Seneste nyt

WHO: Pandemiens epicenter er Europa

  • WHO: Pandemiens epicenter er Europa

    Epicenteret af pandemien er Europa.

    Sådan lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, på et pressemøde.

    - Europa er nu virussets epicenter, lød det tidligere fra topembedsmand Mike Ryan tidligere i aften.

    WHO mener, at de europæiske lande skal skrue op for tempoet, når det gælder kampen mod virusset, skriver Ritzau.

    Meldingen kommer i lyset af, at en række europæiske lande har registreret rekordhøje antal daglige smittetilfælde.

  • Formand for Danske Regioner advarer om, at hospitalerne snart må aflyse operationer igen

    Danske hospitaler er på nippet til igen at aflyse planlagte operationer for at give plads til patienter med coronavirus. Det siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, til Politiken.

    – Det generelle billede på tværs af landet er, at antallet af covid-indlæggelser ikke skal meget højere op, før vi er nødt til at ændre afviklingen af den normale aktivitet i sundhedsvæsnet, siger Stephanie Lose.

    Omkring 250 coronasmittede patienter er for tiden indlagt på de danske hospitaler, der bliver drevet af de fem regioner. For de fleste hospitaler har det endnu ikke været nødvendigt at åbne ekstra sengeafsnit. Men det kan det blive med udsigt til jul og den kolde årstid, mener Stephanie Lose.

  • Store demonstrationer mod ny lov om fotoforbud forventes i Frankrig

    Tusindvis af mennesker forventes ifølge nyhedsbureauet AFP i dag at demonstrere i Frankrig mod en ny lov, der skal forhindre folk i at dele billeder af politiet.

    Demonstrationerne kommer, få dage efter at en rystende video blev offentliggjort, hvor man kunne se flere politifolk i Paris tæske en ung sort mand for ikke at bære mundbind, mens de overdyngede ham med racistiske smædeord.

    En af de mest kontroversielle dele af den nye lov er den såkaldte artikel 24. Den gør det ulovligt at publicere billeder af betjente med den hensigt at "skade politifolkenes fysiske eller psykiske integritet".

    Sker det alligevel, så vil borgere kunne straffes med et års fængsel og en bøde på 45.000 euro - svarende til cirka 335.000 kroner.

  • Genoptælling i Milwaukee gav flere stemmer til Biden

    En genoptælling af stemmer i Wisconsins største amt, Milwaukee, har forøget demokraten Joe Bidens forspring til præsident Donald Trump i delstaten.

    Det var præsidenten, der gjorde krav på genoptællingen, der sluttede fredag.

    Den forøgede Bidens forspring til Trump med 132 stemmer. I alt sikrede Biden sig yderligere 257 stemmer i forhold til Trumps 125 i forbindelse med genoptællingen af de næsten 460.000 afgivne stemmer.

    Mens genoptællingen i Milwaukee blev afsluttet fredag, så forventes genoptællingen i amtet Dane County først af være færdig på søndag. Den forventes heller ikke at rykke væsentligt ved det samlede resultat.

    Trump-kampagnen har betalt næsten tre millioner dollar - svarende til cirka 13,7 millioner kroner - for de to genoptællinger.

  • Katte aflives efter fund af coronasmitte

    Fødevarestyrelsen har aflivet katte på mindst en coronaramt minkfarm i Holstebro Kommune. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

    Statens Serum Institut bekræfter overfor avisen, at der er undersøgt prøver fra 33 katte fra syv minkfarme. På to af farmene er der fundet smittede katte. Instituttet analyserer nu prøverne for at fastslå, hvilken virustype kattene var smittede med.

    På en farm blev der fundet virus i 12 ud af 24 katte og antistoffer i 13 katte.

    Tre hunde har også været smittet på de berørte minkfarme. Der blev fundet antistoffer i to af hundene. Den tredje hund havde kun ganske lidt virus og var helt virusfri fire dage senere.

  • Hver tiende hus sælges over udbudsprisen

    Trods coronakrisen har boligmarkedet den seneste tid været glohedt, og det fortsatte i oktober. Her blev knap hver tiende hus solgt for en højere pris, end det var udbudt til. Det viser tal fra Boligsiden, der er ejet af langt størstedelen af de danske ejendomsmæglere.

    Andelen er dobbelt så høj som i oktober sidste år og den højeste, der er registreret siden 2011, hvor Boligsiden begyndte at føre statistik.

    Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, fortæller, at det er meget usædvanligt, at så mange boliger sælges over udbudsprisen.

    - Det er den udvikling, der har været de sidste mange måneder på boligmarkedet - nemlig at der er virkelig meget fart på boligmarkedet, siger hun ifølge Ritzau.

  • Tidligere journalist-formand vil i Folketinget

    Tidligere formand for Dansk Journalistforbund og nuværende direktør for brancheforeningen Danske Biografer Lars Werge vil i Folketinget. Han har meddelt sit kandidatur på Facebook.

    Han skriver, at han har besluttet sig for at stille op efter en henvendelse fra Socialdemokratiet i Brønshøj-Husum og Vanløse. Han skal dog først ud i et kampvalg, hvor de knap fire medlemmer af partiet skal vælge mellem to kandidater.

