Seneste Nyt

Von der Leyen har talt med Mette Frederiksen: Vil have fuld klarhed over gaslækagerne

EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen skriver på Twitter, at hun har har talt med den danske statsminister, Mette Frederiksen (S).

Og nu vil hun have fuld klarhed over, hvad der er sket og hvorfor i forbindelse med eksplosionerne, som har forårsaget lækager på rørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen.

- Det er afgørende at undersøge hændelserne, få fuld klarhed over begivenhederne og hvorfor. Enhver bevidst forstyrrelse af aktiv europæisk energi-infrastruktur er uacceptabel og vil føre til det stærkest mulige modsvar, skriver Ursula von der Leyen.

Nyheder

  1. NGO'er: Iransk mand fejrede nederlag mod USA og blev dræbt af sikkerhedsstyrker

    Ifølge den norske organisation Iran Human Rights er en 27-årig iransk mand blevet skudt og dræbt af iranske sikkerhedsstyrker, efter at han fejrede Irans nederlag mod USA ved VM i Qatar i byen Bandar Anzali i det nordlige Iran.

    Informationen støttes op af meldinger fra den amerikanske menneskerettighedsgruppe Center for Human Rights in Iran, mens de iranske myndigheder ikke umiddelbart er kommet med udtalelser om den specifikke hændelse.

    Den 27-årige mand var "et direkte mål" og blev skudt af iranske sikkerhedsstyrker efter nederlaget tirsdag, oplyser menneskerettighedsgruppen ifølge blandt andet Ritzau og BBC, som skriver, at de iranske myndigheder generelt afviser at have slået fredelige demonstranter ihjel.

    Skudepisoden skulle være fundet sted, mens en større gruppe demonstranter gik på gaden og fejrede nederlaget. Manden skulle være blevet skudt, mens han sad i sin bil og dyttede som en del af demonstrationen.

    Irans deltagelse ved fodboldslutrunden har vækket blandede reaktioner i hjemlandet. Nogle har vist deres afstand til styret og dets håndtering af protesterne i Iran ved at tage afstand til fodboldlandsholdet, som de mener repræsenterer præstestyret.

  2. Nordjyske borgere opfordres til at koge vandet fra hanen to gange

    I flere dele af Aalborg Kommune bliver borgerne opfordret til at koge vandet fra deres vandhane.

    Der er nemlig i dag fundet bakterier i vandet fra Hammer Bakker Forsyningsselskab, som derfor har lukket sit vandværk og ikke længere forsyner fem øvrige, der ligger i området. Det skriver Nordjyske.

    Det gælder vandværk i Grindsted, Uggerhalne, Gl. Sulsted, Vestbjerg og Sulsted Stationsby.

    Borgerne i området opfordres til at koge vandet - helst to gange - så bakterierne bliver dræbt.

    Det er såkaldte coliforme bakterier, som er fundet i drikkevandet. Man har ikke fundet ud af, præcis hvor bakterien stammer fra, men er i gang med kildeopsporing.

    Coliforme bakterier kan opstå, hvis drikkevand er kommet i kontakt med overfladevand eller jord.

  3. EU-kommissær advarer Elon Musk: Twitter skal stramme op for at overholde nye EU-regler

    "Fuglen er befriet". Sådan faldt ordene, da Elon Musk for en måned tilbage overtog Twitter.

    Men fuglen kommer ikke til at kunne flyve lige så frit i fremtidens Europa, som rigmanden måske håber.

    EU's kommissær for det indre marked, Thierry Breton, har nemlig i dag skærpet det over for Musk, at Twitter bliver nødt til at stramme op, hvis det skal leve op til en række standarder, som skal beskytte forbrugerne i EU mod misinformation, hadtale og andet skadeligt indhold.

    Det blev sagt på et videomøde mellem de to, skriver Reuters.

    Ellers vil det bryde med de nye regler i EU's såkaldte 'Digital Service Act', som er et regelsæt for blandt andet sociale medier, der træder i kraft i unionen næste år.

