Seneste nyt

Yderligere 500 personer er blevet evakueret, mens lavaen sprutter videre på La Palma

Overblik

  1. 21. okt kl. 13:03
    Yderligere 500 personer er blevet evakueret, mens lavaen sprutter videre på La Palma
    Indbyggere i Tazacorte rømmer deres hjem for ejendele, som bliver opmagasineret i en sportshal, inden de lader sig evakuere. (Foto: Susana Vera © Ritzau Scanpix)

    Over en måned efter at vulkanen Cumbre Vieja gik i udbrud på den spanske ø La Palma, strømmer lavaen stadigvæk ned ad bjergsiderne.

    Mere end 500 personer er i løbet af natten blevet evakueret fra deres hjem i kystbyen Tazacorte, oplyser byens borgmester ifølge AP.

    Siden vulkanen gik i udbrud er over 7.500 personer blevet evakueret.

    Ifølge AP spår en række forskere, at udbruddet kan vare i tre måneder.

  2. 31 min. siden

    Nu kan du få tredje stik mod corona allerede efter fem en halv måned

    Nu fremrykkes invitationer til tredje strik med coronavaccinen, så man fremover modtager invitationen 165 til 167 dage efter andet stik. Det svarer til fem en halv måned.

    Det oplyser Sundhedsministeriet.

    I en pressemeddelelse skriver ministeriet, at 100.000 personer i går modtog indkaldelse til det trejde stik - også kaldet booster-stikket. Og i næste uge vil yderligere cirka 375.000 blive indkaldt til det tredje stik.

    På fredag har alle børn i 5 til 11-årsalderen modtaget en invitation til vaccination mod covid-19.

    Det sker for at intensivere vaccinationsindsatsen, skriver ministeriet.

    Derudover er det planen, at man fremover kan komme hurtigere til, efter man har modtaget sin invitation, uanset om man skal have første, andet eller tredje stik.

  3. 17 min. siden

    Pressemøde om 'corona-vinterpakke' til sundhedsvæsenet klokken 21

    Finansminister Nicolai Wammen (S) inviterer til pressemøde klokken 21 i aften, skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

    Her vil han fortælle om om en såkaldt corona-vinterpakke til sygehusvæsnet, der er en delaftale til finansloven.

    Til pressemødet vil også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) og repræsentanter fra SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne også deltage.

    Vi sender pressemødet live her på DR.dk.

    Aftalen kommer blot en dag efter, at selvsamme partier præsenterede en anden delaftale af finansloven.

    Den betyder, at der skal produceres to gigawatt mere strøm fra havvindmøller i Danmark frem mod 2030. Det er næsten dobbelt så meget som i dag.

  4. I dag kl. 17:02

    Chelsea og Pernille Harder vinder FA Cup-finale

    (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsspiller Pernille Harder har med sin engelske fodboldklub, Chelsea, sikret sig FA Cup-trofæet med en 3-0-sejr på udebane over Arsenal og landsholdskollegaen Simone Boye.

    Finalen i den engelske pokalturnering blev udsat i 2020/21-sæsonen og blev altså først spillet søndag.

    Med sejren har Chelsea vundet både den engelske liga, Liga Cuppen og FA Cuppen. Chelsea vandt seneste FA Cuppen i 2018, hvor også Arsenal blev henvist til andenpladsen.

    Francesca Kirby skulle kun bruge tre minutter af søndagens finale, før hun sendte Chelsea på sejrskurs. Australske Samantha Kerr, der assisterede 1-0-målet, fordoblede føringen i starten af anden halvleg. Kerr var dog ikke færdig og scorede kampens sidste mål til 3-0 i det 78. minut.

    Pernille Harder blev sendt på banen efter 74 minutter og havde kort efter en god mulighed for at score. Simone Boye blev først skiftet ind i det 86. minut.

  5. I dag kl. 17:00

    Endnu et ja til tysk regeringskoalition

    Den såkaldte trafiklys-regering i Tyskland er kommet et skridt nærmere, efter landets liberale parti (FDP) netop har godkendt den.

    Regeringskoalitionen består af FDP, Miljøpartiet og de tyske socialdemokrater fra SPD, der i går også sagde ja til det fremtidige samarbejde.

    På det liberale partis kongres stemte 535 delegerede for koalitionen, 37 stemte imod og otte undlod at stemme.

    Miljøpartiet sender i modstætning til de andre to partier regeringsplanen ud til alle partiets medlemmer, men hvis der også her bliver sagt ja, er den kommende tyske regering med socialdemokraten Olaf Scholz i spidsen en realitet.

    Det forventes, at Scholz allerede på onsdag bliver godkendt af den tyske Bundestag som afløser til Tysklands konservative kansler, Angela Merkel.

  6. I dag kl. 16:46

    Ti tilfælde af smitte med Omikron til Martin Jensen-koncert

    Det er nok en god idé at blive testet for corona, hvis du var til Martin Jensen-koncert 27. november i Aalborg Kongres og Kultur Center, hvis ikke du er blevet det endnu.

    Styrelsen for Patientsikkerhed bekræfter nemlig over for TV2 Nord, at der er registreret ti tilfælde af smitte med coronavarianten Omikron efter koncerten.

    Mistanken om smitte opstod ifølge TV2 Nord 30. november. Dagen efter blev alle koncertgæster efterfølgende opfordret til at lade sig teste.

    Der var omkring 1500 deltagere til koncerten.

  7. I dag kl. 16:42

    FC Midtjylland slår Brøndby og tager første stik i kvartfinalen

    (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    Et velspillende og veloplagt FC Midtjylland-hold dominerede søndag Brøndby på vestegnen og tog en sikker 2-0-sejr i det første af to kvartfinaleopgør i Sydbank Pokalen.

    Der var klasseforskel på holdene, og ellers formstærke Brøndby leverede en frygtelig indsats i første halvleg.

    Brøndby kunne slet ikke sætte noget sammen på grund af mange tekniske fejl og tabte bolde, og det blev afgørende mod FCM, der spillede en stærk defensiv kamp.