    Lars Werge, der tidligere var journalist på blandt andet Ekstra Bladet, B.T. og Berlingske og inden da gennem flere år i 90'erne dansk mester i højdespring, nævner arbejdsmarkedet og velfærden som sine politiske fokuspunkter.

  • 'De gør os til skamme', skriver Emmanuel Macron om fransk politis pryglen af en sort mand uden mundbind

    Det er fuldstændig uacceptabelt, at fransk politi har pryglet en sort mand, der ikke bar mundbind.

    Det skriver den franske præsident, Emmanuel Macron, på Facebook, efter en video begyndte at cirkulere i torsdags.

    I videoen kan man se, at den sorte musikproducerer Michel Zechler blev presset ind i et studie af politifolk, hvor han i fem minutter blev han slået og sparket.

    Ifølge Michel Zechler blev han overdænget med racistiske skældsord imens.

    - De gør os til skamme. Frankrig bør aldrig lade had eller racisme trives, skriver Emmanuel Macron i sit opslag.

    Betjentene er blevet suspenderet fra tjeneste, og præsidenten oplyser, at han har bedt regering om forslag til, hvordan tilliden til politiet kan geoprettes, og hvordan diskrimination kan bekæmpes.

    Manden blev skubbet ind i et studie, hvor han blev sparket og slået i fem minutter. (Foto: - / MICHEL ZECLER / GS GROUP © Scanpix)
  • FN-chef opfordrer til selvbeherskelse efter Irans trusler om angreb som gengæld på drab af topforsker på atomprogram

    Det er ikke gået FN-generalsekretær Antonio Guterres næse forbi, at en iransk topforsker på landets atomprogram i dag er blevet dræbt i et angreb nær Irans hovedstad, Teheran.

    Drabet har fået Iran til at vende blikket mod ærkefjenden Israel og har truet med at 'slå ned som lynet' med angreb på de skyldige bag drabet på forskeren, der menes at være leder af atomprogrammet.

    Men yderligere angreb er ikke vejen frem, hvis man spørger Antonio Guterres.

    - Vi opfordrer til selvbeherskelse og minder om behovet for at undgå nogen handlinger, der kan lede til yderligere spændinger i regionen, siger han talsmand, Farhan Haq til Reuters.

  • Belgien lemper på restriktioner: Personer, der bor alene, kan invitere to gæster til jul

    Det lyder ikke som en lempelse af coronarestriktionerne, men det er det faktisk.

    I Belgien får personer, der bor alene, nemlig lov til at få besøg af to personer på samme tid den den 24. og 25. december. Og det skal være tætte kontakter.

    I øjeblikket må de kun have besøg af én ad gangen.

    Det har regeringen meldt ud fredag aften, skriver Brussels Times.

    Belgierne opfordres generelt til at holde jul derhjemme.

    For husstande, hvor der bor flere personer, er der ingen lempelser i julen. De må maksimalt have besøg af én gæst.

  • Lægemiddelindustri forventer, at ti vacciner kan være klar næste sommer

    Hele ti covid-19-vacciner kan være klar til brug i midten af 2021.

    Det vurderer den Internationale Sammenslutning for Farmaceutiske Produkter (IFPMA).

    Vacciner fra Pfizer, Moderna og AstraZeneca har inden for kort tid vist lovende resultater.

    - Indtil videre har tre ud af tre været successer, siger Thomas Cueni, generaldirektør i IFPMA, der peger på vacciner fra flere andre medicinalgiganter.

    - Jeg forventer, at det samme vil gælde for Johnson & Johnson, Novavax og mange andre. Blandt dem er også Sanofi Pasteur, GSK og Merck, siger han ifølge Reuters.

  • Seks dræbt af selvmordsbomber i Somalia

    Seks personer blev dræbt og otte såret, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i Mogadishu i Somalia, oplyser Reuters.

    Det er endnu uklart, hvem der stod bag angrebet, men den militante oprørsgruppe al-Shabaab udfører jævnligt bombeangreb i hovedstaden.

    Selvmordsbomberen udløste sit sprængstof i en is-café, oplyser en talsmand for informationsministeriet.

    Al-Shabaab kæmper for at vælte regeringen og indføre sharia-lovgivning i Somalia.

  • Fugleinfluenza konstateret i Norge

    Der er fundet fugleinfluenza i en vild fugl i den sydvestlige del af Norge, oplyser det norske fødevaretilsyn.

    Sygdommen blev opdaget i en kortnæbbet gås i Sandnes, skriver NRK.

    Indbyggere i området bliver nu bedt om at indrapportere, hvis de opdager døde fugle.

    Fredag blev en gård i Belgien også ramt af den meget smitsomme H5N5 fugleinfluenza.

    600 fugle døde og yderligere 151.000 andre måtte aflives.

  • Restauranter, butikker og fitnesscentre åbner igen i Irland, der også vil tillade julerejser mellem landsdele

    Butikker, restauranter og fitnesscentre har den seneste tid ligget øde hen i Irland, der lukkede hårdt ned for at stoppe spredningen af smitte med coronavirus.

