand anholdt i sagen.

    Manden har en "familiemæssig relation" til den afdøde kvinde, skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

  8. Inflationen stiger og gør det dyrere at være dansker

    Det er blevet dyrere at bruge penge - sådan helt generelt. Inflationen er nemlig på sit højeste i flere år.

    Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    Inflationen i Danmark steg i september til 2,4 procent fra 1,8 procent i august.

    Den drivende kraft bag udviklingen er stigende energipriser. Men selv uden dem er inflationen steget.

    Kerneinflationen - som er uden energi og ikke-forarbejdede fødevarer - steg til 1,4 procent fra 0,9 i september.

    Samme billede tegner sig på tværs af Europa, hvor inflationen ligger endnu højere og er steget fra 3,2 procent i august til 3,6 i september.

  9. Politiet undersøger 61 sager om vold mod betjente efter Brøndby-FCK

    Det gik voldsomt for sig efter kampen. På banen vandt Brøndby i øvrigt 2-1. (Foto: Presse-fotos.dk © Ritzau Scanpix)

    Københavns Vestegns Politi undersøger 61 sager om vold mod politifolk i forbindelse med Brøndby-FCK, der blev spillet i går.

    Det oplyser politikredsen til Ritzau.

    Dog er der indtil videre kun rejst sigtelser mod fem personer, men det tal er der "bestemt en mulighed for" vil stige, lyder det.

    Samlet kom fem betjente til skade, da gerningsmændene kastede med eksempelvis sten mod politiet.

    Sammenstødene betød, at politiet så sig nødsaget til både at bruge tåregas, politihunde, og en enkelt politimand fik af hensyn til sin egen sikkerhed trukket sin tjenestepistol. Der blev dog ikke afgivet skud.

  10. To vanvidsbilister fik beslaglagt bilen i Thy i weekenden

    Politiet i Thisted beslaglagde i weekenden to biler på grund af vanvidsbilisme.

    Den ene kørte søndag eftermiddag mere end 217 kilometer i timen på en landevej ved Stenbjerg på vestkysten af Thy. Præcis, hvor hurtigt han kørte, ved politiet ikke, for bilen kørte væk fra patruljen, der kørte 217 kilometer i timen.

    Den 21-årige fører af BMW'en løftede dog foden fra speederen og blev indhentet seks minutter senere. Manden havde heller ikke noget kørekort.

    Aftenen før beslaglagde politiet en anden bil.

    En radarmåler i Thisted fangede tidligt på aftenen en mand fra Viborg med 111 kilometer i timen. Hastighedsgrænsen på strækningen, hvor manden kørte, er 50 kilometer i timen.

  11. Mange bloddonorer udebliver fra aftalte tider

    I flere regioner er der store problemer med, at for mange bloddonorer ikke dukker op til de tider, hvor de er skrevet op til at donere blod. Det viser en rundringning til regionerne, som DR har lavet.

    I Region Hovedstaden er det i øjeblikket 30-35 procent, der udebliver. Det er langt flere end tidligere, og problemet har stået på de seneste fire uger. Andre regioner melder også om lignende problemer.

    I Region Hovedstaden melder man nu om, at beholdningen af visse blodtyper er ved at være kritisk lav.

  12. Internettet er slukket i Sudan, hvor militæret har anholdt civile ledere

    Civile har tændt bål i Sudans hovedstad, Khartoum, mandag morgen. (Foto: RASD SUDAN NETWORK © Ritzau Scanpix)

    En del tyder på, at militæret er i gang med at tage magten i Sudan i Østafrika.

    Natten til mandag blev der tilsyneladende slukket for internettet i landet, og derfor er det sparsomt med bekræftede oplysninger.

    Sudans informationsministerium siger dog ifølge nyhedsbureauet AP, at militæret har anholdt flere ministre i landets overgangsregering. Soldater har også lukket flere broer i hovedstaden Khartoum.

    Den sudanske regeringsleder, Abdallah Hamdok, befinder sig i husarrest, siger Sky News Arabia ifølge Reuters.

    Demokratibevægelsen SPA kalder situationen for et "militærkup" og opfordrer befolkningen til at gå på gaden.

    Sudan har forsøgt at skabe en overgang til demokrati, siden despoten Omar al-Bashir blev væltet af en folkelig opstand i 2019. Men de seneste uger er fronterne mellem demokratibevægelsen og tilhængere af militæret blevet trukket stadigt skarpere op.

  13. Stort udslip af salpetersyre hos Novo Nordisk i Hillerød

    Her til morgen har der været et større udslip af salpetersyre hos Novo Nordisk i Hillerød.

    Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter. Politiet er til stede i området og melder om, at udslippet kun er inde i bygningen og ikke er til fare for folk i området.

    Der er heller ikke kommet nogen til skade inde i bygningen.

    Når syren skal fjernes, vil veje og stier i området blive spærret af, oplyser politiet.