    Brøndby blev gennem det meste af kampen holdt fra de store chancer med undtagelse af en gigantisk chance til superligatopscorer Mikael Uhre ved 0-0.

    Han brændte dog på overraskende vis, og så kunne Charles og Junior Brumado kalde sig matchvindere med et mål hver.

    Returopgøret spilles i næste weekend.

    /ritzau/

  8. I dag kl. 16:31

    Speedskater booker dansk billet til vinter-OL

    (Foto: Jeffrey Swinger © Ritzau Scanpix)

    Det danske hold til vinter-OL fortsætter med at blive større og større, selvom det allerede er rekordstort. Danmark har nemlig sikret en OL-billet i speedskating.

    Kvalifikationen kom i hus, efter Viktor Hald Thorup lørdag aften skøjtede over stregen som nummer to i disciplinen fællesstart i sæsonens tredje World Cup-stævne, der bliver afholdt i Utah i USA.

    Dermed sikrede han Danmarks første World Cup-medalje nogensinde.

    Danmark har god mulighed for at få endnu en speedskater med til vinter-OL, da Stefan Due Schmidt ligger nummer 15 forud for det sidste kvalifikationsstævne. Kun de 24 bedste får en billet.

  9. I dag kl. 16:04

    Kampklædt politi var klar til at anholde mand med kniv - men det var bare en tryllestav

    Lørdag aften anholdt kampklædt politi en mand i Odense, efter de havde modtaget en anmeldelse fra en bekymret borger, om en mand der gik og viftede med en stor kniv.

    Men hvis ellers man ikke tror på trolddom, var der ikke så meget at være bekymret for. Manden gik nemlig rundt med en tryllestav.

    - Da man får kontakt til ham, udviser han lidt mistænkelig adfærd, som gør, at man vælger at anholde ham, forklarer Milan Holck Nielsen.

    Men en tryllestav udløser altså ikke en sigtelse. Derfor blev manden løsladt igen.

    Ifølge fyens.dk melder historien ikke noget om, hvorfor manden gik rundt med en tryllestav lørdag aften.

  10. I dag kl. 14:33

    Drømmekasse sikrer Sønderjyske sejren i pokalkvartfinale

    Mads Albæk rundede rutinerede Kim Aabech og trykkede bolden op i målhjørnet fra distancen i kampens sidste minutter. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Sønderjyske var presset i store dele af pokalkvartfinalen mod Hvidovre, men et drømmehug fra Mads Albæk i det 86. minut sikrede alligevel hjemmeholdet 1-0-sejren i det første af to opgør.

    Hvidovre havde ellers flere store muligheder mod de seneste to sæsoners pokalfinalister, heriblandt to skud på stolpen i løbet af anden halvleg, men gæsterne manglede den sidste skarphed.

    Kort for tillægstiden tog indskiftede Mads Albæk dog sagen i egen hånd langt uden for feltet, hvor han sparkede bolden på undersiden af overliggeren og ind i målet.

    Dermed har Sønderjyske sikret et godt udgangspunkt, inden de to hold mødes til returopgør på fredag den 10. december.

    I søndagens øvrige pokalkvartfinaler mødes Brøndby IF og FC Midtjylland klokken 14.30, mens Randers FC og OB mødes klokken 18. Du kan følge opgørene i LIGA på P3 og se Randers mod OB på DR2.

    Herunder kan du se Mads Albæks drømmehug.

  11. I dag kl. 14:25

    Politiet efterforsker skyderier på højtryk: 'Det, der foregår, er fuldstændig uacceptabelt'

    Den 39-årige mand, der i går blev skudt på Frederiksberg er stadig i en kritisk tilstand.

    Det fortalte politiinspektør Rasmus Bernt Skovsgaard i dag på et pressemøde om opklaringsarbejdet.

    Der har været tre skudepisoder inden for kort i København og omegn.

    En af teserne er, at der kan være en sammenhæng mellem de tre skyderier, hvor to er dræbt og flere er blevet såret.

    - Det er en teori, der fylder mere og mere for os, siger politiinspektør Rasmus Bernt Skovsgaard.

    Han finder hændelserne, der har kostet to personer livet og såret adskillige, rystende.

    - Det, der foregår, er fuldstændig uacceptabelt. Der efterforskes på højtryk, siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

    Om offeret oplyste politiinspektøren følgende:

    - Det vi ved, det er, at han ikke har en direkte relation til en bande, men han har færdedes i miljøet omkring bander.

  12. I dag kl. 14:12

    183 er smittet med Omikron-varianten i Danmark

    Der er i alt fundet 183 tilfælde af den nye Omikron-variant i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

    32 af tilfældene er konstateret ved helgenomsekventering, mens de resterende er fundet ved PCR-test.

    I forhold til i går, hvor der i alt var konstateret 135 tilfælde, er det en stigning på 48 tilfælde.

    - Vi ser en bekymrende stigning i antal omikron-smittede i Danmark. Der er nu igangværende smittekæder, hvor smitten ses blandt folk, der ikke har været ude at rejse eller har forbindelse til rejsende, siger Henrik Ullum, der er administrerende direktør i Statens Serum Institut.

  13. I dag kl. 14:11

    Fransk bjergbestiger belønnet for at have fundet ædelstene efter flystyrt i 1966

    En tragedie i form af et flystyrt i 1966 blev 48 år senere en fransk bjergbestigers held.

    I 2013 fandt han på bjerget Mont Blanc et skrin fyldt med ædelstene som safirer og rubiner.

    Den retskafne bjergbestiger indleverede dem til myndighederne, og nu har han så fået udleveret halvdelen, fordi det ikke lykkedes at finde frem til ejerens slægtninge.

    De tilbageværende ædelstene har en værdi på 150.000 euro (1,15 mio. kr.), skriver BBC.

    Den anden halvdel af skrinets indhold har de lokale myndigheder beholdt.