    Men i næste uge kan der komme liv igen, når erhvervene får lov at åbne fra mandag. Barer, der kun serverer drikkevarer, skal fortsat holde lukket.

    Til gengæld er der også godt nyt for dem, der skal krydse landet for at holde jul med familien. Fra den 18. december til 6. januar bliver det nemlig igen tilladt at rejse mellem de forskellige landsdele.

    Det sker for at give mulighed for at holde 'en anderledes, men speciel jul', siger premierminister Micheal Martin. Folk kan dermed åbne deres døre for gæster, men må kun invitere mennesker fra en til to andre husstande velkomne i hjemmet.

  • Svenske myndigheder undersøger 14 tilfælde af coronavirus hos mennesker, der kan være blevet smittet af mink

    14 tilfælde af smitte med coronavirus hos mennesker i den svenske region Blekinge har forbindelse til minkavl.

    Det oplyser Bengt Wittesjö, der er læge med speciale i infektionssygdomme ved Region Blekinge, til SVT.

    - De arbejder indenfor minkavl eller er i familie med nogen i forbindelse til det. Præcis hvordan smitten er gået til, om personerne har smittet hinanden, eller om smitten kommer fra mink, kan vi ikke sige endnu, siger Bengt Wittesjö.

    I løbet af ugen har der været massetest af personer, der arbejder med mink i Blekinge for at undersøge, om der er mutationer som dem, der blev fundet hos mink i Danmark tidligere på året. Det har ikke været tilfældet.

  • Trumps påstande om valgsvindel mangler både konkrete anklager og beviser, siger dommer og afviser præsidentens sag

    - Anklager om svindel er alvorlige. Men at kalde et præsidentvalg for unfair gør det ikke alene. Beskyldninger kræver konkrete anklager og beviser. Vi har ingen af delene i den her sag.

    Sådan lyder det fra dommer Stephanos Bibas fra en føderal appeldomstol i Philadelphia.

    Han har siddet med præsident Donald Trump og hans kampagnestabs appelsag, efter at en lavere rangeret domstol ikke er gået videre med præsidentens anklager om, at der har været svindet ved valget i Pennsylvania.

    Men heller ikke appeldomstolen har altså kunne få Donald Trump eller staben til at levere beviser for sine påstande og lægger derfor sagen ned. Det er nu muligt for præsidenten at appelere sagen til Højesteret.

  • Alle 11 millioner mink på farme med smitte eller i risikozoner er nu blevet aflivet

    Der er ikke flere mink, der har fået konstateret coronavirus, tilbage i levende live i kongeriget Danmark.

    Samtlige smittede besætninger og mink på farme i risikozoner er nemlig blevet aflivet, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

    Dermed er omkring 11 millioner mink fordelt på 288 ejendomme med konstateret smitte og 446 ejendomme i risikozonerne blevet slået ned.

    - I de seneste måneder har vi set, hvordan smitten med covid-19 hver dag har spredt sig til nye minkfarme i Jylland. Derfor er det glædeligt, at alle de mink, som udgjorde en særlig risiko, er aflivet, siger Henning Knudsen, enhedschef i Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.

  • Israel forsøger at fremprovokere en åben krig, lyder det i anklager fra Iran efter drab på topforsker på landets atomprogram

    Iranske myndigheder har frigivet billeder af gerningsstedet udenfor Irans hovedstad, Teheran. (Foto: Wana News Agency © Scanpix)

    - I den sidste tid af deres politiske liv forsøger deres allierede og zionisterne (USA og Israel, red.) at intensivere presset på Iran og skabe en åben krig.

    Sådan lyder det fra Hossein Deghan, der er kommandør og militær rådgiver for Irans øverste leder, Ayatollah Ali Kamenei, efter at en topforsker på Irans atomprogram er blevet dræbt i et angreb i dag.

    Forskeren og den formodede leder af Irans atomprogram, Mohsen Fakhrizadeh, døde i dag på et hospital efter at være blevet hårdt såret i et væbnet angreb udenfor den iranske hovedstad, Teheran.

    Der er ingen, der har taget skylden for angrebet, men Irans udenrigsminister mener, at der 'alvorlige indikationer' på, at ærkefjenden Israel er indblandet.

    Iran har også varslet angreb og 'vil slå ned som lynet' på de skyldige.

  • 45 anholdt i stor international aktion mod kokain-netværk

    45 personer er blevet anholdt i en omfattende aktion mod et kokain-smuglernetværk, oplyser Europol.

    180 ejendomme blev ransaget.

    Efterforskningen har afsløret, at narko-netværket i løbet af et halvt år har stået for indsmuglingen af mindst 45 ton kokain i europæiske havne til en værdi af over 100 millioner euro (744 millioner kroner).

    Anholdelserne er foretaget i Brasilien, Belgien, Spanien og Dubai.

  • 'Der er seriøse indikationer på, at Israel har spillet en rolle', siger Irans udenrigsminister efter drab på atom-topforsker

    - Der er seriøse indikationer på, at Israel har spillet en rolle.

    Sådan lyder det fra Irans udenrigsminister, Javad Zarif, efter at en formodet leder af og topforsker på Irans atomprogram i dag er blevet dræbt i et angreb udenfor hovedstaden Teheran.