  14. Eksplosion i laboratorium i Kina dræber to

    To personer er blevet dræbt og mindst ni andre er blevet såret efter en eksplosion i et laboratorium i Kina.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Eksplosionen skete søndag eftermiddag på Nanjing Universitet, der specialiserer sig i luftfart og astronautik. Universitetet ligger i den østlige ende af landet.

    Det er uvist, hvad der forårsagede eksplosionen, som de lokale myndigheder nu er ved at efterforske.

    Ifølge AP har de kinesiske myndigheder endnu ikke frigivet detaljer om ofrene.

  15. Mandag giver mange nuancer af efterårsvejr

    Skyer fra vest breder sig i løbet af dagen til det meste af landet. Kun Bornholm ser ud til at få en skyfri dag. Her har Simona Petersen fanget den flotte himmel i Blokhus.

    Ugens første omgang efterårsvejr starter med sol til de fleste, dog vil der i Nord- og Vestjylland være skyer på vej fra morgentimerne.

    Med dem kan der også være perioder med regn, og den udsigt kommer til at overtage himlen i resten af landet senere.

    I løbet af dagen breder skyerne sig nemlig mod øst, og sidst på eftermiddagen ser det ud til, at solen er gemt væk i det meste af landet.

    Du vil dog stadig få en nogenlunde lun dag med temperaturer omkring 10 grader og en svag til jævn vind fra syd.

  16. Tiltag på vej: Smitten stikker af i Ishøj

    Coronaudviklingen i Ishøj ved København betyder, at der er tiltag på vej, som kan risikere at ramme børn, unge, pædagoger og lærere.

    De seneste syv dage har der været 136 smittetilfælde i kommunen, skriver Ritzau.

    Det svarer til en incidens - antal smittede per 100.000 indbyggere - på 590, hvilket er det klart højeste i Danmark. På landsplan er tallet 138, viser tal fra Statens Serum Institut.

    Borgmester Ole Bjørstorp (Ishøjlisten) fortæller, at kommunen mandag skal drøfte, hvordan man skal få smitten ned. Det sker i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed.

    - Det er en ny situation, og det er en alvorlig situation. Smitten er særligt blandt børn og unge op til 20-30-årsalderen. Især dem, der ikke har villet lade sig vaccinere, siger han til Ritzau.

  17. Forskere vil blokere gaden foran Klimaministeriet

    Klokken 10 i dag samles en gruppe danske og svenske forskere foran Klimaministeriet til en såkaldt 'teach-in'.

    Her vil de holde videnskabelige oplæg om klimarelaterede emner på trappen foran ministeriet, mens de blokerer gaden.

    - Når politikerne ikke lytter til forskningen, så er vi nødt til at være på gaden, råbe endnu højere og lægge pres på, for at få dem til at lytte, siger Laura Horn, der er lektor i politisk økonomi ved Roskilde Universitet og en af arrangørerne bag demonstrationen.

    Demonstrationen er arrangeret af gruppen Scientist Rebellion, der er tilknyttet bevægelsen Extinction Rebellion, og blandt oplægsholderne er professorer og forskere fra Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Lund Universitet.

  18. Michael Jordans rookie-sko sælges for knap ti millioner kroner

    Mange betegner Michael Jordan som baskethistoriens største spiller. (Foto: SUE OGROCKI © Scanpix Danmark)

    Var det noget med et par udtrådte kondisko for halvanden millioner dollar?

    Det lyder måske ikke som historiens bedste salgspitch, men ikke desto mindre er det prisen for et par af basketikonet Michael Jordans gamle kampsko, der har været under hammeren ved auktionshuset Sotheby's i Las Vegas.

    Det skriver BBC.

    Jordan brugte Nike-skoene under sin første sæson hos Chicago Bulls i 1984, hvor han tilbragte størstedelen af karrieren.

    Den nøjagtige auktionspris landede på 1,47 millioner dollar, hvilket svarer til 9,38 millioner kroner.

    Det er dermed den højeste pris, der nogensinde er betalt for par sko, der har været i kamp, i nogen sport.

    Køberen hedder Nick Fiorella, der ifølge BBC er en velkendt samler.

  19. USA kræver Colombias mest berygtede narkobaron udleveret

    50-årige Dairo Antonio Usuga David kræves udleveret. (Foto: COLOMBIAN POLICE © Ritzau Scanpix)

    Klokken 09.15: Der er foretaget en rettelse vedrørende beløbet i nederste afsnit.

    Colombias mest eftersøgte narkosmugler, Dairo Antonio Úsuga, skal udleveres til USA, efter at han lørdag blev anholdt af politiet.

    Det skriver BBC natten til mandag dansk tid ifølge Ritzau.

    Narkobaronen, der også går under navnet Otoniel, leder en gruppe kaldet Golfklanen.

    Han blev lørdag anholdt i byen Necolí på landets caribiske kyst nær grænsen til Panama i en fælles indsats mellem hæren, luftvåbnet og politiet.

    Golfklanen er det mest magtfulde narkokartel i Colombia, der er verdens største leverandør af kokain med USA som det vigtigste marked.