    Myndighederne mener, at skrinet i sin tid havnede på bjerget som resultat af et flystyrt i 1966. Alle 117 om bord på Air India-flyet omkom.

    Ligdele og bagage er efterfølgende blevet fundet på Mont Blanc.

  14. I dag kl. 14:05

    Lidt over 3.000 coronatilfælde er konstateret det seneste døgn

    Der er det seneste døgn konstateret 3.026 nye tilfælde med corona, skriver SSI.

    Antallet af indlagte stiger med 13 til 447. Yderligere 7 er døde.

    Det er første gang siden 27. november, at antallet af daglige smittetilfælde falder til under 4.000.

    Det skal dog ses i sammenhæng med et lav antal PCR-test, som er dem, der podes i halsen.

    Der indgår svar fra 121.604 PCR-prøver i opgørelsen, hvilket er en del lavere end de op mod 200.000 PCR-test, som er blevet foretaget dagligt de foregående dage.

  15. I dag kl. 13:16

    Video: Paven besøger lejr på Lesbos efter fordømmelse af migranternes forhold

    Det er anden gang, at paven er på besøg på Lesbos i Grækenland. (Foto: LOUISA GOULIAMAKI POOL © Ritzau Scanpix)

    Pave Frans har søndag formiddag været på besøg i en flygtninge- og migrantlejr på den græske ø Lesbos, og det kommer i kølvandet af, at han fredag var ude med skarp kritik af verdens håndtering af flygtninge og migranter.

    - De er havnet i koncentrationslejre, hvor kvinderne bliver solgt, og mænd tortureret, sagde han.

    I lejren Mavrovouni var der både tid til håndtryk, selfies og snakke med migranterne for Paven.

    Paven er på en tur i Cypern og Grækenland, der startede torsdag, hvor hovedtemaet har været migranters forhold og broderskab.

    Paven var også på Lesbos for fem år siden. Se video fra dagens besøg her:

  16. I dag kl. 12:11

    Over 100 anholdt efter voldsomt drab i Pakistan

    Over 100 mennesker er blevet anholdt i Pakistan, efter at en fabriksdirektør fra Sri Lanka blev pryglet ihjel for påstået blasfemi. Det oplyser Pakistans premierminister, Imran Khan, ifølge Ritzau til AFP.

    Drabet på fabriksejeren, der skete fredag, har vakt harme. Khan siger, at det var "en skammens dag for Pakistan". Den pakistanske regeringschef siger, at han har talt med Sri Lankas præsident om drabet.

    I et tweet skriver Khan: "Jeg har talt med Sri Lankas præsident, Gotabaya Rajapaksa, i dag i De Forende Arabiske Emirater og givet udtryk for vores nationale vrede og skam over lynchingen af Priyantha Diyawadana i Sialkot".

    Khan garanterer, at de anholdte vil blive retsforfulgt.

  17. I dag kl. 12:06

    Norsk superspreder-julefrokost udvikler sig stadig: Nu er over 120 smittet

    Antallet af smittede efter en meget omtalt julefrokost i Oslo sidste weekend fortsætter med at stige.

    Nu er det konstateret, at flere end 120 har pådraget sig smitten efter festlighederne på Louise Restaurant & Bar, skriver NRK.

    Når lige det smitteudbrud får særlig opmærksomhed, skyldes det, at flere af deltagerne er smittet med Omikron-varianten.

    Indtil videre viser over halvdelen af prøverne, at der sandsynligvis er tale om den særlige Omikron-variant, der vurderes at være særlig smitsom. I går var 13 tilfælde bekræftet.

    70 af de smittede er fra samme julefrokostselskab. En af de ansatte havde netop været i Sydafrika. Selskabet sad i eget lokale, indtil stedet blev omdannet til en natklub med flere gæster.

    Af dem er mellem 45 og 50 nu konstateret smittet. Hvilken variant, der er tale om, er stadig uvist.

  18. I dag kl. 11:03

    Viktor Axelsen vinder sæsonfinalen i suveræn stil

    Viktor Axelsen vandt også sæsonfinalen i 2016 og 2017. (Foto: INDONESIAN BADMINTON ASSOCIATION © Ritzau Scanpix)

    Danske Viktor Axelsen vinder sæsonfinalen i badminton med en sejr på 21-12, 21-8 over Kunlavut Vitidsarn fra Thailand.

    Der var aldrig for alvor tvivl om udfaldet af søndagens finale, hvor Viktor Axelsen særligt i begyndelsen af andet sæt viste, at han var klasser bedre end sin modstander.

    Det er tredje gang, at Viktor Axelsen vinder sæsonfinalen. Han vandt også i 2016 og 2017.

    Axelsen blev for to dage siden kåret til årets mandlige badmintonspiller i verden af det internationale forbund.

    En hæder, der senest blev givet til en dansker i 1999, da Camilla Martin vandt prisen. Dengang blev prisen givet på tværs af køn.

  19. I dag kl. 10:50

    Politiet har fået brugbare tips i sag om skyderi, men holder kortene tæt til kroppen

    Flere borgere har henvendt sig til politiet med oplysninger om gårsdagens skudepisode på Frederiksberg, hvor en 39-årig mand blev hårdt såret.

    Hvad der er kommet frem, vil politiet af gode grunde ikke oplyse.

    - De ting holder vi lidt ind til kroppen i øjeblikket, siger Rasmus Bernt Skovsgaard, der er politiinspektør i Københavns Politi.

    Københavns Politi arbejder ud fra en teori om, at det var én mand, som kom ind på vandpibecaféen og affyrede skuddet. Det kan dog ikke udelukkes, at der har været flere personer inde over eksempelvis planlægning af episoden.

    - Det er det, vidneforklaringer skal kortlægge, og det arbejdes der på højtryk på i øjeblikket, siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

    Politiet vil fortsat gerne have henvendelser fra alle, der mener at have brugbar viden om hændelsen.

  20. I dag kl. 10:38

    Vesten fordømmer Talibans henrettelser af tidligere modstandere

    I Afghanistan er 47 personer blevet henrettet eller forsvundet uden rettergang fra august til oktober.