    - Terrorister dræbte en prominent iransk forsker i dag. Denne fejhed - med tydelige indikationer på israelsk indblanding - viser desperat krigsmageri fra gerningsmændenes side, skriver Javad Zarif på Twitter.

    Forskeren, Mohsen Fakhrizadeh, døde i eftermiddag på et hospital efter at være blevet hårdt såret i et angreb. Drabet har fået Iran til at varsle angreb og 'vil slå ned som lynet' på dem, der står bag angrebet.

  • Sundhedsministeriets departementschef går på pension

    Per Okkels, der er Sundhedsministeriets departementschef, går på pension.

    Det skriver Altinget.

    - Det har intet at gøre med corona, mink eller noget andet. Jeg bliver 67 til marts, siger Per Okkels til Altinget.

    Per Okkels har været en af de mest centrale embedsmænd i håndteringen af corona-håndteringen.

    - Jeg ville være gået på pension i sommer. Men det kunne ikke lade sig gøre på grund af pandemien. Sundhedsministeren bad mig udsætte tidspunktet. Men nu synes jeg godt, jeg kan få lov at gå på pension. Nu er der vacciner, og der er mere styr på håndteringen af pandemien, siger Per Okkels til Altinget.

  • Iran varsler angreb og 'vil slå ned som lynet' på de skyldige, der har dræbt lederen af landets atomprogram

    Den militære rådgiver til Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, varsler angreb mod dem, der står bag drabet på en formodet leder af og topforsker på landets atomprogram.

    - Vi vil slå ned som lynet på dræberne af denne undertrykte martyr og vil få dem til at fortryde deres handlinger, skriver rådgiveren Hossein Deghan på Twitter.

    Den prominente forsker, Mohsen Fakhrizadeh, døde i dag på et hospital, efter at han blev såret i væbnet angreb.

    - Desværre lykkedes det ikke hospitalspersonalet at genoplive ham, og for et par minutter siden opnåede lederen og forskeren den høje status af martyr efter års arbejde og kampe, skriver Irans forsvarsministerium i en udtalelse.

    Der er ikke umiddelbart nogen, der har taget skylden for angrebet.

    Irans udenrigsminister Javad Zarif mener dog, at der er 'seriøse indikationer på, at Israel spiller en rolle'.

    Iransk stats-tv har vist billeder af gerningsstedet udenfor hovedstaden Teheran, hvor topforskeren blev dræbt. (Foto: IRIB HANDOUT)
  • Forskere advarer mod at lade sig forhåndsteste før juleferien

    Flere forskere og læger, der til daglig beskæftiger sig med coronavirus, advarer mod at lade sig forhåndsteste forud for juleferien.

    - De her "tryghedstest" giver en falsk tryghed, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet.

    - Risikoen for, at du er smittet, når du når frem til bedsteforældrene, er næsten lige så stor, hvis du har været testet, som hvis du ikke har været testet, konstaterer han.

    Ifølge Viggo Andreasen er den mest optimale strategi til at beskytte familiens ældre at gå i isolation så meget som muligt fire–fem dage, før man skal mødes med dem.

  • 'Vi må være årvågne og ikke lade os forblænde', lyder det fra Jeppe Kofod efter Lukasjenkos melding om at trække sig

    - Godt, at Lukasjenko nu siger, at han klar til at gå af.

    Sådan lyder det fra den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), efter at Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, i dag har meddelt, at han vil forlade sin post, når der er lavet en ny forfatning i landet.

    Præsidenten siger dog intet om, hvornår og hvordan forfatningen skal ændres. Og Jeppe Kofod har da også sin skepsis.

    - Vi må være årvågne og ikke lade os forblænde. Forandring kræver handling, ikke kun ord.

    -Det hviderussiske folk skal sikres frie, fair og demokratiske valg. Danmark vil fortsætte kampen og opretholde internationalt pres, skriver Jeppe Kofod.

  • Soldater håndterede døde mink: Her er deres instruktioner

    Forsvarets soldater måtte som udgangspunkt ikke anvende magt, da de hjalp fødevaremyndighederne med at håndtere afdøde mink.

    Det viser det instruktionskort, som soldaterne fik i hånden af Forsvaret.

    DR Nyheder omtalte tidligere i dag kortet, men her var instruktionsbeføjelserne overstregede.

    Efter vi bragte den artikel, har Forsvarsministeriet sendt os en ny version, hvoraf beføjelserne nu fremgår.

    Forsvarets instruktioner til soldaterne.
  • Stigende smitte med coronavariant efter minkaflivning

    Der er nu fundet coronasmitte på i alt 289 minkfarme, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

    Smitten med en særlig minkvariant er stigende i Region Midtjylland og Region Syddanmark.

    – Stigningen er sket en til to uger efter starten på saneringen og aflivningen til pelsning, siger afdelingschef på SSI Tyra Grove Krause.

    - Det tyder på, at håndtering af mink i forbindelse med aflivning muligvis kan have været forbundet med en stor risiko for at blive smittet med covid-19.