    Elon Musk har for nyligt budt profiler velkommen, der tidligere har været suspenderet fra platformen, og i det hele taget har han en ambition om at rykke grænserne for, hvad man må ytre på Twitter.

  4. Macron besøger Nasa på det første statsbesøg i Bidens præsidentperiode

    Macron var som det første stop på turen forbi Nasas hovedkontor, hvor han mødtes med vicepræsident Kamala Harris, som kaldte Frankrig for "en vital allieret" for USA. (Foto: © Michael Reynolds, Ritzau Scanpix)

    Den franske præsident, Emmanuel Macron, er som den første udenlandske leder på statsbesøg i USA siden Bidens indsættelse.

    Han er blevet taget godt imod på det, der tegner til at blive et vigtigt topmøde.

    Macron fik som det første en rundvisning på USA's rumfartsorganisation Nasas hovedkvarter i Washington, ledsaget af sin hustru, Brigitte Macron. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP ifølge Ritzau.

    Her skulle Macron drøfte det fremtidige rumfartsamarbejde mellem USA og store europæiske lande.

    Hos Nasa mødtes han også med USA's vicepræsident, Kamala Harris, som kaldte Frankrig for "en vital allieret" for USA.

    Senere mødes Macron med præsident Joe Biden.

    Et vigtigt tema på mødet mellem de to verdensledere er handlen mellem USA og Europa, efter Bidens grønne industripakke, som pumper milliarder af dollar i klimavenlige produkter, med fokus på de amerikansk producerede, skriver Ritzau.

  5. Christine McVie fra bandet Fleetwood Mac er død

    Christine McVie blev 79 år. (Foto: © Eugene Adebari/Shutterstock)

    Christine McVie fra blues rock-gruppen Fleetwood Mac er død, 79 år gammel.

    Det oplyser hendes familie, skriver BBC.

    Christine McVie var sanger, keyboardspiller og sangskriver i bandet.

    Den britiske artist stod bag hits som 'Little Lies', 'Everywhere', 'Don't Stop', 'Say You Love Me' og 'Songbird'.

    McVie forlod Fleetwood Mac efter 28 år i 1998, men vendte tilbage i 2014.

  6. USA's centralbankchef signalerer mindre rentestigninger - aktierne stiger

    Den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, indikerer, at det er på tide at lette lidt på speederen, når det kommer til nye rentestigninger.

    Centralbanken har sat renten op med 0,75 procent ad flere omgange i år for at få bugt med den stigende inflation.

    - Tidspunktet for at moderere rentestigningerne kan komme allerede i december, siger Powell forud for et møde i tænketanken Brookings Institution i Washington, ifølge Reuters.

    Centralbankchefen understreger dog også, at kampen mod inflationen langt fra er ovre, og at det stadig står hen i det uvisse, hvor længe det bliver nødvendigt at lade renterne stige.

    De amerikanske aktieindeks tog godt imod Powells bemærkninger og steg umiddelbart efter.

  7. Hofdame i det britiske kongehus siger op - kritiseret for racistiske kommentarer til sort aktivistleder

    En ny sag om racisme har ramt Buckingham Palace.

    En højstående medarbejder i paladset - hofdamen Susan Hussey - er blevet kritiseret for at komme med racistiske kommentarer til en sort aktivist, som deltog i et arrangement.

    Nu har hofdamen undskyldt udtalelserne og sagt op, skriver Sky News.

    Kommentarene var rettet mod Ngozi Fulani, der leder en organisation, som arbejder for at fremme sorte kvinders rettigheder.

    83-årige Susan Hussey skulle have spurgt Ngozi Fulani "hvor hun virkelig kommer fra".

    Ifølge Ngozi Fulani tog hofdamen også fat i hendes hår, som hun løftede for at se på Fulanis navneskilt.