    Det fremgår af en rapport, som menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har lavet.

    Flere af de 47 personer var medlemmer af de sikkerhedsstyrker, som bekæmpede Taliban inden magtskiftet i landet.

    Både EU, Australien, Storbritannien, Japan og USA står bag fordømmelsen.

    Efter Talibans sejr i Afghanistan lovede bevægelsens ledere, at medlemmer af sikkerhedsstyrkerne ikke ville blive straffet. Det løfte bliver de nu bedt om at leve op til.

    - Vi gør opmærksom, at de formodede handlinger er alvorlige menneskerettighedskrænkelser og går imod det amnesti, som Taliban ellers har meddelt, lyder det fra de aktører, der står bag fordømmelsen.

  21. I dag kl. 10:34

    Socialdemokratiet forlader konstitueringsaftale i Assens efter beskyldning om 'kammerateri'

    Kommunalvalget er for længst ovre, men det betyder ikke, at der er faldet ro på i alle kommuner.

    I Assens Kommune vælger Socialdemokratiet nu at hoppe fra en konstitueringsaftale med Venstre og Konservative. Det skriver TV2 Fyn.

    Beslutningen skyldes, at Venstre har valgt at afgive en plads i økonomiudvalget til Mogens Mulle Johansen, der har besluttet at forlade SF.

    - Socialdemokratiet vil ikke være en del af borgmesterens kammerateri med Mogens Mulle Johansen og har derfor d.d. meddelt borgmester Søren Steen Andersen, at Socialdemokratiet ikke kan indgå i nuværende konstitueringsaftale, lyder det i et Facebook-opslag.

    Tidligere er også SF hoppet ud af konstitueringsaftalen. Venstre og Konservative har dog stadig et flertal i byrådet med 16 mandater ud af 29.

  22. I dag kl. 10:07

    Lille fly nødlandede på tysk motorvej og kolliderede med lastbil - men piloten overlevede

    Flyet efter den imponerende nødlanding, der dog kostede skrammer til både fly og pilot. (Foto: Polizei Rheinland-Pfalz © Polizei Rheinland-Pfalz)

    Da en 72-årig pilot på vej fra Frankrig til Holland i går fik motorproblemer, måtte han tænke hurtigt.

    Under ham var et stykke asfalt, han vurderede kunne gøre det ud for en landingsbane. Ulempen var bare, at der var tale om en 100 meter høj bro befærdet med trafik.

    Men med enmotorsmaskine og motorproblemer var der ikke mange mulige alternativer, og han landede derfor på Bundesautobahn A62 i delstaten Rheinland-Pfalz.

    På broen kom det til en kollision med en lastbil, men piloten slap med lette skader og chaufføren helt uden, skriver dw.com.

  23. I dag kl. 09:56

    Dansk ønske om flere coronatest ved VM bliver opfyldt

    Spillerne ved det igangværende VM i håndbold for kvinder i Spanien skal fremover testes for corona på alle kampdage.

    Det har Det Internationale Håndboldforbund (IHF) meddelt den danske lejr.

    - Vi har fået at vide af IHF, at de indfører coronatest på kampdage fra i morgen (søndag, red.), sagde Morten Henriksen, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), til TV2 Sport lørdag aften.

    /ritzau/

  24. I dag kl. 08:49

    2. søndag i advent bliver kold og blæsende

    Det var en mørk og stormfuld aften. Den kendte sætning fra De Nattergales folkekendte 'The Julekalender' stemmer fint overens med, hvad man kan forvente af årets 2. søndag i advent.

    Det bliver nemlig en dag med temperaturer fra lige under frysepunktet i Nordjylland til 4-5 graders varme ved Østersøen samt blæsende med jævn til hård vind fra øst og nordøst. Ved kysterne er der op til kuling, skriver DMI.

    I aften og i nat bliver der temperaturer fra frysepunktet til fem graders frost.

    Der forventes ligeledes lidt regn eller slud hen mod aftenen omkring Østersøen og ellers stedvis klart vejr. Ved kyster ud til Kattegat kan der komme snebyger.

  25. I dag kl. 08:39

    Der er stadig brand på skib lastet med træ nær Göteborg

    Hele natten har brandfolk kæmpet med at få styr på flammerne på et skib, der ligger ud for Göteborg.

    - Branden er ikke slukket, men vi har begrænset udviklingen og kan se, at vores indsats har en effekt, siger Markus Erik Green fra den svenske kystvagt ifølge SVT.

    Mellem 50 og 70 meter af det 177 meter lange skib menes at være påvirket af branden, men det er svært at danne sig et præcist overblik, lyder det.

    Det er lasten af træ, som ligger på den forreste del af dækket, der brænder, og selve skibet er altså ikke i brand, siger en talsmand for kystvagten til SVT.

    Kaptajnen har ikke villet evakuere sit mandskab, så de 17 besætningsmedlemmer er stadig om bord, men på den bagerste del af skibet.

    Der er helikoptere klar til at evakuere, hvis det skulle blive nødvendigt.

    Skibet var på vej til Göteborg.

    Billederne er fra i går. Branden blev anmeldt i går eftermiddag.

  26. I dag kl. 08:23

    Dødstallet stiger til 13 efter voldsomt vulkanudbrud i Indonesien

    Mindst 13 personer har mistet livet som følge af vulkanudbruddet på Java i Indonesien. (Foto: ANTARA FOTO © Ritzau Scanpix)

    Redningsarbejdet er stadig i fuld gang på Java i Indonesien, efter vulkanen Semeru gik i udbrud tidligt på eftermiddagen lørdag dansk tid. Indtil videre er det officielle dødstal på 13 personer, men der er stadig syv personer, man ikke har fundet, skriver AP.

    Det er dog også lykkedes at redde ti personer ud af bygninger i området, der er dækket af aske fra vulkanen.

    Knap 1.000 mennesker er flygtet fra området til lejre, som staten har oprettet som følge af udbruddet.