  • Politiets vagthund har kigget på meget omtalt video fra lejlighed: Ingen kritik af betjent

    Der er ikke grundlag for at kritisere den politibetjent, der i en meget omtalt video fra foråret smider en ung mand på gulvet i en lejlighed.

    Det er konklusionen fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som har efterforsket sagen.

    Ifølge DUP er der "ikke er fuldt tilstrækelligt grundlag for at rejse kritik" af betjentens håndtering af sagen.

    Og dog:

    - Politiklagemyndigheden finder dog, at polititjenestemanden optrådte uhensigtsmæssigt i situationen.

    Videoen blev i foråret delt flittigt på de sociale medier. På videoen ser man, at den mandlige betjent tager fat i den unge mand, der står med en tandbørste og lægger ham ned, mens manden udbryder manden: "Hvad er det for noget, mand?"

  • Hvideruslands præsident vil forlade sin post, men siger ikke hvornår

    I Hviderusland siger præsident Aleksander Lukasjenko i dag, at han vil forlade sin post, når der er lavet en ny forfatning i landet.

    Præsidenten siger dog intet om, hvornår og hvordan forfatningen skal ændres.

    Hviderusland har været præget af store demonstrationer, hvor titusindvis er blevet anholdt, og der har været grove eksempler på politibrutalitet.

    Det har stået på siden præsidentvalget i august. Her vandt Lukasjenko ifølge de officielle resultater en stor sejr, men hans modstandere hævder, at der blev svindlet massivt med valgresultatet.

  • Magnussen nummer 15 i første Formel 1-træning i Bahrain

    Kevin Magnussen tog fredag hul på sin fjerdesidste Formel 1-weekend i denne omgang.

    Danskeren, der ikke har fået forlænget sin kontrakt med Formel 1-teamet Haas, var således i aktion ved den første træning forud for Bahrains Grand Prix, der køres søndag.

    Som det har været tilfældet det meste af sæsonen, så endte Magnussen i den tunge ende af feltet. I første træning satte han 15.-bedste tid. Holdkammeraten Romain Grosjean, der ligeledes stopper i Haas efter sæsonen, endte som nummer 14.

    De to Mercedes-kørere, Lewis Hamilton og Valtteri Bottas, blev henholdsvis nummer et og to ved torsdagens første træning.

    Træning nummer to begynder fredag klokken 16 dansk tid.

  • Regeringen er klar til at grave døde mink op

    Den nyudnævnte fødevareminister Rasmus Prehn er klar til at grave de mink op, som er gravet ned rundt omkring.

    Det sker, efter et flertal i Folketinget har krævet, at minkene ikke skal ligge i jorden.

    Partierne frygter, at de døde mink skal udlede fosfor og kvælstof i forrådnelsesprocessen og dermed forurene drikkevandet.

    - Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil have en hurtig handling på det her område. Det var nøjagtig det samme ønske, jeg havde, da jeg talte med Fødevarestyrelsen for første gang i onsdags. Da jeg talte med dem, var det også min instruks, at de skulle gå i gang med at fjerne dem, siger Rasmus Prehn.

    Folketingets partier mødes på mandag for at drøfte muligheden for at grave minkene op.

  • 1.323 nye smittetilfælde siden i går

    Der er registreret 1.323 nye smittetilfælde i Danmark. Yderligere fem er døde.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    Der er nu 254 indlagte på landets coronaafdelinger. Det er 10 mere end i går. 46 ligger på intensiv, og af dem ligger 29 i respirator.

    Dagens smittetal er baseret på et meget højt antal prøver: 84.409. Det svarer til, at 1,6 procent af de testede er smittede.

    Positivprocenten, som man kalder den, har ligget på det niveau hele ugen, og det er et tegn på, at smitten ligger rimelig stabilt.

  • Ministerie anbefalede Mette Frederiksens beskyttelsesdragt

    Det er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der i går anbefalede statsminister Mette Frederiksen (S) at tage beskyttelsesdragt på under et besøg på en minkfarm.

    Det oplyser ministeriet på Twitter.

    - Anbefalingerne følger de retningslinjer, som blandt andet Fødevarestyrelsens medarbejdere arbejder ud fra, skriver ministriet.

    Det blev af blandt andet oppositionspartierne kritiseret, at Mette Frederiksen overdrev faren fra mink, da hun var iklædt beskyttelsesdragt. Der var ikke længere mink på den minkfarm, hun besøgte, og farmen havde ikke haft smitte med coronavirus.

  • AGF’s sportschef stopper og skifter til FC København

    Peter Christiansen har opsagt sin stilling som sportschef i AGF og underskrevet en aftale med FC København. Det oplyser AGF i en fondsbørsmeddelelse.

    - Vi er meget ærgerlige over, at Peter Christiansen har valgt at stoppe i AGF. Han har haft stor betydning for den sportslige fremgang, vi har oplevet de seneste år, og jeg vil gerne takke ham for den store indsats, han har ydet for AGF, siger Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF.

    Ifølge FCK vil Christiansen senest til april tiltræde i rollen som sportsdirektør.

    Peter Christiansen har været sportschef i AGF siden 2016 og har tidligere siddet i samme stilling hos Randers FC. Som aktiv fodboldspiller spillede han seks sæsoner i FC København.