    - Jeg antager, at det er en udfordring at få dig til at sige, hvor du kommer fra, skal Hussey have sagt til Fulani.

    En talsmand for prins William, som er gudsøn til Susan Hussey, har udtalt, at "racisme ikke hører nogen steder hjemme i vort samfund". Talsmanden siger, at William er "meget skuffet" over kommentaren.

    Kronprinsesse Mary deltog til samme arrangement på Buckingham Palace. Det var en reception for forebyggelsen for vold mod kvinder, som dronningegemalinde Camilla stod i spidsen for.

    Prins Harry og heruginde Meghan, der ikke længere arbejder for kongehuset, sagde i et interview sidste år, at der er "racisme i kongehuset".

  8. Der bliver stadigt færre fængselsbetjente

    Der har i flere år været et politisk ønske om flere fængselsbetjente. Men udviklingen går den forkerte vej.

    I 2017 var målet, at der kom 250 nye fængselsbetjente. Resultatet var dog et minus på 300 betjente, da aftaleperioden sluttede.

    For et år siden kom der så en ny politisk aftale om 300 flere betjente over fire år, men nedgangen fortsætter - der er nu 100 færre fængselsbetjente - eller i alt 1.900.

    Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, er skuffet.

    - Det ser svært ud med at opfylde flerårsaftalens mål, siger han i en pressemeddelelse.

  9. Den grønlandske juletrafik er reddet: Air Greenland og fagforening indgår aftale

    Grønlændere og danskere i Grønland kan ånde lettet op - en strejke, der kunne have lammet juletrafikken, er afblæst.

    Air Greenland og Flybranchens Personale Union, FPU, har her til aften indgået en aftale, og dermed kommer flyselskabets kabinepersonale ikke til at strejke fra 2. december, som det ellers var varslet.

    Aftalen er indgået onsdag efter 29 timers forhandling i forligsinstitutionen.

    Air Greenland og FPU har indgået en overenskomstaftale for de kommende fire år, og begge parter udtrykker i en pressemeddelelse tilfredshed med aftalen.

    - Jeg er glad for, at vi har fundet hinanden til et godt resultat, som sikrer, at både indsats og kvaliteten af vores medlemmers arbejde anerkendes, siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU i en meddelelse.

  10. Demokraterne har valgt ny leder i Repræsentanternes Hus

    Hakeem Jeffries er den første sorte folkevalgte til at lede en partigruppe i Kongressen. (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)

    Det bliver den 52-årige Hakeem Jeffries, der næste år erstatter Nancy Pelosi som Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus i USA. Det skriver CNN.

    Det blev besluttet på et møde i Washington onsdag morgen amerikansk tid.

    Jeffries er født i New York-bydelen Brooklyn, hvor han også har gjort politisk karriere.

    Han er kendt for at tilhøre partiets centrum, og han er blevet kritiseret for at være for tilbageholdende i klimapolitikken.

    Hakeem Jeffries er den første sorte folkevalgte til at lede en partigruppe i Kongressen.

  11. Lederen af Islamisk Stat er dræbt - ny leder udpeget

    Lederen af terrorgruppen Islamisk Stat, Abu al-Hassan al-Hashemi al-Quraishi, er blevet dræbt.

    Det bekræfter en talsmand for den militante islamistiske bevægelse på det sociale medie Telegram, skriver Reuters.

    Det fremgår ikke af beskeden, hvornår og under hvilke omstændigheder IS-lederen blev dræbt.

    Det blev til en kort tid som leder, da han blev udpeget i marts i år.

    Det skete efter, at den tidligere leder sprængte sig selv i luften i februar for at undgå at blive taget til fange af amerikanske soldater.

    Islamisk Stat meddeler, at Abu al-Husayn al-Husayni al-Qurashi er blevet valgt som afløser.

    En talsmand for den jihadistiske gruppe siger ifølge AFP, at Hashemi, der var iraker, blev dræbt i kamp mod "fjender af Gud".