    Semeru er det højeste bjerg på Java og har været i udbrud tidligere på året også. Der er knap 130 aktive vulkaner på øen.

    Se video fra området her:

  27. I dag kl. 08:06

    Amerikansk tv-station fyrer vært, der hjalp sin guvernør-bror i sag om seksuelle krænkelser

    Chris Cuomo er blevet fyret fra tv-stationen CNN.

    Den højt profilerede nyhedsvært har tilsyneladende hjulpet sin bror, der var rodet ind i en sag om seksuelle krænkelser.

    En sag, der fyldte i medierne, fordi hans bror er Andrew Cuomo, der var guvernør i delstaten New York.

    Ifølge en undersøgelse kontaktede Chris Cuomo personer på andre medier for at finde ud af, om der var nye påstande på vej mod Andrew Cuomo. Noget han tidligere har nægtet at have gjort.

    Han har også rådgivet sin bror i sagen, som han også har omtalt på skærmen. Blandt andet har han til kameraet sagt, at broren havde 'dårlig dømmekraft'.

    Chris Cuomo blev suspenderet for nogle dage siden, og han er nu fyret med øjeblikkelig virkning.

    Chris Cuomo er blevet fyret fra sit job på CNN. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)
  28. I dag kl. 08:02

    Dansk speedskater henter historisk medalje

    Danmark har fået sin første herremedalje ved et World Cup-stævne i speedskating nogensinde.

    Lørdag aften kørte Viktor Hald Thorup over stregen som nummer to i disciplinen fællesstart i sæsonens tredje World Cup-stævne, der bliver afholdt i Utah i USA.

    Den belgiske stjerneskater Bart Swings vandt løbet, og danske Stefan Due Schmidt blev nummer ni.

    Landstræner Jesper Carlson erklærer sig pavestolt.

    - Drengene gennemførte præcis den taktik, som vi havde aftalt, siger han i en pressemeddelelse.

    Håbet er nu, at præstationerne er nok til en OL-kvalifikation i fællesstart.

    /ritzau/

  29. I dag kl. 07:38

    Offer for skyderi på Frederiksberg blev ramt i hovedet

    Det var en 39-årig mand, der i går blev skudt på en vandpibecafé på grænsen mellem Frederiksberg og København.

    Han blev ramt i hovedet og er fortsat i kritisk tilstand, oplyser politiet søndag morgen.

    Der er stadig ingen anholdte, og politiet efterlyser derfor vidner i sagen. Nærpolitiet vil i dag være til stede på Nørrebro, hvor eventuelle vidner kan tage kontakt. Der kan også ringes på 1-1-4.

    Politiet beskriver den formodede gerningsmand som "en ung mand med fuldskæg" og mørkt hår, cirka 175 centimeter høj. Han bar ifølge politiet mørkt tøj, sort jakke, sorte eller blå bukser, sorte sko og handsker og et sort mundbind.

    Billede af den formodede gerningsmand, der efter skyderiet gik i Netto. (Foto: Københavns Politi © Københavns politi)
  30. I dag kl. 06:47

    Indiske sikkerhedsstyrker dræber mindst 11 ved en fejl

    Mindst 11 indere er ved en fejl blevet skudt ned af sikkerhedsstyrker i den indiske delstat Nagaland, der ligger ved grænsen til Myanmar. Det skriver det indiske medie Times of India ifølge Reuters.

    Man har påbegyndt en undersøgelse for at fastslå, om hændelsen var et tilfælde af forkert identitet, oplyser politiet i området.

    Den indiske indenrigsminister, Amit Shah, fordømmer den uheldige hændelse.

    - Statens regering vil grundigt undersøge denne hændelse for at sikre retfærdighed til de efterladte familier, skriver han på Twitter.

    Ifølge Times of India var det meningen, at sikkerhedsstyrkerne skulle udføre en aktion imod oprørere i Nagaland, der blandt andet kæmper for, at delstaten skal være selvstændig.

  31. I går kl. 23:56

    Ny skudepisode i københavnsområdet: Person i kritisk tilstand

    Politiet er massivt til stede i området omkring Åboulevard 39 efter en skudepisode, hvor en mand er blevet ramt. (Foto: Benjamin Ager Riis)

    Københavns Politi er massivt til stede omkring Åboulevard 39 på Frederiksberg, efter en person er blevet ramt af skud, og personens tilstand er meget kritisk.

    Skyderiet foregik på en vandpibecafé, hvor fire til seks personer var til stede, men politiet ved endnu ikke, hvem offeret er.

    Rasmus Bernt Skovsgaard, politiinspektør ved Københavns Politi, fortæller om den aktuelle situation nedenfor:

    Det er den tredje skudepisode i københavnsområdet på tre dage.

    Torsdag blev en mand dræbt af skud på Nørrebro. Fredag blev en 17-årig dreng ligeledes dræbt af skud i Rødovre.

    Politiet har et signalement på gerningsmanden, der fortsat er på fri fod, læs mere her.

    Opdateret 23:56

  32. I går kl. 23:54

    Politiet jagter gerningsmand efter skudepisodeFrederiksberg

    Her er billedet af den formodede gerningsmand, politiet er på jagt efter. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

    Københavns Politi er på jagt efter en formodet gerningsmand, efter en person er blevet skudt på Frederiksberg her til aften.

    Offeret er i meget kritisk tilstand.

    Københavns Politi leder efter en ung mand med mørkt hår og fuldskæg, der er cirka 175 centimeter høj.

    Han bar mørkt tøj, sort jakke, sorte eller blå bukser, sorte sko, sorte handsker og sort mundbind.

    Vidner opfordres til at kontakte politiet på 1-1-4 eller gå til politipersonalet på stedet.

    Politiet er lige nu "massivt til stede" omkring Åboulevard 39 på Frederiksberg.