    Derfor har Otoniel i årevis været på det amerikanske politis narkoenheds (DEA) liste over mest eftersøgte. Narkobaronen har også haft en dusør udlovet af USA på fem millioner dollar - knap 32 millioner kroner - hængende over sit hoved.

  20. Cafébestyreren fra 'Venner' er død: Skuespilleren James Michael Tyler blev 59 år

    Skuespilleren James Michael Tyler, der er kendt for sin rolle som Gunther i komedieserien 'Venner', er død i en alder af 59 år.

    Det skriver BBC.

    I en pressemeddelelse udtaler hans manager, at James Michael Tyler sov stille ind i sit hjem i Los Angeles søndag morgen.

    Skuespilleren blev diagnosticeret med prostatakræft i 2018. Sygdommen spredte sig senere til knoglerne.

    James Michael Tyler medvirkede i næsten 150 episoder af 'Venner', der i alt omfatter 236 episoder fordelt på ti sæsoner.

    Han huskes i den forbindelse som bestyreren på cafeen Central Perk, hvor han gennem en længere periode var lun på Jennifer Anistons karakter, Rachel.

  21. Verstappen vinder USA's grandprix

    Den hollandske Formel 1-kører Max Verstappen vinder det amerikanske grandpprix.

    Red Bull-køreren tog her til aften førstepladsen foran den syvdobbelte verdensmester, Lewis Hamilton, og mexicanske Sergio Perez.

    Dermed udbygger Verstappen sin føring i toppen af det samlede Formel 1-klassement. Langt ned til andenpladsen har han dog ikke. Før de sidste fem Formel 1-løb i sæsonen har hollænderen 12 point ned til Lewis Hamilton på andenpladsen.

    Sæsonens 18. af 22 løb afvikles i Mexico City om to uger.

  22. Krav om forbud mod våben på filmset vokser efter stjernes tragiske dødsskud

    I dag holdes der en mindehøjtidelighed for den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins, der i torsdags mistede livet under optagelserne af westernfilmen 'Rust' i delstaten New Mexico.

    Det var filmstjernen Alec Baldwin, der ved et uheld kom til at affyre det dræbende skud, der også sårede filmens instruktør, Joel Souza.

    Politiet efterforsker fortsat episoden, der har fået mange, ikke mindst i filmbranchen, til at spørge, hvordan det kunne ske.

    Ifølge AFP har en underskriftindsamling på websitet change.org indtil videre fået mere end 15.000 tilkendegivelser fra personer, der ønsker et forbud mod rigtige våben på filmset.

    - Der er ingen undskyldning for, at sådan noget som det her kan ske i det 21. århundrede, siger tekstforfatter og instruktør Bandar Albuliwi, der står bag underskriftindsamlingen.

  23. Mindst 25 meldes dræbt i eksplosionsbrand på ulovligt olieraffinaderi i Nigeria

    En eksplosion og en efterfølgende brand på et ulovligt olieraffinaderi i Nigeria har kostet mindst 25 mennesker, heriblandt mindreårige, livet.

    Episoden faldt sted tidligt fredag, oplyser lokale myndigheder i dag til Reuters.

    Ulovlig raffinering er udbredt i Delta-delstaten i det sydlige Nigeria, hvor olieledninger bliver tappet med salg for øje.

    Det fører dog ofte til farlige situationer, hvor råolien bliver opvarmet til høje temperaturer for at destillere brændstof fra.

    Det menes, at over 10 procent af Nigerias olieproduktion, i gennemsnit 200.000 tønder, dagligt går tabt på grund af kriminelle, der tapper eller beskadiger olieledninger.

    Samtidig medfører ulovlighederne omfattende forurening i regionen, skriver Reuters.

  24. Topchef til finansmedie: SAS kæmper for at overleve

    I sit første store interview med et dansk medie sætter SAS-topchef Anko van der Werff nu tyk streg under den alvorlige situation, som det skandinaviske flyselskab står i.

    - SAS kæmper for at overleve. Når jeg ser, hvordan markedet er nu, hvordan vores kunder ændrer sig, og størrelsen af vores gæld, står det fuldstændig klart, at vi er nødt til at ændre SAS, så vi har en fremtid, siger han til Finans.

    Den hollandske direktør, der for tre måneder siden overtog posten fra svenske Rickard Gustafson, har indkaldt de ansattes større fagforeninger til forhandlinger, der skal sikre "fleksibilitet, effektiviseringer og lavere omkostninger".

    Hos Dansk Pilotforening er formand Henrik Thyregod interesseret i at finde en løsning med det personale, som "SAS har opsagt og lovet genansættelse".

    SAS fyrede under krisen omkring 5.000 ansatte, hvilket svarede til knap halvdelen af de ansatte.

    Samtidig fik SAS en hjælpepakke på knap ni milliarder kroner af den svenske og danske stat.

  25. Politimand måtte trække tjenestepistol under optøjer i forbindelse med Brøndby-FCK-opgør

    Både før og efter kampen på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og FC København forsøgte fangrupperinger fra begge sider at komme i slagsmål med hinanden.