    Peter Christiansen har opsagt sin stilling som sportschef i AGF og underskrevet en aftale med FC København. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Politi finder 182 ulovlige kanonslag hos 19-årig

    Betjente fra Nordjylland har beslaglagt 182 ulovlige kanonslag hos en 19-årig mand.

    Det var via et tip fra en borger at betjente kom frem til adressen i byen Klarup syd for Aalborg, hvor de ved en ransagning fandt frem til de ulovlige kanonslag, som heller ikke var opbevaret korrekt.

    Der venter nu den 19-årige en større bøde, oplyser lederen af Operativ Efterforskning, Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

    Han opfordrer samtidig til, at man hverken køber eller opbevarer ulovligt fyrværkeri.

    - At man får en bøde, er én ting, men det er også særdeles farligt for én selv og for andre at opbevare det, siger Per Jørgensen.

  • Coop rykker rundt på medarbejderne

    Dagligvarekoncernen Coop, der står bag Brugsen, Fakta og Kvickly-kæderne, rykker flere medarbejdere ud i kæderne og skærer ned i funktionerne på hovedkontoret.

    Det betyder, at der oprettes 40 nye stillinger i kæderne, samtidig med at der reduceres med cirka 70 stillinger blandt hovedkontorsfunktionerne.

    Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

    Ændringen er et af de første store aftryk, som den nye administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, har sat på Coop, siden han blev ny topchef i september.

    - Vi står i den måske hårdeste konkurrencesituation nogensinde. Vores svar skal være, at vi vil være den virksomhed, hvor kunderne oplever, at de får mest for deres penge, siger Kræn Østergård Nielsen.

  • Danski og Nortlanders moderselskab erklærer sig konkurs

    Danmarks største skirejsekoncern Piste Group erkærer sig konkurs.

    Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse, skriver Standby.dk.

    Piste Group ejer blandt andre rejsebureauerne Nortlander, Slopetrotter og Danski, og årsagen til konkursbegæringen er coronapandemien.

    - Coronakrisen har gjort, at Piste Group er så udfordret økonomisk, at vi må tage så drastiske skridt som at begære selskabet konkurs. Så længe vi ikke kan sende danskerne på ski, har vi ingen omsætning, og udsigterne til at vi kan få lov til det, er lange, siger Piste Groups formand og medejer, Casper Lykke Pedersen.

    Det oplyses, at ledelsen arbejder på en rekonstruktion for at kunne føre virksomheden videre.

    Piste Group ejer blandt andre Danski og Nortlander. (Foto: Ruben Sprich © Scanpix)
  • Heunicke vil forstærke kommunikation om test til nære kontakter

    Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) sætter nu gang i "forstærket kommunikation" om test af nære kontakter til smittede.

    Det sker, efter at Detektor onsdag kunne fortælle, at tusindvis af nære kontakter kun er blevet testet én gang.

    Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer er det "væsentligt", at nære kontakter bliver testet to gange.

    - Når der alligevel er så mange nære kontakter, der ikke tager anden test, så kunne det tyde på, at vi kan gøre det bedre i kommunikationen, som jo både kan være mundtlig, skriftlig og i offentligheden. Det skal myndighederne selvfølgelig følge op på, siger Magnus Heunicke.

  • DMI varsler tæt tåge eller rimtåge over Sjælland

    DMI har udsendt et varsel om tåge eller rimtåge gældende for hele Sjælland fra klokken 16.

    Mange steder vil sigtbarheden komme under 100 meter, og derfor anbefales folk at passe på i trafikken.

    - Tæt tåge eller rimtåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, skriver DMI i varslet, der gælder frem til klokken 10 i morgen.

  • Hvert fjerde tilbud på Black Friday er kunstigt sat ned

    Nogen af de tilbud, som butikkerne lokker med Black Friday, er reelt ikke sat ned. Det viser en opgørelse fra PriceRunner, der sammenligner priser på forskellige varer.

    Men der er også penge at spare for forbrugerne.

    PriceRunner har undersøgt 33.000 af de mest populære produkter op til Black Friday. Her viser det sig, at der i tre ud af fire tilbud faktisk er penge at spare.

    Men i cirka hvert fjerde tilbud er prisen blevet sat op i løbet af efteråret for derefter at blive sat ned op til Black Friday. Her bliver det så kunstigt præsenteret som et tilbud.

    - Men i det store hele er der stadig masser af gode tilbud derude til forbrugerne, siger Martin Andersen, der er direktør hos PriceRunner.

    I cirka hvert fjerde tilbud er prisen blevet sat op i løbet af efteråret for derefter at blive sat ned op til Black Friday. (Foto: KENA BETANCUR © Scanpix)
  • Københavns Lufthavn fyrer færre end ventet

    Coronakrisen har været hård ved luftfartsbranchen, der på grund af rejserestriktioner har måttet holde flyene på jorden.

    Det er også tilfældet i Københavns Lufthavn, der i november måtte annoncere sin anden sparerunde på få måneder.

    Her er det dog lykkedes at reducere antallet af afskedigelser til, hvad der svarer til 60 fuldtidsstillinger. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

    Det skyldes blandt andet, at knap 380 medarbejdere går på arbejdsfordeling, der er et tiltag, der blev indført under krisen for at undgå fyringer.