    Opdateret 23:54

    Her er billedet af den formodede gerningsmand, politiet er på jagt efter. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4. (Foto: Billeder fra overvågningskamera)
  33. I går kl. 23:06

    Tre skiløbere er dræbt af lavine på østrigsk bjerg

    Tre skiløbere har lørdag mistet livet efter at være blevet fanget i en lavine på bjerget Lachenspitze i den østrigske delstat Salzburg.

    Det skriver Ritzau på baggrund af oplysninger fra det østrigske nyhedsbureau APA.

    I alt 11 personer var afsted på tur lørdag, inden lavinen ramte. Otte personer blev fanget af lavinen, der var omkring 200 meter bred og 500 meter lang.

    Nogle af dem blev begravet i op til 4,5 meter dyb sne.

    Gruppen af skiløbere kom fra de østrigske områder Pongau, Ennstal og Ober-österreich. De var alle under 30 år.

  34. I går kl. 22:03

    Danmark får VM-storsejr over Congo

    To kampe, to klare sejre.

    Det var kravet til det danske kvindelandshold før VM, og det har spillerne indfriet efter 33-18 over Congo lørdag aften.

    Dermed er opvarmningen overstået, og nu bliver det så småt alvor for Jesper Jensens mandskab, der foreløbig slet ikke er blevet presset i turneringen.

    Det bliver det givetvis i den sidste indledende kamp på mandag mod Sydkorea.

    Althea Reinhardt brillerede i det danske mål, men holdets præstation var blandet, da Danmark vandt over Congo lørdag aften.

    Du kan se højdepunkter fra Danmarks kamp her:

    /ritzau/

  35. I går kl. 21:31

    Fynske Motorvej helt spærret i østgående retning på grund af væltet trailer

    Opdatering 21:40: Det er nu muligt at passere i ét spor "med forsigtighed", skriver Fyns Politi.

    Er du på vej på tværs af landet i bil mod Øst, så skal du være opmærksom, når du når til den fynske hovedstad, Odense.

    Et færdselsuheld har nemlig resulteret i, at Fynske Motorvej er helt spærret ved det østlige Odense i retning mod Sjælland.

    - En trailer med mursten er væltet og påkørt. Pas på os og redningspersonalet derude, skriver Fyns Politi på Twitter.

    Konkret er det mellem afkørsel 49 ved Svendborgmotorvejen og afkørsel 48, Tiegtenbyen, at der er spærret.

    Tidshorisonten er ukendt, så det kan nok betale sig at tage et smut af motorvejen.

    (Foto: (Screendump))
  36. I går kl. 20:45

    Skudangreb mod bus koster 31 civile livet i Mali

    31 personer er døde, efter en gruppe gerningsmænd gik til angreb mod en bus i det vestafrikanske land Mali.

    Det skriver Reuters på baggrund af oplysninger fra de lokale myndigheder.

    Bussen fragtede folk til et lokalt marked, da det blev angrebet af uidentificerede bevæbnede mænd.

    Angrebet fandt sted i et område, der er et epicenter for vold i Mali, drevet af oprørere med tilknytning til al-Qaeda og Islamisk Stat, skriver Reuters.

    Mali har haft store udfordringer med at bekæmpe et radikalt islamistisk oprør, der opstod i landets nordlige del i 2012.

  37. I går kl. 20:27

    Manchester City stryger til tops i Premier League

    Portugisiske Bernardo Silva (i midten) spillede en hovedrolle med to mål, da Manchester City sikrede sig førstepladsen i Premier League (Foto: Ben Stansall © Ritzau Scanpix)

    Manchester City kunne let have ført med tre eller fire mål efter bare et kvarter af udekampen mod Watford, som var totalt chanceløse mod mesterholdet.

    Pep Guardiolas tropper brændte dog mange chancer, og efter 2-0 ved pausen slap Watford med et hæderligt nederlag på 1-3.

    Mestrene fik dog pointmæssigt fuldt udbytte af Chelseas nederlag til West Ham tidligere lørdag.

    City er nyt tophold i Premier League - et point foran Liverpool og to foran Chelsea.

    /ritzau/

  38. I går kl. 19:58

    Vejle Boldklub vinder stort over Kolding i målrig pokalkvartfinale

    Vejle Boldklub har taget et stort skridt mod semifinalerne i pokalturneringen.

    Lørdag aften havde Superliga-klubben besøg af lokalrivalen Kolding IF fra 2. division og vandt med 5-1 i den første af to kvartfinaler.

    Selvom det var gæsterne fra Kolding, der startede med bulder og brag, så var det hjemmeholdet der åbnede målfesten efter 22 minutters spil.

    Vejle spillede sig op og udnyttede sine chancer i den resterende del af kampen, hvor styrkeforholdet blev mere udtalt.

    Returopgøret bliver spillet 11. december, hvor Kolding virkelig skal finde storspil frem for at gøre sig forhåbninger om en billet til semifinalen. Du kan følge kampen på DR's kanaler.

    Se højdepunkter fra kvartfinalen i videoen:

  39. I går kl. 19:50

    Hovedbestyrelsesmedlem i DF slår fast: Jeg stiller op som formand

    Merete Dea Larsen stiller op som formand i Dansk Folkeparti, når denne skal vælges i slutningen af januar. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

    Der er budt op til kampvalg, når Dansk Folkeparti til et ekstraordinært årsmøde til januar skal pege på en ny formand.

    Nu stiller hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen nemlig også op og udfordrer dermed partiets næstformand, Morten Messerschmidt, der også har meldt sit kandidatur forud for valget 23. januar.

    Det skriver Berlingske.

    Hun påpeger, det er vigtigt at samle partiet, og derfor kan det være godt, at hun ikke er en kendt profil, der sidder i Folketinget.

    - Jeg har ikke siddet på Christiansborg det seneste lange stykke tid, og jeg tror, det er godt at få en person ind, som ikke har været en del af de åbenlyse uenigheder, der har været, siger hun til Berlingske.

  40. I går kl. 19:36

    Sydkorea slår Tunesien i tæt VM-opgør

    Det var spænding i et par af de fire tidlige kampe lørdag ved VM i håndbold for kvinder.