    Det lykkedes flere gange, selvom politiet lagde sig imellem, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

    - Det var tydeligt for os, at der var en meget stor vilje til vold - og trods at vi var der massivt, så var der et større antal personer, der forsøgte at angribe folk fra den modsatte fangruppering, udtaler vicepolitiinspektør Søren Enemark.

    Da en gruppe fans gjorde udfald mod de politifolk, der bevogtede en bus med de gæstende spillere, måtte en politimand trække sin tjenestepistol - dog uden at afgive skud.

    I alt er fem personer blevet anholdt i forbindelse med kampen, og flere er blevet bidt af politihunde.

    Desuden er flere politifolk blevet ramt af blandt andet kasteskyts. Her til aften tilses flere af dem på skadestuen, men ingen politifolk er kommet alvorlig til skade, oplyser politiet.

  26. Israels regering planlægger 1.355 nye boliger til bosættere på Vestbredden

    (ARKIV) Her er det bosættelsen Rahalim, der er under opførelse i nærheden af Yatma syd for Nablus på den besatte Vestbred. (Foto: JAAFAR ASHTIYEH © Ritzau Scanpix)

    Den israelske regering agter at fortsætte med at udvide de omstridte bosættelser på den israelsk besatte Vestbred.

    Det fremgår ifølge AFP af en meddelelse fra det israelske boligministerium, der i dag har sendt opførelsen af 1.355 nye boliger i udbud.

    Den palæstinensiske premierminister, Mohammed Shtayyeh, opfordrer nu verdenssamfundet, og især USA, til at påtale Israels 'aggression' mod det palæstinensiske folk.

    Joe Bidens regering har hidtil erklæret sig som modstander af en udvidelse af bosættelserne, fordi de spænder ben for en kommende tostatsløsning på den mangeårige konflikt.

    Omkring 475.000 israelske jøder bor i bosættelserne, der betragtes som ulovlige i henhold til international lov og ret.

    Israel erobrede og besatte Vestbredden under seksdageskrigen i 1967.

  27. Etiopien udfører nye luftangreb mod Tigray

    Etiopiske regeringsstyrker har i dag udført to nye luftangreb i den konflikt-ramte Tigray-provins.

    Det oplyser en talsmand for den etiopiske regering, skriver Ritzau.

    Dermed har regeringshæren bombarderet Tigray otte gange den seneste uge.

    Området kontrolleres af en tigtrinsk oprørshær, der er i kamp med regeringsstyrkerne.

    De seneste mange måneders voldsomme kampe er gået hårdt ud over områdets civile befolkning. Ifølge FN har syv millioner mennesker i det nordlige Etiopien - herunder fem millioner i Tigray - behov for humanitær hjælp.

    Konflikten betyder allerede, at folk dør af sult, siger DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, der var i området i juni.

    - På det tidspunkt så det rigtig, rigtig slemt ud. Det er kun blevet væsentligt værre, siger han.

  28. Viktor Axelsen vinder Denmark open

    Det var en træt, men glad Viktor Axelsen, der lod sig hylde foran publikummet i hjembyen Odense efter sejren ved Denmark Open. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

    Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen fik lige præcis den afslutning på sin weekend, som han nok havde håbet på.

    Danskeren vandt søndag finalen i den danske badmintonturnering til japanske Kento Momota med 22-20, 18-21 og 12-21 i sæt.

    I begyndelsen af første sæt dominerede Axelsen ved nettet, men da japaneren først blev varm, kom han stærkt igen og endte også med at vinde sættet i en sand gyserafslutning.

    Ligesom første sæt blev andet sæt også en intens affære. Her fulgtes de to duellanter ad hele vejen til sættets afslutning, hvor danskeren endte med at trække det længste strå. Dermed skulle kampen ud i et tredje og afgørende sæt for at finde dens vinder.

    Men i tredje sæt var det som om, den olympiske mester havde et ekstra gear i forhold til sin modstander. En storspillende Axelsen dominerede langt størstedelen af sættet igennem, og kunne også til sidst smide ketsjeren i jorden, række armene i vejret og lade sig hylde som vinder af Denmark Open for første gang.

  29. K-ordfører: 'Vi har en gruppe børn, der mistrives i dag, og som man aldrig opdager faktisk er højt begavede'

    Flere partier anført af Det Konservative Folkeparti og Venstre retter nu en anklage mod regeringen, som de mener svigter højt begavede elever i folkeskolen.

    - Vi har en gruppe børn, der mistrives i dag, og som man aldrig opdager faktisk er højt begavede. Det betyder, at de slet ikke bliver udfordret, og dermed får de aldrig foldet deres fulde potentiale ud, siger den konservative undervisningsordfører, Mai Mercado.

    Sammen med Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lægger partiet nu pres på børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i forbindelse med forhandlingerne om et nyt testsystem.

    DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra ministeren - hun ønsker ikke at stille op til et interview.