  • Oppositionen indkalder to ministre til nyt samråd om nedgravede mink

    Dagens samråd med miljøminister Lea Wermelin (S) om nedgravningen af mink var ikke nok for oppositionen.

    Ministeren henviste nemlig flere gange til fødevareminister Rasmus Prehn (S), når oppositionen spurgte ind til, om de døde mink skal graves op igen.

    Derfor bliver både Rasmus Prehn og Lea Wermelin indkaldt til et fælles samråd om sagen.

    - Vi indkalder fødevareministeren og miljøministeren i et nyt hastesamråd uden bagkant. Vi kan jo ikke have et samåd, hvor man sidder og kaster ansvaret fra den ene minister til den anden, så må vi råde bod ved at få begge to i samråd, siger Venstres Thomas Danielsen (V), som er medlem af Miljø- og Fødevareudvalget.

    Inden samrådet tegnede der sig et flertal uden om regeringen for at få gravet minkene op, da også SF og Alternativet bakker op.

  • Den østrigske landsby Fucking skifter navn - til Fugging

    Indbyggerne i den østrigske landsby Fucking har længe været træt af deres bynavn.

    Hvorfor er jo ikke svært at regne ud, men navnet har også betydet, at hundredvis af besøgende hvert år er myldret til byen for at blive fotograferet ved byskiltet, som også er blevet stjålet flere gange.

    Men nu er der gode nyheder til Fucking-beboerne, for byen skifter nemlig fra 1. januar navn til Fugging, skriver NRK.

    - Jeg kan bekræfte, at landsbyen ændrer navn. Jeg vil ikke sige så meget mere. Vi har haft nok mediehysteri tidligere, siger Andrea Holzner, der er talsmand for kommunen Tarsdorf.

    Fucking ligger cirka 35 kilometer nord for Salzburg. Snart hedder byen Fugging. (Foto: Mladen Antonov © Scanpix)
  • Skotlands Sturgeon: Vi vil have en afstemning om uafhængighed snart

    En folkeafstemning om skotsk uafhængighed bør finde sted i den næste skotske parlamentsperiode, som indledes næste år, lyder det fra den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon.

    Sturgeon, der er leder af Det Skotske Nationalparti, siger til BBC, at der er "en række forskellige grunde til, at en folkeafstemning bør finde sted i den første del af den næste parlamentsperiode".

    Ved en folkeafstemning om uafhængighed i 2014 stemte skotterne for at blive i Storbritannien. Men både brexit og den britiske regerings håndtering af covid-19 krisen har styrket uafhængighedsbevægelsen blandt skotterne.

    De seneste 14 meningsmålinger har ifølge BBC vist, at et flertal af skotterne i dag støtter uafhængighed.

    Nicola Sturgeon. (Foto: Andy Buchanan © Scanpix)
  • DR og TV 2 deler rettigheder til De Olympiske Lege

    DR og TV 2 har sammen købt rettighederne til både De Olympiske Vinterlege Beijing 2022 og De Olympiske Lege Paris 2024.

    I forvejen har DR allerede rettighederne til De Olympiske Lege Tokyo 2021 sammen med Discovery Networks.

    - Vi er utroligt glade for denne aftale, da De Olympiske Lege er verdens suverænt største sportsbegivenhed. Vi ved, at sport er noget af det, der er allerbedst til at binde os sammen som nation, siger DR’s mediedirektør Henriette Marienlund.

    Hvordan sportsgrenene i 2022 og 2024 fordeles mellem DR og TV 2 afgøres senere, men de vil blive fordelt ligeligt imellem de to partnere.

  • Miljøminister Lea Wermelin i samråd om minkgrave: Det har været et uskønt forløb

    Lea Wermelin kalder sagen om de nedgravede mink for en uskøn proces. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Miljøminister Lea Wermelin er kaldt i samråd om de miljømæssige konsekvenser af massegrave med mink.

    Her forklarer minister, at Miljøstyrelsen vurderer, at der er lovhjemmel til nedgravningen.

    Flere juraeksperter har over for Jyllands-Posten udtrykt tvivl om, hvorvidt den form for nedgravninger er lovlige.

    Wermelin kalder det "et uskønt forløb" og har bedt sit ministerium om at se på, hvad "der er op og ned".

    – Uanset jura så har det været et uskønt forløb. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg helst havde set en proces, hvor vi fra statslig side i langt højere grad havde været i dialog med de berørte kommuner, siger Lea Wermelin.

    Hun understregede, at Miljøstyrelsen har vurderet, at graveområderne ikke udgør en risiko for drikkevandet.

    Nogle af de mange døde mink er begravet for tæt på Boutrup Sø. Til det forklarer ministeren, at det er en fejl, og fødevareministeren har også beklaget, at der er sket en fejl.

    Flere politikere på samrådet vil vide, om regeringen vil være med til at grave de døde mink op.

    – Spørgsmålet ligger under fødevareministeren, men på baggrund af sagen om Boutrup Sø, så skal vi se på alle muligheder. Min opgave handler om det miljømæssige, og der bistår Miljøstyrelsen, lyder det fra Lea Wermelin.