    Kroatien var særdeles overbevisende i gruppe G og vandt sikkert med 38-16 over Paraguay, mens Tyskland vandt 36-22 over Slovakiet i gruppe E.

    Argentina vandt 31-29 over det coronaramte østrigske hold i deres gruppe H.

    I Danmarks gruppe F spillede Sydkorea og Tunesien. Her blev det til en sejr på 31-29 til Sydkorea, der dermed har fire point efter to kampe.

    Danmark møder Congo i aften kl. 20.30. Du kan følge kampen på DR1, på DR.DK eller i LIGA på P3.

    Se højdepunkter fra Sydkoreas sejr i videoen:

  41. I går kl. 19:11

    Minister efter kritik af trawlfri zone: En hjælp til fiskerne

    En kommende trawlfri zone i Bælthavet er ikke tænkt som en hån mod fiskeriet, men som en hjælp.

    - Biologernes miljøalarm for Østersøen og de her bælter bimler og bamler. Vi har en historisk lav kvote, fordi der mangler fisk, siger Rasmus Prehn.

    - Gør vi ikke det nødvendige nu, kan vi stå i en situation, der er meget værre for fiskeriet.

    Danmarks Fiskeriforening kritiserer blandt andet, at organisationen ikke er blevet inddraget i processen.

    - Det, der er aftalt i dag, er, at der skal laves en plan næste år, og der vil de selvfølgelig blive inddraget, som vi plejer, siger ministeren.

    - Det er ikke tænkt som en hån, men som en hjælp til fiskerne.

  42. I går kl. 18:59

    Kraftig brand brudt ud på skib med trælast nær Göteborg

    En kraftig brand er brudt ud på et fragtskib med tømmer i lasten i nærheden af den svenske Göteborg, skriver Ritzau på baggrund af det svenske nyhedsbureau TT.

    Der er iværksat en stor redningsindsats med flere helikoptere og både. Også et fartøj fra den danske flåde deltager i arbejdet.

    Der er ikke nogen meldinger om, at de ombordværende skulle være kommet til skade. Besætningen deltager i arbejdet med at slukke ilden, lyder det.

    - Det brænder mere og mere. Det er en meget alvorlig situation, siger redningsleder Anders Lännholm fra Sø- og Fllyredningscentralen.

    Der befinder sig 17 personer om bord på skibet, skriver SVT.

  43. I går kl. 17:55

    Landsholdsanfører Simon Kjær blev hyldet efter sin knæskade

    Hele holdet varmede op i trøjer med teksten "Forza Simon" som en støttende hilsen til den skadede holdkammerat. Her er det den svenske angriber Zlatan Ibrahimovic. (Foto: DANIELE MASCOLO © Ritzau Scanpix)

    Det er ikke kun i Danmark, at landsholdsanfører Simon Kjærs korsbåndsskade i onsdags har fyldt. Også i hans italienske fodboldklub, AC Milan, har det påvirket holdkammeraterne.

    I lørdagens Serie A-kamp mod Salernitana blev der sendt støttende hilsner til den danske holdkammerat både før og under kampen.

    Hele holdet varmede op i hvide t-shirts, hvorpå der stod "Forza Simon" som en hilsen til deres uheldige holdkammerat.

    Efter en scoring blev der også sendt en hilsen videre til Simon Kjær.

    AC Milan vand 2-0 mod Salernitana.

    Alexis Saelemaekers sendte også en hilsen til Simon Kjær, da han scorede. Den 22-årige belgier fejrede scoringen ved at løbe ud til sidelinjen. Her lå der en spilletrøje med Kjærs navn og nummer på, som midtbanespilleren løftede op og holdt frem. (Foto: DANIELE MASCOLO © Ritzau Scanpix)
  44. I går kl. 17:04

    Jon Dahl og Malmö FF genvinder det svenske mesterskab

    Jon Dahl Tomasson har været træner for Malmö FF siden januar 2020. Han har nu ført klubben til to svenske mesterskaber. (Foto: 10600 Andreas Hillergren/TT © Ritzau Scanpix)

    For andet år i træk kan den tidligere danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson og en stribe danske spillere kalde sig svensk mester i fodbold.

    I sidste spillerunde sikrede Jon Dahls Malmö FF sig mesterskabet i den bedste svenske fodboldrække efter 0-0 hjemme mod Halmstad efter stor spænding.

    AIK fra Stockholm var nemlig ikke langt efter. Klubben slog Sirius med 4-2 og nåede dermed op på samme antal point som Malmö. I sidste ende blev det en bedre målscore end AIK, der blev afgørende for, at Malmö FF lørdag kunne sikre sig mesterskabet.

    Lasse Nielsen og Søren Rieks startede opgøret på banen for hjemmeholdet, mens Andreas Christensen blev skiftet ind efter 73 minutters spil.

    Jonas Knudsen var ikke i truppen på grund af en skade.

  45. I går kl. 16:53

    Se videoen: Tusinder på gaden i Wien i protest mod landets coronarestriktioner

    Tusinder tog på gaden i Wien i protest mod Østrigs håndtering af coronasituationen. (Foto: FLORIAN WIESER © Ritzau Scanpix)

    Tusindvis af mennesker marcherede gennem Østrigs hovedstad, Wien, for at protestere mod de stramme coronarestriktioner, myndighederne både har og overvejer at få indført for at dæmme op for smitten med coronavirus.

    Det skriver Reuters.

    På grund af høje smittetal indførte den østrigske regering i sidste måned en nedlukning og sagde, at den ville gøre vaccinationer obligatoriske fra februar. Der fremsættes efter planen et lovforslag om dette den anden uge i december.

    Folk bar blandt andet skilte, hvor der stod: "Jeg vil selv bestemme", "Gør Østrig godt igen".

    Her kan I se en video fra dagens demonstration:

  46. I går kl. 16:39

    Fiskeriforening: Delaftale er en hån mod fiskeriet

    Danmarks Fiskeriforening langer heftigt ud efter en delaftale i finansloven, som ifølge foreningen "trækker tæppet væk" under en række danske fiskere.