  30. Tragedie ved dragrace-show i USA: To børn dræbt

    En kører mistede lørdag kontrollen over sin dragrace-bil under en konkurrence i Texas i USA, hvor to børn blev dræbt og seks andre såret.

    Dragrace-begivenheden 'Airport Race Wars 2' fandt sted på asfalten i en lufthavn i amtet Kerrville-Kerr, oplyser politiet ifølge AP.

    - Køreren mistede kontrollen og kørte af banen, hvorved en række parkerede biler samt tilskuere, der fulgte væddeløbene, blev ramt, hedder det i en udtalelse fra politiet.

    De to dræbte børn er henholdsvis seks og otte år gamle.

    En 46-årige kvinde meldes i kritisk tilstand, mens hovedparten af de øvrige kvæstede ikke menes at have pådraget sig livstruende skader.

    En 26-årig mands tilstand kendes dog ifølge AP ikke i skrivende stund.

  31. Dansk golfspiller triumferer på Mallorca

    Den danske golfspiller Jeff Winther ender som nummer ét i den spanske golfturnering Mallorca Golf Open, der er en del af Europa Touren.

    Winther ender turneringen 15 slag under par, og det var nok til at sikre ham den samlede sejr.

    På dagens runde brugte danskeren 70 slag, hvilket var banens par. Han vinder turneringen foran svenske Sebastian Söderberg og spanierne Pep Angles og Jorge Campillo, der med 14 slag under par slutter på en delt andenplads.

    Sejren på Mallorca er 33-årige Winthers første på Europa Touren.

  32. Dansk fregat på vej mod Guineabugten: Skal holde pirater væk

    Esbern Snare har nu kurs mod Guineabugten ved Vestafrika, hvor fregatten skal beskytte danske skibe i området.

    Det oplyser Forvarsministeriet på Twitter.

    - Den største respekt for den besætning, der den kommende tid løser en vigtig opgave med Dannebrog vejende. En opgave for at værne om retten til fri sejlads. En ret som vi aldrig må tage for givet, skriver ministeriet.

    Fregatten skal holde pirater væk i området i Atlanterhavet - en mission med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget.

    Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har tidligere kaldt det for en afskrækkelsesmission, hvor det ikke er meningen, at besætningen skal fange pirater.

  33. Paven med indtrængende appel: Vil have stoppet deportation af flygtninge

    Pave Frans i sit kontor med udsigt over Peterspladsen. (Foto: Giuseppe Lami © Ritzau Scanpix)

    Den katolske kirkes overhoved, pave Frans, blander sig på ny i den anspændte debat om flygtningestrømmene til Europa.

    Det skriver AP.

    I forbindelse med sin søndagshilsen på Peterspladsen i Rom sendte paven i dag sine tanker til de mange bådflygtninge i Middelhavet.

    Samtidig tog han afstand fra hjemsendelserne til Libyen og andre ustabile lande.

    - Så mange af disse mænd, kvinder og børn bliver udsat for umenneskelig vold.

    - Igen beder jeg det internationale samfund om at holde løfterne om at finde fælles, konkrete og varige løsninger, der kan håndtere migrantstrømmene fra Libyen og hele Middelhavsområdet, lød det fra paven.

  34. Dansk duo vinder parløbet ved VM i banecykling

    Banecykelrytterne Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv vinder verdensmesterskabet i parløb.

    Efter sommerens OL-triumf var de to danskere forhåndsfavoritter ved VM i franske Roubaix, og ved dagens parløb viste de endnu engang, at de er verdens bedste.

    Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv samlede 68 point undervejs, og det var lige akkurat nok til at sikre dem sejren. Danskerne vinder foran italienske Simone Consonni og Michele Scartezzini på andenpladsen og belgiske Kenny de Ketele og Robbe Ghys på tredjepladsen.

    Dermed tilføjer banecykelrytterne endnu en medalje til deres imponerende CV, der udover sommerens OL-triumf også tæller World Cup-sejre, VM og EM-guld.

    Senere i dag skal også Tobias Hansen i aktion ved VM i banecykling. Danskeren deltager i disciplinen udskillelsesløb, der starter klokken 16.39.

  35. Dansk herredouble taber finalen ved Denmark Open

    Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussens første finale ved Denmark Open endte ikke med den håbede guldtriumf.

    Den danske herredouble tabte søndag eftermiddag til japanske Takuro Hoki og Yugo Kobayashi med 18-21, 21-12.

    Den useedede japanske duo vandt de første fire point uden modsvar og dominerede generelt opgørets begyndelse. Ottendeseedede Astrup og Skaarup Rasmussen kæmpede sig tilbage, men Hoki og Kobayashi lurede, at danskerne stod langt fremme ved nettet og tog første stik efter mange lange dueller.

    Den hårde kamp ved nettet fortsatte i andet set. Hoki og Kobayashi var dog skarpere end Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, som havde svært ved at følge med VM-sølvvinderne fra 2019. Dermed vandt Hoki og Kobayashi Denmark Open 2021.

    Senere på søndagen skal Viktor Axelsen forsøge at spille finale i herresingle.

