
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har besøgt nogle af de områder, som er ramt af oversvømmelser, efter at en dæmning blev ødelagt i det sydlige Ukraine.
Zelenskyj skriver i et opslag på det sociale medie Telegram, at han blandt andet diskuterede den operationelle situation i regionen som følge af katastrofen, og hvordan man bedst kan hjælpe dem, som har fået ødelagt hus og hjem.
Udover at se, hvor store oversvømmelserne var, besøgte Zelenskyj også et hospital og talte med nogle af dem, som er blevet hjemløse, efter de massive vandmasser ramte Kherson-regionen.
- I går gennem en svær tid lige nu. Vi vil hjælpe, og vi vil genopbygge alt, hvad der skal genoprettes. Jeg takker jer og ønsker jer et godt helbred, sagde præsidenten.
Ifølge de ukrainske myndigheder havde næsten 2000 mennesker forladt de oversvømmede områder torsdag morgen.