    Det skriver de i en pressemeddelelse.

    I den delaftale for finansloven for 2022 på det grønne område, der blev præsenteret lørdag, står der blandt andet, at der næste år etableres en trawlfrie zoner i Lillebælt, Storebælt og Langelandsbælt.

    - Det her er en skandale, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, i meddelelsen.

    - Man sidder i Finansministeriet og forhandler om ting, man øjensynligt ikke har en døjt forstand på. Det her betyder lukning af arbejdspladser og fiskerihavne og får vidtgående konsekvenser i mange lokalsamfund.

    Den trawlfrie zone skal ifølge aftalen bidrage til at skabe bedre havmiljø, blandt andet ved "fremme af skånsomme fiskerier" og ved at "forbedre gyde- og opvækstforhold".

  47. I går kl. 16:02

    Indonesisk vulkanudbrud sender lokale på flugt og en person meldes omkommet

    En kæmpestor askesky tårner sig op over hustagene på øen Java, efter vulkanen Semeru gik i udbrud. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

    Vulkanen Semeru på øen Java i Indonesien er gået i udbrud i dag og har foreløbig såret 41, mens en enkelt person meldes omkommet.

    Det skriver Reuters på baggrund af udtalelser fra lokale myndigheder.

    Videoer viser lokale flygte og en massiv askesky, der mørkner himlen.

    Semeru er den højeste vulkan på Java, og den er blandt Indonesiens næsten 130 aktive vulkaner. Den brød senest ud for kanp et år siden, i januar, og her døde ingen.

    Videoen nedenfor viser redningsarbejdet og nogle af skaderne, udbruddet har forårsaget.

  48. I går kl. 15:32

    Så faldt hammeren: Chelsea og AC taber vigtige point i topstriden

    Andreas Christensen (til venstre) var for anden gang i træk at finde i Chelseas startopstilling. (Foto: GLYN KIRK © Ritzau Scanpix)

    Den engelske topklub Chelsea mistede lørdag vigtige point i topstriden i Premier League, efter at holdet tabte 2-3 på udebane mod West Ham.

    Chelsea var foran to gange undervejs, men to brølere af Edouard Mendy i Chelsea-målet endte med at sikre West Ham sejren.

    2-2 så længe ud til at skulle ende som kampens resultat, men tre minutter før tid sendte Arthur Masuaku et udmærket og overraskende forsøg mod mål helt ude fra den ene sidelinje. På stregen stod Mendy helt uforberedt, og bolden fik lov til at stryge i mål.

    Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen spillede hele kampen for gæsterne.

    Nederlaget betyder, at Manchester City med en sejr senere lørdag kan overtage førstepladsen fra Chelsea, som smed point for tredje gang i de seneste fem Premier League-kampe.

  49. I går kl. 15:11

    Viktor Axelsen er finaleklar efter suveræn sejr

    Viktor Axelsen blev den 3. december kåret som årets mandlige badmintonspiller for 2020-2021 af verdensforbundet, BWF. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Verdens bedste badmintonspiller, Viktor Axelsen, står igen i en stor finale.

    Det står klart efter danskerens semifinalesejr over indiske Lakshya Sen ved World Tour Finals på Bali.

    Lørdag levede han op til favoritværdigheden i semifinalen med sejren på 21-13, 21-11.

    Danskeren spillede en suveræn kamp og satte på den måde en tyk streg under, at han var det rette valg til hæderen som årets mandlige spiller i verden i 2020-2021, som han modtog fredag.

    Der var stor klasseforskel mellem den danske verdensetter og nummer 21 på verdensranglisten. Klasseforskellen var størst i andet sæt, hvor Axelsen undervejs var foran 12-1.

    I finalen skal Axelsen møde Kunlavut Vitidsarn fra Thailand, der vandt sin semifinale overraskende over Lee Zii Jia fra Malaysia med 21-18, 21-18.

  50. I går kl. 14:52

    Republikanere vælger ny udfordrer til Macron

    Valerie Pécresse ses her med partifælle Eric Ciotti. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN)

    Feltet af kandidater, som håber på at blive Frankrigs næste præsident, har lige vokset sig lidt større.

    Endnu en kandidat har nu meldt sig under fanerne i håbet om at vælte Emmanuel Macron af pinden ved næste års valg.

    Det franske konservative parti, Republikanerne, har netop valgt regionsrådsformand i Paris, Valérie Pécresse, som sin præsidentkandidat.

    Det er dermed lykkedes Pécresse at møve blandt andre EU’s tidligere brexit-forhandler Michel Barnier og også den forhenværende sundhedsminister Xavier Bertrand, som mange ellers tidligere så som favorit, af banen.

    Den 54-årige Pécresse er partiets første kvindelige præsidentkandidat og har sammenlignet sig selv med den tyske kansler, Angela Merkel, og den forhenværende britiske premierminister Margaret Thatcher.

    Tidligere på ugen annoncerede den stærkt højrenationalistiske Eric Zemmour sit kandidatur til præsidentvalget, der finder sted i april næste år.

  51. I dag kl. 06:12

    Danmark får sine første naturnationalparker i havet og et stort område uden trawlfiskeri

    For første gang får Danmark naturnationalparker, hvor der ikke er fast grund under fødderne for besøgende.

    Det er resultatet af en ny aftale, som regeringen og fem øvrige partier i dag har indgået i forbindelse med finansloven.

    De to 'marine naturnationalparker' kommer til at ligge i Øresund og Lillebælt ligesom et større område i Storebælt, Lillebælt og Langelandsbælt bliver fredet for trawlfiskeri.

    Der afsættes også 20 millioner til at genetablere stenrev.

    Aftalen har vakt glæde i toppen af Danmarks Naturfredningsforening, hvor præsident Maria Reumert Gjerding begejstret har tweetet om resultatet.

    (Foto: Fra Twitter)

    Sidste år blev det besluttet at oprette 15 naturnationalparker på land.

Mere fra dr.dk