  36. Orkanen Rick på vej mod Mexicos sydlige stillehavskyst

    Orkanen Rick kan medføre oversvømmelser i staterne Guerro, Michoacan, Colima og Jalisco. (Foto: JAVIER VERDIN © Ritzau Scanpix)

    Mandag ventes orkanen Rick at gå i land i Mexico med vindstød på op mod 140 kilometer i timen.

    Havnebyen Lazaro Cardenas og feriebyen Zihautanejo ser ud til at blive ramt af orkanen, der befinder sig omkring 210 kilometer syd-sydvest for Zihuatanejo.

    Ifølge USA's nationale orkancenter, NHC, bevæger orkanen sig nordpå med seks kilometer i timen.

    NHC advarer om, at den kan udløse oversvømmelser og jordskred.

    Den bjergrige kyststrækning, som Rick har kurs mod, har tidligere vist sig sårbar over for dette, skriver AP.

    Der er udsendt orkanvarsel for en strækning vest for Acapulco og hele vejen til Punta San Telmo.

  37. Etiopien udfører nye luftangreb på oprørshær

    Det etiopiske flyvevåben har i dag udført to nye luftangreb i den konfliktramte Tigray-region.

    Det oplyser talsmand for den etiopiske regering Selamawit Kassa til nyhedsbureauet AFP. Dermed har regeringens tropper udført i alt otte luftangreb på oprørerne i denne uge.

    Angrebene blev udført langt fra hovedbyen i regionen, Mekelle. Det ene angreb har angiveligt ramt den nordlige del af regionen. Det andet har ramt et træningssted for oprørere og et våbendepot i den vestlige del af Tigray, og det kan ses som et udtryk for, at regeringens militær udvider sine angreb.

  38. 1.349 nye coronasmittede det seneste døgn

    1.349 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn. To personer er død med covid-19.

    Der er nu 167 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 11 flere end i går.

    19 af dem ligger på intensiv, og 11 af dem har brug for hjælp fra en respirator til at trække vejret.

    Dagens smittetal fra Statens Serum Institut er baseret på 67.192 PCR-test.

    Det svarer til, at 2,01 procent af de testede har været smittet med covid-19.

  39. Skeptiske kroater vil have euro-afstemning

    Mens Kroatiens centrum-højre-regering anført af den tidligere europaparlamentariker Andrej Plenkovic gerne ser landet træde ind eurosamarbejdet fra begyndelsen af 2023, så er der også kræfter, der gerne vil holde landet udenfor og bevare den kroatiske kuna-møntfod.

    Det højreorienterede og euroskeptiske parti Hrvatski Suverenisti er i dag begyndt en to uger lang kampagne, hvor man indsamler underskrifter til en appel om at gennemføre en folkeafstemning om euroen. Målet er opnå omkring 370.000 underskrifter svarende til 10 procent af de kroatiske vælgere.

    Premierminister Plenkovic mener, at det vil fjerne risikoen for kursfald på kunaen, nedbringe renten og åbne muligheden for flere udenlandske investeringer, hvis Kroatien tilslutter sig euroen. Modsat argumenterer euroskeptikerne, at den kroatiske økonomi er for svag, og at det vil medføre stigende forbrugerpriser, hvis man bliver en del af eurosamarbejdet, som lige nu omfatter 19 af de 27 EU-lande.

    En kroatisk kvinde skriver under på kravet om en folkeafstemning om at indføre euroen. (Foto: Denis Lovrovic © Ritzau Scanpix)
  40. Afgående antidoping-chef oplevede pres fra Rusland

    Som direktør for Anti Doping Danmark har Michael Ask flere gange oplevet pres fra russisk side.

    Det fortæller han i et interview med Politiken, en uges tid før han forlader jobbet til fordel for et arbejde i Det Internationale Testagentur (ITA).

    Han har offentligt været kritisk over for Rusland, som gennem en årrække har været centrum i en omfattende dopingskandale, og det faldt ikke i god jord hos russerne ifølge Ask.

    - Russerne er eksperter i at påvirke direkte og indirekte – til en vis grad også i at intimidere. Det er det, jeg har oplevet, uden at jeg i øvrigt har været særlig vigtig i den store sammenhæng.

    - Altså, det giver da en oplevelse af at blive overvåget af russiske myndigheder, og det kan virke ubehageligt, at de på den måde går op i, hvad jeg siger. Men jeg tager det sådan set afslappet. Jeg fortæller det for at illustrere, hvordan Rusland arbejder idrætspolitisk, siger han til Politiken.

    Michael Ask understreger over for Politiken, at han ikke har ladet sig intimidere. Han mener fortsat, at russerne ikke blev straffet hårdt nok for systematisk dopingsnyd og efterfølgende manipulation af data.

    /ritzau/

  41. Bryghus i kovending: Politiske øletiketter får alligevel lov til at blive

    Det er slut med at lave øletiketter til politiske partier.

    Sådan lød det lørdag fra Thisted Bryghus, men nu trækker bryghuset i land.