  12. Børsen i København skal renoveres for millioner på grund af fugtproblemer

    Børsbygningen på Slotsholmen i København skal renoveres for et stort millionbeløb. (Arkivfoto) (Foto: © Linda Kastrup, Ritzau Scanpix)

    Den ikoniske børsbygning på Slotsholmen i København får et ansigtsløft for millioner.

    Den gennemgribende renovering skal rette op på fugtproblemer, der blev skabt ved en fejlslagen restaurering i slutningen af 1800-tallet, og som er ved at ødelægge bygningens ikoniske facade.

    Det skriver Dansk Erhverv, som ejer bygningen, i en pressemeddelelse.

    Dansk Erhverv finansierer selv en stor del af projektet. Derudover har private fonde bidraget med samlet 75 millioner kroner. Den største bidrager er Den AP Møllerske Støttefond, der har givet 40 millioner kroner til projektet.

    Renoveringen forventes at tage mellem fem og seks år og går i gang nu.

  13. 10.000 britiske ambulancereddere stemmer for at strejke for bedre løn og arbejdsforhold

    Britiske sundhedsarbejdere er utilfredse med deres forhold.

    Først var det sygeplejerskerne, der stemte for strejke. Nu har også Storbritanniens ambulancereddere fået nok.

    10.000 ambulancefolk fra England og Wales har stemt for at ville strejke på grund af det, de mener er dårlige arbejds- og lønforhold. Det skriver Reuters.

    - Ingen hos NHS (det britiske sundhedssystem, red.), tager let på en strejke. Det viser bare, hvor desperate de er, siger Rachel Harrison, som er national sekretær i fagforeningen GMB Union, der samler ambulanceredere og flere store faggrupper i Storbritannien.

    - Det handler lige så meget om de spinkle bemandingsniveauer og patientsikkerhed, som det handler om løn, siger hun.

    Fagforeningen skal nu holde møder med repræsentanter for faggruppen for at diskutere strejkedatoer.

  14. Tyrkiet kræver mere fra Sverige og Finland omkring PKK før Nato-medlemskab

    Tyrkiet efterlyser flere tiltag fra Sverige og Finland, før landet vil slippe de to nordiske lande ind i Nato.

    Det fastslår Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, på Nato-landenes udenrigsministermøde i Bukarest i Rumænien.

    Striden går primært på de nordiske landes behandling af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK).

    Tyrkiet mener, at især Sverige været for lempelige over for kurdere med tilknytning til PKK, der har fået asyl i Sverige, skriver Ritzau.

    - De to lande har taget nogle skridt, det anerkender vi. Men der er ikke sket nok i forhold til anmodninger om udlevering og indefrysning af terroristers midler, siger Mevlut Cavusoglu.

  15. Bilister fanget i uheld og kø før landskamp

    Mange bilister fik onsdag eftermiddag den samme ide – nemlig at tage fri, så de kunne nå hjem at se landskampen klokken 16, og det kunne i den grad ses på vejene.

    - Myldretidskøerne har helt sikkert været værre end normalt ud af de store byer. Når dem, der normalt kører senere, forlader arbejdspladsen tidligere, så blander de sig med de køer, der altid er, og så bliver det bare en markant værre omgang, siger redaktør for DR’s trafikradio Søren Kusk.

    Og tendensen med tæt trafik gjaldt generelt omkring de fleste større byer:

    - I Storkøbenhavn var det uden undtagelse værst, men det er også tydeligt, at køerne omkring og i Århus, Odense, Kolding, Vejle har været tidligt på færde og dermed også har været værre end normalt, siger han.

    Med den store mængde biler på vejene fulgte desværre også flere uheld:

    - Der har været flere, end vi i gennemsnit ser på en onsdag eftermiddag. Hovedsageligt på Helsingørmotorvejen, siger Søren Kusk, der oplyser, at ingen af uheldene umiddelbart var alvorlige.

