Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, brugte søndag aften med udgangspunkt i det russiske missilangreb, der ramte en boligblok i byen Dnipro, sin daglige videotale til at rette skarp kritik af den almindelige russer. Han mener, at de almindelige russere burde vende sig mod regeringen og fordømme den terror, som den begår.
- Jeg vil gerne sige til alle i Rusland - og fra Rusland - som endnu ikke har kunnet fordømme denne terror med bare få ord - også selvom de ved og ser det hele...
- Jeres feje tavshed og jeres forsøg på at "vente og se", hvad der vil ske, vil kun ende med, at de samme terrorister en dag kommer efter jer, siger Zelenskyj.
- Ondskab kan mærke fejhed, ondskab husker dem, der frygter den, eller forsøger at handle med den. Og når den kommer efter jer, vil der ikke være nogen til at beskytte jer, sagde Zelenskyj i sin tale.
Foreløbig er 30 personer fundet dræbt i forbindelse med missilangrebet, men omkring yderligere 40 personer savnes. En 15-årig pige er blandt de dræbte.