  • Australiens tidligere virushotspot er nu coronafri

    Australiens næstmest folkerige delstat, Victoria, der længe blev anset for at være landets coronavirus hotspot, kan i dag fejre den 28. dag uden nogen nye smittetilfælde.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Milepælen bliver anset som et bevis på, at delstaten stort set har elimineret coronavirusset.

    Victoria har i øjeblikket heller ingen aktive coronatilfælde, efter at delstatens sidste coronapatient blev udskrevet fra hospitalet tidligere i denne uge.

    Dermed har delstaten for alvor lagt det seneste smitteudbrud bag sig, efter at myndighederne i august registrerede mere end 700 daglige smittetilfælde.

  • Indien skal producere russisk coronavaccine

    Indien skal producere 100 millioner doser af den russiske Sputnik V-vaccine mod covid-19, oplyser de russiske myndigheder ifølge AFP.

    Rusland siger, at vaccinen 95 procent effektiv. Tidligere har foreløbige resultater vist, at vaccinen var 92 procent effektiv.

    - 42 dage efter at de første doser af vaccinen var klar, viste resultater en træfsikkerhed på 95 procent, hedder det i en erklæring fra det russiske sundhedsministerium.

    WHO, USA og Tyskland ser med skepsis på den russiske vaccine. Uafhængige eksperter har sagt til nyhedsbureauet Reuters, at det er sparsomt med detaljer fra Ruslands forsøg og fremgangsmåde. Det gør det svært at tolke meningsfuldt på de russiske resultater, hedder det.

    Rusland har sendt de første sendinger af coronavaccine til en række regioner i landet.

  • OK udlover dusør efter flere dieseltyverier

    OK, der ejer afskillige tankstationer landet over, udlover nu en dusør på 5.000 kroner til den eller dem, der kan komme med de afgørende informationer om flere dieseltyverier fra OK-tanke på Sjælland.

    Det oplyser OK i en pressemeddelelse.

    - Alle tyverier er foregået om natten, hvor tyvene medbringer udstyr til at suge diesel op fra tanken. Det fremgår af overvågningsmaterialet, at tyvene kører i en hvid varevogn, skriver OK.

    Tyverierne er siden marts sket i 10 byer, Ørslev, Dalby, Borup, Lille Skensved, Osted, Bjæverskov, Hårlev, Gadstrup, Viby Sjælland og Sorø.

  • Hongkong: Demonstrant får 21 måneders fængsel for at kaste med æg mod politistation

    Den 31-årige demonstrant Pun Ho-chiu er blevet idømt 21 måneders fængsel for sidste år at have kastet æg mod en politistation i Hongkong.

    Æggekasteriet skete i forbindelse med en af de mange demonstrationer, der har været i Hongkong mod Kina og landets magt over det - i den sammenhæng - lille selvstyre.

    I sin afgørelse lød det fra dommeren, at selv om et æg ikke er et masseødelæggelsesvåben, så er det at kaste med æg mod en politistation med til at underminere betjentenes arbejde og med til at true samfundet, skriver CNN.

    Desuden var de mange smadrede æg med til at ødelægge en rulletrappe på politistationen.

    I dommen blev der desuden lagt vægt på, at Pun Ho-chiu var en af de ledende demonstranter i de omfattende protester sidste år.

    Her ses Pun Ho-chiu kaste et af de æg, der nu har kostet ham en fængselstraf på 21 måneder. Det hele fandt sted 21. juni sidste år. (Foto: PHILIP FONG © AFP or licensors)
  • Politiet afviser at rejse sag efter altanulykke med fem unge

    Sydøstjyllands Politi ser ingen muligheder for at indlede et juridisk efterspil efter en ulykke i Kolding, hvor fem unge styrtede ned fra en altan. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Altanen brasede sammen, mens en gruppe unge festede i lejligheden, hvoraf fem af dem befandt sig på altanen. Nogle af dem faldt med hovedet først, og en 19-årig kom i behandling med et alvorligt hovedtraume.

    Alligevel lægger politiet vægt på, at skaderne på altanen ikke var synlige. De afgørende skader på konstruktionen var skjult inde i altandækket og i husets facade.

    Ingen har derfor haft kendskab til, at altanerne var i dårlig stand, og ingen lejere har henvendt sig om problemer. Derfor kan der ikke rejses en sag, da ingen har optrådt uagtsomt, lyder det.

  • Julemanden er undtaget fra rejserestriktioner i Irland

    Irlands udenrigs– og forsvarsminister, Simon Coveney, oplyser, at julemanden er undtaget fra landets rejserestriktioner.

    - Det er vigtigt at sige til alle børn, at vi anser julemandens rejser som 'nødvendige rejser', og derfor er han undtaget fra karantæne i 14 dage og burde komme ind i vores hjem uden at skulle underlægges restriktioner, siger Simon Coveney i en tale, der er offentliggjort på Twitter.

    Det er dog vigtigt, at irske børn ikke bliver oppe hele natten, lyder det, for også julemanden skal holde social afstand, og børn og andre juleglade sjæle skal holde mindst to meters afstand, så ingen bliver smittet.