  16. Brevbombe sårer en ansat på den ukrainske ambassade i Madrid

    Ukraine har øget sikkerheden på deres ambassader.

    Det sker, efter en ansat på den ukrainske ambassade i Madrid er kommet til skade efter en eksplosion.

    Det meddeler spansk politi ifølge Reuters.

    Eksplosionen fandt sted, da den ansatte håndterede et brev. Medarbejderen pådrog sig lettere kvæstelser.

    Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har nu beordret, at alle ukrainske ambassader øger deres sikkerhedsforanstaltninger.

  17. En af Damarks største profiler på Instagram lukkede: Hacker ville dele børneporno på Andershemmingsendk

    Anders Hemmingsen, der har 1,2 millioner følgere på det sociale medie Instagram med profilen Andershemmingsendk, havde sig noget af en hektisk morgen.

    Hans profil, hvor der deles sjove videoer og billeder fra hele landet, var blevet lukket ned. Det opdagede hovedpersonen selv, da han ville logge ind klokken 5.30 i morges.

    Her til eftermiddag er mysteriet opklaret. Det var en hacker, som havde sneget sig ind på profilen, fortæller Anders Hemmingsen. Han har hele dagen været i løbende kontakt med Facebook og Instagram.

    - Det lykkedes for kort tid siden at få den åbnet igen, siger Anders Hemmingsen.

    - Den var blevet hacket. Og den hacker, der kom ind, ville dele børneporno, siger han.

    - Intet nåede at komme ud, så det er Instagram, som har været skidegode og hurtige til at lukke den den ned.

    Anders Hemmingsen lever af det univers, han har skabt på Instagram.

  18. Den franske baguette er kommet med på Unescos liste over kulturarv

    I Paris bliver endnu en baguette langet over disken. (Foto: © Michel Euler, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)

    Den franske baguette bliver en del af Unescos liste over bevaringsværdig kulturarv.

    Det er i dag blevet besluttet af en række eksperter på en Unesco-samling i Marokko.

    En baguette består kun af fire ingredienser - mel, gær, salt og vand - og der bliver ifølge BBC bagt omkring 16 millioner baguettes hver eneste dag i Frankrig.

    Dog er selvstændige bagere i Frankrig de seneste årtier lukket på stribe, mens fabriks-fremstillet brød vinder frem.

    Unescos håb er, at en international anerkendelse vil bremse tilbagegangen for bagerne.

  19. Løkke efter forhandlinger: 'For os er det ikke afgørende at komme i regering'

    Selvom Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, fortsat tropper op til regeringsforhandlinger med kongelig undersøger Mette Frederiksen, så er det ikke afgørende for partiet, at de kommer i regering.

    Sådan lød meldingen fra Løkke efter dagens forhandlinger på Marienborg.

    - Der skal jo en regeringsdannelse til henover midten. For os er det ikke afgørende at være med i den regering. Jeg ved, at indflydelsen også kan ligge et andet sted, sagde Løkke.

    Dog understreger Løkke, at Moderaterne fortsat melder sig klar til at indgå i en regering henover midten.

    Moderaterne vil gerne lave reformer af blandt andet sundhedssektoren, og det er Mette Frederiksen blevet mere villig til løbende i forhandlingerne, mener Lars Løkke Rasmussen.

    - Mette Frederiksen og jeg deler langt hen ad vejen den samme analyse af, hvilke udfordringer der er i Danmark. Og vi har en ambition om, at det skal holde længere end vores tid ud.

  20. Dansk Atletikforbund ansætter fyret orienteringschef som ny direktør

    Lars Lindstrøm er blevet ansat som ny direktør for Dansk Atletikforbund.

    Det oplyser forbundet på deres hjemmeside.

    Lars Lindstrøm har tidligere været ansat i Dansk Orienterings-Forbund, hvor han blev fyret i december 2019.