    Der bliver alligevel ikke sat et stop ved konceptet "private labels", og partier kan fortsat få lavet etiketter, fremgår det af en pressemeddelelse underskrevet af bestyrelsen.

    Sagen omhandler et Facebook-opslag fra lørdag, hvor Thisted Bryghus skrev, at det ikke længere ville tilbyde at lave øletiketter til partier.

    Årsagen var, at det var blevet mødt med skepsis, at Thisted Bryghus har lavet etiketter til partiet Nye Borgerlige. Tidligere har bryghuset også lavet øletikketter til Socialdemokratiet og SF.

    - Havde vi vidst, at den her sag ville give os så mange ridser i lakken, havde vi aldrig produceret øl til hverken Nye Borgerlige - eller andre politiske partier, stod der i lørdagens facebook-opslag.

    Men det er altså et "forhastet og forkert opslag", og beslutningen om at stoppe tilbuddet er nu ikke længere gældende, lyder det i pressemeddelsen sendt til Ritzau.

  42. Flere partier vil have nye undersøgelser efter generationsforurening i Grindsted

    Efter tre nye mulige fund af nervesygdommen ALS og kritik af den oprindelige undersøgelses metode i Dagbladet Information, vil politikere fra både Det Konservative Folkeparti, SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten have nye sundhedsundersøgelser i Grindsted.

    Tidligere på ugen besluttede Region Syddanmark, at forskergruppen bag den oprindelige sundhedsundersøgelse skulle kigge på den igen.

    Den socialdemokratiske formand for regionens sundhedsudvalg, Poul-Erik Svendsen, er ikke afvisende over for nye undersøgelser, men han vil høre forskernes version først.

    - De skal da stå til ansvar for, hvad de er kommet med tidligere, siger han.

  43. OL-medaljevinder smadrer verdensrekord i halvmaraton

    Verdensrekorden i halvmaraton for kvinder er blevet slået.

    Etiopieren Letesenbet Gidey vandt søndag Valencia Half Marathon i Spanien i tiden 1 time, 2 minutter og 52 sekunder.

    Hun barberede mere end et minut af den hidtidige rekord, som Kenyas Ruth Chepngetich satte tidligere på året. Her lød vindertiden på 1 time, 4 minutter og 2 sekunder.

    Det skriver World Athletics på sin hjemmeside.

    Letesenbet Gideys rekordløb er særligt imponerende med tanke på, at det var hendes debut på distancen ved et officielt løb.

    23-årige Gidey plejer at klare sig bedst på 5000 og 10.000 meter, hvor hun sidder på verdensrekorderne. På 10.000-meterdistancen vandt hun sølv ved VM i Doha i 2019 og bronze ved OL i Tokyo i år.

    /ritzau/

  44. Coronasvindel i Tyskland: Apoteks-ansat solgte falske vaccinepas over nettet

    En kvindelig apoteksansat sidder sammen med en formodet medskyldig nu i varetægtsarrest, fordi politiet i Bayern mener, at parret har solgt falske OR-koder til digitale coronapas i hundredevis.

    For 350 euro stykket (2.600 kroner) har man siden august over nettet kunnet købe et vaccinebevis af kvinden. Alene i oktober har hun solgt over 500 falske coronapas, skriver Der Spiegel.

    Under ransagninger på apoteket og i parrets lejligheder i fredags fandt politiets enhed til bekæmpelse af svindel i sundhedsvæsnet kryptovaluta og kontanter til en samlet værdi på omkring 100.000 euro (745.000 kroner). Svindlerne har brugt apotekets IT-system til at lave de falske beviser, uden at apotekeren har været involveret. Det er hverken sikkert, at man kan gøre de pågældende svindelpas ugyldige eller at man kan identificere køberne.

  45. Ugandas hovedstad ramt af terrorlignende eksplosion

    Det kostede en person livet og sårede syv andre, da Ugandas hovedstad Kampala blev ramt af en eksplosion lørdag aften lokal tid.

    Det oplyser Ugandas nationale politi ifølge Ritzau.

    - En person er blevet dødeligt såret, og syv andre er blevet hastet på Mulago National Referral hospital med alvorlige skader, oplyser talsmand for Ugandas politi Fred Enanga på Twitter.

    - Området er blevet afskærmet, og vores bombehold er blevet tilkaldt for at gennemgå gerningsstedet og hjælpe med at fastslå, om eksplosionen skyldes en bevidst handling eller ej.

    Ugandas præsident, Yoweri Museveni, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er tale om en terrorhandling.

    Eksplosionen sker to uger efter, at den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat den 8. oktober tog ansvaret for et påstået bombeangreb mod en politistation i samme bydel som lørdagens angreb.

  46. Containerskib med kemikalier i brand

    16 af de ombordværende besætningsmedlemmer er nu blevet evakueret fra det brændende containerskib Zim Kingston, som ligger ankret ud for Canadas vestkyst.