    Det skete efter en række anonyme anklager, der blandt andet gik på manipulerende adfærd, bagtalelse af løbere, omtale af såvel egne som andres private forhold og uacceptable udtalelser relateret til spiseforstyrrelser.

    Noget, der senere fik Lars Lindstrøm til at stævne Dansk Orienterings-Forbund for usaglig fyring og ærekrænkelser.

  21. Folketingsvalget forløb uden indblanding fra fremmede stater

    Folketingsvalget forløb uden indblanding fra fremmede magter.

    Det oplyser Politiets Efterretningstjeneste, som har overvåget valget, i en pressemeddelelse.

    I en trusselsvurdering i oktober pegede PET på, at det var "mindre sandsynligt", at eksempelvis Rusland ville forsøge at påvirke valget.

    Borgere eller politikere kan dog godt være stødt på falske profiler på sociale medier under valget.

    - Men PET har ikke set det, PET betegner som koordineret og systematisk påvirkning, siger Anders Henriksen, der er chef for kontraspionage hos PET ifølge Ritzau.

  22. Kommune overtager gældsplaget havn i Hanstholm

    Hanstholm Havn har en gæld over 600 millioner kroner, og udsigt til et årsresultat på minus 18 millioner kroner. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

    Hanstholm Havn har så elendig en økonomi, at Thisted Kommune er tvunget til at overtage driften af havnen fra nytår. Det besluttede en samlet kommunalbestyrelse i aftes.

    Dermed står kommunen fra 1. januar 2023 med det fulde ansvar for havnens drift, og dermed muligvis et kassetræk på hele 175 millioner kroner ved udgangen af 2025.

    Det vil komme til at gøre ondt på kommunens økonomi, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V).

    Konsekvensen kan blive, at kommunen må udskyde anlægsprojekter, og i værste fald skære ned i servicen til borgerne.

    Hanstholm Havn, som er den havn i Danmark, der modtager flest spisefisk, har en gæld på over 600 millioner kroner, og udsigt til et årsresultat på minus 18 millioner kroner.

  23. Frederikssund sænker hastigheden fra 50 til 40 km/t flere steder

    Et flertal af politikerne i Frederikssund Kommunes plan- og teknikudvalg har besluttet at sænke hastighedsgrænsen fra 50 kilometer i timen til 40 kilometer i timen flere steder i kommunen.

    Dermed bliver kommunen nu én blandt 11 kommuner i hovedstadsområdet, der som en forsøgsordning i tre år, skal teste virkningen af at sætte farten ned til 40 kilometer i timen i tæt bebyggede områder.

    - Det er en god måde at sikre trafiksikkerheden på, siger Kirsten Weiland, der er udvalgsformand for lokallisten Fjordlandslisten i kommunen.

    - Selvom vi nedsætter hastigheden, så bevarer vi jo grundlæggende muligheden for, at man kan have en almindelig trafikafvikling, siger hun.

    Ændringerne skal nu godkendes af politiet og vejdirektoratet, før det kan træde i kraft.

    I København er man igang med forsøget i blandt andet Valby. Her er planen derudover at sænke hastigheden til kun 30 kilometer i timen i hovedstadens indre by.

  24. Nikolaj Jacobsen har udtaget bruttotruppen til VM i håndbold

    Den danske landstræner for herrehåndboldlandsholdet, Nikolaj Jacobsen, har udtaget en bruttotrup på 35 spillere til januars VM-slutrunde, der spilles i Polen og Sverige.

    Det forventes, at truppen skæres ned til 18 spillere i midten af december.

    Slutrunden begynder den 11. januar. Danmark er i gruppe med Belgien, Tunesien og Bahrain.

  25. Kommune forsøger at flytte beskyttet naturområde for at redde sommerhuse

    Hjørring Kommunes Teknik- og Miljøudvalg besluttede i går aftes at komme sommerhusejere ved Lønstrup Klint i møde - og arbejde for at ændre et såkaldt Natura 2000-område.

    Det vil kunne bane vejen for at lave hård kystsikring ud for sommerhusområderne. Områder hvor kyststrækningen hvert år æder sig tættere på

    - Man skal passe på Natura 2000-områder, og det vil vi også rigtig gerne. Det er derfor, vi peger på et nyt område, som kan blive freddet, siger formand for udvalget Søren Homann (C).

    Det kræver grønt lys fra EU, hvis naturbeskyttelsen skal ophæves og flyttes. Skal der etableres hård kystsikring, vil det blive på grundejernes egen regning, fortæller Søren Homann.

  26. 33-årig dømt 14 års fængsel i stor narkosag

    Under en aktion tidligere på året, anholdt politiet i alt 11 personer - både herhjemme og i Spanien.

    Ved retten i Randers blev én af mændende i dag idømt 14 års fængsel for at have modtaget og videreoverdraget tre ton hash og 50 kilo kokain.

    Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

    Den 33-årige nu dømte mand tilstod sin rolle i sagen og modtog dommen.

    - Jeg er tilfreds med dagens dom, der viser, at der er tale om en alvorlig sag. Den lange straf er et udtryk for, at der med rette slås hårdt ned på organiseret narkokriminalitet, lyder det i pressemeddelelsen fra specialanklager ved NSK, Lise Hebsgaard.

  27. I morgen bliver Handelsbanken til Jyske Bank

    Fra i morgen, den 1. december, bliver Handelsbanken Danmark til Jyske Bank.

    Det skriver Jyske Bank på sin hjemmeside.

    Det sker, efter de sidste underskrifter faldet på plads, oplyser Handelsbanken Danmark til DR Nyheder.

    Dermed overholdes den planlagte dato for overdragelse.

    - Vores mål er at gøre to gode banker til en endnu bedre samlet bank ved fortsat at have fokus på personlig rådgivning, stærke produkter og digitale løsninger, lyder det fra Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank.

  28. S og V støtter ikke kommissionsundersøgelser, før en regering er på plads

    Det meddeler begge partier efter et møde i Folketingets Udvalg til Forretningsorden.

    Her havde Enhedslisten ellers stillet forslag om, at der skulle laves et kommissorium, så sagerne kan blive undersøgt.

    Der tegnede sig dog et andet billede under valgkampen, hvor både Venstre og Socialdemokratiet bakkede op om en undersøgelse.

    Men så længe der ikke er en regering på plads, vil begge partier vente med at lægge sig fast på en udmelding.

    - Mens vi forhandler om regeringsdannelse, så vil vi hverken lovgive eller sætte undersøgelser i gang, siger Socialdemokratiets gruppeformand, Leif Lahn.

  29. Microsoft Danmark henter ny direktør hos Deloitte

    Microsoft Danmarks administrerende direktør, Nana Bule, stopper efter mere end 20 år i virksomheden.

    Hun afløses 1. januar af Mette Kaagaard, der kommer fra Deloitte, skriver Ritzau.

    Nana Bule har arbejdet for Microsoft i mere end 20 år og har de seneste tre år været landechef for Danmark og Island. Hun stopper efter eget ønske.

    - Efter to årtier er tiden nu moden til at åbne det næste kapitel i min karriere, siger hun i en pressemeddelelse.

    Nana Bule fratræder først med udgangen af januar for at sikre en god overdragelse af opgaverne til Mette Kaagaard.

    Mette Kaagaard er uddannet maskiningeniør fra DTU og har siden taget en videregående diplomuddannelse i organisation og it fra CBS. Hun leder lige nu Deloittes Risk Advisory-afdeling.

    Hun har erfaring med software, platforme og it-infrastruktur i tidligere job hos blandt andet KMD og Egmont, skriver Ritzau.

  30. H&M fyrer 1.500 ansatte og skal spare milliarder

    Den svenske modekoncern Hennes & Mauritz, H&M, vil fyre 1.500 medarbejdere på verdensplan.