    - Skibet står i brand og udsender en giftig røg, advarer den canadiske kystvagt. Der er er etableret en sikkerhedszone på 1,6 kilometer rundt om skibet, hvor flere containere, som indeholder giftige kemikalier, brænder. Det skriver canadiske cheknews.ca.

    I fredags mistede det maltesisk indregistrerede skib 40 containere i åbent hav, da det kom ud i hård sø. Skibet var på vej fra Busan i Sydkorea til Vancouver i Canada, da det kom i problemer. Der er stadig fem mand ombord på skibet.

    Flere containere med kemikalieindhold står i brand, og en stor af besætningen har forladt skibet. (Foto: SURFRIDER FOUNDATION CANADA © Ritzau Scanpix)
  47. Små børn bliver vaccineret mod influenza

    Fire procent af de to til seks-årige er indtil videre blevet vaccineret mod influenza. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    Det er første gang, at aldersgruppen har fået tilbudt vaccinen gratis, som ellers har været anbefalet til de ældre og gravide. Tilbuddet gælder fra den 1. oktober 2021 til den 15. januar 2022.

    Børn får influenzavaccinen med næsespray, hvor der sprøjtes én dosis op i hvert næsebor.

    - Børn mellem to og seks år har en særlig rolle i spredning af influenza og ved at vaccinere dem, kan vi forebygge helt op til 40 procent af den smitte, der er med influenza i en sæson, siger læge og enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg.

    I alt er 826.000 danskere foreløbigt blevet vaccineret mod influenza i år.

  48. Jordskælv rammer Taiwan

    Et stort jordskælv har søndag ramt Taiwan. Det rapporterer de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet dpa. Jordskælvets epicenter er cirka 23 kilometer syd for det østlige distrikt Yilan, og skælvet har kunnet mærkes på tværs af hele landet.

    Ifølge USA's statslige forskningsinstitution for geologiske undersøgelser, USGS, er der tale om et skælv målt til 6,2 på Richter-skalaen.

    Folk er set løbe ud i gaderne, fordi bygninger har stået og svajet, men indtil nu er der ingen meldinger om alvorligt sårede eller store skader.

    Taiwan ligger en zone, hvor man ofte er udsat for jordskælv, da to af Jordens tektoniske plader støder sammen her. Således var østaten også ramt af et jordskælv for en uge siden.

  49. Grønlands første professor er død

    Robert Petersen var ikke bare Grønlands første professor. Han var også grundlægger af landets universitet. Lørdag afgik han ved døden, 93 år gammel.

    Det oplyser hans nevø Jakob Petersen til det grønlandske medie Sermitsiaq.ag lørdag, skriver Ritzau.

    - Robert Petersen åndede ud, mens solens første stråler kom frem. Han afgik ved døden efter en uges sygdom, siger Jakob Petersen til mediet.

    Robert Petersen var den første forsker med inuit-baggrund, som forskede internationalt, underviste og banede vejen for det grønlandske universitet. Han ledte Inuit Instituttet, der senere blev til Grønlands Universitet Ilisimatusarfik, fra 1983. I 1989 fik instituttet status som universitet, og Robert Petersen var rektor fra 1987 til sin pension i 1995.

    Robert Petersen blev født i den vestgrønlandske by Maniitsoq i 1928. I 1975 udnævnt som professor i eskimologi ved Københavns Universitet, og i 2010 blev han hædret med en æresdoktorgrad.

  50. Dansk fregat skal afskrække pirater

    Den danske fregat Esbern Snare sejler i dag afsted sydpå på en fem måneder lang mission. Den skal patruljere i Guineabugten for at beskytte danske skibe og afskrække de lokale pirater.

    - Det er ikke meningen, at vores besætning og fregat skal fange piraterne. Det er en afskrækkelsesmission, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) til Ritzau om missionen.

    Guineabugten har i årevis været plaget af pirateri. 40 procent af alle de rapporterede piratangreb på verdensplan sker i Guineabugten ud for det vestlige Afrika.

    Esbern Snare på 137,6 meter er Søværnets næststørste skib, og besætningen er på 175 personer fra forskellige steder i Forsvaret.

    Fregatten får også en Seahawk-helikopter med til Guineabugten.

  51. Picasso-værker solgt for 640 millioner kroner

    Mere end 100 millioner dollar blev natten til i dag spenderet på forskellige af den verdenskendte spanske kunstner Pablo Picasso.

    11 forskellige værker kom under hammeren ved en auktion i Las Vegas, og de blev solgt for et beløb svarende til omkring 640 millioner danske kroner.

    Maleriet "Femme au beret rouge-orange" fra 1938, der forestiller en af Picassos elskerinder, Marie-Therese Walter, gik for som det dyreste værk for 40,5 millioner dollar, svarende til 255 millioner danske kroner.

    Auktionen blev afholdt på Bellagio-hotellet i Las Vegas, hvor værkerne har været udstillet i årevis.

    Der kunne under auktionen i Las Vegas også bydes på Picasso-værkerne over telefonen. (Foto: RONDA CHURCHILL © Ritzau Scanpix)

Mere fra dr.dk