    Det fremgår ikke, i hvilke lande fyringerne sker, men kæden har forretninger verden over og omkring 107.500 fuldtidsansatte. Cirka 10.500 af dem arbejder i Sverige ifølge Ritzau.

    - Vi vil støtte vores kolleger i at finde den bedst mulige løsning til deres videre færd, lyder det fra administrerende direktør Helena Helmersson.

    Beslutningen kommer i kølvandet på en større spareplan, som H&M tidligere har annonceret.

    Det forventes at føre til årlige besparelser på cirka to milliarder svenske kroner - cirka 1,36 milliarder danske kroner.

  31. Kinas tidligere leder Jiang Zemin er død

    Jiang Zemin vinker til pressen, inden han hopper ombord på et fly tilbage i oktober 2002. (Foto: © POOL New, Ritzau Scanpix)

    Kinas tidligere leder Jiang Zemin er død i en alder af 96 år. Det oplyser kinesiske statsmedier ifølge Reuters.

    Han døde af leukæmi og organsvigt i byen Shanghai i det østlige Kina.

    Jiang Zemin var Kinas præsident fra 1993 til 2003. Han var uddannet ingeniør og har tidligere været minister for elektronikindustrien.

    I 1985 blev han udnævnt til borgmester i Shanghai, og i 1987 blev han optaget i KKP's politbureau, der fungerer som Kinas øverste magtelite.

  32. EU ønsker at bruge indefrosne russiske midler på hjælp til Ukraine

    EU ønsker at finde veje til at bruge indefrosne russiske midler til at betale for krigsskaderne i Ukraine.

    Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en video delt på Twitter.

    - Rusland skal betale for den ødelæggelse, man har forårsaget, siger formanden.

    Ødelæggelserne i Ukraine skønnes at være i størrelsesordenen 600 milliarder euro, knap 4.500 milliarder kroner.

    - Rusland og dets oligarker skal kompensere Ukraine og dække omkostningerne ved at genopbygge landet. Og vi har midlerne til at få Rusland til at betale, siger Ursula von der Leyen.

    Hun peger på, at de allierede efter Ruslands invasion har indefrosset 300 milliarder euro fra den russiske centralbank. Derudover har man indefrosset 19 milliarder euro, der tilhører "russiske oligarker".

    (Foto: © (Skærmbillede))
  33. Roskilde Festival annoncerer 19 nye navne: Tobias Rahim skal optræde på Orange Scene

    Tobias Rahim blev landskendt med hittet 'Stor mand'. (Foto: © Helle Arensbak, Ritzau Scanpix)

    Næste års Roskilde Festival har netop fået 19 nye kunstnere på programmet.

    Efter musikeren - og nu også digteren - Tobias Rahim optrådte på den næststørste scene, Arena, til en propfyldt koncert i år, får han nu lov til at udfolde sig på den legendariske Orange Scene.

    - Der skete rigtig meget, fra vi bookede ham til 2022, og frem til han skulle spille. Havde vi vidst præcis, hvordan den rejse ville være, så havde han også allerede spillet på Orange Scene i sommer, siger programchef Anders Wahrén til Ritzau.

  34. Pengeindsamling på vej til dømt sæddonor

    Den 54-årige midtjyske mand Henrik, der har fået en bøde på 25.000 kroner for at have fungeret som privat sæddonor, får nu hjælp og opbakning fra flere kanter.

    Anika Hoffmann, som er en af de kvinder, der har brugt Henrik som sæddonor, vil starte en indsamling, hvis sagen ikke ankes. De indsamlede penge skal gå til at betale bøden samt sagens omkostninger.

    Også pensioneret læge Ole Davidsen fra Horsens er klar til at yde både moralsk og økonomisk støtte til den dømte, da han mener, at dommen er urimelig.

    54-årige Henrik har endnu ikke besluttet, om han anker sagen.

    Henriks fulde navn er redaktionen bekendt.

Mere fra dr.dk